Prøv avisen

Gåden om en farfar

-- Det siges, at det tager seks-syv år at skifte alle cellerne i kroppen ud. Det kan jeg godt mærke, siger Anne Marie Ejrnæs. -- Foto: Leif Tuxen.

TILBAGE TIL RØDDERNE: Da Anne Marie Ejrnæs' mand døde for nogle år siden, begyndte hendes farfar at optræde i drømme som en hjælper i sorgen. Det blev anledningen til at skrive romanen "Tilde fra Tuse", der netop er udkommet

Anne Marie Ejrnæs mistede for syv år siden sin mand. Han døde af galopperende lungekræft 12 dage efter, at han havde fået diagnosen. De havde været gift i 34 år, virkelig gift, som hun siger, og sorgen over tabet var forfærdelig.

– At jeg er her endnu og kan være noget for mine børn og børnebørn, er et mirakel, siger Anne Marie Ejrnæs.

Da hun havde det værst, begyndte hendes farfar at optræde i hendes drømme som en hjælper. Det undrede hende, for farfaderen havde altid stået for hende som en tavs og fjern mand, som hun ikke kendte særlig godt.

– Det var noget, jeg måtte finde ud af. Af min farfar og farmor var det hende, jeg havde en relation til, mens han var en gåde. Via hende måtte jeg løse gåden om, hvorfor han hjalp mig i min sorg, siger Anne Marie Ejrnæs.

Det blev startskuddet for den 60-årige forfatter til at skrive romanen "Tilde fra Tuse", der udkom i sidste uge med fine anmeldelser til følge.

Som i flere af Anne Marie Ejrnæs' romaner – "Som svalen" om Thomasine Gyllembourg, "Sneglehuset" og "Theas færd" – males der i bogen et impressionistisk, historisk kvindeportræt. Tiden er første halvdel af 1900-tallet, og hovedpersonen er Tilde, som kommer fra et beskedent hjem. Faderen var pedel, og moderen havde altid et spædbarn ved brystet. Tilde er uddannet lærer og forlovet med Kristian, der er bondesøn og også lærer. Vi følger hende fra 1912, da hun netop er begyndt i sin stilling ved forskolen i Stenstrup og til 1946, hvor hendes søns datter bliver døbt.

Det er historien om en stille eksistens med en stærk personlighed, stor intuition og sanselighed. En kvinde der får hverdagen til at hænge sammen og accepterer sin plads, men samtidig via sin uddannelse står med det ene ben i den traditionelle kvinderolle og det andet i den tid, der skal komme. Og gift med en mand, Kristian, som hun elsker og nærer stor loyalitet til, også når han i sin strenghed handler anderledes, end hun ville have gjort.

Fik forfatteren så løst gåden om sin farfar ved at skrive bogen?

– Ja, og jeg har i nogen grad ændret syn på ham undervejs, siger Anne Marie Ejrnæs.

Sammen med sin mand og deres to sønner har hun det meste af sit liv boet på landet ved Ringsted. Men da Kresten Ejrnæs, der havde været hendes fransklærer i gymnasiet og var 14 år ældre end hun, blev pensioneret, flyttede de i 1994 til en lejlighed i en ejendom, der ejes af Magistrenes Pensionskasse, på Frederiksberg i København. Her tager Anne Marie Ejrnæs imod sammen med den gæsteglade fire år gamle Cavalier King Charles-spaniel Philip.

– Min mand kom oprindelig fra byen, mens jeg er vokset op i Karise, og i begyndelsen var det svært for mig. I dag er jeg lykkelig for at bo her. Den store ensomhed i skoven, hvor vi boede i et gammelt landarbejderhus under godset Gjedsergaard, med masser af stjernehimmel, men totalt mørkt og isoleret, ville nok have været mere, end jeg kunne klare, når jeg var alene, siger Anne Marie Ejrnæs.

Men hvem er "Tilde fra Tuse"?

– Det er et portræt af min farmor og farfar. Jeg har så meget historisk distance til det nu, at det tør jeg godt sige. Det er et frit portræt. De er modeller og bliver til en fiktiv historie alligevel. Jeg var ikke selv til stede dengang, men har nogle fotografier og digter scener ud fra dem. Og så husker jeg dem fra senere i livet. Det er min egen barndom, der begynder, da bogen slutter i 1946. Det giver mig en historisk frihed til at gebærde mig.

– Det hører også med, at min far, der døde i 1995, havde givet mig en skotøjsæske med breve fra min farmor til min farfar i deres forlovelsestid. Jeg havde skrevet "Sneglehuset" om min mors slægt, og han gav mig æsken underforstået, at "den skulle jeg have", men han lagde ikke pres. Der skete mange ting i mit liv, så jeg fik ikke læst brevene. Og jeg var nok heller ikke klar til den historie.

– Min farfar opfattede jeg som en meget, meget lukket mand. Jeg synes, jeg forstår ham meget bedre nu takket være min farmor. Hende kendte jeg, for de havde et sommerhus, hvor min bror og jeg og to fætre var i ugevis i sommerferierne. Man får en hverdag sammen, hvor man kommer til at "kende sine lus på travet" på en anden måde. Min farfar var sådan en, der lagde en dæmper på lystigheden. Der var en gammel dampradio i sommerhuset, hvor der sommetider blev spillet "dans til gammeldaws". Dér kunne vi te os som åndssvage og danse hopsasa med farmor og hendes søster. Så gik han sig en tur. Vi børn gik også med ham til købmanden, hvor vi var blevet lovet en is. Men det var godt nok en lang tur, for der blev ikke sagt et ord. Så min farmor er nøglen, det er hende, jeg bruger til at lukke op for historien og for min farfar.

I romanen er det den sociale opstigning, som ægteskabet med Kristian er, der spiller en stor rolle for den plads i livet, som Tilde påtager sig.

– Hun har en søster, som sætter det i perspektiv. Hun danser charleston, har klokkehat og cigaretrør. Hun får også et barn, som moderen må passe, og ender med at blive gift med en kolerisk havnearbejder, der tæver hende. Det var barske vilkår, fattigmandstøser fik dengang. Tilde må lægge bånd på sig selv for at passe ind i Kristians liv og miljø, men hun får også noget. En livslang hengivenhed. Så selvom det ikke er den store lidenskabelige kærlighed, er det en stille glød livet igennem, og det er måske heller ikke så værst.

– Men Tilde kommer i krise, og der er også et skænderi. Børnene er ved at være store og kan klare sig selv, og Kristian begynder at blive skolepolitisk aktiv. Tilde har sin gymnastik og tager på kurser på Snoghøj Højskole. Men så får hun leddegigt, og det berøver hende det rum, hun havde ud af familien. Hendes tilværelse begynder at blive tømt, mens han blomstrer. Det er meget, meget svært for hende. Men så kommer børnebørnene, og det hjælper, for så bliver der fyldt ud igen.

– Tilde gør sig ikke til af at være specielt klog, men lige så stille og underfundigt har hun sine egne synspunkter og er ikke i tvivl om, at de er gode nok. Jeg udbasunerer ikke hendes kvaliteter, men læserne må gerne mærke, at det er hende, der bærer. Uden hende ville Kristian være en skrøbelig mand.

I det virkelige liv fik Anne Marie Ejrnæs stor støtte af sin farmor.

– Hun var så stolt af mig, da jeg blev student. Og da min første bog "Karen og Sara" kom i 1979, strålede hun. Havde jeg været i tvivl om hendes ambitioner i livet, kunne jeg se, at jeg havde gjort noget der, hun også ville have gjort, hvis muligheden var der, siger Anne Marie Ejrnæs.

Hun ved ikke, om hendes farfar ville have syntes, at det var en god ide, at hun blev forfatter.

– Men han levede, da vi fik vores første barn, og det var han stolt over. Det var nok der, han mente, min bestemmelse var. Han var en mand, der stillede nogle meget store krav til sig selv om, at man skal styre sig. Det er nok det, jeg ikke har været klar til før – at se dybden i det. Som yngre kan man sige, at det var begrænsende for den enkeltes udfoldelse, for skal vi ikke ud og søge grænser? Men i dag har jeg meget stor respekt for det synspunkt. Det har også noget med verden at gøre, hvis ikke man kan styre sig selv, og det siger også noget om mig, og hvor jeg står i forhold til Muhammed-krisen og Irak-krigen.

– Så jeg har meget stor respekt for, at min farfar mente, man skulle have styr på sine egne udladninger, før man stiller krav til andre. Jeg syntes også, at han var meget streng, også som pædagog, og meget alvorlig. Men han havde samtidig en enorm sans for humor og kunne godt lide at blive udfordret. Han kunne faktisk ikke fordrage at blive strøget med hårene og elskede de politiske diskussioner, hvor det løftede sig.

– I de drømmebilleder, jeg havde af ham, var han ikke en, der stillede krav, men en, jeg kunne læne mig op ad. Han havde en rygrad, som var stærkere end de flestes. Jeg havde åbenbart behov for noget at støtte mig til, som uden at knække kunne tåle, at jeg havde det så dårligt. Man kan i sorgprocessen være bange for at give los, for kan de andre bære det? Jeg tror også, at det med at styre sig kunne hjælpe. Man er i sådan en proces utrolig hjælpeløs, men det nytter ikke at grave sig ned. At gøre nogle ting for børnebørnenes skyld eller hundens kan være det første skridt, der hjælper videre til det næste.

– Jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, at min farfar kunne hjælpe mig. Jo ældre man bliver, jo mere klar bliver man til at se i øjnene, at man er blevet dybt præget tidligt i livet. Så hvad enten der er en bog eller ej, så plejer jeg omgang med mine rødder for tiden. Der ligger mange år i mellem os, men det, at jeg er, som jeg er, skyldes, at de har været her.

– Ikke at alt, hvad de har gjort, er rigtigt. De gjorde deres søn, min far, ondt ved at tvinge ham til at tage en læreruddannelse i stedet for at få den musikalske karriere, han havde talent for. Hvordan kan man gøre et barn så ondt af kærlighed? De har gjort deres bedste. At forældre dengang havde autoritet og traf valg på deres børns vegne, ser vi også hos indvandrerfamilier i dag, og det er vi forargede over. Selvfølgelig skal det bringes i takt med det samfund, der nu findes. Men for mig har det at skrive "Tilde fra Tuse" også været en øvelse i tolerance. Kristian i bogen slår sin søn, og det er så slemt, at jeg næsten ikke kunne skrive det. Men det gjorde han, og øvelsen er at forstå, hvorfor han gjorde det, og hvorfor det blev sådan på hans præmisser som en forudsætning for at komme videre.

Ud over at pleje omgang med sine rødder gjorde Anne Marie Ejrnæs også noget andet, da hun var hårdt mærket af sorg efter sin mands død.

– Jeg havde faktisk behov for at glemme lidt. Min sorg løb ingen steder. Men efterhånden som jeg blev lidt stærkere, kunne jeg tage lidt ind. Ellers druknede jeg, siger Anne Marie Ejrnæs.

Det var i denne periode, at hun fik faste maddage sammen med børnebørnene. Gik ind i bestyrelsen i Dansk Forfatterforening. Og meldte sig som frivillig lektiehjælp for flygtninge i Dansk Flygtningehjælp.

– Her fik jeg en afghansk veninde, der fortalte sin historie, som var så forfærdelig. Hun var flygtet fra Kabul, og hendes mand var død. De skæbner er så meget anderledes. Det var den største hjælp for mig – at være noget i den sammenhæng og kunne bruges til noget. Så kan man rumme sin sorg, selvom de to ting ikke har en pind med hinanden at gøre.

– I dag er der ikke noget, der er, som det var. Min sorgproces var så voldsom, at jeg faktisk havde hukommelsestab for en del af det liv, jeg havde haft med min mand. Det er kommet tilbage gradvist. Samtidig med at jeg har fået et aleneliv til at fungere, kommer det historiske fællesliv tilbage. Det har godt nok taget lang tid. Det første år var ikke til at bære. Det var det andet år heller ikke. Det tredje og fjerde år begynder det at fungere.

– Jeg tænker på min mand hver dag. Også med undren, fordi jeg prøver at regne ud, hvor gammel han ville være i dag. Jeg mødte for nylig en af hans studiekammerater, som er blevet en gammel mand. Det ville han også være i dag, men det er han ikke for mig. Han har alle mulige aldre i det liv, vi har haft. Og jeg er ikke den, jeg var, da jeg levede sammen med ham.

– Det siges, at det tager seks-syv år at skifte alle cellerne i kroppen ud. Det kan jeg godt mærke. For fire år siden ville jeg ikke kunne snakke med dig om de her ting. Det var så sårbart, at jeg slet ikke kunne røre det. Så på den måde er jeg som cellerne også skiftet ud. Det er vemodigt, men samtidig er jeg utrolig taknemmelig over, at jeg er her. Der er en basal glæde ved at vågne, gå en tur med hunden og ved børnebørnene. Så får jeg en mail fra et af børnebørnene i Århus og ser et andet optræde med sang og dans. Det er en umiddelbar glæde, som jeg ikke troede ville komme tilbage. Men vemodet er der hele tiden. Det bliver ikke anderledes, og det gør heller ikke noget, siger Anne Marie Ejrnæs.

Det eneste, der ikke har ændret sig, siger hun, er hendes identitet som forfatter.

– Den har jeg haft som en kerne inden i mig hele tiden.

remar@kristeligt-dagblad.dk

FaktaAnne Marie Ejrnæs

**Født 1946 i København, vokset op i Karise. Mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Univer-sitet, 1976. Har tidligere skrevet "Afrika – litteratur og samfund", 1977. Debuterede som romanforfatter i 1979 med "Karen og Sara". Derefter "Når du strammer garnet", "Ravnen", "Som svalen", "Kvindernes nat", "Sneglehuset", "Dea" (radio-roman), "Thomas Ripenseren", "Theas færd" og de fire fortællinger "At få form". Medlem af Statens Kunstfonds Litterære Tremandsudvalg fra 2005. Tildelt blandt andet Dansk Litteraturpris for Kvinder, Herman Bangs Mindelegat samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1997. Gift med lektor Kresten Ejrnæs, der døde i 1999. To voksne børn og fem børnebørn.

Læs mere om denne uges Liv og Sjæl-tema: Historiefortællingens genkomst og bøger under Liv og Sjæl.