Prøv avisen

Glæden ved at være i det svære

Mange af de 86 frivillige østjyder, der arbejder med døende, har selv prøvet at miste. Foto: Lars Aarø/Fokus

Blandt døende 86 østjyske vågekoner, besøgsvenner og hospicefrivillige mødtes for en uge siden på Rønde Højskole på Djursland

Rønde Højskoles teatersal er fuld af sang: Septembers himmel er så blå. Udenfor stråler solen ganske rigtigt opmunt­rende fra en klar og skyfri septemberhimmel, og indenfor når 82 kvinder og fire mænd til sangens sidste strofer: om modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da står bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.

LÆS OGSÅ: Ethvert menneske burde dø med udsigt til et kærligt ansigt

De er alle sammen modne mennesker med hjerte for andre: vågekoner, besøgsvenner og hospicefrivillige, som uden betaling hjælper og støtter døende og deres pårørende i den allersidste tid.

Om lidt skal de lytte til hospicepræsten Ole Råkjær. Han vil fortælle dem om nye måder at forstå og bearbejde sorg på, og senere skal de høre den kendte tv-mand Ole Bogart Michelsen fortælle om sin sidste tid med datteren Trine, der døde af kræft.

De frivillige arbejder for Røde Kors, Ældresagens vågetjeneste, Kræftens Bekæmpelse og forskellige hospicer i Østjylland. De er inviteret af Rie Pedersen, frivillig-koordinator på Hospice Djursland. Hun har skaffet 45.000 kroner fra EU til dette lokale arrangement i anledning af frivillighedsåret.

De frivillige får ingen penge for deres arbejde, så det er vigtigt, at vi tænker på at give dem noget andet igen, siger Rie Pedersen.

Det kan være supervision, uddannelse under en eller anden form eller som her et arrangement, hvor de både får ny viden og oplevelser, en god frokost og mulighed for at mødes og tale med andre, der også arbejder med døende. På Hospice Djursland er der 60 frivillige, men de, der arbejder i vågetjenesterne og går ud i private hjem, står tit alene med svære oplevelser.

At være i det svære har Rie Pedersen derfor kaldt temadagen, men da stikordene fra dagens gruppearbejde skal skrives op på tavlen, er der ikke blevet sagt meget om det svære. Derimod er der rigtig mange ord om, hvad de frivillige selv får ud af at støtte og hjælpe døende og deres pårørende. De oplever en stor glæde ved at give noget af sig selv og yde omsorg til nogen, der virkelig trænger til den. Det sætter livet i perspektiv. Det giver et afklaret forhold til døden. Det giver fred og mening.

Mange af de frivillige har selv mistet en ægtefælle eller en anden nærtstående, og de finder ro og lindring i et miljø, hvor sorg er tilladt, og hvor de kan støtte andre i en svær fase. Det er Karen Nielsen og Karl Sander begge eksempler på. De er frivillige på Hospice Søholm i Skanderborg.

Efter at min kone døde, har det været en stor glæde for mig at kunne komme på hospicet og hjælpe til. Mange af opgaverne er helt praktiske. Jeg hjælper i køkkenet, men man skal også kunne lytte til de pårørende og trøste et barn og give det opmærksomhed, fortæller Karl Sander

Hverdagen bliver mere meningsfuld og mindre ensom på den måde, synes han, og Karen Nielsen er enig. De oplever begge, at de får stor anerkendelse for deres indsats fra personale og pårørende.

Vi får så mange smil, respekt og venlighed, siger Karen Nielsen, der selv har været sygeplejerske hele sit arbejdsliv.

Arbejdet som frivillig er anderledes. De frivillige skal i princippet kunne undværes, og det kan de i en vis forstand også.

Men lagkage smager nu engang bedst med fløde, selvom den godt kan spises uden. Vi er fløden, siger en af de frivillige, da hun præsenterer sin gruppes diskussioner i salen.

På hospice er der skarp adskillelse mellem de professionelles arbejde og de frivillige. De frivillige gør alt det, de professionelle ansatte ikke har tid til. De dækker middagsbordet smukt, arrangerer servietterne og sætter blomster ind altså alt det, der skaber en god atmosfære. Én bestyrer biblioteket, andre passer haven, og der er altid nogen, som har tid og overskud til de pårørende, forklarer Susanne Hogrefe, næstformand for Hospice Djursland og selv frivillig samme sted.

Det er Poul Erik Sørensen også. Han er lige gået på efterløn og har tidligere haft sin gang på Hospice Djursland som pårørende. Han glæder sig meget over sit nye frivilligjob.

Når man træder ind ad døren, kommer man ind i en verden fuld af harmoni, fred og glæde. Det lyder måske underligt, men sådan er det faktisk, forklarer han.

Hospice Djursland, som åbnede i 2007, ligger mindre end en kilometer fra Rønde Højskole, hvor de frivillige er forsamlet. Bag den moderne bygning skråner markerne ned mod Kalø Vig. I dag er vandet blankt og blikstille. Lys og skygge skifter over landskabet udenfor. Et sted summer det svagt af stemmer. Ellers er her stille i de døendes hus.

Deres værelser er store og lyse. De vender ud mod vandet, og højt over sengen er et vindue i taget, så man kan se himlen, når den er blå, og når regnen slår mod ruden. Se skyerne drive forbi og stjerner vinke i mørket.

De døende, der kommer på hospice, har højst 14 dage tilbage, og de er som regel afklarede og parate til at give slip på livet. Men ude i mellemgangen hænger børnetegninger og breve:

Min farfar kan næsten ikke trække vejret og skal dø i nat. Kh en pige, som har det svært i skolen og derhjemme. Jeg hedder Louise, 3.d.

Far er lige død for et par timer siden. 48 år. Han manglede et ben. Kærlig hilsen Julie 9 år. På tegningen nedenunder står far med krykker. Han har rigtig nok kun et ben, men til gengæld har han to vinger og en orange glorie, der nærmest ligner en hat. Han smiler.

Min far har kræft. Han ligger her i bygningen, men ikke længe. Så får han fred. Mit navn er Lærke.

Lærkes far har også vinger og minder lidt om en bi.

Min farfar skal dø i nat. Han har det ikke godt. Kh Emma. Jeg er 6 år. Jeg savner ham.

Som frivillig på hospice skal man kunne støtte de pårørende og møde dem i deres sorg, uanset om de er store eller små.

Langt de fleste vågekoner og hospicefrivillige er efterlønnere og pensionister og har i reglen selv et afklaret forhold til døden, og mange har oplevet at miste en nærtstående.

Det var måske nærliggende at tro, at det fik rippet op i deres egen sorg hele tiden at møde andres. Men sådan er det ikke.

Vi får så meget igen, lyder det fra bord til bord i salen fra både besøgsvenner, hospicefrivillige og vågekoner.

En af dem er Ragnhild Mogensen, vågekone i Ældresagen. Det hvide hår indrammer et mildt og venligt ansigt.

Hun har været hjemmehjælper, og hendes arbejdsliv har været fyldt med svage og døende mennesker. Sådan er det også i pensionistlivet, men hun bliver ikke træt af det, for døden er forskellig hver gang, synes hun.

Der er en helt speciel fred ved et dødsleje, og det er en naturlig ting at dø. Den vej skal vi jo alle, siger hun.

Om det ikke er hårdt at være vidne til så megen død, om der ikke er andre, der undrer sig over, at hun orker, om det ikke er trist? Hun ryster på sit hvide hoved ad den slags spørgsmål.

Næh, siger hun til det hele.

Jeg tror jo på, at der kommer noget godt bagefter.

livogsjael@k.dk