Prøv avisen

Helt med barnesind

Sonia Brandes har lavet papirklip til "Rejsekammeraten" i bogen "H.C. Andersen og skytsenglen", der netop er udgivet af Det Danske Bibelselskab. Bogen rummer ud over eventyret også Tobits Bog, et af Bibelens såkaldte apokryfe skrifter. Foto: Papirklip fra bogen.

For H.C. Andersen er barnesindets åbenhed vejen til Gud

H.C. Andersens 200-års fødselsdag fejres overalt i det ganske land. Og ingen klumme med respekt for sig selv kan se bort fra denne lokale verdensbegivenhed. Der er da også mange spor af kristendom i Andersens eventyr.

Ja, faktisk mere end spor: En del af eventyrene handler helt åbenlyst om det kristne budskab som f.eks. "Jødepigen", hvor pigen Sarah afstår fra at konvertere til kristendommen for sin døde moders skyld, skønt hun hele livet drages af evangeliernes glade budskab. For Sarah har også i voksenlivet bevaret det barnesind, der lader hende fornemme evangeliets storhed. Og skønt hun bliver begravet uden for kirkegårdsmuren, lader Andersen Guds sol skinne på graven, salmesangen klinge over den og forkyndelsen nå ud til den.

For Andersen er barnesindets åbenhed og tillidsfuldhed vejen til Gud, og det er jo kernekristent. I eventyret "Paradisets Have" er en kongesøn besat af tanken om det tabte paradis, og også her har barndommens fortællinger vakt attråen. Han kommer til vindenes hule og bliver af østenvinden fløjet til paradisets tabte land, men må som Adam og Eva erkende, at heller ikke han formår at overvinde fristelsen, der dog hos Andersen består i at følge efter paradisets fe. Kongesønnen følger trods forbuddet efter hende og formaster sig til at kysse hende i søvne, hvorefter han fortabes. En forbrydelse, der sammen med mødet med vindene synes at have mere tilfælles med folkeeventyret "Østen for sol og vesten for måne" end med det bibelske syndefald.

Blandingen af folkeeventyrenes grundformer og kristen tankegang finder man også i et af mine egne yndlingseventyr: "Rejsekammeraten", hvor den gode Johannes efter sin gamle faders død drager ud i verden og vinder prinsessen og hele kongeriget.

Det, der adskiller Johannes fra de klassiske folkeeventyrs socialt mobile helte, er imidlertid, at han hverken slår drager ihjel, får tre ønsker opfyldt af et underjordisk væsen eller er særlig kløgtig, da han skal svare på prinsessens tre spørgsmål.

Johannes vinder i stedet prinsessen, fordi han er et godt menneske, bevarer sin troskyldighed og stoler på Gud. På sin vej fra hjemstavnen søger han ly i en kirke og redder her en afdød fra ligskænderi ved at give hele sin formue som erstatning for den afdødes gæld. Den afdøde optræder derefter som rejsekammerat og hjælper for Johannes, og det er ham, der opklarer de rigtige svar på prinsessens spørgsmål og hugger hovedet af trolden.

Det er også rejsekammeraten, der giver Johannes opskriften på det bad, der på bryllupsnatten skal hæve den fortryllelse, der har gjort den skønne prinsesse til en blodtørstig heks. Johannes gør, som han får besked på, og putter fjer og tryllesaft i badet, men beder desuden fromt til Vorherre på det afgørende tidspunkt. På den måde bliver affortryllelsen en særegen blanding af hekseri, kristen dåb og genfødsel.

Og det er ikke den klassiske Per eller Poul, der vinder prinsessen, men netop en Johannes, der dypper(!) hende og dermed frelser hende. Altså folkeeventyr i kristen fortolkning og omvendt.