Man kommer ind i pinsen ved at gå ud i den. Det mener teologiprofessor Niels Henrik Gregersen.
Vi har derfor lukket døren til hans kontor på Københavns Universitet og er gået ud i en solrig forårsdag for at tale om, hvordan vi skal forstå pinsen. I kirken er pinsen festen for Helligåndens komme, men højtiden er samtidig berygtet for at være svær at forstå. Et paradoks, da det er en af kirkeårets vigtigste fester.
I julen sendte Gud sin søn til jorden som det lille barn i krybben. I påsken blev Jesus korsfæstet for vore synders skyld, og Ånden brød siden dødens magt påskemorgen, som der står i Romerbrevets første kapitel. Men hvad skal vi med pinsen? Ifølge Niels Henrik Gregersen må vi med Grundtvig gå derud, hvor det konkret vifter hjemligt gennem løvet, som han skriver i pinsesalmen I al sin glans nu stråler solen. Omgivet af vind og vejr forstår vi bedst, hvad højtiden vil sige os i dag, mener han.
Det hele er herude, siger han, da vi har taget plads under en opslået parasol ved en af storbyens cafeer.
Mens vi venter på kaffen, citerer Niels Henrik Gregersen en af Luthers bordtaler. En tale, der er et eksempel på kirkens lange tradition for at se Gud i skaberværket: Vores hus, hjem, mark, have og alt er fuldt af bibel, eftersom Gud igennem sit underfulde værk banker vore øjne, rører ved vore sanser og lyser os lige ind i hjertet.
Vi skal lære at forstå kristendommen i alle rummets kategorier. Helligånden er det, som omgiver os på alle sider, og som forbinder os med hinanden og Gud. Men samtidig er Helligånden svær at få styr på, fordi den træder til side i forhold til sin gerning og derfor er den mere anonyme side af treenigheden, siger Niels Henrik Gregersen.
Kirkefaderen Irenæus har sagt, at Faderen, altså Gud, har to hænder
Den ene hånd er Sønnen, som blev kød. Den anden hånd er Helligånden, som åbenbares ud over etniske og sproglige grænser.
Ånden er aldrig min. Men hvis jeg tror på Helligånden, så ved jeg, at livet ikke leves i en lukket dåse, siger Niels Henrik Gregersen og henviser til Det Ny Testamente, hvor han mener, der er mange muligheder for at komme på sporet af den anonyme side af treenigheden.
Det er Ånden, der i evangelierne er den kraft, der leder Jesus på hans livsvej og opvækker ham fra de døde. Hvorfor skal Jesus dø kun 33 år gammel? Fordi han på grund af sin historiske konkrethed ville blive en slags guru for os, hvis han blev på jorden. Ved at dø giver han plads for Ånden, siger han og henviser til de vers i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger, at han må gå bort, for at talsmanden kan komme.
Helligånden er talsmanden, som skal vejlede os i hele sandheden. Ånden viderefører Jesu gerning, men går ud over den konkrete åbenbaring i Jesus Kristus. Efter Jesu korsfæstelse bliver der givet plads for Ånden. Pinse er, at verden er større end bekymringen og dødens verden, og at Guds historie rækker længere end det, som skete mellem år 0 og år 33, siger Niels Henrik Gregersen.
Men hvordan er menneskets forhold til Ånden? Niels Henrik Gregersen foretager endnu et nedslag i Det Ny Testamente og citerer fra Apostlenes Gerninger, hvor Paulus taler på Areopagos-højen i Athen og siger ordene, for i ham lever, røres og er vi. Gregersen ser de ord som en nøgle til at forstå forholdet mellem mennesket og Guds ånd.
Ånden er det, som skal gennemgløde mennesket. Kirkefaderen Augustin siger om Helligånden, at Gud skænker os sig selv i Helligånden. Helligånden realiserer Guds generøsitet. Du kan sammenligne mennesket med et stykke koldt stål. Når du varmer det under ilden, bliver det svært at skelne stålet fra ilden. Sådan er det med Ånden, som varmer, strømmer gennem os og omgiver os, siger han.
Niels Henrik Gregersen gentager sin pointe om, at man skal gå ud i pinsen for at komme ind i pinsen. Her under parasollen er det ikke vejr til bare tæer, men mentalt skal man have bare tæer for at følge hans næste billede, hvor man står på en sandstrand i solen og borer de nøgne tæer ned i sandet.
Det er svært at gå længe ved en sandstrand på bare tæer og tro, at man er herre i sit eget hus. Du kan naturligvis med naturvidenskaben hævde, at du bare bliver påvirket af lysintensiteten ved stranden, men de fleste vil medgive, at der er noget, som er på færde midt i lysets påvirkninger. Når du går på stranden, oplever du et eksistentielt dementi af vores selvtilstrækkelighed. Går du længe nok, må du opgive at holde fast i dig selv. Det samme gælder for den gode, lange samtale.
I selvforglemmelsen er det ikke svært at tro på det guddommelige flow, som er Helligåndens værk. Er jeg i flowet, så tror jeg på Helligånden. Troen på Helligånden er et nej til forståelsen af, at jeg kan konstruere verden, som jeg vil, men en accept af, at tingene kommer til os, og at Gud kommer til os gennem tingene. Selv vore erkendelser kommer til os som overraskelser, siger han.
Skulle søndagens pinsesol være dækket af regntunge skyer, anbefaler han et besøg på et kunstmuseum.
Her får du lyset skænket. Erfaringen af din egen lidenhed og skaberværkets storhed kan du også få, når du betragter et maleri, siger han.
I det hele taget behøver man ikke bore de bare tæer ned i sandet og slikke solskin for at erfare det, som Niels Henrik Gregersen taler om. Han understreger, at der midt i kulturen er den samme natur, som Luther fremhæver i bordtalen.
Man skal ikke modstille natur og kultur. Naturen er så stærk, at den gør sig gældende midt i det mest kulturagtige. Tag musikken som et eksempel. Musikken rummer også natur, som kan åbne dine øjne og røre ved dine sanser, så du forstår, at verden er større end dig.
Kunstmuseer, koncertsale og sandstrande kan dog ikke stå alene, hvis man vil gå ind i pinsen. Teologiprofessoren mener, at mennesket af natur er tilbøjelig til at glemme det guddommelige flow. Derfor skal man gå i kirke i pinsen, understreger han.
Gud er allestedsnærværende, men ikke alle steder manifest. Og vi, der er glemsomme, kategoriserer let en smuk forårsdag som bare dejligt vejr. Vi har en kedelig tendens til at gøre alt til små selvfølgeligheder, men pinsen er et dementi af alle vores forsøg på at gøre det store til små selvfølgeligheder, siger han.