Håb skaber mening og sammenhæng - uden håb ville alt gå i stå

Håbet er ikke kun lysegrønt, fremgår det af en bog i serien Tænkepauser, der belyser begrebet håb fra flere vinkler

En ny bog om håb er det nyeste bud i serien Tænkepauser, og belyser begrebet fra flere vinkler.
En ny bog om håb er det nyeste bud i serien Tænkepauser, og belyser begrebet fra flere vinkler. .

Den protestantiske reformator Martin Luther skal have sagt følgende: "Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag".

Citatet tegner håbets konturer

Citatet er ifølge Bertel Nygaard, lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet, det pure opspind. Han henviser til den tyske historiker Alexander Demandt, der har sporet formuleringen tilbage til en kreds af tyske lutheranere, der i 1944 lagde ordene i munden på deres åndelige forbillede midt under verdenskrigens gru og næsten 400 år efter Luthers død.

Når Bertel Nygaard alligevel indleder sin bog Håb med Luther-citatet, er det, fordi det fint tegner håbets konturer.

"Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virkeligheds tilsyneladende uundgåeligheder, alt imens det lader os bevare erkendelsen af denne virkelighed. Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser. Det skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå", skriver han i bogen.

Håb - en del af Tænkepauser

Håb, hvis omfang er på 60 sider, er den seneste bog i den roste serie Tænkepauser, som Aarhus Universitetsforlag udgiver i samarbejde med DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Litteratursiden.dk og bibliotekerne. Tidligere udgivne Tænkepauser har handlet om begreber som Frihed, Vrede, Natur og Erindring.

Denne gang er det håbet, der bliver taget under behandling både filosofisk, religiøst, politisk og historisk. For selvom det med en talemåde hedder, at håbet er lysegrønt, er håb meget mere end det også mere end Nudansk Ordbogs definition på håb som en begrundet tro eller forventning om, at noget udvikler sig sådan, som man ønsker det. For som Bertel Nygaard skriver, er håbet også foranderligt, formet efter skiftende livssammenhænge og eksistensbetingelser.

Det skifter i omfang og skala. Det kan fungere som historisk målestok. Ved at nærstudere håbet kan vi opdage ukendte, men vigtige forbindelser, distancer og skel i vores væren og verden. Hvad vi håber på røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen. Og midt i vores små dagligdags forhåbninger kan der gemme sig forbindelser til storstilede håb om gennemgribende forbedring af vores liv og vores verden.

Bertels håb

Bertel Nygaard, der er 36 år, håber selv det bedste for sine to små døtre på fire år og ni måneder og den verden, de skal leve i. Det håb siger en del om ham selv som menneske, siger han til Kristeligt Dagblad:

"Det fortæller også noget om dimensionerne og skalaerne i håbet som sådan. I mit personlige liv siger det noget om, hvordan vi, når vi får børn, bliver tilbøjelige til at omdimensionere håbet. Når man ikke har børn, håber man for sin omverden gennem sig selv. Når man har fået børn, begynder man at tænke på den fremtid, som de og deres børn skal leve i gennem dem. Jeg vil ikke gøre mig til ekspert for, hvordan det er for alle. Men det er et af de steder, hvor det er blevet ret vigtigt for min egen håbsrelation til verden."

Bertel Nygaard oversætter håb til livsvilje og livsdrift:

"Hvis man holdt op med at håbe, kunne man lige så godt dø. At håbe er at leve. Det behøver ikke at indebære, at man altid håber på noget mere, end man har. Man kan også godt håbe på at opretholde det liv, man allerede har. Grundlæggende er håb noget, der udspringer af mangel. Vi håber på det, vi mangler: Noget at spise, tag over hovedet eller mere forfinede ting som et større hus og et mere attraktivt job.

De ting, vi håber på, kan se sympatiske ud i andres øjne eller usympatiske, samtidig med at vi selv tror, vi tager os bedre ud ved at håbe sådan eller sådan. Derfor er håb ikke ubetinget lysegrønt, for den enes håb kan være den andens frygt. Bag håbet lever frygten og angsten for at miste. Så det, vi håber på, kan også være det, vi er bange for at miste", siger Bertel Nygaard.

Det religiøse håb

En dimension af håbet, som er med i bogen, er det religiøse håb. I Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente er det Messias, der håbes på: For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være.

Der er mangler, som vi ikke selv som individer er i stand til at udbedre, og derfor håbes der på kræfter højere end os selv, der kan klare det; fællesskabet, staten eller Gud. Det religiøse håb er kendetegnet ved, at Gud tilkendes magten til at ændre vores liv på den ene eller anden måde. Hvordan vi reagerer på verden er afhængigt af synet på det guddommelige, deriblandt hvor meget det efterlader til egen indsats. Det kan give styrke til verdslig handling og ret stærke håb om forbedring. Men det kan også flytte håbet til det hinsides og kan derfor virke passiviserende, siger Bertel Nygaard.

Håbets princip og historie

I bogen forklarer han håbets princip, som blev formuleret videnskabeligt af den tyske filosof Ernst Bloch: "Håbet er det, der viser vej udad."

Som Ernst Bloch formulerer det, går det ud på at betragte selve vores eksistens og omverden som kendetegnet ved forandring med flere mulige udfald. Hans yndlingsvending var: Endnu ikke! Det indebærer, at alt levende er under forandring og dermed endnu ikke fuldendt eller færdigt. Vi lever under den betingelse, at vi hele tiden prøver at gribe ind i forandring og selv er foranderlige væsener. For mig som historiker giver det elementer til at få øje på håbet midt i det, der ved første øjekast kan synes at være givet eller urokkeligt i forskellige historiske kontekster. Ved hjælp af endnu ikke-princippet, håbets princip, kan historiske situationer ses som noget, der er på vej til at blive noget andet noget, der er i proces, og som derfor også har flere dimensioner, end vi umiddelbart kan se.

I sin gennemgang af håbets historie kommer Bertel Nygaard blandt andet ind på følgende perioder: Middelalderens længsel efter slaraffenland. Renæssancens utopi-forestillinger. Den Franske Revolution fra 1789 og frem. 1800- og 1900-tallets nye politiske retninger som liberalisme og socialisme. Det Tredje Riges nationalsocialisme i 1930erne og -40erne. Kinas Store Spring Fremad i 1950erne og vor tids islamiske terrorisme. Den britiske forfatter George Orwells fremtidsroman 1984 fra 1949 nævnes som eksempel på 1900-tallets dystopier, der også er udbredte i katastrofe- og fremtidsfilm anno 2014.

Utopi eller håb

"Jeg lægger vægt på den engelske kansler Thomas Mores fortælling fra 1516 Utopia, som er meget sigende for, hvad der sker med håbet i begyndelsen til den moderne epoke i europæisk og vestlig historie. Det er et overgangsværk mellem gamle forestillinger om en bedre verden hinsides denne og det moderne samfund, som man selv har indflydelse på at skabe. I den utopiske genre, som More var med til at grundlægge, forestiller man sig, at den bedre verden må ligge et andet sted imens man er klar over, at det næppe virkelig findes. At forestille sig en anderledes lykkeligere verden gør, at man bliver i stand til at rette radikal kritik mod egen tid, som var egoisme, magtkampe og krige. Det er en måde at udpege onder på, der burde kunne løses i denne verden og ikke hinsides, også selvom der stadig er elementer af munke- og klosterliv i Thomas Mores idealverden.

Utopi er et begreb, vi stadig bruger, men vi tænker ikke så utopisk længere. Det er blevet svækket og har lidt nederlag de sidste årtier, ja århundreder. Men det har stadig appel. Vores moderne verden er struktureret med utopiske visioner som spejlbillede. Det er utopier som den usynlige hånd, der regulerer markedet, så det ender som en retfærdig fordeling. Og det er reklamehåbet om det gode liv med en ny iPad i den ene hånd og en Coca-Cola i den anden, der gør verden nemmere og åbner for et fælleskab, der knytter sig til denne sodavand.

Vi er blevet desillusionerede og holder os tilbage fra at drømme og håbe på et andet stort og bedre fællesskab end det, vi lever i nu. Men hvis vi kun er i stand til at håbe på den verden, vi allerede har, er det også svært at opretholde det gode i det, vi har netop fordi dette gode opretholdes gennem vores håb om og stræben efter det, der kunne være anderledes og endnu bedre", siger Bertel Nygaard.

Håber moderne mennesker?

Han påstår ikke, at moderne mennesker er holdt op med at håbe, men man er mere tilbageholdende med at håbe i stor skala, end den moderne verdens tidligere generationer var.

"Vi håber stadigvæk, men vores forhåbninger styrer mod interesser, der peger ind på vores egne individuelle interesser for at blive mere konkurrencemindede. Materielt er mange af os velstående, men vi er også blevet villige til at sluge en række kameler i vores liv, deriblandt at vi i dag lever i et samfund med betydelig fattigdom og social ulighed. Det tror jeg ikke, at vi som fællesskab herhjemme havde været villige til at acceptere for nogle årtier siden. Vores stærke bindinger til individuelle interesser, ikke mindst vores privatejendom i form af boliger, biler, og hvad der ellers hører til, er med til at strukturere håbet, så vi i dag håber mere for os selv end for fællesskabet."