Prøv avisen

Højskolen og det glade vanvid

INTERVIEW: Jens og Ulla Grøn er far og datter og forstandere på hver sin højskole. De er enige om, at højskolen skal kunne tilbyde fællesskab, faglighed og ikke mindst holdning fra hjertet

Jens Grøn, 61-årig højskoleforstander for Vestbirk Højskole, bliver mødt med et kæmpe knus af sin datter, da han træder indenfor på Kalø Sproghøjskole. Her er hun, 34 år, nyudnævnt forstander og har kun besat stillingen i et halvt år. Hendes far, der er kommet på besøg, er en af højskoleverdenens »grand old men«. Når Jens Grøn til sommer forlader Vestbirk, kan han se tilbage på, hvad man må kalde et livsværk. I 30 år har han været det naturlige centrum og kraftcenter på den snart 120 år gamle grundtvigianske højskole ved Gudenåen.

- Det er svært at blive interviewet sammen med far, siger Ulla Grøn og fortsætter:

- Jeg har prøvet det én gang før, og indimellem kommer jeg til at lukke lidt af.

Det bliver sagt med stor ømhed, for der er ikke tvivl om, at Ulla Grøn gerne vil høre på sin far. Men for det første er han en mand med meget på hjerte og en stor fortælleglæde, for det andet har Ulla Grøn travlt. Et nyt hold elever kommer om to dage, og en masse praktiske ting skal ordnes. Hun har travlt, men hun glæder sig. Med sin opvækst på Vestbirk Højskole kender hun stemningen, når et nyt, forventningsfuldt hold elever ankommer. Det er et sus.

- De »stopper« deres liv for en periode på typisk fire måneder, hvor de forlader familie eller kammerater for at være her, og tager simpelthen karmen med ind, når de kommer, siger Ulla Grøn.

Jens Grøn har altid lært sig alle elevernes navne, inden de ankommer til Vestbirk.

- Jeg er så duperet af dem hvert eneste år. De kommer uden forbehold med hele deres liv og kaster deres tillid i grams for mig. At de tør. Jeg er altid smaskhamrende nervøs, fortæller han.

At være højskoleforstander i dag er noget andet end for 20 år siden. Ikke så meget på grund af eleverne, men fordi arbejdet ifølge Jens Grøn mere og mere har udviklet sig til at være virksomhedsledelse på bekostning af varetagelse af højskolebevægelsens tarv. Han orker ikke rigtigt at være med i nye strategier og konceptudviklinger, som er nødvendige for højskolernes overlevelse, men det er uden bitterhed, han træder til side for den afløser, der endnu ikke er fundet.

- Sådan må det nødvendigvis være, der er ikke noget at gøre ved det. Der kommer ikke nok elever, og så bliver det en kamp for arbejdspladsernes overlevelse. Men jeg synes, det må være meget svært for næste generation både at lede virksomheden og være åndelig udfordrer for eleverne. Det ideelle, som jeg har oplevet, er, at de to ting er et og det samme, går op i en højere enhed.

I sit første halve år som højskoleforstander har Ulla Grøn især fungeret som administrator. Hun har en baggrund som cand.mag. i spansk og musik og har arbejdet i fire år med markedsundersøgelser i it-branchen.

- Det er svært, når man kommer udefra. Jeg har været barn på en højskole, men jeg har ikke været højskolelærer med alt, hvad det giver af erfaring både pædagogisk og socialt. Og jeg har heller ikke haft fingrene i lovstoffet, som inden for højskoleverdenen er meget specielt. Det er voldsomt, hvad man skal tælle sammen og oplyse om, og jeg glæder mig til snart at kunne bruge mere tid på eleverne, for det er jo dem, det hele handler om, siger Ulla Grøn.

I 18 år arbejdede Jens Grøn sammen med én sekretær, som kun ganske få gange i løbet af den tid har måttet arbejde ud over normal arbejdstid. I de år var alle højskolepladserne besat. Nu, hvor elevtallet er mindre, arbejder Jens Grøn mere på kontoret end nogensinde sammen med to sekretærer.

- Vi laver alt det, som staten selv lavede før. Samtidig skal staten have en del flere oplysninger end før, og jeg kan ikke se meningen med det. Der er ingen tillid og meget mere kontrol end tidligere, siger Jens Grøn.

Foruden at varetage det administrative arbejde skal højskoleforstanderen også udfylde den rolle, det indebærer at være i tjeneste hos en idé, som han udtrykker det.

- Men det forsvinder, hvis det administrative tager overhånd. Så handler det bare om at bevare arbejdspladser, ikke nødvendigvis at ville noget med dem.

Sådan er det blevet, ifølge Jens Grøn, og derfor går han som forstander. Men, understreger han, glad og mæt af alle de pragtfulde år på Vestbirk. Og han vil fortsætte med at lave højskole - nu bare uden Vestbirk.

- Vi mangler at formulere en vilje med den folkelige opgave. Sidst højskolen gjorde det, var i 1970'erne, og derfor bliver jeg stiktosset, når nogen skælder ud over den periode. Så er det, fordi de ved for lidt om den. Da ville højskolen noget bestemt med det, den gjorde. Det blev på det fornemste eksemplificeret af Tvind. Nu er det så svært at få Tvind isoleret fra bagklogskaben, men dengang, før sløret faldt, respekterede alle Tvind. Det var jo en verdenssensation. Man ville samfundsforandringen, og vi var så naive at tro, at blev vi bare enige, så havde vi magten. I dag føler de, der vil ændre på tingene, en magtesløshed, for samfundet i dag lader sig ikke forandre af os, det forandrer sig selv, det har taget magten fra os. Eleverne lavede i går et fornemt debatoplæg om genteknologi, og det handlede om det - hvordan får vi magt over tingene? Det er der, eleverne er, siger Jens Grøn.

Højskolen, som aldrig er noget i sig selv, men kun noget i kraft af samfundet, er inde i en periode af besindelse og nyformulering, lige som samfundet er det, mener Jens Grøn. Midt i det skal den holde fast i sin faglige kompetence. Det faglige er det egentlige opretholdende for mennesket, er far og datter enige om.

- Fagligheden skal være høj med dygtige lærere, der vil noget med deres fag. Det er det, der får de unge til at komme på højskole. Og så er det meningen, at de får noget med hjem, som de ikke regnede med at få, siger Ulla Grøn.

Eleverne vil noget fagligt, som skolen skal kunne honorere, men så skal de også meget tydeligt møde, hvad højskolen vil og mener.

- Bliver man blind over for det glade vanvid, det er at mene noget på det danske folks vegne, forsvinder højskolen. Det er alvor. Jeg ved, at det findes. Jeg har mødt så umådeligt levende mennesker, der i god og egentlig forstand var bekymrede på det danske folks vegne. Folkeånd og Helligånd er så utidssvarende, som noget kan være, men det er det, der holder det hele oppe.

På Vestbirk Højskole blev eleverne til morgensamling den samme morgen præsenteret for spørgsmålet: Hvad skal der komme efter demokratiet? Der findes ikke i verdenshistorien en ordning, der bare er blevet ved, så det bliver de bedt om at tænke over. Og det skræmmer dem.

- Det er højskole, slår Jens Grøn fast.

Og svaret er endnu ikke fundet.

- Og så det, at du sætter dit liv på »hold« og er sammen med mennesker, du ikke plejer at være sammen med, supplerer Ulla Grøn.

- Ja, men det giver jeg ikke så meget for, for det kommer nærmest af sig selv, det behøver man ikke lave højskole for. Men det er en dejlig bivirkning. Du kan også finde en partner for livet på højskolen, og det er fint, men det er ikke det, der holder højskolen i gang. Det er, at der en gang imellem findes det der glade vanvid, siger Jens Grøn.

Ifølge meningsmålinger og tilkendegivelser får eleverne et udbytte af at være på danske højskoler. Og elevantallet er procentvist det samme som for år tilbage, nemlig otte til 10 procent af en ungdomsårgang. I 1970 var en sådan årgang på cirka 65.000, og den kunne holde gang i 72 højskoler. I dag er årgangen typisk på 45.000 og holder liv i 84 højskoler, hvoraf nogle har det meget dårligt.

- Højskolebevægelsen er en minoritetsbevægelse, og det har den altid været. Med storhedsvanvid, fordi den mener og vil noget på hele det danske folks vegne. Højskoleforeningen er for tiden meget stolt af at bruge udtryk som aktivt medborgerskab og globaliseringsopgaver - det er helt fint, det er det, vi mener, højskolen skal profileres på over for politikerne. Det, der ikke giver credit nogen steder, men som er det, der kører det hele, er det skøre, grundtvigske - at vi før andre skal opdage, hvad der skal komme efter demokratiet for eksempel. Det er højskolens opgave at mene noget om det, siger Jens Grøn.

Jens Grøn er præstesøn og har studeret teologi, før han gik på musikkonservatoriet og blev højskolemand. Han kan sin Grundtvig i modsætning til Ulla.

- Det levede Grundtvig har jeg været udsat for hele min barndom, men jeg har ikke læst Grundtvig. Så da jeg startede her på Kalø, fik jeg af min far påbudt - lad os bare sige det, som det er - at sætte mig lidt ind i tingene. Han gav mig Finn Abrahamowitz' Grundtvig-biografi, som jeg kunne starte med. Så må vi se, hvordan Grundtvigs og mit forhold udvikler sig her på Kalø, siger Ulla Grøn.

På spørgsmålet om, hvorvidt den fædrene arv kan tynge, svarer Ulla Grøn benægtende.

- Det er fint, at min far er nået dertil, hvor han kan bruge sin ånd og sin religiøsitet, som han gør, og det kan jeg spille bold med. Men jeg må også sige, at jeg starter et andet sted, for det gør jeg. Men faktisk er min far meget moderne i sin tankegang, og jeg tror ikke altid, det bliver opfattet sådan. For eksempel hans opfattelse af unge mennesker, der, som det bliver beskrevet mange steder, ikke kan noget, vil noget, ikke tager ansvar, og som zapper mellem uddannelser - du kan læse det alle steder. Men min far ser nogle unge, der i den grad er kompetente, tager ansvar og bekymrer sig om fremtiden, og det syn er jeg enig med ham i, siger Ulla Grøn.

Jens Grøn nyder, at vi lever i en tid, hvor det er op til den enkelte at formulere, hvad folkelighed er.

- Der er ikke en stor fælles autoritet, der formulerer, hvad det folkelige Danmark er, som i min barndom, hvor store højskolehøvdinge var der til at retlede os. Det var den elitære folkelighed. De vidste nu bedre end andre. Jeg ved ikke bedre end andre, og jeg mangler ikke på den måde noget i vores tid. Men højskolen skal ikke bare være højskole for det fællesskab, der går af sig selv. Den skal gribe fat, påstå noget. Slut, siger Jens Grøn og kigger på sin datter. Klar over, at han fører i taletid.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk