Prøv avisen

Gæstfrihed i Rungsted

Digternes land: På Rungstedlund hersker en egenartet ånd præget af stedets historie

Mange uden- og indenlandske turister har siden åbningen i 1991 besøgt Karen Blixen-museet i Rungsted; og mange af disse besøgende har ikke kunnet undgå at føle stedets specielle atmosfære: her hersker en egenartet ånd, der bemægtiger én lige fra det øjeblik, man træder ind på gårdspladsen. Vel, indendørs skuffes gæsten måske ved stuernes lidenhed og møblernes umiskendelige præg af tidens tand. Men efter få minutters ophold i Karen Blixens hjem, må man erkende, at stedet fuldstændig mangler det museale præg; tværtimod bemærker man en følelse af gæstfrihed, som måske er ganske ufortjent. Det kan kun skyldes, at stedet - om ikke de fysiske rammer, der mange gange er revet ned, ændret eller brændt - gennem tiden har suget så mange vidunderlige historier til sig, at man skulle tro, det hele var en blixensk, gotisk fortælling med anekdoter og litterære sideskud. Rungsted Kro Stedet daterer sig helt tilbage til Christian den Andens 1500-tal, hvor der befandt sig et bedested for vejfarende. I 1613 hedder det »den nye Rungstie Krogh«, hvor man ifølge krobrevet skulle forskaffe de rejsende øl og mad; hestene kunne dog vælge mellem »hø, havre og strå«. Nogen god forretning blev det vist aldrig, og indtægtsgrundlaget for kroen faldt fuldstændig bort, da Kongevejen fra København over Hillerød til Helsingør blev indviet i slutningen af 1700-årene. Da der stadig var krodrift på stedet har der været flere tilfælde af ufrivillige krogæster. Engang var det nordmanden og den afholdende Ludvig Holberg, der mod sin vilje måtte gæste kroen. Han fortæller i sine muntre Levnedsbreve, at han en dag var vandret de cirka 25 km ud ad kystvejen med retning mod Helsingør, men i Rungsted blev han antastet af en stedlig løjtnant, som blev så begejstret ved at have truffet én, han kunne arrestere, at han anholdt Holberg med den stærke formodning, at Holberg var svensk spion. Heller ikke dengang kunne danskere høre forskel på svensk og norsk. I 1770'ernes København turede en vis Johannes Ewald rigeligt rundt. Det pinte Ewalds moder, så hun besluttede, at den soldende søn skulle holdes væk fra storbyens fristende liv. Og derfor indlogeredes han i årene 1773-75 på - af alle steder - Rungsted Kro! Hvorom alting er, så lærte digteren i de to år gode, fordomsfri mennesker at kende, og dem hylder han i det berømte og på stedet konciperede digt »Rungsteds Lyksaligheder«. Rungsted Kro bliver opkøbt af David Kroen overgik til landbrug i 1803 og blev herefter kaldt Rungstedlund. I 1821 købte den velhavende Aron Anton David (1795-1868) stedet. Hans hustru døde barnløs efter kun seks års ægteskab i 1838, og derfor adopterede han den da 19-årige Harald, som familietraditionen fastholder er søn af Aron Anton og »et underholdt Fruentimmer, der havde været en fyrstelig Persons Elskerinde«. Forinden havde Aron Anton David allerede taget barnet Caroline (født 1832) til sig, og der er en del, der tyder på, at de to plejebørn faktisk skulle være halvsøskende. Under alle omstændigheder gifter den 22-årige Caroline sig i 1851 med den 35-årige Harald David, halvsøskende eller ej. Ved giftermålet overdrages skødet til en af de nærliggende gårde, Folehavegård, til det nygifte par, der bliver forældre til i alt seks børn. løgnagtighed, ødselhed, pyntesyge, prale-ri, snuhed og despoti - og fru David får følgende aarestrupske linjer med på vejen: »Jeg elsker dine brune Øines Mørke/Og dine sorte Lokkers fagre Fald./« Men både beretning og digtlinjer er som nævnt stærkt forudindtaget. Udsagnene er nemlig nedfældet af vort lands i 1867 kvikkeste, men måske også mest naive hoved, den senere litteraturkritiker Georg Brandes. Han kommer som ung mand ofte på visit i Rungsted og fra 1867 hos Harald og Caroline David. Hun læsser åbenbart sine ægteskabelige bekymringer af på ham. Hun er da 35 år gammel, han 25. Det kom til et lidenskabeligt forhold imellem de to; i hans »Levned«, som han skriver som ældre herre, husker han højstemt, at han »elskede første Gang som en Mand«. Men forholdet til Caroline skulle også vække ham som hedspore i åben kamp for de underkuede kvinder; han oversatte og fik udgivet Stuart Mills »The Subjection of the Women« (»Kvindernes Underkuelse«) i 1869. Det er ikke for ingenting, han allerede tidligt fik øgenavnet »den lille Vulkan Gebrandes«. I 1868 var den gamle Aron Anton David afgået ved døden, ægtefællerne Caroline og Harald blev skilt i 1869. Nu kunne Georg Brandes og Caroline mødes offentligt uden at blive serveret til forret, hovedret og efterret, som Brandes engang udtrykte sig om den københavnske sladder. Deres forbindelse varede ved indtil 1874 - begge fandt nye elskovsforbindelser - hun dør dog i Neapel som 46-årig i 1878. Hvad Brandes gør, vender vi tilbage til. Familien Dinesen på Rungstedlund I 1879 blev Rungstedlund købt af parret Wilhelm Dinesen og Inger Westenholtz, der bosatte sig på Rungstedlund. I løbet af 11 år fødtes her Inger, Karen, Ellen, Thomas og Anders Dinesen - fem børn, hvoriblandt den senere Karen Blixen jo befandt sig. Hun voksede op på Rungstedlund under særegne vilkår. Selv skriver hun i et brev, at »jeg kender ikke nogen bedre, rarere, sødere Mennesker end dem alle«, men »de passede kun ikke for mig«. Hun følte, at hendes naturel kunne ikke komme ordentligt til udtryk på Rungstedlund. Det var et hjem, hvor der ikke blev levnet plads til det individuelle oprør. Engang i begyndelsen af dette århundrede sendte den purunge Karen Dinesen den da syge Georg Brandes en blomsterhilsen, blot for at vise ham sin taknemmelighed ved at have åbnet litteraturen for hende. Han opsøger hende da på Rungstedlund, men bliver brutalt afvist i døren af mutter Dinesen, der jo selvfølgelig kendte til den skandaleomsuste (nu mere end 60-årige, men stadig aktive) kritiker. Der er vel grænser for gæstfrihed! Da Karen Blixen mange år senere har slået sig ned i Afrika, bebrejder hun i et brev af 1924, at familien forhindrede hende i at komme i personlig berøring med en af Danmarks store ånder - og vi kan kun ærgre os sammen med hende! Hun opholdt sig i Afrika med afbrydelser i årene 1914-1932, og da hun vendte tilbage, var det som skilt kvinde, barnløs, uden uddannelse - og uden arbejde. Hjem til Rungstedlund for at bo hos moderen som 47-årig. Det kan ikke have været let. Men her levede og boede hun, her blev hun, efter moderens død i 1939, ifølge mange erindrende den gæstfrie, åndfulde frue på stedet. Frem til sin død i 1962 udgik der herfra et forfatterskab, der skulle blive verdensberømt. Hvordan man nu end opfatter begrebet »ånd«, så er der ikke tvivl om, at der går en stærk linje fra den vimse nordmand Holberg, over den fordrukne, men genialsk poetiske Ewald, videre til de to åndsaristokrater Brandes (godt nok på en sidelinje) og Blixen, der hver på deres måde i hver deres virke anlagde en frisk, udenlandsk målestok på det danske åndsliv. Store Ånder - ud over de mange besøgende - gæster stadig stedet. Skrevet med tak til Anne Kopp og Ingeborg Dinesen, Folehavegaard. Else Brundbjerg, Hellerup. Karen Blixen Museet, Rungstedlund. Dette er den syvende artikel i serien »Digternes land«. Tidligere artikler er bragt De tidligere artikler har været bragt 28. juli, 31. juli samt 3., 10. 14. og 16. august.