Prøv avisen

Frygt ikke, tro kun

Hver morgen tænder Elsebet Hermansen et lys ved det billede af Thomas, som står på hylden over slagbænken, og hun mærker, at tårene er lige under overfladen. I morgen, juleaftensdag, er hun forberedt på, at hun vil græde. Men den smerte er et vilkår og ikke noget, hun frygter. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Elsebet Hermansens 23-årige søn omkom ved et forlis i Norge, som kostede fire unge danskere livet. I de måneder, som er gået siden ulykken, har hun erfaret, at der kommer et liv, når der ikke er flere tårer at græde. Og hun har øvet sig i at sige Gud tak trods tabet

"Takken giver lindring til det sorgfulde øje, glans til det trætte og blødhed til det bitre. Det forbedrer synsevnen, så du kan se det gode, som livet giver dig." Biskop Martin Lönnebo

Elsebet Hermansen læser linjerne fra Martin Lönnebos bog "Væven". Det er flere år siden, hun første gang satte streg under citatet, men nu er ordene forsynet med to blyantstreger.

I august forsvandt hendes 23-årige søn, Thomas Hermansen, i forbindelse med en bådulykke ved Mandal i Norge. Siden ulykken er Martin Lönnebos ord om takken, som kan give lindring til det sorgfulde øje, blevet afgørende.

"Selvom jeg som udgangspunkt ikke synes, der er noget som helst at takke for, hjælper Lönnebos ord mig til at vende mit blik, så jeg fylder mig med det, jeg kan takke for. I flere situationer har jeg fået øje på Guds godhed i min smerte," siger Elsebet Hermansen.

I morgen er det juleaften, og der er glæde og forventning i den kølige decemberluft. I landets kirker vil englenes hilsen til hyrderne på marken ved Betlehem blive læst op: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren."

Men hvordan lyder julens forventningsfulde proklamation af frelserens fødsel, når man bærer på en sorg?

Den 19. august blev Elsebet og Hans Hermansen vækket ved, at politiet ringede på døren til parcelhuset i Korning mellem Hedensted og Horsens. Da parret og deres yngste søn, den 19-årige gymnasieelev David Hermansen, var samlet i stuen, fortalte betjentene, at Thomas Hermansen var savnet efter et forlis i Norge den foregående dag. Parrets ældste søn, Jakob Hermansen, 25 år, og Thomas Hermansens kæreste fik beskeden overbragt i telefonen.

"I det øjeblik vi fik beskeden, havde jeg en meget stærk erkendelse af, at jeg ikke skulle se Thomas mere. Det var meget tydeligt for mig, og i ét nu oplevede jeg, hvad det tab betød og indebar for os. Alt blev tegnet utroligt stærkt. Både det liv, som har været hans, og vores liv uden ham. Men så pakkede jeg det væk, og min krop reagerede i en voldsom smerte," siger Elsebet Hermansen.

Den morgen gik hun ud i haven og plukkede en buket af sensommerblomster og tændte et lys for sønnen. Og samtidig mærkede hun, hvordan betjentenes besked havde sendt hende tilbage til et sted, hun havde været før. Smerten i kroppen mindede hende om den dag, hvor hendes far ringede og fortalte, at hendes lillebror var død. Han var 18 år, og døden kom uventet og formodes at være en følge af hans sklerose. Omkring samme tid fik hendes mor konstateret sklerose. Tabet af broderen og ikke mindst moderens langstrakte sygdomsforløb har gjort sorgen til et livsvilkår for Elsebet Hermansen de sidste 30 år.

"Mit liv har gjort mig fortrolig med sorgens forskellige nuancer, og det gør også, at jeg ikke frygter denne jul. Jeg har oplevet mange jule, hvor sorg og smerte har været et vilkår, og vi har fået en dyb fortrolighed med, at sådan er livet også. Det vigtige er, at det ikke er hele livet."

Når man genlæser avisernes dækning af forliset i Norge, så er det ulykkens dramatiske forløb, som dominerer dækningen. Seks unge mænd i første halvdel af 20'erne sejlede ud, men kun to kom i land efter en lang kamp på havet. De overlevende var kystlivredderen Søren Thuesen og Niels Højlund, som var Thomas Hermansens nære ven siden folkeskoleårene i Løsning. Set med Elsebet Hermansens øjne er der meget at takke for i den tragiske situation.

"At Søren og Niels blev reddet og kunne komme tilbage, har været en ubeskrivelig hjælp for os. Det har givet mig en følelse af at have gået med Thomas det sidste stykke, og det bliver Guds godhed ind i en meget vanskelig tid. De har givet os vished om en række ting, som har gjort, at jeg bid for bid har kunnet lægge stykker af sorgen ned."

"Undervejs kunne Niels ikke mere og lod sig synke ned i havet, men så gik Søren ned og hentede ham op og tog beslutningen om, at den eneste måde, han kunne redde Niels på, var at bjærge ham. Fra det tidspunkt har vi ikke helt klarhed over, hvad der skete med Thomas."

Da de unge sejlede ud, havde de ikke redningsveste på. Men det har ikke fået Elsebet Hermansen til at sidde tilbage med bebrejdelse.

"Jeg kan tydeligt se for mig, hvordan de er draget af sted fulde af appetit på livet. Redningsveste var ikke på tale. Jeg har da arbejdet med spørgsmålet om redningsvestene, men det har ikke fyldt meget. Jeg kan ikke bruge det til noget, og alle disse 'hvad nu hvis'-tanker dækker over, at man ikke vil acceptere, hvad der er sket. Naturligvis har jeg spurgt mig selv, hvorfor Thomas og de tre venner skulle dø. Hvorfor omkom fire drenge med livet foran sig? Hvorfor skulle alt gå så galt?"

"Men det er en glæde, at Niels og Søren trods alt kom tilbage. At høre Niels fortælle, hvordan det er en lettelse at give op, når man har kæmpet, lindrede. Og havde Søren ikke været der med sin erfaring som kystlivredder, så havde de ikke på samme måde kunnet kæmpe sammen. Det kunne meget vel være blevet en druknedød i kaos og panik, men sådan blev det ikke."

Ligesom øjenvidnernes beretning har været afgørende for hende, så blev de norske myndigheders håndtering af ulykken også en styrke i sorgen. I de første dage fik de to gange dagligt underretninger fra eftersøgningen, og 11 dage efter ulykken var de efterladte samlet i Norge inviteret af nordmændene.

Det var ikke kun sønnerne, som var venner. Flere af de efterladte kendte også hinanden gennem deres engagement i dansk kirkeliv. Og på en smuk sensommerdag sejlede de efterladte sammen med de to overlevende ud til det sted ved Mandal, hvor båden gik ned. De holdt en kort mindehøjtidelighed, og Elsebet Hermansen kastede en farvelbuket af sensommerblomster fra haven i Korning ned på det blanke hav.

Ude på havet sang de salmen "Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer." Det er en lovprisningssalme, og for Elsebet Hermansen var det netop de ord, som hun havde brug for at synge i situationen.

"For mig har der hele tiden været en himmel over det hele, og himlen bliver et fundament, som gør, at det hele ikke ramler sammen. Der er en Gud, som råder, og ikke en spurv falder til jorden, uden at min himmelske far er med i det. Det er det fundament, som er uden for mig, men som samtidig er inden i mig. Det grundlag træder i karakter i sorgen, og jeg kan klamre mig til det, men samtidig er jeg et ganske almindeligt menneske med alt, hvad det indebærer. Der er Gud, og der er mig. Men ude på havet bliver Gud den, som er meget stor på trods af, at vi ikke forstår, hvad der sker," siger hun og uddyber:

"Jeg forstår ikke det, som er sket, men jeg tror og oplever, at Gud er os nær når det smertefulde rammer os."

Som et andet vigtigt eksempel på Guds godhed i smerten, peger Elsebet Hermansen på de fællesskaber, hvor hun har kunnet dele sorgen over tabet af sønnen. Få dage efter ulykken samledes nogle af de efterladte i Århus Valgmenighed, hvor mange af de unges venner også var samlet.

"Jeg er stadig overvældet over, hvor meget det varmede os at møde de folk, som Thomas kendte. Når vi møder dem, kommer vi meget tæt på ham, og det, som sker i praksis, er, at det hjælper os med at give slip på ham i små bidder. Det varmede mig for eksempel at se hele hans studiegruppe fra psykologistudet på universitetet, som var i kirken, hvor man havde skabt et rum, hvor man kunne græde og bede sammen. Og siden holdt vi mindehøjtidelighed i kirkesalen i Løsning, hvor der kom mange mennesker. Vi havde meget kort tid til at forberede det, men havde en fantastisk oplevelse af at se vores lokale menighed rejse sig for os med praktisk hjælp og omsorg," siger hun.

Da der ikke var nogen kiste, ønskede familien sig ikke blomster, men opfordrede til at man støttede et projekt blandt gadebørn i Honduras, som sønnen arbejdede med gennem organisationen "Impact".

Siden blev pengene ved med at strømme ind til kontoen hos Impact fra Thomas Hermansens netværk. Nu er indsamlingen afsluttet, men takket være en donation fra Legos fond er beløbet blevet fordoblet, så man nu kan sende godt 180.000 kroner til Honduras.

"Den menneskelige omsorg, som vi har mødt siden ulykken, er et konkret udtryk for Guds godhed, og den godhed er en styrke i sorgen."

Elsebet Hermansen kan tale om sønnen uden at græde, men tårerne har fyldt meget de sidste måneder. Og det at græde ud har været vigtigt for hende.

"Et sådant tab medfører en nødvendig smerte, og en af de ting, som jeg har gjort, er, at jeg har taget til Århus til Thomas? værelse, knuget hans tøj og duftet ham og igen kommet tæt på ham. En dag sad jeg på Thomas' værelse og græd, til jeg ikke havde flere tårer, men så kom den der gode fornemmelse, hvor du får lyst til at træde ud i livet igen, og jeg fik lyst til at køre en tur på hans cykel. Da jeg cyklede i blæsten fra Viby ind mod byen, havde jeg nærmest en følelse af, at vi cyklede sammen."

En anden vigtig ting har været etableringen af et mindested for sønnen. En natursten fra haven, som Thomas en gang har hoppet rundt på, står nu på mindestedet på kirkegården i Korning.

"Noget i mig ville ikke godtage, hvad der var sket med Thomas, men når du ringer og beder en mand indgravere budskabet på en sten, så bliver det tragiske stadfæstet på en særlig måde."

På mindestenen står der "Thomas Hermansen, 23 år, savnet siden bådulykken i Norge august 2010." Desuden står der ordene fra Bibelen: "Frygt ikke, tro kun".

Hun rejser sig og går ind i stuen for at hente en Kristus ikon, som hun har købt efter sønnens død. Hun ville have et bønsritual om morgenen ved ikonen og fandt en morgenbøn til formålet: "Jesus Kristus du døde og stod op til nyt liv. Du gav dig selv for, at jeg skulle leve. Vend også i dag mine øjne mod dig, at din kærlighed kan forme mit liv".

"Da jeg bad den bøn, fik jeg en følelse af at være sat til side. Jeg ville umiddelbart, at det skulle handle om mig, for jeg var så fyldt af min smerte, men jo mere jeg fordybede mig i bønnen, jo mere kom jeg til at se på Kristus. Jeg så i ikonen, at Kristus græder sammen med mig. Og ikke kun sammen med mig, men med de rigtig mange mennesker, som lider. Jo mere jeg fordybede mig i ikonen, jo mere flyttede fokus fra min smerte. Og det kom som en stor lettelse. At komme til Kristus med din smerte og blive mødt af hans omsorg flytter fokus. Smerten er ikke væk, men den får en anden karakter."

Hver morgen tænder hun et lys ved det billede af Thomas, som er sat op i stuen, og hun mærker, at tårerne er lige under overfladen. I morgen er hun forberedt på, at hun vil græde. Men den smerte er et vilkår og ikke noget, hun frygter.

"Thomas elskede at lave mad, og jeg vil komme til at græde rigtig meget, når jeg står med fingrene i anden, og han ikke kommer og ser mig over skulderen og diskuterer alle detaljerne om en fuldendt julemiddag. Men jeg ved, at jeg har en familie, hvor vi kan græde og sige, at vi savner Thomas helt vildt. Så græder vi, men så giver vi os til at være glade. Vi har en stor erfaring i at vandre fra det ene til det andet rum."

Fyrfadslyset blafrer ved det billede af Thomas Hermansen, som står på hylden over slagbænken. Han skal have de sidste ord, og Elsebet Hermansen vender derfor tilbage til biskop Martin Lönnebo. Lönnebo har lavet en særlig bønnekrans, Kristuskransen, som hun for nogle år siden forærede sønnen. Sammen med bønnekransen gav hun ham et brev, som hun fornylig fandt på hans værelse i Århus. I brevet havde hun med et citat fra Lönnebo skrevet: "Du bør bede ofte. Ikke fordi at Gud glemmer dig, men fordi du glemmer Gud. Du bør bede for at kunne se på alt, du møder med kærlighedens blik." Efter at have læst i den dagbog, sønnen førte i perioder, kan hun se, hvordan han har taget kransen til sig og øvet sig i at møde tilværelsen med såvel kærlighedens og som taknemmelighedens blik.

"Thomas kæmpede i perioder med tvivl, men han valgte alligevel taknemmeligheden som tilgang til tilværelsen. Når du siger tak, så gør du Gud stor og løfter ham dermed op, hvor han hører til, og så kan vi som mennesker finde vores plads, hvor Gud vil møde os. Gud møder os ikke der, hvor vi synes, at vi skal være, men der hvor vi rent faktisk er."

"Resten af mit liv er det min opgave at bære sorgen over Thomas. Det er ikke et tungt åg, men en smerte, som jeg skal bære med mig, og som Kristus hjælper mig med at bære. På den måde ændrer smerten og sorgen karakter fra at være noget, som fylder det hele til at være noget, som er en del af mit liv, men ikke hele mit liv."