Gode ord til den far, der har mistet sin søn

Strong

Mange læsere har reageret på et brev fra en far, der havde mistet sin søn. Læserne deler ud af egne tab og giver gode råd til, hvordan faderen igen kan finde glæde ved livet. Foto: Colourbox.

Mange læsere har reageret på et brev fra en far, der havde mistet sin søn. Læserne deler ud af egne tab og giver gode råd til, hvordan faderen igen kan finde glæde ved livet

En far beskrev for 14 dage siden den langvarige smerte, som tabet af en søn havde bragt med sig. Han skrev, at det var vanskeligt at finde håbet og livsglæden igen. Vi har efterfølgende fået breve fra mennesker, der selv har oplevet den ufattelige sorg at miste noget af det mest umistelige, nemlig et barn. Vi vil i denne uge bringe brudstykker fra nogle af de fine henvendelser, vi har modtaget. Vi håber også, at "Rasmus" igennem disse hilsener kan få inspiration til at kæmpe videre for, at glæden igen kan få en plads i livet.

LÆS OGSÅ:  Når sorgen bliver ved

Kære Brevkasse

Jeg har selv mistet en søn for 11 år siden. Han blev kun 13 år. Dengang havde min mand og jeg megen støtte af forældreforeningen "Vi har mistet et barn". De har en hjemmeside med information og støtte, der hedder www.mistetbarn.dk.

Venlig hilsen

Vibeke

Kære Brevkasse

Da jeg for nogle år siden mistede min datter, havde jeg svært ved at tale med andre om det, men inde i mig selv var sorgen grænseløs stor. Jeg oplevede også meget lange perioder, hvor jeg slet ikke troede, at jeg for alvor kunne blive glad i dette liv igen.

En af de ting, der hjalp mig videre, var, at jeg læste en artikel om, hvor meget fysisk aktivitet kunne have af effekt på sindet. Først efter lang tid fik jeg meldt mig ind i en løbeklub. For jeg vidste, at jeg måtte løbe sammen med andre, for ellers ville jeg ikke få taget mig sammen. Jeg har nu været i denne klub i flere år, og jeg må sige, at tabet af min elskede datter altid vil være et sår i mit indre, men det har virkelig hjulpet mig mentalt at få brugt min krop flere gange om ugen. I tillæg til dette har jeg også fået nogle gode kontakter igennem årene med dem, som jeg løber sammen med. Blot dette enkle råd.

Venlig hilsen

Flemming

Kære Brevkasse

Jeg har læst brevet fra Rasmus og jeres svar. Jeg vil gerne supplere med følgende: Prøv at skrive dine følelser og tanker ned i en dagbog eller skriv breve til din kære søn.

Tilgiv dig selv og andre, at han ikke kunne reddes, også selvom du på det rationelle plan slet ikke er skyldig. Læs eventuelt kapitlet "Umuligt at tilgive" i Svend Bjergs bog "Det evige i det flygtige". Læs eventuelt også i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Heri er alle slags følelser beskrevet. Træn dig i at gemme din søn i dit hjerte. Eller forsøg at dele din smerte med Gud. Læs også Preben Koks bog: "Skæld ud på Gud".

Venlig hilsen

En kvinde, som i årevis var fyldt med vrede og had

Kære Brevkasse

Jeg har lyst til at skrive om nogle tanker, som har hjulpet mig i forbindelse med sorgen. Jeg har tænkt, at min søn sik-kert ville være meget ked af det, hvis jeg blev ved med at være i dyb sorg. Jeg tror, han ville have sagt, at jeg skulle nyde livet.

Det er mig, min mand og hans søskende, som stadigvæk har livet. Dette skal vi bruge og nyde.

Det var først efter lang tid, måske fem år, før jeg kom dertil. Men mindet om min livsglade søn har givet mig kræfter til at finde livsglæden igen, netop for at ære min søn som den person, han var.

Venlig hilsen

Lisbeth

Kære Brevkasse

Jeg har læst Rasmus? brev og jeres kloge svar og vil gerne tilføje et sted, hvor der er mu- lighed for hjælp. Herfra hvor min verden går, findes Institut for Diakoni og Sjælesorg. Der starter ny sorggruppe for voksne medio marts. Jeg har personligt den bedste erfaring med at deltage i en sådan sorggruppe og vil hermed give tippet videre. Man kan finde flere oplysninger ved at gå ind på: www.diakoni.dk

Venlig hilsen

Dorte

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at skrive til Rasmus, som beskrev sit ubærlige tab i brevkassen. Jeg har også mistet min søn, men han var midt i 20?erne, og jeg kunne se, at han ville få et vanskeligt liv. Det kunne hjælpe mig lidt, men det var mere dødsøjeblikket, der hjalp os. Min mand var gået hjem med utilpashed. Vi vidste jo ikke, hvor lang tid, der ville gå, før vor søn døde. Vores datter stod på den ene side af sengen og jeg på den anden. Så var det, som om han så på nogen bag sin søster. Hun var ved at vende sig om for at se efter, hvem det var. Så lagde han sig tilbage i sengen med en stor befrielse og døde.

De første år efter kunne jeg ikke fortælle det til nogen uden at græde. Jeg er sikker på, at det var Jesus, han så. Vi er alle Vor Herres børn. Om aftenen var det mig, der blev utilpas. Smerten er jo både fysisk og psykisk. Jeg har også mistet min mand for godt et halvt år siden. Han var en ældre herre, og det er noget andet end at miste en søn. Men jeg tror, der er bestilt en plads til os alle.

Jeg tænker tit, at der er mere mellem himmel og jord. Måske handler det om at have øje for det. Og så tage det som en hilsen. Man kan ikke komme sig over tabet af et barn, men vi må alligevel videre og fremad og sige tak for det, som vi fik, og give det tilbage til Gud og vide, at han er hos ham.

Mens jeg ledte efter noget brevpapir for at skrive til jer, fandt jeg blandt mange dejlige papirer – også et kort fra en gammel ven, som havde fået en smuk hilsen fra en anden gammel ven med en opfordring til at læse Salme 23 i Salmernes Bog – Herren er min hyrde. Det er godt at læse både for gamle og unge. Uden ham var det ikke gået. Det er mit ønske, at Rasmus også må få hjælp derfra.

Venlig hilsen

Ulla

Kære Brevskrivere

Tak fordi I på hver jeres måde ville dele jeres sorg og fortælle om, hvad der har givet mod til nye dage. Som supplement til Dortes brev har vi lyst til at sige, at der også andre steder i landet er sorggrupper. Rasmus eller andre, der har sorgen tæt inde på sit liv efter et tab, kan for eksempel søge på nettet, spørge lægen, ringe til en præst eller sognemedhjælper eller tage kontakt til en socialrådgiver i kommunen for at høre, hvor det nærmeste tilbud findes.

Mange hilsener
Annette og Jørgen Due Madsen 

Har du selv oplevet sorgen efter at have mistet, og har du lyst til at dele dine tanker og erfaringer med andre læsere, så skriv til Kristeligt Dagblad på net@k.dk. Vi respekterer ønske om anonymitet.