Frygten for dehydrering er stærkt overdrevet

Risikoen for at falde, når man som ældre skal op på toilettet om natten, er større, end at man bliver dehydreret. Det er en myte, at vi alle skal drikke hele tiden

Mange mennesker drikker alt for meget, og det overskydende vand tæller ikke på væskekontoen, men ryger direkte i kloakken, fortæller centerleder på Vand og Saltcentret på Aarhus Universitet, professor, dr.med. Søren Nielsen. –
Mange mennesker drikker alt for meget, og det overskydende vand tæller ikke på væskekontoen, men ryger direkte i kloakken, fortæller centerleder på Vand og Saltcentret på Aarhus Universitet, professor, dr.med. Søren Nielsen. –. Foto: .

Vandflasken er blevet det moderne menneskes trofaste følgesvend. Uanset om vi går med Guccitaske eller rygsæk, så vil vi typisk have en vandflaske gemt i taskens bug. Plastflasken med kildevand postevand til nøds er fast tilbehør på linje med mobiltelefoner og stablen af kreditkort.

Så snart solen titter frem, kommer også vandflaskerne frem i bybilledet. Alle, unge som ældre, må jævnligt have en tår af det medbragte vand. En global frygt for dehydrering har ramt os.

LÆS OGSÅ: Positive tanker giver et længere og lykkeligere liv

Godt hjulpet på vej af smarte markedsføringskampagner fra de firmaer, der producerer kildevand på flaske.

Men pengene er i bedste fald spildt. Mange mennesker drikker alt for meget, og det overskydende vand tæller ikke på væskekontoen, men ryger direkte i kloakken, fortæller centerleder på Vand og Saltcentret på Aarhus Universitet, professor, dr.med. Søren Nielsen. Centeret forsker blandt andet i de mekanismer, der ligger bag kroppens vand- og saltbalance. Det sker både på celleniveau og i forsøg med patienter. Derudover må væskeforskerne også slås med en del myter omkring vores væskebehov.

Det er for eksempel en vedholdende myte, at vi skal drikke syv glas vand eller cirka halvanden til to liter væske i døgnet, fortæller Søren Nielsen.

Anbefalingen stammer fra en gruppe amerikanske forskere engang i 1940erne. Ingen ved, hvordan den opstod, men der er absolut intet videnskabeligt belæg for den anbefaling. Man kan tværtimod belaste væskebalancen ved at drikke for meget.

Menneskets væskebalance er nøje reguleret og involverer blandt andet et system af vandkanaler, de såkaldte aquaporinvandkanaler, der er ansvarlige for vandtransporten gennem cellemembranerne. Nyrerne tilbageholder kun den væske, som kroppen skal bruge for at opretholde sin væskebalance. Det vil sige det rette forhold mellem salt og vand i blodet. Forholdet er konstant hos den enkelte, og al overskydende væske udskilles via nyrerne. Hvis man drikker for meget gennem længere tid, risikerer man populært sagt at slukke for de førnævnte vandkanaler, så nyrernes evne til at regulere væskebalancen nedsættes. Dermed øges risikoen for dehydrering i ekstreme situationer, som når man for eksempel dyrker hård motion eller opholder sig i et meget varmt klima.

Professor Søren Nielsens enkle anbefaling lyder, at man skal følge sin tørst. Tørstfornemmelsen er så fint reguleret, at den opstår med det samme, der registreres væskeunderskud i kroppen.

Der var tidligere en tro på, at man kunne drikke på forskud for at undgå væskemangel. For eksempel før et maratonløb. Den forestilling er helt forkert. De, der besvimer under et maratonløb, besvimer typisk på grund af væskeoverskud. Det skyldes, at kroppen bliver så stresset under ekstreme sportspræstationer, at den normale urinproduktion ikke kan opretholdes. I stedet tilbageholdes væsken.

De vandrere, der hentes ned fra Rocky Mountains eller andre store amerikanske naturparker, er heller ikke segnet på grund af væskemangel. De er besvimet som følge af væskeansamlinger i hjernen, simpelthen fordi de har indtaget for meget væske, før de påbegyndte deres vandring. En tilstand, der er potentielt livsfarlig.

Bjergbestigerne blev indtil for få år siden anbefalet at drikke rigeligt, inden de begyndte at klatre. I dag lyder anbefalingen, at de kun skal drikke, når de er tørstige, fortæller Søren Nielsen.

Det gælder også den ældre del af befolkningen.

Ældre bliver ofte nødet til at drikke mere, end de reelt har behov for. De færreste ældre foretager sig en masse svedproducerende fysiske aktiviteter og sveder altså heller ikke en masse væske ud. Alligevel opfordres de fra alle sider til at huske at drikke rigeligt. Det betyder, at de hyppigt skal op på toilettet om natten, hvilket i sidste ende kan være livstruende. Risikoen for, at de falder i kludetæppet foran sengen og brækker lårbenet eller hoften, er langt større end risikoen for helbredsskadende væskemangel.

Ifølge overlæge Hanne Pedersen, geriatrisk afdeling på Roskilde Sygehus får raske ældre kun sjældent væskemangel.

Det er en udbredt opfattelse, at man mister tørstfornemmelsen med alderen, og at ældre ikke er i stand til at regulere deres væskeindtag selv. Fakta er, at hovedparten af de ældre har en passende væskebalance og sagtens er i stand til at få nok at drikke i løbet af et døgn, fortæller Hanne Pedersen, der sidder i bestyrelsen for Dansk Selskab for Geriatri.

Det er kun meget svækkede ældre, typisk dem, der bor på plejehjem, eller som modtager hjemmehjælp mange gange i døgnet, som også har brug for, at nogen er opmærksomme på, at de får den mængde føde og drikke, de har behov for.

Tusindvis af ældre landet over bliver hvert år indlagt på mistanke om væskemangel, men væskemangel er hyppigt et symptom på en underliggende sygdom.

Ældre har som hovedregel færre fysiske reserver end yngre. Hvis de rammes af sygdom for eksempel en maveinfektion med opkastning og diaré, kan de blive så svækkede i hele kroppen, at de bliver liggende i sengen og ikke får spist og drukket tilstrækkeligt.

Hanne Pedersen fortæller, at langt de fleste ældre trives med at indtage cirka halvanden liter væske i døgnet. Ældre med lav kropsvægt klarer sig endog med mindre.

Når man drikker store mængder væske, udskiller man samtidig en række af kroppens naturlige salte. Forstyrrelser i saltbalancen kan medføre kvalme, appetitløshed, hovedpine og koncentrationsbesvær og i værste fald bevidsthedsforstyrrelser.

I sommervarmen er det ekstra vigtigt, at man sørger for at drikke andet end postevand, fordi man også sveder en masse salt ud. Mineralvand med brus kan ikke erstatte postevand, da det kun indeholder en begrænset mængde salt, og kan med fordel ledsages af eksempelvis saltede chips og peanuts. Saftevand og juice er også godt for småtspisende ældre, der typisk spiser mindre, når temperaturen er høj.

Kilde: Netdoktor