Prøv avisen

Guds kærlighed gør mig tryg

– Jeg synes, at man skal overveje, hvad man slår i stykker, før man giver op. Alting i livet har jo en pris, siger Gitte Agregaard Green. Hendes eksmands selvmord har ikke været omkostningsfrit for familien. – Foto: Michael Tarp.

Frygt ikke Gitte Agregaard Green har gennemlevet en depression, fem ufrivillige aborter, en utro, alkoholiseret eksmand, der begik selvmord, og en datter, der skar i sig selv. Alligevel er hun blevet tryg midt i frygten

Den bornholmske barndom var sikker som en klippe for Gitte Agregaard Green. Hun havde kærlige forældre, der gjorde alt, hvad de kunne, for at gøre hende glad. Og intet kunne ryste deres frygtløse datter.

Allerede som teenager arbejdede hun som bartender midt om natten og senere som piccoline på Bornholms Centralsygehus midt i al den sygdom og død, hun ikke kunne drømme om ville ramme hende selv. Dér blev hun også forelsket, og hun kastede sig ubekymret i et par muskuløse arme, der tilhørte den smukkeste portør i Rønne. Ham med hestehalen, tatoveringerne og det charmerende smil, som alle de andre bornholmske piger også drømte om. Men det var hende, han ville have. Og fremtiden tegnede tryg og lys. Det var først, da hun selv blev gravid, at frygten flyttede ind i hendes sind.

Jeg mistede mit første barn i slutningen af fjerde måned som 20-årig. Dér mødte jeg frygten for første gang i mit liv. Da jeg fødte min første datter, Kikki, to år efter, blev hun født alt for tidligt. Jeg havde fået en voldsom svangerskabsforgiftning og blev indlagt på intensivafdelingen med en reel risiko for at dø. Jeg var 22 år gammel, og jeg kunne ikke holde frygten for at dø ud. Jeg var rædselsslagen for at skulle efterlade et lille barn, før jeg selv havde nået at leve. For hvad skulle der så blive af mit barn? Jeg led af søvnløshed og besvimede flere gange. Og jeg gik sygeligt mange gange hen for at se, om min datter stadig trak vejret, når hun sov. Til sidst vejede jeg selv kun 45 kilo, og jeg turde ikke engang gå ned for at handle, selvom vi boede lige ved siden af Netto.

Et let suk forlader Gitte Agregaard Greens læber, mens hun ryster smilende på hovedet, inden hun fortsætter med at fortælle, hvordan den første krise blev overvundet:

Jeg mødte en kristen veninde, der bad for mig. Og jeg begyndte selv at bede Gud om hjælp og kæmpede mig langsomt tilbage til en normal tilværelse. Godt hjulpet på vej af min veninde, der tog mig med ud at handle. Første gang jeg tvang mig selv med ind i butikken, måtte jeg lade vognen stå og gå ud igen. Men næste gang købte jeg tre liter mælk. Den slags små sejre fik mig tilbage på sporet. Desværre var der andre ting, der gjorde livet svært. Min mand havde det med at tage på druk og blive væk et par dage, når der kom nye sygeplejeelever. Men jeg levede med hans løgne og valgte at tro på ham, når han sagde, at det var mig, der var den eneste, han rigtig elskede.

Det var dog troen på Gud, der voksede sig stærkest. Og Gitte Agregaard Green begyndte at gå med i kirke.

Det kunne min mand ikke klare. Han truede med at forlade mig, hvis jeg ikke valgte kirken fra. Det ville jeg ikke, og så gik han. Til gengæld foregik det fredeligt, og vi blev ved med at være venner. Samtidig tegnede tilværelsen sig noget lysere for mig selv. For jeg mødte min mand, Henrik, der blev en fantastisk støtte for mig, ligesom vi sammen fik endnu en datter, Maria.

Gitte Agregaard Greens første mand var fortsat en ven af familien. Men han gik stadig oftere på druk de næste år. Måske virkede han lidt mere trist, syntes hun. Sidste gang hun så ham, kom han forbi med en sportstaske og sagde, at hun skulle passe godt på deres 12-årige datter, da han gik. Ingen kunne vide, at der lå et reb i tasken.

Vi hørte ikke noget fra ham i et par dage. Til sidst fik vi ham efterlyst, men politiet kunne heller ikke finde ham, så jeg tog med min datter ud for at finde ham selv. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. For jeg forestillede mig bare, at han lå og sov sin brandert ud et sted. Men hvis vi havde fundet ham død, ville den oplevelse jo have været uudslettelig for Kikki, der kun var 12 år gammel på det tidspunkt. Og vi var utrolig tæt på. Vi ledte efter ham i et sommerhuskvarter, hvor den nedlagte fabrik Hasle Klinker lå. Men da vi nærmede bygningen, fik jeg pludselig en voldsom hovedpine, så vi kørte hjem i stedet for. Tre timer senere ringede politiet og sagde, at de havde fundet hans lig. Han havde hængt sig lige dér i den nedlagte fabriksbygning, hvor vi var på vej hen. Og midt i det forfærdelige chok måtte jeg takke Gud. For jeg er sikker på, at det var hans nåde, der gjorde, at det ikke var os, der fandt ham. I det hele taget tror jeg, at jeg havde givet op selv, hvis jeg ikke havde Jesus.

Kan du ikke bebrejde Gud, at det skulle ske?

Nej. For det er jo ikke Gud, der har taget sit eget liv for at forlade mig. Det er ham, der har givet sit eget liv for at have fællesskab med mig. Man skal huske, at Gud ikke har lovet os et liv uden smerte, men han har lovet os et liv, hvor han er med os. Og det er en kæmpe trøst at vide, at Jesus har været der før. At man ikke kan komme ud for noget, som Gud ikke har prøvet. Han har også lidt. Han har også prøvet at blive forladt og svigtet. Og Gud kan stadig trøste os, når tingene ser dystre ud.

Gitte Agregaard Green tøver et øjeblik, mens hun fastholder øjenkontakten:

Jeg har selv hørt Guds stemme, kommer det så:

Da jeg havde det allerværst efter selvmordet, og da frygten igen havde taget fat i mig, hørte jeg Guds stemme: Frygt ikke. Thi Herren din Gud er med dig. Jeg tror, at jeg havde brug for et mirakel netop der. En speciel måde at opleve Guds kærlighed på. Og det tænker jeg stadig tilbage på som en vidunderlig gave. For det er barskt at skulle fortælle sin datter, at hendes far har begået selvmord. Og det er slemt at tænke på, hvor ensom han har været. Han må have været meget ulykkelig. Frygtelig ulykkelig. Jeg var den kvinde, han var længst tid sammen med, og han kunne heller ikke få det til at fungere med andre. Jeg tror, at det var den ensomhed, der knækkede ham. Han kunne kun give kærlighed, men ikke modtage den. Men jeg troede aldrig, at han skulle ende sådan. Han var altid glad, og som portør charmerede han alle omkring sig lige fra unge sygeplejeelever til ældre kvindelige patienter. Man følte sig simpelthen set i hans selskab. For lige så utro han kunne være, lige så opmærksom og betænksom kunne han også være. Men det var hårdt at blive forladt. Både da han gik, og da han begik selvmord.

Han gjorde det lige efter bogen, så den, der fandt ham, fik det mindst mulige chok, men jeg tror ikke, at han rigtig var klar over, hvad selvmord betyder for de efterladte. Især for børnene. Kikki fik en efterreaktion, da hun blev 20 år, hvor hun begyndte at skære i sig selv. Og det var et chok at blive ringet op fra hospitalet i København med en besked om, at hun havde skåret sig selv ved håndleddene.

Først troede jeg, at det var et nyt selvmordsforsøg i familien, men det viste sig, at hun bare var cutter. Men det er forfærdeligt som forælder at få den besked. For man skærer jo kun i sig selv, hvis man ikke kan holde smerten ud. Lægerne mente, at det netop kunne føres tilbage til hendes fars selvmord.

Den slags tænker man vel ikke over, når man begår selvmord. Men jeg synes, at man skal overveje, hvad man slår i stykker, før man giver op. Alting i livet har jo en pris. Det kan jeg stadig mærke i dag. For selvom jeg har været gift i mange år med min trofaste og kærlige mand, Henrik, kan jeg stadig ikke holde ud, hvis han bliver væk uden at ringe hjem. Derfor har han gjort det til en vane at ringe til mig, hvis han bliver en halv time forsinket. Og jeg har desværre meget let ved at true med skilsmisse som en forsvarsmekanisme. For frygten for selv at blive forladt eller svigtet sidder stadig i mig. Men han ved, hvad det handler om, og siger bare: Slap af, jeg går ingen steder.

Men du er altså ikke blevet helt fri for frygt?

Nej, men jeg ved, at jeg ikke er alene i frygten. Jeg har min kærlige mand, ligesom jeg ved, at Gud er stærkere end frygten, så der er egentlig ikke noget at være bange for. Frygten er bare blevet min følgesvend. Den er blevet lettere at kontrollere, fordi jeg kender den så godt. Jeg ved, hvad der kan udløse frygt for mig selv. Den slags er livet jo fyldt med. Jeg har været gravid syv gange i alt, men jeg har kun fået to børn. Det har da været en sorg hver gang, jeg har gennemlevet en ufrivillig abort. Og jeg ville gerne have givet Henrik en søn, men omvendt er jeg utrolig taknemmelig for mine to dejlige børn.

Da jeg var gravid med Maria, var jeg rædselsslagen for at miste hende, men en præst sagde til mig: Frygt ikke. Det er et velsignet barn. Og det har det virkelig også været.

I det hele taget synes jeg, at der er meget at være taknemmelig for. Og det må man aldrig glemme. Ellers har frygten vundet. Jeg har verdens bedste job som pædagog, hvor jeg føler, at jeg kan hjælpe andre. Og jeg vil ikke have medynk over mine egne sår, men hellere se dem som en udrustning. For jeg ved, at frygten kan tæmmes. Derfor forsøger jeg at spise sundt, motionere, få min søvn og undgå for meget arbejde og stress. Den slags kan man selv gøre for at holde frygten på afstand. Resten er Guds opgave. Det er også derfor, at der står i Bibelen: Frygt ikke, tro kun.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk