Glimt af det guddommelige

Det åndelige eller guddommelige element er for Christian Tangø det eneste alibi for at skabe noget stort. - Alligevel ville jeg hade en overskrift som »han lader Gud føre penslen«, siger maleren. For hvem tror jeg, jeg er, at jeg kan tillade mig at påstå, at »mit hjertes renhed« er stor nok til, at Gud kan føre min pensel? - Men det er selvfølgelig dér, det bærer hen, tilføjer han efter en lille pause. Christian Tangø, 41 år, bor i Århus. Han er uddannet journalist og jazz-musiker, og er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en trommebog om forholdet mellem den improviserede musik og node-notation. Han beskæftiger sig også med web-design - og har de senere år lokalt gjort sig bemærket som maler og provokerende kunstner. Blandt andet udstillede han sin kones blender i sympati med den medieomtalte udstilling af guldfisk i blendere på Kunstmuseet Trapholt. Sygdommen Christian Tangø er manio-depressiv og har været igennem en snes anfald fra sit 21 år og indtil for fem år siden. Han arbejder fortsat intensivt med sin egen sygdomsforståelse og er i dag anfaldsfri. Selv om store navne inden for billedkunst og litteratur også har kæmpet med psykiske problemer, skal man ikke forfalde til romantiske forestillinger om sindssygdomme i forbindelse med kunsten, mener Christian Tangø. - For mig har den kun haft en indirekte betydning. På den måde, at jeg har været vant til at kæmpe med tingene. Der er ikke noget, der er kommet let til mig. At emnet overhovedet berøres, begrundes alene i, at det er vigtigt at fortælle andre, at det trods alt kan være muligt at komme ud af en sådan sygdom, fastslår Christian Tangø. Trods dette forbehold er der nu alligevel for hans vedkommende en direkte forbindelse mellem sygdommen og billedkunsten. I en periode, hvor han ikke var i stand til at opfatte en sammenhæng i ord eller musik, blev maleriet det udtryk, der holdt ham fast - og udsprang derved af ren nødvendighed. Christian Tangø fortæller, at han, siden han var seks, har lidt af dødsangst, og hans kunstneriske produktion kan i den sammenhæng anskues ud fra ønsket om at sætte sig selv et eftermæle. »En gravsten« eller »en pind efter sig selv«, som Christian Tangø udtrykker det. Kommunikation Selv om der også er musikken og Internet-aktiviteterne, fylder malerierne betydningsmæssigt mere og mere i hans liv. De er det første, han tænker på om morgenen, og det sidste inden han går i seng om aftenen. Billederne er nonfigurative. - Måske det er min daglige tilbagevendende refleksion: Hvad er det, der er på billedfladen, når det ikke er noget »der forestiller noget«, smiler han. For Christian Tangø er maleriet først og fremmest en kommunikationsproces. En kommunikation med tilskueren, men også med Gud, med hvem han føler sig i dialog, når han maler. For selv om det ikke er Gud, der fører penslen, går øvelsen alligevel på »at minimere sit eget ego«, så det guddommelige i skabelsesprocessen kan komme til. - Frem for alt ser jeg de vellykkede øjeblikke i mit maleri som noget, der ikke er min fortjeneste alene. Det mener jeg er en vigtig erkendelse, fordi man som maler let falder i den afgrund, hvor man tror, at man maler verden smukkere, end Gud har skabt den. Og det er selvfølgelig noget bavl. Der er kun én medicin imod den vildfarelse: At se sit eget skaberværk som en del af noget større. Som en del af skaberens værk, eller - hvis man er ateist - sit eget værk som en del af menneskehedens frembringelser, og dermed naturens. Trøstesløshed Christian Tangø voksede op i et nærmest ateistisk hjem. Han husker endnu, hvor panisk han blev, da han som barn spurgte sin mor om døden og fik til svar, at han også engang skulle dø - og at sådan var det bare, og at det nok var som at sove. - Med barnets klarhed, som ikke ejede de voksnes evne til at fortrænge, slog dødsoplevelsen ind over mig, for der var intet håb, ingen frelse eller trøst i hendes svar. Kun trøstesløshed. I dag, hvor han er far til Marie på halvandet år og Katrine på fire, ved han i hvert fald, hvad han ikke skal svare, hvis de begynder at spørge om døden. - Så vil jeg føle, at jeg har pligt til at give dem det håb, jeg ikke selv fik som barn. Børnene er døbt, og en gang imellem kommer Christian Tangø i kirken, men betegner i øvrigt sin holdning som »en sådan lidt underspillet forlegenhed over det at være kristen«. - Måske en forlegenhed, der stammer fra en knugende fornemmelse af skinhellighed; det totalt modsatte af billedet af Jesus, som jeg ser ham: Den barmhjertige, der vandrer på jord blandt ludere og lommetyve, for hvem ingen er for høj eller for lav. Til den enkelte Hans billeder har ikke noget ligefremt religiøst eller kristent sprog. - Hvis jeg ville male et kristent budskab i klassisk forstand, ville jeg male korsfæstelser i klassisk forstand osv., men det gør jeg altså ikke, siger han. Det guddommelige som princip i billedet transcenderer for mig at se det snævert kristne. - Min ambition er, at blot ét eneste menneske ser det samme guddommelige glimt, som jeg har forsøgt at lægge ind i billedet, så er min mission som maler eller »kommunikatør« fuldbragt. Massekommunikation har man medierne og de uforudsigelige modeluner, markedskræfterne og morgenfjernsynet til! Nogen egentlig målgruppe vil han ikke definere, og så alligevel: Christian Tangø siger, at han maler »til de fortabte sjæle«. - Mit ønske er at kunne lave malerier, der er så stærke, at betragteren kommer i fuldstændig ro, og at han eller hun i mødet med det guddommelige i bare et lille øjeblik ser ind i en selvindlysende klarhed. - Det er muligvis en illusion, men mit håb er, at en sådan oplevelse kan »frelse« eller »opløfte«. - Jeg er helt klar over, at det er et næsten uoverkommeligt stort krav at stille til sig selv som maler, men jeg vil hellere stille store krav og have små forventninger, end at opnå stor succes, baseret på åndelig tomhed, fastslår Christian Tangø. Måske det er min daglige tilbagevendende refleksion: Hvad er det, der er på billedfladen, når det ikke er noget »der forestiller noget«.