Prøv avisen

Fruen på Hagenskov

- At have en herregård er en vidtforgrenet virksomhed med fedekvæg, heste, landbrug, lejekontrakter og vedligeholdelse, som er et kolossalt stort arbejde. For tiden har vi både elektriker, tømrer og murer i gang. Vi gør os meget umage for, at stedet lever, siger Britta Caroc Schall Holberg.

BARNDOMMENS LAND: Folk siger ofte til Britta Caroc Schall Holberg, at hun er heldig at have et slot. - Men jeg ved, at man sagtens kan have et slot i en stue og et værelse, siger godsejeren og Venstres kandidat til næste folketingsvalg. Som skilsmissebarn er hun vokset op hos sin mor i en lejlighed i Birkerød. Ferierne tilbragte hun hos faderen på storgårde og godser

Britta Caroc Schall Holberg var ustyrlig genert som barn og ung.

- Det er godt, at der ikke fandtes psykologer dengang, for så var det gået helt galt. Den generthed var jeg nødt til selv at kæmpe mig ud af, siger hun og fortsætter:

- Som 19-årig gik jeg til syning i København. Jeg skulle hver dag gå fra Østerport til Lille Strandstræde, hvor syskolen lå, og jeg var stadig så genert, at jeg ikke vidste, om jeg skulle se ned på fortovet eller ind i folks øjne. Det var en øvelse hver eneste dag. Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg var så genert, og det er noget, der følger en hele livet. Jeg er det stadig, og det er fuldkommen åndssvagt, når man som jeg lever af at snakke med folk.

Egnen omkring Ebberup på det sydvestlige Fyn er på en sommerdag med regn så grøn og saftig, at den er lige til at spise. Som en navle midt i frodigheden ligger Hagenskov Gods, der har aner tilbage til 1251. Dengang en firefløjet middelalderborg med 15.000 tønder land og 220 bøndergårde under sig. I dag et slot i fire etager i nyklassicistisk stil, en avlsgård med stalde og udlejningsboliger og 550 tønder land, hvoraf noget er forpagtet ud, og hvor der dyrkes sukkerroer og korn, især hvede.

Den 62-årige tidligere indenrigs- og landsbrugsminister i Schlüter-regeringen Britta Caroc Schall Holberg og hendes mand, lærer Jørgen Hansen, overtog i 1977 godset efter hendes far, Preben Caroc Schall Holberg, der i en grotte i slotsparken nu hviler sine bene. På engen græsser heste, og det er til dem, at hendes første barndomserindringer knytter sig.

- Jeg red. Det at ride fyldte utrolig meget. Jeg rider ikke meget i dag, men hver gang jeg går en tur, rider jeg i virkeligheden. Jeg husker meget tydeligt, da jeg var ni år. Mor og far var blevet skilt, og alle ferier tilbragte jeg hos far, de første år på Store Skullerupgård ved Glumsø på Sydsjælland, siden på Hagenskov. Jeg var enebarn og fik lov til at tage min bedsteveninde Hanne med på de ferier, og vi havde en udstrakt frihed. Vi havde to store belgiske arbejdsheste, som vi i ferien fik lov til at have råderet over. Vi var to forholdsvis små piger på store heste. Det var vidunderligt. Så gik det gadagung-gadagung over marken. Når vi så faldt af, blandt andet af grin, kunne vi ikke komme op igen, men måtte gå hjem og finde en stige. Det var sjovt! Vi havde en gammel landauer, som vi spændte til hestene, vi striglede dem, gav dem seletøj på og var sammen med de heste fra morgen til aften.

- Det var før, det blev moderne, at piger havde heste. Vi var de eneste i omegnen, der red, så det var ganske usædvanligt. Det var ikke sådan noget pussenusse med de heste. Vi havde et gammelt nedlagt hønsehus, hvor vi trak hestene ind i den ene ende af huset, og så havde vi "stue" i den anden. Senere øvede vi os i at ride stående på hesterygge - flere ad gangen. Det var svært, men vi øvede og øvede, til vi blev gode. Hanne var en stor del af min barndom. Hun er i dag en anerkendt stoftrykker.

- Hanne boede i Farum og var ofte på besøg hos mig i vores lejlighed i Hovedgaden i Birkerød, hvor jeg boede med min mor. Dér legede vi også hest. Vi skiftedes til at være det, så vi havde altid sår på knæene. Jeg har aldrig været en, der sad og broderede, jeg udsatte mig for alt muligt. Vi byggede også huler og hytter, og når vi var her på Hagenskov, var vi simpelthen så snavsede. Vi havde fået besked på at være rene, når vi skulle spise, men vi var smurt ind i hestesved, jord, alt muligt. Når man løber på bare fødder i en kornmark, får man ridser og skrammer, og så op på hesten, der sveder, og det svier. Så sad vi dér til bords, og det sved på benene, og vi var helt pæonrøde i hovederne af vaskekluden - det var et prægtigt liv!

Godsejerparret tager imod ved hoveddøren akkompagneret af hundeglam fra en schæfer og en labrador, der af hensyn til gæsterne er blevet lukket ind i en sort Range Rover på gårdspladsen. Men lille "Frederik", en tre måneder gammel legesyg york-

shireterrier, har fået lov at være med og følger med ud i køkkenet. Her i det hverdagsagtige rum med tv-apparat og knage til overtøj er der dækket op med smørrebrød, øl og vand. Med "Frederik" om fødderne går snakken over bordet om, at en gavl skal kalkes, men den originale røde farve kan ikke længere fås.

- Vi skal holde reception i sommer i anledning af 50-året for min fars overtagelse af Hagenskov i 1954. Derfor vil vi gerne udskifte en gammel jernlåge nede i parken, men lige præcis den type jern findes heller ikke mere, fortæller Britta Schall Holberg om nogle af de genvordigheder, der er forbundet med ansvaret for et fredet gods.

- At have en herregård er en vidtforgrenet virksomhed med fedekvæg, heste, landbrug, lejekontrakter og vedligeholdelse, som er et kolossalt stort arbejde. For tiden har vi både elektriker, tømrer og murer i gang. Vi gør os meget umage for, at stedet lever. Det kan ikke nytte at sidde i et hjørne med blafrende lys, så vi bor på alle fire etager og gør meget ud af at have blomster over det hele og liv med gæster i huset.

- De mennesker, der har været her, har alle været utrolig optaget af det. Godsejer Ryberg, der i 1770'erne byggede den nuværende hovedbygning, var en af de første, der gav bønderne fri. Han oprettede også jordemodervæsen og var meget dynamisk. Min far fik fredet hele ejendommen. Jeg selv føler det som en stor glæde og forpligtelse over for familien at eje en kulturarv som Hagenskov. Det betyder meget for os at holde det i stand. Det er i det hele taget vigtigt at holde de værdier, som et samfund har, i hævd. Det er en del af vores ballast ligesom skole, litteratur og demokrati. Det betyder meget for ens tanke at bo sådan et sted. Det er næsten en religiøs oplevelse, at hver dag, når du står op, er du sat i en opgave, som rækker ud over dig selv.

Kaffen serveres i havestuen. Her er to pejse i hvidt porcelæn, flere sofagrupper, og fra vinduerne i den ene ende udsigt til den trelængede avlsgård og fra den anden over park og eng. I stuen ved siden af er et chatol med familiefotografier, deriblandt af Britta Schall Holbergs russiske mormor og danske morfar, der emigrerede til Argentina. Og af hendes forældre, Gudrun Ryder og Preben Caroc Schall Holberg, der blev skilt, da deres eneste barn var syv år. Badeværelset for enden af stuen er Frederik den Syvendes tidligere arbejdsværelse. Han boede her som kronprins i årene 1841-48, og derfor er stedet siden blevet kaldt et slot.

- Folk siger: Ja, du kan sagtens, du har et slot! Men jeg ved, at man sagtens kan have et slot i en stue og et værelse. Min mors intention var, at jeg ikke skulle lide under, at jeg var skilsmissebarn. Skilsmisser var jo usædvanlige dengang. Mine forældre holdt af hinanden hele livet, men samlivet kunne ikke fungere, fordi de var for forskellige, siger Britta Schall Holberg.

Med det karakteristiske røde hår ser hun veloplagt ud i olivengrøn skjorte og bukser. Ud over jobbet som godsejer og hofjægermester er hun travlt beskæftiget med foredrags-, undervisnings- og skribentvirksomhed. Dertil kommer mange tillidsposter, for tiden i alt 25, i så forskellige sammenhænge som formand for Kerteminde Højskole samt medlem af Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold og Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Og så har hun efter i 17 år at have været ude af politik besluttet at stille op for partiet Venstres Otterup-kreds til det næste folketingsvalg.

- Min opvækst, mine forældre og de fysiske rammer har spillet en enorm rolle for mig, siger Britta Caroc Schall Holberg og fortæller om sin mor:

- Hun var meget samfundsengageret og medlem af Venstre i mange år. Hun havde en evne til at komme i kontakt med andre. Hun var et enestående menneske. Modig og kærlig. Jeg havde en stor angst. Det frygteligste, jeg kunne forestille mig, var at miste hende, for så anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg mødte for nylig en mand fra Birkerød, der kunne huske mor og mig, og at vi altid snakkede sammen. Det gjorde vi. Vi gik tit til Farum Sø, som var en ordentlig tur, og vi gik til kirke i Høsterkøb, syv kilometer frem og syv kilometer tilbage, og så snakkede vi.

- Vores lejlighed var en rigtig efterkrigslejlighed med en lille stue, værelse, soveværelse og - vild luksus - en fransk altan. Der var ikke varme i soveværelset, fordi der var begrænsninger på, hvor mange værelser der måtte være opvarmet efter krigen. Mor og jeg havde en fælles evne til at forestille os. Vi drømte om at få et hus, og det var altid sjovt at snakke om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Tilværelsen var spændende og skulle udforskes. Vi havde dyr - hund, kat og skildpadde.

- Min mor var sekretær på Statens Planteavlslaboratorium. Hun var en af de første miljøaktivister i landet, er jeg sikker på. Hun var bybo, men efter at have været gift med far i syv år, blev hun landbrugets fortaler. Jeg kan huske, at hun var meget optaget af, at en dag ville der opstå et kæmpe problem med alt det sprøjtegift, som landbruget brugte. Hun underholdt os med det altid, og vi vidste, at hun havde en blød plet på det punkt. Det viste sig, at hun var ufattelig fremsynet.

- Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at være mor på end min mors. Hun svarede, når man spurgte, hvilket har betydet umådelig meget for mig. Hun lyttede, hun kendte alle mine kammerater, og der var respons hele tiden. Jeg kunne altid komme til hende og kunne snakke med hende om alt. Det er ikke altid dårligt at være alene med en forælder, hvis denne er interesseret. Det kan være meget tæt. Jeg blev taget med på råd uden at blive overbebyrdet, for hun var meget bevidst om at være forælder. Vi havde fælles interesse for bøger, hvad der stod i avisen, og hvad vi hørte i radioen.

- Mor fik aldrig en ny mand. Hun var en dejlig dame og et meget kærlighedsfuldt menneske, og derfor har hun også haft bekendtskaber. Men det har jeg ikke oplevet. Det var udtalt, at hun ikke ville giftes igen. Hendes barn spillede så stor en rolle, og det skulle det have lov at gøre. Sådan følte hun det. Så tæt var vores venskab, at det var meget svært for hende, da jeg flyttede hjemmefra. Min far til gengæld var gift fem gange, så jeg havde mange tanter.

- Jeg gik på privatskole, som var den samme, som mor havde gået på, og det kostede penge. Far havde drømt om at få en gård hele sit liv, og den drøm var endt for ham, hvis hun havde forlangt, hvad hun kunne få ud af ham efter skilsmissen. Derfor havde vi kun den løn, hun kunne tjene som sekretær. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er vokset op i et hjem, hvor ting betød noget. Derfor er jeg ikke sådan et forbrugsdyr. Vi gik og kiggede på ting, som vi ønskede os, når vi fik råd til det. Derfor står der også ting her, som mor har købt, når der var penge til det - et stel, et tæppe, glas. Det var en sejr, når det lykkedes, og så blev tingene stillet op, så vi kunne beundre dem.

Britta Caroc Schall Holbergs far har også spillet en markant rolle i hendes liv.

- Det er jo ham, der står bag det her. I det daglige kommer han meget nemt til at overskygge, at mor var så væsentlig en del af mit liv. For vi går jo i og for sig rundt i hans drømme. Min far var umådelig ambitiøs, men også et menneske, der ikke kunne lide forløjethed. Folk kunne blive bange for far. Og far blev så sur på folk, der blev bange. Jeg kender det fra mig selv. Hvis folk står dér og er slikne og underdanige ... Far havde en faible for folk, der var sig selv. Og han og mor var meget enige om, at en håndværker kunne være meget mere adel end en adelsmand. Det kom ikke an på titler, men om det var ærligt. Jeg er selv meget optaget af det daglige, jordnærhed. Så det oprigtige og det ordentlige, det har jeg med mig hjemmefra.

- Min farfar var godsejersøn fra Langeskov ved Svendborg. Erik Holberg blev også forvalter på Sørup ved Ringsted. Dér boede ridtmester Muus med fem døtre og en søn. De døtre skulle afsættes til gode partier, og ganske rigtigt løb farfar af med Bertha, som var uddannet til at blive godsejerfrue. Men da Landmandsbanken krakkede i begyndelsen af sidste århundrede, forsvandt alle familiens penge, og Langeskov kom ud af familiens eje. Min farfar og farmor tog til København, hvor han blev forsikringsagent, mens hun blev ansat som regnskabsdame i brillefirmaet Thiele.

- Min far havde en drøm om at gøre det, der var overgået hans far, godt igen. Han bestemte meget tidligt, at han ville være landmand, hvilket virkede helt utopisk, fordi han voksede op i en lille lejlighed. Men han blev landmand og forvalter på mange store gårde på Sjælland. Det var enestående for ham at købe Store Skullerupgård. Men hans drøm var at få en herregård. Den dag i 1954, hvor det lykkedes ham at købe Hagenskov, ringede han til mor og mig i Birkerød. Jeg kan stadig høre tårerne i telefonen. Men for mig er der ikke forskel på Hagenskov og Hovedgaden og Kajerødgade, hvor min mor og jeg senere boede, i Birkerød. Rammerne er ikke de samme, og forpligtelserne her er større. Men inde i mit hoved er det ligeværdigt.

- Min far ville så gerne, at jeg blev landmand, fordi han havde købt det her gods. Men jeg har villet være lærer, siden jeg var helt lille, for udover at lege hest, legede vi skole. Efter realeksamen kom jeg på Ankerhus Husholdningsskole i Sorø, derefter på syskole, inden jeg som 19-årig kunne begynde på Zahles Seminarium i København. Det var valgt med vilje, fordi det var et holdningsseminarium med rektor Hartling, der senere blev statsminister og min formand i Venstre. Jeg var den yngste lærerstuderende overhovedet. Da jeg fik min eksamen, fik jeg valget mellem at flytte hjemmefra eller købe en bil. Jeg valgte en bil, for så var jeg friere, mente jeg. Og derfor boede jeg hjemme, til jeg var 25 år og skulle giftes med Jørgen, som jeg havde mødt på seminariet, siger Britta Caroc Schall Holberg og griner.

Spørger man om, hvad der har været den største sorg i hendes liv, svarer hun:

- Har jeg nogen? Efterhånden er mennesker, som jeg har sat umådelig pris på, døde. Men livet er stort og flot og indeholder både sorg, glæder, forpligtelser og ansvar. Når nogen dør, er det livets gang. Min største oplevelse var at sidde med mine forældre i hånden, da de døde. Det var ufatteligt hårdt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men det var også den største berigelse, jeg har haft.

- Vi havde et meget tæt familieliv med kusiner, onkler, tanter - vi var altid 10 til jul og nytår. Jeg har været omgivet af stærke kvinder hele mit liv, min far og tanter, der var virkelig markante. Desværre var det, som om de havde slået sig sammen om at dø på det samme tidspunkt, og vi havde det, som om vi var med i en islandsk saga. Far døde også på den tid. Det var forfærdeligt og tog mange år at komme over. Men det er jo, som om de stadig er her. Da jeg gik og ryddede alle de der lejligheder, og det var ikke sjovt, endte mange af tingene her. Det betyder, at de i høj grad lever med. Når jeg ser en ting, tænker jeg på et ansigt.

- Det har i mange år været moderne at afskrive sine forældre, og det var deres skyld, hvis det gik én dårligt. Men mine forældre, tanter, mostre og onkler har alle været så stærke personligheder, at den tanke, jeg har om dem, er dyb taknemmelighed over, hvad de har givet mig. Og det er et fantastisk mod.

- Til trods for, at det udadtil så kaotisk ud, var det en meget tryg barndom omgivet af mennesker, der følte, at de ville give deres barn en ordentlig opvækst samtidig med, at de selv levede deres liv. De var søjler. Det, jeg har lært, er, at det er vigtigt som menneske at træde i karakter og være den, du er, for at kunne indgå i samtale med andre mennesker. Det er vigtigt at kunne spille sin egen rolle i fællesskabet, at sætte sig spor og gøre sig umage. Det gjorde min mor og far. Hun med sit job og han som landmand.

- Der følger en forpligtelse, som i virkeligheden er en styrke. Det er også en tryghed, som gør, at du tør nogle ting, som du ellers ikke turde. Jeg synes, at det er vigtigt at udvikle sig hele tiden. Jeg plejer at sige, at man skal sige ja, når man bliver spurgt. Jeg blev forleden bedt om at holde et foredrag for Dansk Blindesamfund. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg skulle tale om kunst til blinde, og det sagde jeg ja til, fordi jeg tænkte: Det lærer du noget af! På samme måde da blev jeg spurgt, om jeg ville være minister. De fleste ædruelige mennesker vil sige, nej, det kan jeg ikke finde ud af. Men når Henning Christophersen, som jeg sætter umådelig pris på, ringer, må man sige ja for at prøve sig selv.

- Jeg hører ikke til de mennesker, der drømmer om at holde op. Jeg ved slet ikke, hvordan man gør. Jeg er optaget af, hvad der sker i morgen. Det er noget med at have mod på livet, og det har jeg fået med hjemmefra. Jeg har i den grad forsøgt at give mine drenge et spark bagi og været opmærksom på vigtigheden af at svare. Når mine børn beder om et råd, får de et. Det er ikke sikkert, at de følger det. Men det hører til min liberale grundtanke, at der ikke er nogen, der skal komme her og sætte en hat ned over hovedet på mig. Vi spiller selv! Samtidig er jeg meget ærbødig over for livets vilkår og er et meget religiøst menneske.

- Det religiøse har jeg fra min mor. Min far var overhovedet ikke religiøs og meget konservativ. For mig er konservatisme lukkethed, konformitet og firkantethed, men sådan var han ikke. Han var fandenivoldsk og havde et voldsomt temperament. Det har jeg også, jeg kan ryge op i luften. Det kommer af et nervemæssigt engagement. Når folk træder for tæt ind på én - det kan få mig helt op i sofitten!

- Ting skal være ægte. Forløjethed og forstillelse gider jeg simpelthen ikke. Mor løj og snød ikke. Når hun havde sagt noget, kunne man regne med det. Far var lige så ærlig, fuldstændig åben som en ladeport af ærlighed. Det er ufatteligt vigtigt. Det gør én meget sårbar, og man bliver meget synlig i livet. Det har jeg lært mine drenge: Syng ud! Et demokrati kan kun leve af, at man synger ud og siger fra, når man kommer ud for noget, man ikke kan acceptere. Der kan være så meget forlorenhed og høflighed, men sådan reagerer vi ikke her i huset. Det håber jeg, at jeg har givet mine sønner med sig.

- Den samtale, jeg havde med min mor, har vi praktiseret her i huset. Vi har diskuteret, så det brager. Samfundsdiskussioner, dér hvor det betyder noget, og hvor man flytter noget hos hinanden hører til mine største oplevelser. Den yngste af mine sønner var hjemme i påsken. Jeg havde skrevet et foredrag om velfærd og var selv glad for det. Inden påsken var ovre, var det foredrag trevlet fra hinanden. Du kan ikke undgå at bevæges af andres argumenter.

Inden året er omme, har Britta Caroc Schall Holberg og Jørgen Hansen overdraget Hagenskov Gods til deres yngste søn, Jacob, der er advokat.

- Vi skal blive boende, og de første 10 år driver vi stedet sammen. Alle mennesker, der ejer et sted som Hagenskov, har en drøm om, at det går videre til næste generation. Det er en glæde og et privilegium, at chatollet kan blive stående. Ikke så meget på grund af chatollet, men fordi det, du går og laver, bliver båret videre. Det får en indre betydning. Da min mand fyldte 50 år, gav jeg ham syv lindetræer, der blev plantet nede i parken. Jeg går hver dag en tur med hundene og kigger og tænker fremad: Hvad skal vi nu? Så kiggede jeg på lindetræerne og tænkte, at de vil se godt ud, når de bliver 50 år gamle. Da vil jeg være død, Gud forbyde det! Det slog mig, at om 50 år vil ham, der overtager Hagenskov, være ældre en 50 og midt i et generationsskifte. Og vi går og snakker om, at Frederik den 7. gik rundt i det her hus, som om det var i går...

- Når jeg har besluttet at stile op til Folketinget, er det i virkeligheden, fordi jeg er lidt fjollet. Jeg er utrolig glad for min foredrags- og skribentvirksomhed, fordi det er så upolitisk og bredt, og jeg er kommet i alle kroge og kredse i landet. Jeg havde betænkelighed ved at gå ind i partipolitisk arbejde igen. Jeg vil ikke lukkes inde i en kasse, og til mit liberale syn hører, at de andre også kan have ret. Jeg kan ikke have enøjethed. Men Otterup-kredsen, som traditionelt har højt til loftet, spurgte. Og jeg vil gerne arbejde fra grunden i foreningen - ikke mediepolitisk - men politik funderet på samtale i vælgerforeninger, så der går en lige linje derfra og til de ting, der vedtaget på Christiansborg. Jeg gør det ikke for at komme i Folketinget, men for at bevise, at det folkelige arbejde har en betydning. Bliver jeg valgt ind, tager vi det med.

- Det er en form for idealisme: Det må sørme kunne lade sig gøre at lave politik på den gammeldags facon. Hvis folkestyret kun er på mediefacon, bliver det som i USA. Jeg skal bevare mig selv inde i det der. Det er vigtigt at være talerør for de mennesker, der tror, at deres mening ingenting betyder. Den dag, deres stemme ikke vægter noget, falder det hele sammen, siger Britta Schall Holberg og tilføjer:.

- Det sværeste for mig har været at komme ud af det der generthed. Men jeg synes i øvrigt, at det er sjovt og interessant at bokse med det liv. Jeg opfatter problemer som noget, jeg kan lære af, og den proces kan jeg godt lide. Mit liv har udviklet sig hele tiden, og jeg har udviklet mig med det, så jeg i dag tør noget, som jeg ikke turde i går.

remar@kristeligt-dagblad.dk

$SUBT_ON$

Serie: Barndommens land

Nogle ser tilbage på barndommen som det forjættede land. Andre husker den med gru. Hvor stor betydning har de første år for den retning og de valg, der senere præger den voksne tilværelse? Er bardommen afgørende for, hvordan resten af livet former sig? Det har Liv & Sjæl talt med en række kendte mennesker om i sommerens store interview-serie om "Barndommens land". De første interview i serien med Samuel Rachlin og Ole Hartling blev bragt fredag 2. juli og fredag 9. juli. Med et netabonnement kan alle interviewene læses på: www.kristeligt-dagblad.dk.

$SUBT_ON$

Blå bog

Britta Caroc Schall Holberg, født 1941 i Næstved. Uddannet lærer fra Zahles Seminarium 1964. Undervisning i Birkerød 1964-66, skolemedarbejder ved Sjællands Tidende 1967-74 og lærer på Tuse Skole 1975-78. Medlem af bestyrelsen og sekretær i Butterup-Tuse Venstreforening 1967. Derefter en lang politisk karriere i partiet Venstre som medlem af byrådene i Holbæk og Assens samt formandsskaber for lokale partiforeninger og Sammenslutningen af Sociale udvalg i Danmark. Medlem af Folketinget for Kolding-Kredsen 1983-88. Indenrigsminister i Ministeriet Schlüter 1982-86, landbrugsminister 1986-87. Derefter tillidsposter i en lang række råd og udvalg inden for kirke, landbrug, erhverv, sundhedspolitik, undervisning og kultur. Politisk redaktør ved Fyens Stiftstidende 1998-2001. Skribent-, undervisnings- og foredragsvirksomhed. Har skrevet "Politikeren og Sundhedsvæsenet" 1995. Sammen med sin mand, lærer Jørgen Hansen, blev Britta Caroc Schall Holberg i 1977 ejer af Hagenskov Gods. Parret har to sønner og to børnebørn.

Britta Caroc Schall Holberg som lille sammen med sin mor, Gudrun Ryder. (Privatfoto)
Britta Caroc Schall Holberg til hest sammen med en veninde og faderen Preben Caroc Schall Holberg. (Privatfoto)