Gamle huse rummer en særlig poesi

Digteren Pia Juul, der for nylig flyttede ind i den smukke legatbolig Bakkehuset på Frederiksberg i København, holder af gamle, særprægede huse og rum med sjæl, som også kirken er det. Men uanset hvor hun har boet og skrevet, vender hun i sine digte tilbage til et landskab og en stemme: Himmerlands

Digteren Pia Juul er netop flyttet ind i legatboligen Bakkehuset på Frederiksberg i København. Forfatterlejligheden i Kamma Rahbeks gamle bolig tildeles litterære personer for to år ad gangen. –
Digteren Pia Juul er netop flyttet ind i legatboligen Bakkehuset på Frederiksberg i København. Forfatterlejligheden i Kamma Rahbeks gamle bolig tildeles litterære personer for to år ad gangen. –. Foto: Leif Tuxen.

For enden af en lukket vej ligger en tolænget gul bygning med grønne døre, pletvis prydet af røde bonderoser. I gården vokser et enormt kastanjetræ, og hele guldalderherligheden er omkranset af en gul mur. Her på kanten af Valby Bakke finder vi det kulturhistoriske Bakkehusmuseum, hvor ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek holdt til fra 1802 til de døde i henholdsvis 1829 og 1830.

LÆS OGSÅ: Poeten fra Præstø

Her færdedes mange af guldaldertidens store forfattere og kunstnere, og her bor for tiden som skrevet står på messingskiltet forfatter Pia Juul. Den anerkendte digter og forfatter gennem 27 år rykkede ind i de traditionstunge stuer først i april måned, og i den lavloftede stue står flere flyttekasser med bøger.

Det er underligt, men i denne møblerede forfatterbolig er der ingen reoler, siger hun og viser ud i den smalle gang, der forbinder køkkenet i den ene ende med toilettet og værelserne i den anden.

Det har været tyendegang, og de forfattere, der har boet her tidligere, har brugt den til at have bøger i, så det overvejer jeg også at gøre, siger forfatteren, der er ved at komme sig over festivitassen omkring hendes 50-års-fødselsdag, som blandt andet blev fejret i Bakkehuset.

På trods af at Pia Juul har rundet et halvt hundrede år, og hendes forlag gennem alle årene, Tiderne Skifter, har udsendt hendes samlede digte, Indtil videre, virker hun ungdommelig med sit tøj og løse hår. Et træk, hendes nuværende livssituation måske forstærker. Just flyttet ind, som hun er, parat til at skrive på et par flyttekasser og en pakke cigaretter. Et noget andet liv end det, hun levede i 10 år i Skovridderboligen i Kragevig på Sydsjælland med sin nu fraskilte mand og yngste datter. Den sydsjællandske idyl fraflyttede hun sidste sommer, og siden har hun boet i en møbleret kælder i København.

Jeg føler mig meget heldig at have fået legatboligen her, siger hun og tilføjer, at hun ikke er typen, der går og indretter sin bolig særlig meget.

Der ser måske ikke særlig hyggeligt ud omkring mig, men jeg kan slå mig ned og skrive, stort set hvor det skal være, siger hun og fortæller, at hun også ynder at skifte plads i huset, sætte sig ved det lille slå ud-bord i køkkenet og rykke ind i stuen til det eneste møbel, hun har medbragt.

Min farmor og farfars gamle spisebord, der kan trækkes ud og blive meget langt, og som har fulgt mig alle vegne, siger hun og peger ind i stuen, hvor opslåede bøger og ditto bærbar computer fylder bordpladsen ud.

Ting med historie betyder noget for en af Danmarks mest fremmelige sprogfornyere siden debuten med digtsamlingen Levende og lukket i 1985, ligesom hun har levet, boet og skrevet fra flere steder med en særlig historie.

Jeg holder af at bo steder, der har sjæl. Tænk på, hvor mange ord der er blevet sagt i Kamma Rahbeks stuer, siger Pia Juul og fortæller, at også H.C. Andersen kom her, inden han blev digter.

Efter sigende læste han et af sine første og langtfra vellykkede digte op her, og næste gang han kom, sagde Kamma Rahbek: Der har vi jo den unge digter, siger Pia Juul og fortsætter:

Og det tog han altså sådan til sig, at han der besluttede sig for, at det var det, han var: Digter.

Selv tog Pia Juul sin forfattertilstand, som hun kalder det, på sig som 23-årig efter udgivelsen af en digtsamling, der fortrinsvis handlede om det landskab i Himmerland, hun og hendes familie flyttede til, da Pia Juul var seks år.

De første år af sit liv voksede hun op i en ny tjenestemandsbolig i Skælskør, hvor hendes forældre var folkeskolelærere. Derefter flyttede hele familien til Rørbæk i Himmerland, hvor de overtog den gamle og nedlagte røde skolebygning på bakken lige over for kirken.

Der var kun et stort gammelt skolelokale, som mine forældre lavede om til tre værelser, et til hver af børnene, og det er det hus, jeg har følt mig mest hjemme i, siger hun.

Også kirken på den anden side af vejen var et gammelt hus, hun kendte godt.

Når man er kommet i et kirkerum, fra man var barn, er der noget genkendeligt og trygt ved det, siger Pia Juul, der foretrækker, at kirken forbliver, som den altid har været.

Det er for eksempel dybt unødvendigt, når en præst byder velkommen til kirken. Jeg kender ritualerne, ved, hvornår jeg skal rejse mig op, og glider bare ind. Det er Hans hus, og det er mit.

Også salmerne har Pia Juul et helt særligt forhold til. De gamle vel at mærke, de nye giver hun ikke så meget for.

Jeg holder meget af Kingo og Brorson og ja, dem alle sammen. De danske salmer er noget helt unikt og en fryd at læse igen og igen, fordi de som et godt digt afgiver ny mening for hver gang, siger hun og fortæller, at hun kommer i kirken i perioder og aldrig er holdt op.

Det er en ballast, og uanset om du tror eller ej, er der trøst at finde, mener hun. I Himmerland blev også digterens grundlæggende kærlighed til naturen lagt. Om end lidt på trods.

Jeg blev tvunget til at cykle i skole, fem kilometer hver vej, og syntes bestemt ikke godt om det. Men på sådan en cykeltur kan du nå at tage meget ind. Kvæget, pløjemarkerne, mejetærskerne, siger hun og beskriver sit barndomslandskab som værende mest marker.

Det var markernes skiften, der satte sig i mig, og som derfor blev en stærk genkendelse for mig, da jeg flyttede til Kragevig og på landet for anden gang. Nok også, fordi man sanser så stærkt, når man er barn, siger hun og tilføjer remsende: Så var der mælkebøtter, så var der korn, så var der roer.

Men Himmerland var også et lille samfund, hun fra første færd kom sprogligt skævt ind på. Som seksårig talte hun en umiskendelig sjællandsk dialekt, fortæller hun.

Da jeg kom til Himmerland, troede jeg, min første veninde kom fra et andet land. Jeg forstod virkelig ikke, hvad hun sagde.

Selvom hun hurtigt lærte sig at tale himmerlandsk, var det til de andres store morskab, og den særlige sproglige bevidsthed var vakt.

Jeg er stadig meget optaget af dialekter. Mine forældre bor i dag i Ribe, og jeg kan høre, at når jeg taler med dem, skifter jeg automatisk tone, siger hun og tilføjer med et suk, der er desværre ikke så mange, der taler dialekt mere.

Hun taler i et eftertænksomt tempo, stemmen er sprød som nøddebunde. Møder lufthuller undervejs og tager nogle følsomme knæk. Egentlig bryder hun sig ikke om den eksponering, der følger med jobbet som forfatter, og som barn var hun vældig genert, fortæller hun. At skrive blev hendes måde at meddele sig på.

Jeg skrev unaturligt mange breve, husker hun, blandt andet havde jeg en penneveninde i Holte, som jeg delte alt med.

En penneven, Pia Juul fandt gennem mini-Politiken, avisens børneside, hvor man kunne efterlyse pennevenner og skrive artikler, hvad hun også gjorde.

Og så ville jeg være oversætter, siger hun.

Jeg lagde mærke til, at både bøgerne om Det lille hus på prærien og alle Astrid Lindgrens børnebøger var oversat af den samme, nemlig Ellen Kirk, søster til forfatteren Hans Kirk. Så jeg skrev til hende og spurgte, hvad man skulle gøre for at blive oversætter, siger Pia Juul, der fik et meget venligt brev igen.

Flere år senere, da hun havde læst engelsk i nogle år på Aarhus Universitet, blev hun netop det: Oversætter. Noget, hun mere eller mindre, iberegnet de legater, hun har været heldig at få en del af, har levet af ved siden af sit forfatterskab. Dengang i Himmerland gjorde hun enkelte forsøg med digtformen og skrev ellers dagbog.

Jeg fik min første dagbog som niårig, det blev en del af mig, og jeg har ført dagbog lige siden, forklarer hun.

Det er også i dagbøger og notesbøger, hun skriver de sætninger, der senere bliver til bøger.

Jeg skriver, når der falder ro over mig. I toget, til koncerter og til møder. Det kan godt være, det ser krukket ud, men jeg har lært mig at få det skrevet ned med det samme, siger Pia Juul, der et par gange om året i mange år har taget et skriveophold på Hald Hovedgaard i nærheden af Viborg for at skrive bøgerne igennem.

Det er også en gammel bygning i noget smuk natur, og der burer jeg mig inde og samler de forskellige tekstbidder, siger forfatteren, der derfor husker Hald Hoved­gaard som det sted, hun har skrevet mest intensivt.

Efter 2. g flyttede hendes forældre fra Rørbæk, og Pia Juul gjorde en kort karriere som selvforsynende på en højskole på Møn.

Jeg var ramt af miljøbevidsthed og samlede faktisk på ting, der ikke brugte strøm, som min farmors gamle trædemaskine, erindrer hun, men jeg var alt for doven og kunne ikke engang så en række radiser.

I 1984 flyttede den dengang 22-årige Pia Juul med sin bror i en lejlighed på Sorgenfrigade på Nørrebro i København og havnede hurtigt i godt litterært selskab blandt digteren Søren Ulrik Thomsen og forfatteren Poul Borum. Samme år udkom hendes første digtsamling, Levende og lukket, hun mødte den mand, hun indtil for nylig var gift med, og sammen flyttede de ind i en gammel lejlighed på femte sal på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.

Men i modsætning til andre 80er-digtere skrev Pia Juul ikke meget om storbyen.

Det var ikke på trods, man kan jo bare kun gøre det, man kan finde ud af, og storbyens mylder har aldrig rigtig interesseret mig. Jeg har nok mere haft blik for alt småtteriet, siger hun og byder på Bastogne-kiks til kaffen.

Med det mener hun, at også bydelen Østerbro er en art landsby med egen lokal købmand og hilsende handlende.

Som nybagt mor skrev hun ufortrødent og udgav året efter, at hun havde født datteren Anna Emilie, sin anden digtsamling, i brand måske.

Jeg skrev meget, mens jeg ammede, og når Emilie sov, og hendes far lagde sig til at sove, satte jeg mig til at skrive, og sådan har det gennemgående været, beretter hun.

Lige nu oversætter jeg en bog, og jeg både elsker og hader det, for det fylder og forstyrrer, men sådan arbejder jeg åbenbart bedst, fortæller hun i køkkenet, hvor den eneste dekoration indtil videre er boghylden øverst oppe. Ladet med en blanding af kogebøger og poesi. Fra lejligheden på Østerbro udgav Pia Juul fem digtsamlinger, og da hun i 2001 flyttede på landet med sin familie, var det af pladsmangel.

Min daværende mand og jeg arbejdede begge hjemme, og der var bøger overalt, så da vi fik muligheden for at fremleje den smukke gamle skovriderbolig i Kragevig nær Præstø, slog vi til, siger hun.

Selvom alle sagde, at nu kan du vel nok skrive, var Pia Juul trodsig.

Jeg har jo altid ment, at man kan skrive alle steder, og jeg var opsat på ikke at skrive om skoven. Strittede imod simpelthen, siger Pia Juul, der i 2005 alligevel udgav digtsamlingen Helt i skoven. Heri optræder dompap, guldspurve, ræve og meget andet godt og gruopvækkende fra skoven. Sådan er det med så meget, der på overfladen ser idyllisk ud. For eksempel købstaden Præstø.

Har du været der?, spørger hun og ser sigende på mig.

Den ser noget så idyllisk ud, men der bor mange mennesker med store problemer og også nogle helt uden problemer, men det opdager man først, når man får børn i skole der.

Pia Juuls ældste datter gik i skole i Præstø, og i 2002 fik Pia Juul sin anden datter, 16 år efter den første.

Der var ikke nogen påviselig grund til, at der skulle gå så længe, men det var en stor gave at få lov at opleve det hele en gang til, siger Pia Juul, hvis tidsopfattelse havde ændret sig fra første til anden gang.

Første gang jeg blev mor, var jeg meget ung. Jeg var 23 år og tænkte, at jeg aldrig ville få en hel nats søvn igen. Anden gang var jeg 39 år og vidste, at alle de forskellige faser med et lille barn går så utrolig hurtigt, så det var bare om at nyde det.

Også på en anden måde ændrer et barn på tidsoplevelsen.

Jeg havde slet ikke tid til at spekulere over, at jeg blev 40, da jeg lige var blevet mor, og på en måde er et barn også en kærkommen bremseklods, der får tiden til at fylde lidt mere, siger Pia Juul, der på ingen måde føler sig gammel.

Mine forældre er over 70 år og pisker rundt, så jeg får helt stress af at høre på dem, siger forfatteren, hvis opsamlingsudgivelse, Indtil videre, i titlen lover mere, hvor det er kommet fra. Måske er det med tiden, som Pia Juul selv har skrevet det i digtsamlingen Sagde jeg, siger jeg fra 1999:

Endnu en gang er det ikke forbi, og jeg må ryste ved tanken om, at jeg ku tænke ordet slut om nogetsomhelst, da jeg var ung.

Nu bor hun her. I Knud og Kamma Rahbeks gamle stuer, hvor også digteren Søren Ulrik Thomsen og forfatterparret Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard har boet.

Jeg føler mig enormt heldig, men måske lægger man også mere mærke til det hele, når man ved, det ikke varer ved. Nu har jeg oplevet et forår her i byen, og jeg har måttet sande, hvad jeg også før har sandet, at foråret står stærkt i byen, siger hun og lukker vinduet til for den efterhånden lidt kølige eftermiddagsvind.

Syrenerne og solsorten. Man sanser det måske mere i byen end på landet, hvor foråret er en overvældende totalfølelse, siger hun, inden hun følger mig ud i gangen.

Selv skal hun til reception for en monografi, der er blevet lavet om Pia Juul som en fødselsdagsgave. En af flere fødselsdagsgaver, der kommer på trykt papir. Blandt andet har forfatteren Asger Schnack samlet et udvalg af landskabsdigte af blandt andre B.S. Ingemann og St.St. Blicher til hendes ære. Leve poesien. En vimpel til Pia Juul, hedder den.

Det er en rørende gestus og taler meget til mig og det, jeg har skrevet, siger hun og henter et eksemplar af bogen fra en kasse i Kamma Rahbeks gamle stue, genskabt i hendes stil. Uden reoler, indtil videre, men et godt rum for poesien.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

Det er der mange, der har. Forskellige gennem tiden. Men favoritten er stadig Agnes Henningsens Let gang på jorden.

Hvilken kendt person vil du helst sidde til bords med?

Jeg bryder mig ikke om at have nogen til bords, jeg ikke kender i forvejen. Det er hysterisk anstrengende, og en person, der er kendt, ville gøre det endnu værre.

Hvor slapper du bedst af?

I Fjand ved Vesterhavet, hvor jeg er kommet, siden jeg var to år.