Prøv avisen

H.C. Andersen (1805-1875)

Vi skal læse H.C. Andersen, ikke for at ære en afdød digter, men for vores egen skyld, mener dr.phil. Johan de Mylius Illustration: Peter Hermann.

Hvem var H.C. Andersen? Lige når vi tror, at nu har vi ham, nu ved vi alt om ham, smutter han fra os og dykker ned i havfruebølgerne. Vi lærer ham bedst at kende ved at læse hans egne eventyr, siger docent, dr.phil. Johan de Mylius fra H.C. Andersen-Centret i Odense

Da H.C. Andersen under en rejse til Rom 1833 får besked om, at hans mor er død, skriver han i et brev hjem til veninden Henriette Wulff: "... nu er Jeg da virkelig ganske ene – intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig". Den tragiske konstatering bliver en slags overskrift for hans indre historie. Han er beundret og omsværmet, men altid ensom midt i festen. Og han går uelsket gennem størstedelen af sit liv.

H.C. Andersen - et komplekst menneske

"På en måde hører H.C. Andersen op med at leve fra slutningen af 1830'erne. Fra da af slutter hans identitet som menneske, og han forsvinder ind i sit værk. Man kan sige, at han går fra at være Hans Christian eller "Christian", som moderen kaldte ham, til at blive "Andersen" blandt venner og bekendte for til sidst at blive ét med sin signatur "H.C. Andersen"", siger docent, dr.phil. Johan de Mylius, leder af H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet i Odense.

Han kan godt følge pr-folkene bag H.C. Andersen-året 2005, når de påstår, at H.C. Andersen ville have elsket hvert sekund af mega-fejringen denne weekend. Men han minder om, at digteren var en sammensat natur. Da han i 1867 hyldes som æresborger i Odense med fakkeltog, flag, sange, taler, middag på rådhuset, telegram fra kongen, hurraråb, laurbærkrans, danseopvisning osv., er han glad, men også fyldt af uro og ængstelse.

Inden han tager af sted fra København, skriver han i dagbogen: "... en underlig vanvittig Frygt at Nogen vil myrde mig eller at i Odense, Een eller Anden vil forbittre min Fest ..."

Vel ankommet og indkvarteret hos biskoppen i Odense er den gal igen. Han har tandpine, sover uroligt, ønsker, det hele var overstået. Og allerede dagen efter den formidable fejring kan han ikke dy sig for et af sine typiske hjertesuk over dem, der ikke huskede ham! I dette tilfælde den københavnske håndværkerforening!

Det er svært at svare entydigt på spørgsmålet om, hvem H.C. Andersen var. Fordi der næsten altid kan siges "det modsatte" om digteren. Bedst som man tror, at nu har vi ham, at nu ved vi alt om ham, smutter han fra os og dykker ned i havfruebølgerne. Som usikkert fattigmandsbarn og selvbevidst kunstner. Folkereligiøs sværmer og seriøs teologisk tænker. Klynkende bangebuks og modig globetrotter. Homoseksuel og heteroseksuel. Erotisk aktiv og seksuelt jomfruelig. Utålelig snob og uimponeret iagttager. Skomagersøn og kongeætling. Børneforfatter og voksenforfatter.

Vi kan kende Andersen gennem hans værker

Med risiko for at skuffe dem, der ikke kan få nok af Andersens privatliv, siger Johan de Mylius, at i virkeligheden lærer man ikke Andersen at kende ret godt uden for papiret og pennens verden. Hans lykke og ulykke var jo netop, at han tidligt investerede sit liv i sit arbejde.

"Vi har vænnet os til at se digteren H.C. Andersen som mennesket H.C. Andersen. Men vi må ikke glemme, at uanset hvor meget han rejste, besøgte herregårde og gik i teatret, gik det meste af hans tid med at skrive. Som regel i en hverdag, styret af banaliteter, som man kan læse om i hans dagbøger og trivielle almanakker. Godt nok kaldte han sin selvbiografi for "Mit livs eventyr". Men hvad det ydre eventyr angår, sluttede det med barndoms- og ungdomsårene, da han var flyttet til København og begyndt at blive berømt".

"Man kan sige, at først levede han, så skrev han. Lidt overdrevet måske, for han blev ved at udvikle sin personlighed og livsopfattelse. Ikke desto mindre kredser hans digtning om det liv, der ikke blev levet, men i stedet gik op i skrift og kunst og anden øjenforblændelse. Emnet er synligt fra først til sidst i forfatterskabet, siger Johan de Mylius, der bl.a. har skrevet "Forvandlingens pris" fra Høst & Søn, om digteren og hans eventyr, og som står bag udgivelsen af H.C. Andersens "Samlede digte" og senest 900-siders-værket "HCA – et livs digtning" fra Aschehoug".

"Som en anden havfrue fra Odense Å stræbte Andersen efter udødelighed. Men på de sværeste og mest usikre betingelser, man kan forestille sig: i andres beundring og anerkendelse. Selv om han var godt i gang med at nå sit mål allerede i levende live med sin litterære succes, kunne han godt tvivle på, om det ville lykkes, eller om det var hele besværet værd. Skjult i forfatterskabet ligger historien om en risikabel drift mod selvofring og død, ind i genfødsel og løftelse til åndelig væren. Om den ånd, der fra naturens mørke ubevidst stræber mod solen, mod lyset, men må give afkald på så meget for at nå udødeligheden. En slags drift mod kunsten eller mod et i religiøs forstand evigt liv".

"Noget af det mest påfaldende ved H.C. Andersen er, at allerede mens han går i skole, taler han om værket, han må fuldføre. Den kaldelse, som han aner, at han kan og skal følge, vel vidende, at det betyder farvel til et almindeligt liv. "Den lille havfrue" giver også afkald på at blive elsket og på livet som menneske. Men hun fødes på ny i en åndelig skikkelse, der godt kan tolkes som digterens ønske om et erstatningsliv i udødeligheden. Havfruens og kunstnerens vej til en sandere og højere eksistens er langtfra ubetinget lykkelig. Den er trang og fuld af lidelse og afsavn".

Fanget mellem ensomhed og kreativ energi

"Meget i Andersens liv, hans hypokondri, ensomhed, selvoptagethed osv., kan ses i lyset af hans ønske om at udføre den "nødvendige" mission. I en hverdag som single, med dagbogen som nærmeste fortrolige og skriveriet som livsformål, er der ikke noget at sige til, at man let bekymres og søger kompensation i andres anerkendelse. Men ligesom kollegaen og filosoffen F.C. Sibbern ved H.C. Andersen, at "Hvad der hæmmer, det fremmer". At når man sætter en sten i den rindende kilde, bliver den til en blank sø, der kan spejle himlens stjerner og evigheden. At han må vælge. Mellem ægteskabets tilbud om umiddelbar tilfredsstillelse af begær og behov for nærhed, kontakt, forståelse, intimitet og tryghed – og så den kreative energi, der som en fugl Føniks kan opstå af den opdæmmede lidenskab".

"H.C. Andersens skrækbillede var digteren Adam Oehlenschläger, der skrev ringere og ringere og blev tykkere og tykkere efter at have stiftet familie. Det kræver som regel stor egoisme at følge et kald. Man skal koncentrere sig om sig selv og være villig til at ofre alt andet på sagen. Men var H.C. Andersen anderledes end den moderne topchef, der ofrer alt for karrieren og er væk fra familien 70 timer om ugen, mens kone og børn anbringes i forgyldt bur oppe i Charlottenlund? Er topchefen ikke også forsvundet ind i sit værk? Andersen stræbte efter udødelighed, toplederen stræber efter mere magt og kapital, og begge indser i glimt, at de betaler en tårnhøj menneskelig pris", tilføjer Johan de Mylius.

Døden spillede stor rolle for H.C. Andersen

Han nævner, at døden spiller en stor rolle i Andersens forfatterskab, også i de eventyr, der henvender sig direkte til børn. Lidelsen, det uomgængelige i livet, døden selv, er til stede overalt hos ham. I "Historien om en moder" går døden bort med kvindens barn, ikke ledsaget af Andersen-ord om kristen fortrøstning til Guds vilje og evighedens velsignelser. Men med en konstatering af, at over for livets og Guds uudgrundelighed, over for det fundamentalt usikre og fortvivlede, rækker indimellem kun betegnelsen "det ubekendte land" om det, der venter os. Vi tilhører Gud på godt og ondt, vi er hans ejendom, han kan gøre med os, hvad han vil.

Det betyder ikke, at Andersen ikke også kan udtrykke tak og tillid til den kærlige Far i himlen, der fører alt til det bedste og trøster "hver sorgfuld sjæl". Ligesom han anslår temaet – og håbet – fra evangeliets forkyndelse om Kristi fødsel, offer, død og opstandelse. Men hans tro var ikke uanfægtet. I dagbøger, eventyr og romaner findes der udtryk for bitterhed, skepticisme, eksistentiel angst og tomhedsoplevelse. Om angsten kan man bl.a. læse i digtet "Jeg har en angst som aldrig før", som er kommet med i den nye salmebog.

"Man må sige, at Andersens tekster adskiller sig markant fra de fleste af velfærdssamfundets børnebøger, som ønsker at skærme de små mod livets barske realiteter. Astrid Lindgren var en af de få forfattere, der lige så modigt som Andersen turde tage børnene ved hånden og fortælle dem om døden og samtidig give dem modbilleder til tilintetgørelsen. Hos Andersen er det især dødsøjeblikket, der interesserer ham. Det beskriver han ofte som et klimaks, en opstigning til lys og alt-omfattende lykkefølelse. Som en sammensmelten med alt levende. Som en oplevelse af nuet og nuets bristen".

"Det er lige før, man skulle tro, digteren havde været i nærheden af mystiske erfaringer og esoteriske broderskaber. Jeg mener dog snarere, det er hans kunstneriske talent, der fremkalder eventyrenes intense billeder på ekstreme øjeblikke, hvor alt mættes med betydning", siger Andersen-forskeren.

Den uforløste seksualitet

Hvad angår de senere års mange gætterier om H.C. Andersens seksuelle observans og dens betydning for hans værk, siger Johan de Mylius:

"Mange mener, Andersen var til mænd. Det gælder blandt andet engelske Jackie Wullschlager, forfatter til Andersen-biografien "Hans Christian Andersen. The Life of a Storyteller". Men beviserne mangler. Vel havde han flere meget nære venskaber til mænd, men jeg tror ikke, han opfattede sig selv som homoseksuel, og jeg tvivler på, han var det. "Jeg har en vild trang i mig efter at favne en kvinde", skriver han på et tidspunkt. Det ville du aldrig høre Herman Bang eller Aage Dons sige!"

Han havde en stærk seksualdrift, det ved vi blandt andet fra hans rejsedagbøger, men hæmningerne var mindst lige så stærke. Det samme var skrækken for kropslig kontakt, og antageligt har han aldrig haft et fysisk forhold til nogen. Heller ikke selv om seksualiteten er stærkt til stede.

"Den uudfoldede seksualitet kan skyldes uvilje mod at fjerne "opdæmningen" og lade hverdagens kilde flyde frit med risiko for, at magien forsvandt. At han var bange for, at seksualiteten skulle fortære hans kunstneriske potentiale, så digteren endte som skribent. Ligesom den muligvis kan have med problematiske moderbilleder at gøre. For mig at se er Hans Christians afrejse til København som 14-årig i 1819 en flugt fra barndommens brændende paradis i Odense".

"Alt det her er svært at gøre sig klog på, men man kan sige sig selv, at det må opleves voldsomt for enebarnet, når ens far dør tidligt, og man siden hænger i sin mors skørter, og hun så pludselig en dag allierer sig med en 10 år yngre mand, som hun næppe nøjes med at kigge på. Boligen, hvor han oplever sin mor som seksuelt væsen, bestod af ét rum. Resten af livet er det, som om moderens billede står i vejen for en fysisk relation til andre".

"Han tiltrækkes især af kvinder, der kan være som søstre for ham. Eller af prostituerede som dem, der optrådte i moderens familie. Mosteren drev et bordel i København og moderens fortid var ikke helt kortlagt i forbindelse med en datter, der blev født uden for ægteskab. Moderskikkelsen står skiftevis for ham som det rene og det tarvelige, det beskyttende og det forræderiske", siger Johan de Mylius.

Vi skal læse H.C. Andersen for vores egen skyld

Med hensyn til et andet stort gætteemne, om H.C. Andersens biologiske far skulle være kong Christian den Ottende, afviser de Mylius, under henvisning til, at der ikke foreligger beviser, kun teorier, som bygger på fantasifuld omgang med kildemateriale.

H.C. Andersens internationale litterære berømmelse tog fart fra og med midten af 1830'erne, hvor hans romaner vandt udbredelse i Tyskland. Fra 1939 blev det eventyrene, der gav ham flot ry syd for grænsen og i midten af 1840'erne kom hans store gennembrud i England og Amerika med både eventyr og romaner. I Danmark og udlandet var det noget nyt og hidtil uset med børnelitteratur, der var blottet for skolemester-tone og kedelig moralsk doceren, og i stedet bød på masser af livlig appel og fantasi. Det var også usædvanligt, at eventyrene ikke foregik i en alternativ fantasivirkelighed - men i den virkelige verden, i en andegård, et børneværelse med legetøj, i en gade med et gammlet hus, under et skræppeblad eller hvad det nu kunne være.

"Det meste af, hvad Andersen skrev, var slet ikke beregnet for børn. Det gælder mange af hans 200 eventyr og historier, foruden romaner, skuespil, rejsebøger, selvbiografier og størstedelen af de 1.000 digte. Men også i eventyr, som vi normalt ville sige, ikke forstås af børn, skaber Andersen alligevel nogle historier og billeder, som fæstner sig i bevidstheden hos barnet og ofte hænger ved resten af livet".

"Vi skal læse H.C. Andersen, ikke for at ære en afdød digter, men for vores egen skyld. Andersen skal ikke lære os at leve, kunstneren er ikke nødvendigvis klogere end du og jeg, men hans værk kan i bedste fald fungere som katarsis, opløftende befrielse, ikke bare for ham selv, men også for os, der får lov at opleve det, siger Johan de Mylius, der har valgt at få sin nyeste bog med H.C. Andersen-tekster udgivet i moderne oversættelse. Fordi det kun er danskerne, der hidtil har fundet sig i at læse Andersen i et sprog, der ser ud som på vores tip-tipoldeforældres tid".