Glæden over livet får man ikke af sig selv

Der er dage, hvor man kan undre sig over, at man kan holde ud at leve. Sådan nogle dage har rektor Eberhard Harbsmeier haft det sidste år, men så er taknemmeligheden over livet brudt igennem. Han beskriver det som en Guds nåde

”Når jeg tænker på Martin, så er det først taknemmeligheden. Naturligvis var det et alt for kort liv, og det er den omvendte verden, at en far skal begrave sin søn, men taknemmeligheden over at have haft ham er det største. Der er en taknemmelighed, og jeg bliver mindet om en glæde over livet. Glæden over livet får man ikke af sig selv. Ja, man kan undre sig over, at man kan leve i det. Det er en Guds nåde,” siger Eberhard Harbsmeier. –
”Når jeg tænker på Martin, så er det først taknemmeligheden. Naturligvis var det et alt for kort liv, og det er den omvendte verden, at en far skal begrave sin søn, men taknemmeligheden over at have haft ham er det største. Der er en taknemmelighed, og jeg bliver mindet om en glæde over livet. Glæden over livet får man ikke af sig selv. Ja, man kan undre sig over, at man kan leve i det. Det er en Guds nåde,” siger Eberhard Harbsmeier. –. Foto: Palle Peter Skov/.

Eberhard Harbsmeier har været ved at rydde op. Vi sidder i hans hulelignende kontor, hvor væggene er dækket af reoler. Gulvet er også taget til hjælp for at få plads til de mange ord om teologi, som har været hans arbejdsliv og mere til. De seneste 17 år har han stået i spidsen for efteruddannelsen af landets præster og været en nøglespiller i dansk kirkeliv. Skønt Eberhard Harbsmeier er samler, har han taget en radikal beslutning og er gået i lag med at hive talrige meter i affaldssække.

Det er hårdt, for det er et helt liv, han er ved at rydde op i, inden han ved årsskiftet går på pension som rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. I dag er det hans 70-års fødselsdag, og dagen fejres med afskedsreception efterfulgt af fest. At han når frem til pensionsalderen med et kontor, der vidner om udstrakt aktivitet, passer ham ganske godt, for han har haft et ønske om at kunne være i fuld vigør, til han skulle på pension.

LÆS OGSÅ: Ulrich Thomsens bistre blik har bragt ham langt

I anledning af den runde dag har han nedskrevet sin egen teologiske dannelseshistorie. Og her indleder vi samtalen. Da han satte sig for at skrive sine teologiske erindringer, begrænsede han sig til 10 sider.

Andre kunne have skrevet en bog, for fortællingen om dagens fødselar er historien om at blive født ind i det, som skulle blive efterkrigstidens teologi og tidligt fatte interesse for Søren Kierkegaards teologi og ad den vej komme til at tilbringe størstedelen af sit liv i Danmark, men med et tysk pas i lommen og en glæde ved at være ikke bare tosproget, men også tokulturel.

Som dreng holdt han ferie med forældrene i Danmark hos en af deres teologiske venner. Selv lærte han sig dansk ved at læse Lykke Per. Han studerede teologi i Tübingen, Berlin, København, Aarhus og Göttingen, og som cand.theol. kom han til Aarhus med et stipendium og forskede videre i Kierkegaard, blev sognepræst og stiftede familie.

Man siger, at danskerne vil have det sidste grin, og tyskerne vil have det sidste ord. Jeg martrer ikke min sjæl med, om jeg er mest dansk eller tysk, men jeg sætter pris på at have to sprog og to kulturer, for det giver mulighed for at leve med en sund, selvironisk distance.

Eberhard Harbsmeier er født ind i en teologisk familie nær Göttingen i Tyskland. Han er blevet fortalt, at hans mor, Dora, var en omsværmet skønhed på teologistudiet i Marburg. Hun var en dygtig student, som kom fra en velbeslået familie. Eberhard Harbsmeiers far, Götz Harbsmeier, var søn af en cigarmager og forstod at bruge sin charme. Forældrenes fælles lærer var teologen Rudolf Bultmann, der både som teolog og menneske blev et forbillede for dem. Skønt Dora havde uddannelsen og evnerne, blev hun hjemmegående, mens faderen blev præst og siden professor.

Eberhard Harbsmeier voksede op til lyden af forældrene og deres venners lidenskabelige samtaler om teologi, der var præget af kirkekampen og opgøret med nazismen. Valget af fadder ved Eberhard Harbsmeiers dåb var afgjort af dette opgør med nazismen. Hans fadder er Friedrich Gogarten, som var med til at definere den dialektiske teologi. Friedrich Gogarten fik det ærefuld hverv, fordi forældrene ønskede at lukke ham ind i varmen, efter at Gogarten havde været nazist. Rudolf Bultmann blev en ven af huset, og i 1944 boede han en længere periode hos dem, og Eberhard Harbsmeier fortæller gerne, hvordan det skulle være Bultmann, som havde hørt ham sige sine første ord.

Jeg skulle pludselig have sagt ich bin (jeg er, red.). Min mor mente, at man skulle være eksistensteolog som Bultmann for at overfortolke et barns lyde i den grad, siger han.

Eberhard Harbsmeiers første minder er fra byen Reiffenhausen, som ligger tæt på grænsen til det daværende DDR. Han husker, hvordan mange flygtninge kom over og ledte efter deres pårørende og husker, da krigsfangerne fra Rusland krydsede grænsen tilbage til Tyskland.

Min barndom er præget af efterkrigstiden. Krigen satte ikke så mange spor på min landsby, men da englænderne indtog den i 1945, blev den beskudt. En fuldtræffer ramte præstegården lige på det sted, hvor jeg havde ligget i min barnevogn 10 minutter før. Min far var blevet såret som soldat under krigen. I 1942 blev han ramt af en granatsplint i hovedet og kunne næsten ikke se. Der gik fem år, inden han fik sit syn igen.

Eberhard Harbsmeier husker, at han har stået i kø for at få rationeringsmærker og har minder om den levertran, der blev uddelt i skolen skænket af engelske velgørende organisationer. Men han husker også eftermiddagene hos naboen, som havde en gård og lod unge Eberhard passe køer og belønnede ham med et glas mælk. Senere var det gartneri, som blev han interesse, og han anlagde sin egen have ved præstegården og solgte grøntsager til sin mor.

Mine forældres forhold til Bultmann betød noget for mig, fordi han havde været en så kompromisløs modstander af nazismen. I efterkrigstidens Tyskland, hvor der var megen løgn og fortrængning, betød det noget at have sådan et forbillede, siger han.

Kirkegang er central for Eberhard Harbsmeiers trospraksis og har været det, siden han gik til konfirmationsforberedelse. Hans mor tilhørte den reformerte kirke, mens hans far var luthersk. De fem børn fordelte forældrene mellem de to konfessioner ved dåben, og når det blev søndag, kunne de selv vælge, om de ville i den lutherske kirke og synge salmer eller høre en lang prædiken i moderens reformerte menighed. Eberhard Harbsmeier blev døbt ind i den lutherske kirke, og som luthersk skulle han gennem en konfirmationsforberedelse, som strakte sig over to år.

Jeg begyndte at gå i kirke hver søndag, og siden har jeg været notorisk kirkegænger. Der er en ro og en helhed over en gudstjeneste. Det var omkring den tid, jeg besluttede, at jeg skulle være præst som min far, der havde ry for både at være klog og vittig.

Han fortæller om dengang, hans far døde.

Det kom ret pludseligt. Han blev kun 68 år. Jeg var her i Danmark og blev ringet op af min mor. Jeg husker, at det første, hun sagde, var: Han har haft et herligt liv. Det var det første, hun tænkte på, og hendes første kommentar. Det er lidt af det samme med Martin, siger han.

Eberhard Harbsmeier er far til fire. I sit første ægteskab fik han to sønner, og i sit andet ægteskab to døtre. I august begravede han sin ældste søn, Martin Harbsmeier, der blev 37 år.

Når jeg tænker på Martin, så er det først taknemmeligheden. Naturligvis var det et alt for kort liv, og det er den omvendte verden, at en far skal begrave sin søn, men taknemmeligheden over at have haft ham er det største. Der er en taknemmelighed, og jeg bliver mindet om en glæde over livet. Glæden over livet får man ikke af sig selv. Ja, man kan undre sig over, at man kan leve i det. Det er en Guds nåde.

Martin Harbsmeier flyttede til Tyskland som ung og studerede, fandt sit livs kærlighed og arbejdede det meste af sit voksne liv i Tyskland. Han skrev en doktordisputats i filosofi, og far og søn havde mange berigende faglige samtaler. Da han var 30 år, fik han et epileptisk anfald. Det viste sig, at anfaldet skyldtes en godartet hjernesvulst, som han blev opereret for. To år efter gennemgik han endnu en operation og var efterfølgende lammet, men med en utrolig energi trænede han sig op og fik førligheden tilbage. For to år siden blev han opereret igen.

Svulsten var ikke længere godartet. Jeg husker, han sagde til mig, at han ikke regnede med, at han ville leve mere end fem år til. Når du får sådan en besked, ja, så kommer det som et chok, men efter en tid kunne jeg sige til mig selv, at han ikke ville overleve, og at vi derfor måtte få det bedste ud af det. Det har været befriende at kunne tale så åbent med ham om hans sygdom.

Mange moderne mennesker siger, at det er en barmhjertig død, hvis man pludselig falder død om. Det er det ikke, og det vidste Kierkegaard. Han siger det således: Hvis jeg skal dø, så beder jeg om at få besked i god tid. Jeg tænker tilbage på, hvordan vi fik taget afsked. I flere uger var vi sammen i Berlin. Man sidder og laver ingenting, men er træt om aftenen, som havde man været i gang som murerarbejdsmand. Det emotionelle er hårdt, siger han om ugerne på hospicet i Berlin.

Det var sønnens ønske, at hans far skulle forestå begravelsen. En tysk begravelse i sønnens sognekirke i Berlin. Der var øjeblikke, hvor Eberhard Harbsmeier overvejede, om han kunne, men når han tænker tilbage, endte det måske med at blive en hjælp. Det blev en tale, som kom til at kredse om taknemmeligheden over sønnen.

Når jeg læser mine gamle begravelsestaler, så var jeg mere anklagende over for Gud. Men der ligger noget positivt bag det frygtelige: at man har elsket. Det mærker man, første gang man bliver forælder: Angst og kærlighed hører sammen.

Nogle af Eberhard Harbsmeiers foretrukne vers fra Bibelen dukkede op i tankerne, da han satte sig ved computeren for at skrive talen. Ordene var fra Salme 126 i Det Gamle Testamente og rummer en lovprisning:

Da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med jubel. Da sagde man blandt folkene: Herren har gjort store ting mod dem. Herren har gjort store ting mod os, og vi blev glade.

Martin var utrolig charmerende helt til det sidste. Bare en uge før han døde, sad han på altanen på hospicet og lavede sjov med sine søskende, mens han anklagede mig for at turnere med udtjente vittigheder. Det første, jeg tænker, når jeg tænker på ham, er hans latter. Måske var det derfor, at det var den salme, jeg valgte i min tale. Latteren er også alvor. Den er kærlighed til livet og en aggression mod døden, som viser tænder, siger han.

Selvom sønnens død var ventet, så var den også uforståelig. Han siger:

Kierkegaard beskriver døden som det uforståelige. Man kan ikke tænke sig, at man ikke er til. Det gælder ens egen død, men det gælder også ens søns død. Jeg synes, det er at tage munden for fuld, når man af og til hører folk fremhæve, hvordan kristendommen giver en speciel trøst i sorgen, men den kristne tro bidrager med en realisme omkring døden. Døden er et vilkår, men den gør ikke livet meningsløst, fordi vi tror, at livet er stærkere end døden. Kierkegaard spørger et sted, hvad det betyder, at man skal genopstå af graven, og svarer: Det betyder, at du ikke skal have lov til at forputte dig i graven og lade som ingenting.

Er der også sorg forbundet med at skulle sige farvel til sit arbejdsliv? Eberhard Harbsmeier skænker mere kaffe fra termokanden og nikker. Det sidste år som rektor har han været frikøbt til at arbejde med Kierkegaard i anledning af 200-året for filosoffens fødsel. 170 foredrag, forestillinger og prædikener er det blevet til.

Man mærker begejstringen i hans stemme, når han på sit syngende dansk remser de lande op, hvor han har turneret med Kierkegaard i 200-året:

Grønland, Færøerne, Tyskland, Østrig, Schweiz og naturligvis Danmark.

Det er lidt af et festfyrværkeri at få lov at afslutte med, og vi har haft fulde huse stort set alle steder, siger han.

Men kalenderen i 2014 er nærmest blank, og han værner om, at den skal vedblive at være det. Han har lovet sig selv, at han ikke vil være bange for stilheden.

Jeg kommer til at savne mange af de møder, jeg har haft her, og samværet med landets præster. Jeg har været meget væk og ser frem til at få mere tid til min familie. Jeg flygter ikke ud i hyperaktivitet. Forleden satte jeg mig og så en film fra begyndelsen til enden. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har gjort det, men det har man jo lov til. Og jeg er begyndt at læse bøger, som bare er romaner.

Han har plantet en lille vingård ved familiens hjem i Løgumkloster, for barndommens interesse for alt, hvad der gror, har han stadig. Teologien slipper han heller ikke. Han er ved at færdiggøre en længere fremstilling af fadderen Friedrich Gogartens liv og teologi, og så har han skrevet 600 sider om religionspædagogik, som han gerne snart skal have gjort klar til udgivelse.

Men først gælder det fødselsdag og så julen. Højtiden er en af de kulturforskelle, han stadig mærker efter de mange år i Danmark.

Jeg havde aldrig set nogen danse om et juletræ, før jeg kom til Danmark. Og juleaften, hvor familierne lukker sig om sig selv som noget nærmest helligt, var helt fremmed for mig, siger han og fortæller om sin barndoms juleaftener.

I flere år holdt min far fire eller fem gudstjenester juleaften, og når han kom hjem, ville han bare gerne have ro. Men min mor læste juleevangeliet og kunne også finde på at læse en prædiken højt for os, mens vi kiggede på juletræet. Det var på ingen måder den fest med et stort, nærmest rituelt måltid, som jeg har mødt det her i Danmark, siger han.

Som sognepræst i Varde og siden Esbjerg har han holdt talrige julegudstjenester. Hvad ville han sige, hvis det var ham, som stod på prædikestolen juleaften?

Jeg ville prædike igennem. Skønt der er masser af børn i kirken, kan man roligt glemme dem, for de er optaget af lysene og alt det, som skal ske derhjemme. Men de voksne, som har gjort sig den ulejlighed at komme hen i kirken, skal vide, at dette er en hellig aften, hvor det lys, som aldrig slukkes, bryder gennem mørket. Julens mest indlysende budskab er, at verden ikke er gudsforladt.

Eberhard Harbsmeier

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen Foto: Palle Peter Skov/.