Prøv avisen

Heidi Astrup: En af de usynlige

41-årige Heidi Astrup bor i Sydhavnen - et af de fattigste kvarterer i København. Hendes lejlighed er alt for dyr, men den var den eneste, hun kunne få. Foto: Leif Tuxen.

Danskerne har aldrig været rigere. Mens velstanden stiger, hænger en lille, men voksende gruppe fast i en hårdere fattigdom, der virker mere stemplende end nogensinde

For nylig mødte Heidi Astrup en elegant klædt familie i stormagasinet Illum i København. De gik rundt mellem tøjstativerne uden at købe noget. For som moderen i familien udtrykte det:

- Nej, hvor er den bluse pæn. Men den er for billig!

Blusen kostede 700 kroner.

For 41-årige Heidi Astrup var oplevelsen en påmindelse om, hvor stor afstand, der er mellem mennesker i Danmark.

Turen til Illum var nøje planlagt og en af de sjældne gange, Heidi giver sig selv lov til at shoppe. For hun ved, at hun ikke har råd. Det er også derfor, hun aldrig går ibiografen, og at hun undgår alle fornøjelser, der koster penge. Hun inviterer sjældent gæster, og sommerferien foregik i år på Frelsens Hærs sommerlejr i Dragør.

- Jeg føler mig så usynlig og grå. Jeg har ofte tænkt på at formulere et brev til politikerne om mit liv, for dybest set tror jeg ikke, de aner, hvordan det er at være fattig i Danmark. Jeg synes, det er hårdt altid at skulle skære det meste fra af det, der kunne give mig og min datter et liv, der nærmer sig det almindelige. At være enlig forsørger føles, som om man er med i et maratonløb, men altid ligger sidst i feltet og alligevel desperat prøver at følge med. Hvis man nogensinde har prøvet at ligge bagerst i et løb, så ved man, hvordan det føles.

Heidi har ingen uddannelse. Hun har forsøgt at blive kontorassistent, men kunne ikke få praktikplads, så de sidste 15 år har hun haft sporadiske ufaglærte job, været på dagpenge eller på kontanthjælp.

Når huslejen, de faste udgifter og gælden er betalt, har hun og hendes datter, Marie, på fire og et halvt år i alt 1800 kroner om måneden til mad, tøj, ferier og fornøjelser. Heidi har taget en beslutning. Marie skal så vidt det overhovedet er muligt ikke mærke armoden.

– Vi spiser altid sundt, og jeg prøver at stimulere hende. Hun er lige begyndt til gymnastik, og jeg holder børnefødselsdag, selvom det er svært at få råd. Jeg prøver at være et godt forbillede for min datter, så det på den måde kan lykkes at bryde den sociale arv, fortæller Heidi.

Men hver dag er en kamp for ikke at ligge under for de økonomiske begrænsninger.

– Manglen på penge er som en sort sky, der svæver over mig hele tiden. Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg kan spare, forklarer hun.

Den store fortælling om fattigdommens udvikling i Danmark er på mange måder en solstrålehistorie. Langt de fleste danskere har de sidste 25 år oplevet en markant fremgang i levestandarden, og andelen af fattige og udstødte er mere end halveret. Men en lille gruppe på mindst 110.000 har ikke fået samme gavn af fremgangen som alle andre. Som Heidi hænger de fast i fattigdom og lider afsavn i hverdagen.

Det drejer sig især om enlige mødre, der er meget lavtlønnede eller på dagpenge, kontanthjælpsmodtagere og fattige fra de etniske minoriteter. Med til gruppen hører også danskere på laveste førtidspension. Når man medregner de studerende, kan otte procent af danskerne betegnes som relativt fattige. To procent er decideret udstødte. Det drejer sig typisk om hjemløse, misbrugere og sindslidende, fremgår det af en stor undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som har kortlagt udviklingen i fattigdom og social eksklusion fra 1976 til år 2000.

De seneste fem år er kløften til den del af danskerne, der har det sværest, blevet endnu større. Mens antallet af boligmillionærer er eksploderet, har nedskæringer i kontanthjælpen i 2004 ramt mindst 18.000 familier. Deres rådighedsbeløb er typisk blevet beskåret med 1500 kroner om måneden.

Og indførelsen af starthjælpen til flygtninge har betydet, at de fattigste familier i dag har 4000 kroner mindre til rådighed hver måned end tidligere.

Lektor Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet tøver ikke med at betegne udviklingen som et brud på den lange tradition for solidaritet med de svageste, der ellers har kendetegnet dansk socialpolitik.

– Noget for noget-ideologien er blevet udbredt til også at gælde de grupper, der ikke kan selv. Socialpolitikken er i høj grad blevet et spørgsmål om at få de svageste kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i arbejde, men der er intet, der tyder på, at det virker efter hensigten.

Morten Ejrnæs peger på, at det er politikerne, der har ændret holdning til de fattigste.

– En række undersøgelser viser, at danskerne et langt stykke hen ad vejen er solidariske og gerne vil betale skat for at holde et højt bundniveau med de sociale ydelser. Det er ikke et folkeligt pres, der bestemmer, at de sociale ydelser skal sænkes, mener han.

Også socialrådgiver Hanne

Reintoft, der i en menneskealder har rådgivet danskere med sociale problemer, ser et skift i forholdene for de fattige. De sociale ydelser har nået en absolut smertegrænse, mener hun:

– Udviklingen har været på vej længe, og det begyndte allerede under den forrige regering. Så kom den nuværende regering og lovede ikke at røre overførselsindkomsterne, hvorefter de hurtigt tog 720 milllioner kroner fra kontanthjælpsmodtagerne. Det var for så vidt vand i forhold til det, der var skåret ned i årene før. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger hun.

Det har ikke alene betydet, at flere danskere har fået svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Men også at følelsen af fattigdommen har ændret sig for dem, der trods alt bor i pæne betonlejligheder og er sikret et vist grundlag, mener Hanne Reintoft.

– I 1940'erne fik man uddelt træsko på mange skoler. Dengang var det en hel klasses lod at være fattig. I dag er fattigdommen blevet en individuel fiasko og føles mere stemplende end nogensinde, mener hun.

– Dengang herskede der i det bedre borgerskab en fælles forestilling om, at man ikke skulle skilte med sin rigdom. I dag skiltes der uhæmmet. De fattige betragtes som mennesker, der ikke kan klare sig, og i vores samfund har vi ikke stor respekt for den gruppe. Den herskende ideologi er, at man skal klare sig godt og tjene gode penge for at være en god samfundsborger.

Heidi Astrup havde de samme drømme som alle andre. Hun ville have en uddannelse, være arkitekt, få sig en familie. Hvorfor det ikke gik sådan, har hun svært ved at forklare. Men det er ikke fordi, hun ikke har forsøgt.

– Jeg tror, man kan sige, at jeg har levet et liv, hvor den ene sorte dominobrik er faldet efter den anden. Jeg har altid følt mig anderledes. I skolen gik det middelgodt. Jeg forsøgte at få en hf-eksamen, men det lykkedes kun delvist. Jeg tog forskellige ufaglærte job, men så skete ulykken. Jeg var 28 år, faldt af en hest og fik kraniebrud, som jeg stadig lider af. Og i dag føler jeg det, som om jeg sidder i en psykosocial skruestik og ikke kan komme ud af stedet, forklarer hun.

– Måske hænger det også sammen med min væremåde og mit udseende. Det er meget tit, at folk tror, at jeg er sur og mut, selvom jeg egentlig er glad. Jeg har mistet min selvtilid og føler slet ikke, at jeg bare kan gå ud og søge et job. De aktiveringsforløb, jeg har været igennem, har slet ikke været rettet mod mine individuelle behov. Det, jeg har mest brug for lige nu, er egentlig et selvtillidskursus.

Foreløbig forsøger Heidi at klare hverdagen ved at søge legater og gå i genbrugsbutikker. Men når der er lavvande i kassen sidst på måneden, må turen i svømmehallen med Marie vente til efter den første.

Gråzonekvinder kalder Mødrehjælpen Heidi Astrup og hendes med-

søstre. Det er kvinder, der klarer livet på trods. Men det liv, de lever, kunne være meget bedre og ligger langt under det niveau, der ellers gælder i det danske samfund.

– Deres kamp for overlevelse suger al energi ud af dem, og de er ofte meget stille, fortæller Eva Tufte, der er direktør for Mødrehjælpen

– Tidligere så vi dem kun til jul. Nu er der i stadig flere tilfælde tale om en året rundt-problematik. Det er familier, som aldrig har råd til at holde en avis og aldrig sætter deres ben i et teater. Der er tale om en åndelig og kulturel fattigdom, hvor børnene ikke kommer ud blandt andre mennesker. Det er en dødsens farlig udvikling for dem på længere sigt.

Mødrehjælpen hjælper hvert år 5000 kvinder og deres børn, men det tal er ifølge Eva Tufte kun toppen af isbjerget. Undersøgelser viser, at 50.000 enlige mødre er på kontanthjælp og lever et liv præget af store materielle afsavn.

Størstedelen af de kvinder, der kommer i Mødrehjælpen, har ved første blik ingen synlige tegn på fattigdom. De er velklædte. Børnene har mobiltelefoner, selv om abonnementet ofte skiftes ud. Men mange har ikke råd til ordentlig mad og må leve af billige pizzaer og dårlig leverpostej, og klatgæld efter brug af kontokort er et tilbagevendende problem.

Det rammer hårdt også rent følelsesmæssigt, når indkomsten er så lav, at mor og børn ufrivilligt kobles af forbrugerræset, forklarer Eva Tufte.

– At være lykkelig i Danmark i dag handler meget om at have evnen til at forbruge. Hvis man i forvejen har et lavt selvværd, er det ikke nemt at gå op mod forbrugerræset, siger hun og betegner det som et af de største socialpolitiske problemer, at velfærdssamfundet endnu ikke har formået at knække koden til at hjælpe de dårligst stillede enlige mødre og deres børn.

– Hvis man ikke er tæt på de mennesker, så forstår man slet ikke, hvad deres problemer handler om. En målrettet, kort aktiveringsindsats, som den beskæftigelsesministeren foreslår, rykker slet ikke. Det hjælper heller ikke at skære i kontanthjælpen, for mange af de her mødre aner for eksempel ikke, hvordan de skal få passet børnene, når de er syge. De skal have en langvarig hjælp, der tager fat om de mange problemer, der præger deres liv. Vi havde en stor pukkel af mandlige kontanthjælpsmodtagere i 1990'erne, der i dag er førtidspensionister. Vi vil få en tilsvarende pukkel af kvinder på førtidspension om nogle år, hvis ikke vi bliver i stand til at hjælpe de her kvinder, advarer hun.

Frelsens Hær er også en af de organisationer, der mærker en stigende grad af rå fattigdom. Stadig flere ringer sidst på måneden og siger, at de ikke har råd til mad, siger Joan Münch, familiekonsulent i Frelsens Hærs socialtjeneste.

– Vi har for eksempel kontakt med en kvinde, der var direktionssekretær i TDC og blev fyret for to år siden på grund af omstrukturering. Hun er på dagpenge og har en datter på tre år. Hun ringede i september, hvor der var ti dage tilbage af måneden og sagde: Hvad skal vi gøre, vi har ikke mere at spise?

Når det sker, henvises mødrene og deres børn til ét af organisationens spisekøkkener, der normalt betjener hjemløse. Der er ingen anden hjælp at få.

Endnu værre stillet er dog mænd på kontanthjælp uden børn. De får 6000 kroner om måneden, og for det beløb, skal de dække husleje og alle leveomkostninger. Ofte er der tale om helt almindelige mennesker, der er udelukket fra at få et job på grund af et mindre handicap som for eksempel en talefejl, siger Joan Münch

– Desværre kan det i dag værre marginaler, der afgør, om en medarbejder bliver sorteret fra af en arbejdsgiver. Eller slet ikke får jobbet. Og det kan få fatale følger.

Hanne Reintoft har i årevis forsøgt at råbe om de problemer, fattigdommen rejser. Men uden resultat, for fattigdom er et tabubelagt begreb i det danske velfærdssamfund, mener hun.

– I Danmark lever vi på en vældig kollektiv livsløgn. Danskerne vil ikke tro, at der er fattige her i landet. Vi luller os ind i forestillinger om, at vi lever i et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, og at de sociale problemer klares via skatten. Vi har da også en vis fordeling, men vi vil ikke se i øjnene, at der også er fattigdom, som kun kan bekæmpes ved at tilføre flere penge.

Når det tilsyneladende alligevel ikke sker, skyldes det i høj grad, at de fattigste ikke har stærke stemmer til at tale deres sag, mener lektor Morten Ejrnæs. Han forudser en stille afvikling af velfærdsstaten uden debat og uden opmærksomhed omkring konsekvenserne.

– Hvis den nuværende kurs fastholdes, frygter jeg, at de mest udsatte grupper i langt højere grad end i dag vil danne parallelsamfund, og at Danmark vil opleve samme sociale spændinger som England og USA. Den udvikling påvirker jo også alle os andre, som bliver mere og mere hårdhudede og tænker: Kunne de ikke bare tage sig sammen, siger Morten Ejrnæs.

Hver gang Heidi Astrup går ud af sin lejlighed i Københavns Sydhavn, føler hun afstanden til resten af samfundet. De har noget, hun ikke har, og er en del af noget, hun ikke rigtig kender til. Hun er sat på sidelinien. Nogle gange endda overfor sin egen familie.

– Det er grænseoverskridende at se mine to niecer få den bærbare computer, som jeg ikke engang tør drømme om. Jeg føler, at vores verdener er så forskellig. Men det er svært at ændre. Jeg ville så gerne, men det er virkelig svært, siger hun.

I øjeblikket undersøger hun mulighederne for at komme i gang med en uddannelse som socialpædagog.

– Hvis ikke det lykkes for mig at komme i gang, så er jeg bange for, hvad der vil ske. Jeg kan jo ikke tegne en pensionsopsparing, og i mørke stunder frygter jeg, at jeg i min alderdom kommer til at bo i en papkasseby under en motorvejsbro sammen med andre fattige.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

De fattigste danskere

Otte procent af danskerne kan betegnes som relativt fattige. Det vil sige, at de får dækket deres grundlæggende behov. Men de har en levestandard, der markant indskrænker deres mulighed for at deltage i en række aktiviteter, og de lider afsavn i hverdagen.

Til denne gruppe hører:

Enlige mødre på overførselsindkomst (34 procent af alle enlige mødre)

Indvandrere på overførselsindkomst (20 procent med andet modersmål en dansk er relativt fattige)

Arbejdsløse (32 procent af alle arbejdsløse er relativt fattige)

Studerende (34 procent af alle studerende er relativt fattige)

Ni procent af pensionisterne og tre procent af alle danskere i arbejde kan betegnes som relativt fattige.

Kilde: Rapporten "Fattigdom og Social Eksklusion" fra Socialforskningsinstituttet.

Budget for enlig mor

Center for Alternative Samfundsanalyse har opstillet budgetter for, hvad de betragter som et acceptabelt leveniveau. Det vil sige et niveau, hvor det stadig er muligt at opretholde et socialt hverdagsliv med deltagelse i samfundet.

Den enlige mor med et barn har udgifter for 4938 kroner om måneden eksklusiv husleje og andre faste regninger. Det giver hende: 1815 kroner til madvarer, 190 kr. til drikkervarer, 371 kr. til tøj, 166 kr. til skotøj, 596 kr. til hygiejne, 584 kr. til kommunikation, 165 kr. til medier, 137 kr. til motion, 57 kr. til anden fritid, 0 kr. til ferie,215 kr. til dagligvarer, 0 kr. til varige forbrugsgoder og 606 kr. til transport.

En enlig mor på kontanthjælp får cirka 7800 kroner om måneden. Det giver hende knap 2900 om måneden til at dække husleje og andre faste udgifter, hvis hun skal opretholde en acceptabel levestandard. Det vil for mange være umuligt, vurderer Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Det fattige Danmark

Danskerne har aldrig været rigere. Men trods den voksende velstand lever mere end 100.000 danskere i fattigdom. De er afskåret fra at købe sund mad eller tøj til børnene, gå i biografen, tage på ferie eller invitere gæster. I de kommende uger sætter Kristeligt Dagblad fokus på den grå fattigdom og fortæller, hvordan fattigdommen ser ud, og hvad den betyder i Danmark.