Prøv avisen

At glæde sig over glæden

Julen står for døren i Filippinerne...

Én ting er at føle sig lykkelig. Men nok så vigtigt er det, at man senere husker på, at man faktisk har følt den lykke, siger biskop i Århus Stift, Kjeld Holm

På trods af meget lange dage, og på trods af, at sekretæren netop har fortalt ham, at han kun har tre fridage overhovedet, indtil han får ferie i juli, virker biskop i Århus Stift Kjeld Holm som en afslappet mand. Han lader sig ikke stresse af sin kalender, men tager en dag ad gangen.

Hvordan er din tilstand lige nu?

– God. Det er forår, snart pinse, og jeg er sund og rask, tror jeg. Jeg har meget lange arbejdsdage for tiden. Der er mange samtaler med ansøgere til præsteembeder, der er rejser i forbindelse med mit arbejde som formand for bestyrelsen i Danmarks Pædagogiske Universitet, og så alt det andet, men jeg beklager mig ikke. Jeg kunne jo bare lade være. Jeg værner mig mod stress ved at være nogenlunde på omgangshøjde med det, jeg skal lave. Ved ikke at komme for sent, have for store bunker på skrivebordet eller udsætte aftaler. Så kan jeg til gengæld også holde fri, når jeg har det, som i aftes hvor jeg kunne se fodbold med Liverpool mod Chelsea.

Hvilke fællesskaber er de vigtigste for dig?

– Det er så ubetinget familien med kone, børn, svigersøn og barnebarn. Der er ikke noget, der tåler sammenligning med den. Min yngste datter siger, at hun godt vidste, at jeg ville blive fjollet med mit barnebarn, men ikke at jeg ville blive så fjollet. Det er en fantastisk glæde at opleve at få et barnebarn. Man har ingen ambitioner på barnets vegne, skal ikke rette på det ... man har kun glæden. Det er en rigdom i en lidt sen alder at genopleve nogle af de ting, man svagt erindrer fra dengang, ens egne børn var små.

– Vennerne fylder også meget, selv om man måske af tidsmæssige grunde ikke ser dem så tit. Jeg omgås ikke med så mange præster, for jeg vil ikke tale kirke fra morgen til aften. Mine venner befinder sig inden for forskellige lag i samfundslivet og erhvervsmæssigt og dermed også indstillingsmæssigt, og fælles for venskaberne er nærhed og inspiration. Arbejdsfællesskaber er også er vigtige og inspirerende.

Hvad har formet dit livssyn?

– Jeg er jo kristen, og for mig er der en tæt forbindelse mellem kristendom og humanisme. Man er sat her på jorden for at leve sit liv i fællesskab med andre mennesker, og når nogen har behov for min hjælp, omsorg og engagement – både i det nære og det fjerne – er jeg forpligtet til at vise det. Det er kravet. Det er ikke altid, jeg gør det, men kristendommen er kravet om kærlighedens gerninger, og det er mere og mere påtrængende. Svaret på alle de udfordringer, som globaliseringen medfører, er menneskelighed. Opgaven er at sige fra over for ideologier og forskelligheder og se bagom til en fællesmenneskelighed. At indse at vi er en menneskehed.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Har jeg egentlig nogle ...? Jeg har haft mange læremestre, som Johannes Sløk og K.E. Løgstrup, for at nævne de to altdominerende. Jeg har inspiratorer, også i min dagligdag nu, men jeg har ikke forbilleder på den måde, at der er nogle, jeg gerne vil ligne.

– Blandt inspiratorerne er der også forfattere. For eksempel den afdøde nobelpristager Elias Canetti, som var spansktalende jøde. Han har nogle fabelagtige formuleringer og overvejelser, blandt andet om et begreb, han kalder samvittighedsafkast. Hvis Auschwitz blot er en historisk epoke, som vi sætter en parentes om, kan mindehøjtideligheder være ligegyldige. Anden Verdenskrig og alt, hvad den førte med sig, skulle gerne givet et samvittighedsafkast, siger han. Min samvittighed skulle altså gerne blive påvirket på den måde, at jeg gør en indsats for at undgå, at det kan ske igen.

– Og så er der Søren Kierkegaard før alle andre. Min yndlingsbog, "Kærlighedens gerninger", kan man læse i hver dag og stadig finde nye overraskende måder at se tilværelsen på. Tage Skou-Hansens romaner kan jeg godt læse seks-syv gange, og flere passager kan jeg udenad.

Hvad tror du på?

– Jeg vil sige, som Knud Hansen fra Askov engang sagde, da han blev spurgt, om han troede på Kristus: "Ja, der er jo ikke andet, der er værd at tro på." Det synes jeg er meget godt. Der er ingen alternativer, så det gør jeg.

Hvad er elendighed for dig?

– Det ville være at miste de mennesker, som jeg holder allermest af. Det er den ultimative elendighed, men så er der jo så megen anden elendighed – for eksempel, at respekten mellem mennesker går tabt. Det ser jeg ind imellem tendenser til i nutiden og sandt for dyden også i mit eget land. Elendighed er, når man lader sine egne personlige og i reglen dybt egoistiske interesser skygge for den andens behov for hjælp og giver det en ideologisk overbygning. Når man udviser mennesker til elendighed og måske forfølgelse, som vi gør i dag, og giver en eller anden uhæderlig forklaring om, at vi ikke kan rumme hele verden. Jeg har ind imellem været rystet, når jeg har set argumentationen for afslag på opholdstilladelse. Nu har vi lige haft så travlt med at beskæftige os med, at vi inden Anden Verdenskrig udviste jøder til den visse død, men måske skulle vi også se på, hvad vi gør i dag. Jeg er bange for, at den historiske dom vil ramme os i nakken på et tidspunkt.

Hvad er lykke for dig?

– Det er den menneskelige nærhed. Jeg gik med mit lille barnebarn i barnevogn i en park i Geneve sidste år, og jeg kan næsten huske lydene og lugtene derfra. Da gik jeg med Rifbjergs vidunderlige udtryk i erindring: "Lykke. Glem det aldrig". Én ting er, at man kan føle sig lykkelig, men det vigtigste er, hvis man skal forblive sig selv, at man ikke glemmer, at det var. Man kan tage det frem, når det er fornødent, og sige til sig selv, at man var der og har oplevet det.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Engagement. At verden kommer dem ved. Det er lykkedes, og det er jo ikke kun min fortjeneste. Er der noget, jeg ikke kan med, er det mennesker, der er ligeglade. Jeg så et interview med en fodboldspiller, som jeg beundrer højt, og han udtalte blandt andet, at politik ikke interesserede ham. Der var i det hele taget ikke meget, der interesserede ham undtagen fodbold. Sådan nogle mennesker irriterer mig.

Hvad er dit syn på fremtiden?

– Som et kristent menneske er man tvunget til at være optimist. Evangeliet fastholder, at alle de døre, vi lukker for os selv og hinanden, kan åbnes igen. Hvis jeg begår en ond handling i forhold til mit medmenneske, er der tilgivelse. Det er at få lukket den dør op igen, som jeg lukkede i kraft af min ondskab. Kristendommen går så vidt som til at sige, at selv i døden, hvor alle vore veje og udveje er lukkede, har Gud mulighed for at lukke døre op igen. Kristendom er selve det at holde muligheder åbne i forhold til fremtiden.

Har du et motto?

– Jeg må sige med Karen Blixen: "Jeg svarer". Forstået på den måde, at man tager imod livets udfordringer, og ikke vender ryggen til musikken.

kultur@kristeligt-dagblad.dk