Prøv avisen

Gud bevare nytårstalen

NYTÅRSTALEN: Selvom Dronningen behersker den solidariske stil som den gode forælder, bliver nytårstalen en stadig vanskeligere disciplin for hende, blandt andet fordi det multikulturelle samfund gør det sværere at tale om fælles værdier

Gæsterne er inviteret til et kvarter i seks, og når vagtparaden har skridtet af på slotspladsen og uret falder i slag, forstummer snakken blandt de festklædte herrer og damer.

Indtil da vil samtaleemnet ofte have været, hvilket tema Dronningen har valgt at tage op i år, og hun har tidligere med held kunne præge vores selvforståelse med sin nytårstale. Allerbedst huskes nok sætningen om danskernes »dumsmarte bemærkninger«. Den gjaldt som bekendt de fremmede, og det er et emne, som flere forventer, Dronningen vil slå ned på igen i år.

Blandt andre filosoffen og forfatteren Peter Thielst. Han håber, at hun i sin tale vil slå på det tværkulturelle frisind. Filminstruktøren Ole Bornedal ønsker frem for alt, at hun falder ud af rollen, træder os over tæerne og prikker til vores dårlige samvittighed. Og Jan Lindhardt, biskop i Roskilde, mener at hendes opgave med at holde en samlet tale til hele nationen bliver sværere og sværere på grund af de mange herboende muslimer.

"Under alle omstændigheder vil årskiftet, som samtidig er et årtusindskifte, ikke være til at komme uden om i talen", mener Merete Onsberg, der er lektor i Retorik på Københavns Universitet.

"Nytårstalen er en lejlighedstale og selve lejligheden, fejringen af årtusindskiftet, vil hun højst sandsynligt indlede med og lade fylde mere i talen end ellers. Dernæst vil hun tage et tema op. Hun får forslag i Statsministeriet, hvor talen også skal til godkendelse, men gør meget for at præge den med sin personlighed. Og selv om hun ikke kan være politisk, kan hun godt både revse og afstive moralen", siger Merete Onsberg.

Ris og ros til danskerne

Dronningen bliver aldrig vred, men indimellem skuffet, når hun skuer tilbage over året, der gik. Og så tager hun fat i vores brokkeri, i snæversynet og ansvarsforflygtigelsen. Det svier lidt, men som den gode forælder hun er, slår hun aldrig hånden af os.

"Dronningen bruger meget solidarisk »vi« mange gange i sin tale og forbinder sig dermed med os alle sammen, selv om hun lever et liv, der ligger meget langt fra de fleste danskeres. I små 20 minutter får hun os til at føle os som et folk, som en nation og giver os en lille klump i halsen over at være danskere".

"Hun taler glad og stolt om de mange sen-navne i telefonbøgerne og danske varemærker i butikkerne; og kan tage højtidelige ord i sin mund og definere nationalstoltheden. Hun fortæller os, hvad der er vores særpræg som danskere, og hæver sig op over vores situation og viser en vej videre frem. Det gør hun ikke ved hjælp af argumenter, men ved at fremhæve vores fælles værdier og stive os af, så vi får lyst til at følge vejen af egen indre overbevisning", siger Merete Onsberg.

Kirken har mistet monopolet

"Men på tærsklen til det nye årtusindes multikulturelle- og multireligiøse samfund, bliver det sværere end nogensinde at tale om fælles værdier - og om kristendom. Vores trosforhold i det hele taget er et mere tabuiseret emne end erotik", mener Jan Lindhardt, biskop i Roskilde.

"Vi putter med det religiøse, og det håber jeg Dronningen kommer ind på. Jeg kunne forestille mig, at hun med afsæt i orkanen, vil tale om, hvor små vi er i forhold til naturkræfterne", siger Jan Lindhardt.

Han regner med en religiøs og kirkelig tale i år, hvor en bestemt mand fylder rundt, men at den ikke kan være holdt i et kirkeligt sprog, både på grund af de mange muslimer herhjemme og resten af befolkningens marginale forhold til folkekirken, er han helt på det rene med.

"Kirken kan ikke længere leve op til sit monopol, selv om langt de fleste af os stadig er medlem af folkekirken. For når en kvinde, som går i kirke hver søndag, gør det, fordi »der er sådan nogen stærke vibrationer i kirkerummet«, må man sige, at vi står over for en bredere kirkebrug end den evangelisk-lutherske", siger Jan Lindhardt.

Dronningen er nødt til at tale mere alment om det religiøse, og det håber filminstruktøren Ole Bornedal meget, at hun gør. Så vil han bagefter skylle talen »ned med en ordentlig drink«.

"Menneskets flade har skubbet Gud ned af stolen, og det er vor tids største katastrofe, at vi ved alt, kan alt og må alt. Selvrealiseringen er blevet Gud, og jeg håber, at Dronningen vil fortælle os, at der er noget, der er større end mennesket. Noget som er over, under, ved siden af og indeni os. Er det Gud, du tænker på? - Ja, jeg tror det er Gud, jeg tænker på", siger Ole Bornedal efter et sekunds tøven.

Temaet tør han ikke spå om, men bare det bliver kontroversielt, er han tilfreds.

"Jeg synes, det er mest interessant, når Dronningen er lige ved at falde ud af rollen og appellerer til vores dårlige samvittighed. Hun skal bruge sin enestående og velfortjente status til at træde os over tæerne med vægt", siger Ole Borndal.

En nødvendig aura af uskyld

Efter temaet og den moralske opsang lader Dronningen os til sidst få et kig ind i hendes mere private familiealbum. Hvis hun sammen med prinsen har været på rejse til Grønland, takker hun for opholdet. Da hun var syg, takkede hun for støtten i »den svære tid«, og et godt gæt i år, når det gælder intimsfæretemaet, er barnebarnets fødsel og første måneder.

Men talen skal stadig være så humanistisk stringent, at den holder sensationspressen væk fra kongefamilien og opretholder forestillingen om den ideale regent, mener forfatteren og filosoffen Peter Thielst.

"Dronningen skal som konstitueret monark ikke pleje egne interesser og tænke på nye landområder til sit livegne. Hun skal tage sig af sit folk, give os omsorg og holde os lidt i ørerne. Men hun har også brug for en aura af uskyld og renhed om sig selv og sin familie, for ikke at ende som en trivialfigur, der står i fare for at afskaffe sig selv", siger Peter Thielst, der betegner sig selv som antiroyalist.

Han kunne godt forestille sig, at Dronningen, som selv kender til kampen mod mediernes sensationslyst, vil bruge talen til en markering.

"Jeg håber, at Dronningen vil tale medierne imod og opfordre public service-stationerne til at tegne et mere sagligt billede af, hvem de fremmede er i stedet for at producere trivialiseret underholdning. I hvert fald vil jeg ønske, at hun vil slå på det kulturelle frisind og de fælles kulturelle brudflader. For det mentale billede, der tegner sig ved afslutningen på dette årtusinde, er meget frygtbetonet og hysterisk. Og den større kynisme og individualisme, vi oplever i det danske samfund på grund af markedsmekanismernes frie spil, er vi nødt til at regulere", siger Peter Thielst.

Nyrup vil løfte den politiske stemning

Markedsmekanismernes regulering er et politisk anliggende, og som sådan noget, der ligger til den anden store nytårstale til nationen, statsministerens 1. nyt-årsdag. I modsætning til Dronningen har Poul Nyrup Rasmussen frit slag for politiske meldinger, men alligevel kan man også her roligt forvente, at vendingerne bliver tilpas brede.

"Talen om det forgangne år og det nye er ikke en partipolitisk tale, men en personlig programerklæring", understreger Ralf Pittelkow, tidligere rådgiver for statsministeren og nuværende politisk kommentator på Jyllands-Posten.

Men selv om det er mineret område, regner han med, at flygtningedebatten kommer på dagsordenen.

"Statsministeren vil gøre et forsøg på at løfte nationen ud af den politisk sure stemning, vi befinder os i. Den politiske elite er presset, statsministerens forsøg på at isolere Pia Kjærsgaard ved at tale om at være »stueren« slog fejl, og for at bryde det negative kredsløb, tror jeg, at han vil tale om positive ting i stedet for. Om arbejdsløsheden f.eks., som er faldet i forhold til i resten af Europa. Om det evigt aktuelle tema, det danske velfærdssamfund, hvor ingen bliver ladt i stikken. Det giver anledning til berettiget stolthed, og det vil han gøre meget ud af", siger Ralf Pittelkow.

Konklusioner på vores rolle i Kosovo og en hyldest til det ansvar, som rækker ud over os selv og omfatter menneskeligheden, er et andet bud på et tema i talen. Men rent stilistisk vil talen ikke byde på de store overraskelser. Vi vil i hver fald ikke i år opleve en statsminister, der krydrer talen med billeder af enlige mødre i morgenskumringen, forsikrer Ralf Pittelkow.

"Billedet og den berømte sætning »kan vi ikke gøre det noget bedre« var et forsøg fra statsminsterens side på at udtrykke sig anderledes. Men det havde en uheldig effekt, fordi det gav forventning om et håndfast politisk initiativ, om noget mere i posen. Og efter den oplevelse har han lært at markere tydeligere, hvornår han taler om brede værdier, og hvornår det gælder synlige initiativer", siger Ralf Pittelkow.

Ligesom den anden nationale nytårstale vil statsminsteren igen i år lægge stor vægt på at opfordre danskerne til at stå ved det personlige ansvar - det er næppe blevet mindre aktuelt i år. Og så er der lige det med årtusindskiftet, der heller ikke er helt til at komme uden om.