Prøv avisen

Fri mig fra befrielsen

BEFRIELSE: - Fortællingen om besættelsen og befrielsen er ikke i sig selv mytisk, men brugen af den er, fordi den fjernes fra de historiske og politiske realiteter, siger Claus Bryld, der er søn af topnazisten Børge Bryld, og som historiker

At det ikke var alle danskere, der følte sig befriet den 5. maj, er historikeren Claus Bryld et levende vidnesbyrd om. Claus Bryld, der blev født i maj 1940, er nemlig søn af den prominente og nu afdøde danske nazist Børge Bryld, der i besættelsens første tre år tilhørte inderkredsen omkring Frits Clausen i Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP). I den første uge af maj 1945 blev København for »varmt« for familien Bryld, der flyttede på landet til en gård ved Birkerød, nord for København, men heller ikke her kunne familien vide sig sikker i den ophedede stemning, som landet befandt sig i tiden umiddelbart efter befrielsen. Forældrene søgte tilflugt i et karmelitterkloster i Helsingør, mens Claus Bryld og hans tre søskende blev sat i familepleje hos bekendte, indtil stormen havde lagt sig. Denne løsning var imidlertid heller ikke holdbar for familien Bryld, og forældrene meldte sig kort efter til politiet, hvorefter de blev interneret. 6 uger senere blev Børge Bryld så formelt arresteret, hvorimod moderen blev løsladt og genoptog livet på gården med de fire børn. - Vores familie oplevede bestemt ikke 5. maj som en befrielse. Allerede inden vi flyttede til Birkerød, var far gået under jorden, og jeg husker ham dårligt nok fra den periode. Jeg har nogle svage erindringer om nogle besøg, hvor far var på prøveudgang. Men vi kunne ikke rigtig genkende ham. Han var forandret og sådan lidt uligevægtig. Jeg er ikke sikker på, at han var en knækket mand, for han havde sådan set mod nok på at fortsætte livet, fortæller Claus Bryld . - Det, der var hårdest for ham, var ikke den økonomiske ruin, men det at være udstødt. På en måde tror jeg, det var værre for far at komme ud end at sidde inde, hvor han havde et fællesskab med de øvrige indsatte. Som mange andre følte min far sig meget uretfærdigt behandlet. Han var jo politisk fange, og hans forbrydelse bestod reelt i, at han havde været medlem af DNSAP. Han prøvede faktisk at melde sig ud i 1943, fordi han var imod terroren og den nye SS linje, som blev indført. Ifølge Claus Bryld var udstødelsen en af hovedgrundene til, at familien i 1949 emigrerede til Tanger i Marokko. Det nordafrikanske eventyr blev imidlertid kort for familien. Ni måneder for Claus, moderen og hans søskende, mens faderen holdt ved i cirka to et halvt år. Men Marokko var simpelthen for kulturelt fremmed for familien. - Min far holdt mere af Marokko end den øvrige familie, og det er egentligt lidt barokt, fordi Marokko dengang var et rigtig multikulturelt og multietnisk samfund med afrikanere, franskmænd, jøder og homoseksuelle briter, der her havde fundet et fristed. Et mareridt for en nazist, skulle man mene. Manglende tolerance Familien Bryld vendte derpå hjem til Danmark efter det skuffende eksil. Ikke mindst moderen var bitter over de kort, som skæbnen havde tildelt familien, og Claus Brylds forældre blev skilt i 1953. Faderen døde fem år senere, 49 år gammel. - Begivenhederne sled hårdt på min far, hvis autoritet i familie og samfund fuldstændig forsvandt efter fængselsopholdet. Det var specielt hårdt for ham, fordi han selv var så autoritær. Man bliver jo ikke nazist, medmindre man er meget autoritær. - Jeg nåede aldrig rigtig at få talt ud med ham om, hvorfor han var blevet nazist, og det er da heller ikke sikkert, at han ville kunne have svaret enkelt på det. Men han var en skuffet og bitter mand. Jeg skal ikke undskylde nazismen, men de blev straffet meget, meget hårdt. Hvis man i stedet havde idømt dem bøder, tror jeg en senere resocialisering ville have lykkedes i langt højere grad. Men det var der ikke nok tolerance til i Danmark dengang, og det er der fortsat ikke. Mange tænker jo stadig: engang nazist, altid nazist, og de skelner ikke mellem dem, der begik krigsforbrydelser, og dem, der blot var ideologisk overbeviste. Claus Bryld blev som 21-årig gift med socialrådgiveren Tine Bryld, der kom fra en familie, som sympatiserede med modstandsbevægelsen. - Tines familie satte lys i vinduerne, så det gjorde vi også i mange år. Men på et tidspunkt blev det mig for meget, fordi der simpelthen var for stor forskel på festlighederne og realiterne bag krigen. Men i grunden var det nemt nok. Man skulle blot tie stille om egne erfaringer. Det var et overlevelsesinstrument i et samfund, der ser sort og hvidt på tingene. Du har jo om nogen pillet ved myten om »det gæve lille folk, der alle stod sammen i kampen mod den fæle nazisme«. Du har så at sige befriet dig fra myten om besættelsen og befrielsen. Hvad har det betydet for dig personligt? - Det har først og fremmest betydet en personlig afklaring, og jeg har det simpelthen bedre i dag, end jeg havde det for 10 år siden. Men i og med, at myten om besættelsen og befrielsen er blevet punkteret, er der opstået et tomrum i befolkningens fælles erindring, som du andetsteds har beskrevet som et midlertidigt fænomen. Er du sikker på, at det ikke er permanent? - Ja, jeg tror vi er på vej væk fra den nationalistiske tolkning og på vej mod en på en gang mere individualistisk og multikulturel tolkning, hvor det bliver muligt at skildre billedet i dets helhed, så man ikke kun skildrer modstandsfolk og samarbejdspolitikken. Men mange vil jo gerne fastholde, at kun modstandsfolkenes nationalistiske version af begivenhederne skal være kendt. Men har du slet ingen sympati for det synspunkt ? - Jo, men det synspunkt hører en bestemt periode til, og vi er på vej ind i en anden og mere internationalistisk epoke, som vil ændre historieskrivningen meget. Fokus vil flytte sig fra det patriotiske, og man vil i højere grad koncentrere sig om de forfulgte, først og fremmest jøderne, men også dem, der blev forfulgt efter krigen. Krigen sluttede jo ikke i 1945. Myte og løgn Du bruger ordet myte, som om det er lig med løgn. Er det nuanceret nok? Grundtvig talte f.eks. om myterne som »poetisk-historiske« sande. - Fortællingen om besættelsen og befrielsen er ikke i sig selv mytisk, men brugen af den er, og det bliver den, når den fjernes fra de historiske og politiske realiteter. En myte kan vel principielt ikke dekonstrueres, men en historisk opfattelse, der har fået mytisk karakter, kan man godt dekonstruere. Siden 1945 har vi bevæget os fra historie til myte og nu tilbage til historie igen. Men du og andre er da i gang med at afmytologisere begivenhederne omkring besættelsen. En dansk teolog har engang sammenlignet afmytologisering med at skrælle løg. Man fjerner lag på lag, og til sidst er der ingenting tilbage. Tror du ikke, at myterne tjener et formål for den danske identitet? - Nej, det mener jeg ikke. Når det gælder menneskeskabte forhold, kan myter ikke have nogen berettigelse overhovedet. Myten kan jo spærre for erkendelse og indsigt, selvom den for en tid kan producere en følelse af fællesskab. At de fleste danskere var antityske og havde været det lige siden 1864, er jo ikke en myte, men en realitet. Men vi må ikke tale om besættelsen i så mytiske vendinger, at ingen af os rigtigt tror på det, vi siger. Så bliver den mytiske forståelse et problem, og så ender vi med et virkelighedssyn som det, der præger Dansk Folkeparti. Vi må befri os fra myterne for at blive frie borgere. At myterne skulle være vigtigere end historiske kendsgerninger er jo i virkeligheden en nazistisk historieopfattelse. De var jo ligeglade med, om historien var rigtig rekonstrueret, så længe den viste de rigtige ting om heroismen og fædrelandsfølelsen og så videre. For mig at se er der ingen »urørlige myter« eller viden, som vi bør holde os fra. Al viden er principielt gavnlig. Spørgsmålet er blot, hvordan vi bruger den. Vores statsminister kan ikke bebrejdes, at hans far var nazist, og det kan du selvfølgelig heller ikke. Men som historiker har du jo opsøgt besættelsestiden. Er du den rette til at revidere danskernes forhold til nazismen? - Det er en provinsiel problemstilling. De bedste historikere i dag er folk, der har oplevet tingene på egen krop. De bedste koldkrigshistorikere i dag er østeuropæere, der er flygtet fra kommunismen. Og de bedste nazihistorikere er tyskere, hvis fædre var nazister. Så synes du også, at det er i orden, at Søren Mørch i sin sidste historiebog skildrer den tidligere politiske ballade omkring Ritt Bjerregaard, der var og er hans kone? - Nej det er vel lige lovlig tæt på, men hans præmisser er jo lagt frem. Jeg har skrevet et stort værk om besæt-telsestiden sammen med Anette Warring, hvis far var modstandsmand. Hun er aldrig blevet anklaget for inhabilitet af den grund, hvorfor skulle jeg så? Det går jo imod al fornuftig historiesnak. Det er en anklage, jeg tit er løbet på fra gamle modstandsfolk, men det er lige så vanvittigt som at kræve Nyrup til ansvar for hans fars gerninger. Det er et barbarisk samfund, som kræver, at sønnerne skal sone fædrenes skyld. Hvordan vurderer du i dag din far? Var han landsforræder? - Det har jeg det stadig lidt svært med, og jeg kender flere jurister, der vil hævde, at det var han og andre ikke. Men jeg anerkender forbrydelsen landsforræderi under besættelsen, og jeg har for nylig skrevet i en artikel, at det var han. Det er en uhyggelig erkendelse på et personligt plan og svær, fordi jeg har det så blandet med den anklage. Samtidig ved jeg, at far og hans brødre aldrig selv anså sig for at være landsforrædere.