Helt tæt på Vesterhavet

Der er kun 60 meter fra huset til vandkanten. Forfatteren Jens Kr. Lings flyttede derud efter 25 år i hovedstadsområdet

Jens Kr. Lings var ikke i tvivl om, at han ville bosætte sig ved Vesterhavet, da han blev forfatter på fuld tid. Han er en af de danskere, der har postadresse tættest på havet. – Foto: Ole Mortensen.

Forfatteren Jens Kristian Lings blev født 30 meter fra den jyske hede. Det er 79 år siden, dengang der endnu var hedearealer af betydning på Herning-egnen. I sit voksenliv blev han skolelærer i Gladsaxe og lektor, cand.pæd. på Danmarks Lærerhøjskole i København, med rækkehus i Bagsværd. Tilsammen 25 år i hovedstadsområdet. Alligevel var han ikke et øjeblik i tvivl om, hvor han skulle flytte hen, da han i 1986 sagde sin faste stilling op for at få tid til at skrive bøger. Siden han som dreng var med bedstefar ude på fiskeri, har han følt sig draget af Vesterhavet.

Så her i Fjaltring på den jyske vestkyst har han boet siden 1986 og er måske den dansker, der har postadresse tættest på Vesterhavet. I lige linje er der kun omkring 60 meter fra hans hus til vandkanten, og fra skrænten, få meter fra huset, har man udsyn direkte ned til stranden og brændingen og kystsikringen, som gør, at han stadig har sit hus.

Uden kystsikring ville det efter al sansynlighed forlængst være drattet i havet, som det gennem århundreder er sket med nabogårdene. Jens Kr. Lings hus er også oprindelig del af en gård, og en af de tidligere ejere har fortalt, at han i sin tid havde pløjemark, hvor Vesterhavet nu regerer.

Fra Lings hus er der direkte udsigt til Vesterhavet fra 23 af husets 24 vinduer, og går han op på kvistværelset og tager det store overblik gennem sin kikkert, kan han se, hvordan skibene forsvinder bag horisonten, takket være Jordens runding. Her er udsyn, og her er han i tæt og daglig kontakt med naturens kræfter, som til tider kan være voldsomme, som når Vesterhavet i stormvejr skyllede ind over huset, før den tidligere strandsikring blev ændret, eller når stormvejr bogstavelig talt får det ellers solide murstenshus til at vibrere og give sig i fuger og skifter.

Havet konfronterer os ikke blot med naturens kræfter, men i det hele taget med de kræfter, der udfordrer og bærer os gennem livet, mener Jens Kr. Lings.

Ved havet er vi tættere på livet og døden, i pagt med virkeligheden, i pagt med livets vilkår. Døden sjosker os jo i hælene hele livet igennem, og nutidens mennesker forsøger at flygte fra den. De gamle fiskere derimod havde et ganske anderledes kontant forhold til den. De vidste jo, at de var tættere på døden, når de var ude på havet, for måske blæste det op, så de aldrig kom i land igen.

Derfor skete vækkelserne, for fiskerne havde brug for at tro på noget, der var stærkere end det skrøbelige menneskeliv. For var der ikke noget, der var stærkere, var alt jo bare meningsløst.

LÆS OGSÅ:Den lunefulde nabo mod vest

Måske er det allermest denne åndelige dimension, der fængsler mig ved Vesterhavet og livet langs vestkysten, tilføjer Jens Kr. Lings, som i et af sine foredrag fortæller om den indremissionske vækkelse blandt fiskerne i Harboøre og de to store Vesterhavs-ulykker, der fik afgørende betydning for vækkelsen: i 1893, hvor der på en novembernat druknede 49 fiskere fra Harboøre, Agger og Klitmøller. Og redningsbåden Lilørs forlis i 1897, der kostede 12 redningsfolk livet.

Foredragets titel er Himmel og hav og Harboøre, for ude ved Vesterhavets fjerne horisont mødes himlen og havet, og i Harboøre blev missionshuset den vigtigste bygning som ramme omkring det stærke åndelige liv, der hos fiskerne skabte troen og styrken til at overleve i deres barske hverdag ved og på Vesterhavet.

Fostervandog Vesterhav

Solen bager.

Der er ingen vind.

Varmen flimrer i horisonten.

Jeg ligger i brændingen

og tænker på ingenting.

Jeg går ud i bølgerne

og dykker.

Jeg lægger mig igen

og lukker øjnene.

Jeg føler mig født på ny

og hører fostervandet

bruse stille om mig.

Så knaser sandet.

Jeg åbner øjnene

og ser et par pigeben

gå fra mig.

En lærke synger.

Solen bager.