Prøv avisen

Guds nåde er det eneste, vi kan tro på

”Selve blodproppen er ikke noget, jeg tænker så meget over, og jeg har ikke næret egentlig dødsangst. Jeg bliver 70 år den 22. december, jeg har haft et vidunderligt liv med familie og venner og kan ikke ønske mig mere. Resten er bonus, men jeg indkasserer gerne så stor en bonus som muligt,” siger Johannes H. Christensen. – Foto: Leif Tuxen.

Den tidligere sognepræst Johannes H. Christensen gik ikke i panik, da han i efteråret blev ramt af en blodprop i hjernen. Her i december læser han op på tv af sin prædikesamling, der er blevet en succes hos både anmeldere og læsere

Johannes H. Christensen kom onsdag den 12. oktober i år slingrende ned ad Vestergade i det indre København. Han var på vej fra Gammeltorv, hvor han havde spist frokost med en bekendt. Til maden havde han drukket en fadøl og en snaps og til kaffen en calvados.

Jeg gik som en sejlende beruset, som om jeg havde fået et slag i hovedet, siger Johannes H. Christensen.

Fire dage senere gik han til læge, der øjeblikkeligt indlagde ham. Det viste sig, at han havde fået en lille blodprop i hjernen.

Både af min egen læge og af Herlev Sygehus fik jeg en fantastisk behandling. De var grundige og opmærksomme, og selvom sygeplejerskerne og sygehjælperne havde vildt travlt, gav de sig alligevel tid til at lytte. Jeg var indlagt på afasiafdelingen, og det var lidt skræmmende at se de skæbner ligge der. Men jeg har været mirakuløst heldig, siger min læge.

Selve blodproppen er ikke noget, jeg tænker så meget over, og jeg har ikke næret egentlig dødsangst. Jeg bliver 70 år den 22. december, jeg har haft et vidunderligt liv med familie og venner og kan ikke ønske mig mere. Resten er bonus, men jeg indkasserer gerne så stor en bonus som muligt. Min eneste tanke var, at min datter og hustru ville blive så kede af det. Og jeg har to børnebørn, som jeg gerne vil opleve blive konfirmerede og studenter.

Men havde jeg fået at vide, at jeg havde tre måneder tilbage at leve i, og så ville jeg dø af kræft, tror jeg, at jeg ville blive skræmt og bange. Det er lidt ligesom Poul Dissings sang Der er 25 minutter endnu. Som præst har jeg oplevet, at de fleste, der har fået sådan en besked, har taget den med stor værdighed. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke ville panikke, siger Johannes H. Christensen.

Han bliver nu behandlet med blodfortyndende medicin og hjertemedicin, er træt og har stadig problemer med gangarten, men er blevet lovet, at det vil fortage sig i løbet af nogle måneder. Ellers er han sluppet uden men.

Johannes H. Christensen gik i 2009 på pension efter næsten 28 år som sog- nepræst ved Skovshoved Kirke. Han er fortsat medarbejder på Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han anmelder film og litteratur. Og på adventssøndage her i december har han kunnet opleves på tv-kanalen DK 4, hvor han til og med juleaften læser prædikener op fra sin tid som sognepræst.

Prædikenerne er fra den samling af hans prædikener, der udkom i juni i år på forlaget PeoplesPress. Det er et værk i to bind med prædikener til hver eneste søn- og helligdag i kirkeåret fra perioden 1998 til 2009. Det ene bind, En åben dør, rummer prædikener efter første tekstrække til lige år, det andet, Hvide marker, rummer prædikener til anden tekstrække i ulige år, således som det liturgisk praktiseres i folkekirken.

Prædikensamlingen er blevet flot modtaget af anmelderne, deriblandt af præst og journalist Sørine Gotfredsen, der i Kristeligt Dagblad skrev, at som en af de få mestrer han kunsten at forbinde evangeliet med nutid, personlig refleksion og klar samfundskritik. Og læserne har taget så godt imod prædikenerne, at de er på vej til at blive udsolgt fra forlaget, og et nyt oplag er gået i trykken.

Jeg tænker med et grin, at nu er jeg blevet succesforfatter, lyder det med selvironi fra Johannes H. Christensen, der byder på te med citronskiver i porcelænskopper i lejligheden i Charlottenlund, hvor han bor med sin hustru, Jette Simonsen.

Jeg er fantastisk glad for det og primært glad for, at forlaget ikke har tabt penge på det, for hvem køber prædikensamlinger? Måske er det folk, der kender mig og er kommet i kirken, og måske er der også præster. Folk, som jeg kender, men ikke i kirkelig sammenhæng, fortæller, at de er i gang med at læse mine prædikener, og det er jo dejligt.

Ud over at samlingen rummer prædikener til hele kirkeåret, viser den også det usynlige slid med den ene prædiken og ikke kun high-lights. Til hverdag mangler der jo en sammenhæng mellem prædikenerne. Jeg håber, at prædikenerne er et møde mellem nogenlunde kvalificeret tænkning over, hvad kristendom går ud på og er, og betydningsfulde forhold i tilværelsen.

Da jeg var præst, gik jeg hele ugen og tænkte, hvornår kommer ideen?, til den prædiken, jeg skulle skrive til om søndagen, siger Johannes H. Christensen.

Når han så fik en idé, var den ofte inspireret af en film, han havde set, en bog, han havde læst, eller som den prædiken, han læser på DK 4 juleaften, der er fra den forkerte tekstrække og fra Den åbne dør, af en boganmeldelse. I dette tilfælde af Mariane Pearls biografi, A Mighty Heart. The Brave Life and Death of My Husband, Daniel Pearl, om mordet på hendes mand, Daniel Pearl, der var journalist og i 2002 blev kidnappet og myrdet af muslimske fundamentalister i Karachi i Pakistan.

Det er en utrolig bevægende historie. Mariane Pearl var gravid i sjette måned, da han blev myrdet. Min prædiken handler om hendes måde at forholde sig til det skete på. Der er ingen tvivl om, at hun opfattede barnet som et håb i verden, et nyt liv, samtidig med at hun sørgede over, at barnets far ikke var der. På et tidspunkt, da barnet, en dreng, er født, går hun ind til vuggen og kigger på ham. Han hedder selvfølgelig Adam, opkaldt efter det første menneske. Det er helt fint med mig, hvis du vil forandre verden, hvisker hun til ham. For mig at se smelter hun sammen med Maria dér.

Eller som Johnanes H. Christensen sagde i den juleprædiken, han holdt for menigheden i Skovshoved Kirke: Dette er da julens betydning og budskab, juleevangeliets store glæde, som skal være for hele folket: At mørket og ondskaben har tabt; livet trodser døden, kærligheden sejrer, for den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Sådan som barnet i krybben senere som voksen mand gik gennem ondskab og pine, nedværdigelse og forhånelse, angst og død, men kun for at lade kærligheden, lyset, livet sejre i påskemorgens ufattelige triumf.

Nu kom der mange i kirken i Skovshoved, og jeg kunne mærke, når menigheden var med. Det, jeg altid satsede på, var at begynde, så de tænkte: Hvad i alverden vil han med det? Der var en elskelig bryggeriarbejder, der sagde: Du begynder i øst og vest, men kommer altid ned på benene igen.

Andre inspirationskilder for Johannes H. Christensen har været Knud Sørensens biografi om Severin Weirsøe En landsbydegns historie. Antroposoffen Rudolf Steiners selvbiografi. David Lynchs film The Straight Story. Daniel Defoes roman Robinson Crusoe. Og den engelske digter W.H. Auden, som Johannes H. Christensen sætter meget højt, kom med i en prædiken til nytårsdag om fadervor.

Den prædiken er jeg meget tilfreds med. Den fortæller, hvad jeg mener om bøn. Vi kan kun bede. Og det er vigtigt at betone, at vi ikke kan bede af os selv, vi kan kun bede om det, som tjener os, ikke det, som tjener Gud. Det, som er i fadervor. Fadervor er delt i to: Den ene del handler om lovprisning af Gud, den anden om de mest elementære behov som brød, skyld og det onde.

Jeg kan huske en meget from dame i Skovshoved, som ikke syntes, at Gud hørte hendes bøn. Men Gud hører altid bønnen, og han svarer, men så at sige aldrig det svar, man ønsker. Jesus siger: Søg, og du skal finde. Tag historien om Saul fra Det Gamle Testamente, der skulle ud at finde nogle bortløbne æsler og kom hjem med et helt kongerige. Det er som med forelskelse, måske får du ikke den, du elsker, men finder måske et andet menneske, der har langt mere at give.

For mig er bønnens betydning, at tilværelsen er åben, og at jeg kan henvende mig til Gud, og at Gud henvender sig til mig. Den mest autentiske bøn er, når du selv bliver tavs. Da kan man høre Gud tale, som Kierkegaard siger. I den tavse bøn er det Gud, der taler. Det kan ikke forklares i ord, men det giver en ro, et lys og en indre glæde. Hvor man før var i oprør, ked af det og rasende, kan det opløses i fuldkommen ro og glæde og tilfredshed med det sted, du er i verden.

Jeg beder hver dag. Jeg har det ikke ritualiseret, men gør det måske, når jeg går en tur i Dyrehaven eller sidder i et tomt S-tog. Det er, som det falder for, siger Johannes H. Christensen.

Da han blev indlagt på sygehuset med en blodprop i hjernen, var han rolig.

I det øjeblik tænkte jeg, at jeg er i Vorherres hånd. Det er jeg i mit liv, og det har jeg fuldstændig tillid til. Det er klart, at det giver en tryghed, at jeg har haft en kristentro hele livet. Og det er dejligt, at man ikke panikker, når man ligger på sygehus og ikke ved, om man er købt eller solgt.

Min gode, nu afdøde ven Ebbe Kløvedal Reich sagde, at det eneste, man kan tro på her i livet, er Guds nåde. Det kan jeg kun give ham ret i.

remar@k.dk