Prøv avisen

"Her lades alt håb ude"

Eva Rønsbro, Holbæk. Var sygeplejerske på Andersvænge i Slagelse. Her med billede fra sin start som sygeplejerske ved åndsvageforsorgen. Foto: Leif Tuxen

Fastspænding, tvangsmedicinering, nedværdigende behandling og elendige fysiske rammer for udviklingshæmmede danskere. Det var den hverdag, der mødte den unge Eva Rønsbro, da hun i 1961 blev ansat på en af de store centralinstitutioner under Statens Åndssvageforsorg

Turen med taxa fra det lille, trygge rækkehus i Slagelse ud til åndssvageinstitutionen Andersvænge føles lang, selvom der kun er et par kilometer. Det er fredag den 15. december 1961, og Eva Rønsbro skal begynde som elev på den store institution i byens udkant, der huser 680 åndssvage børn og voksne. Der er bopælspligt for eleverne. Eva er fyldt 17 år for få uger siden, og på bagsædet sidder hendes mor og græder, fordi enebarnet skal flytte hjemmefra.

Eva græder ikke - hun er spændt. Hun er en af de første årgange på den helt nye uddannelse som omsorgsassistent, og hun er kommet ind på dispensation grundet sin unge alder.

Som barn og ung pige er hun ofte cyklet forbi de røde murstensbygninger lidt uden for byen og har indimellem fanget et glimt af de åndssvage, som man kalder datidens udviklingshæmmede. Nogle gange har hun set dem gå ture i seler med medarbejderne. Andre gange har hun lagt mærke til dem i gang med arbejdet på de omkringliggende marker.

"Jeg ville gerne vide noget mere om de der mærkelige mennesker. Men jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg gik ind til," fortæller Eva Rønsbro.

Det er en spinkel, lyshåret pige, der tager plads på forstanderindens kontor på sin første arbejdsdag. Den ældre dame slår ud med armen mod væggen og siger: "Her burde stå et skilt: 'Her lades alt håb ude'."

"Jeg glemmer aldrig de ord. Og mens vi sad der, kom der en fyr ind med post. Han havde et meget lille hoved. Han gjorde ikke noget, men han så mere anderledes ud end noget, jeg nogensinde havde set. 'Nu skal du ikke blive forskrækket,' sagde forstanderinden. Men jeg var så bange, at benene klaprede under bordet. Senere lærte jeg ham at kende som et pragtfuldt menneske. Men den dag fik jeg nærmest et chok."

Sammen med sit tøj har Eva Rønsbro pakket et par skønlitterære bøger, en rejsegrammofon samt en stak Elvis-plader. I kufferten har hun også en glasvase og en lille, hvid porcelænskat, hun har fået af sin mor. Men de første 14 dage bliver det hele i Evas rødbrune læderkuffert.

"Jeg troede ikke, jeg skulle blive der. Jeg tænkte: 'Det her klarer jeg ikke.' Alle de indtryk: mennesker, der lå fastspændt. Lugten - af urin og afføring blandet med rengøringsmiddel. Og så alle de lyde: skrig og uartikulerede råb. Men jeg var meget stædig, og derfor blev jeg."

I dag er hun 65 år og kan se tilbage på et langt liv i forsorgens tjeneste.

"Jeg har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Og skulle jeg starte igen, ville jeg vælge det samme," siger hun.

I begyndelsen af 1960'erne blev udviklingshæmmede betragtet som syge mennesker. Omkring 19.000 udviklingshæmmede var under forsorgen. Heraf levede 8500 mennesker på store centralinstitutioner med op mod 1000 patienter, blandt andre Vodskov, Brejning og Ebberødgaard. Andersvænge i Slagelse husede 680 patienter. De var fordelt på to meget store afdelinger for mænd og kvinder med 75 voksne på hver etage samt mindre bygninger med omkring 30 beboere i hver. Eva begyndte elevtiden på en mindre afdeling.

"Det var måske det, der reddede mig. Det gav mig en mere nådig start. For der var jo rigtig mange af de nye elever, der gav op. De kunne ikke klare det."

Klædt i blå kjole og hvidt forklæde gik Eva i gang med arbejdet i hælene på en mere erfaren elev underlagt et strengt hierarki.

En travl morgen skulle Eva sammen med en anden have 32 voksne ud af sengen. Tre kolleger var sygemeldt, så den unge Eva masede for at nå det hele til tiden. Alle sengene skulle redes, så lagner og tæpper sad snorlige. Da plejemor mødte ind og kastede et blik ned langs sengene, fik hun øje på et enkelt lagen, der ikke sad, som det skulle. Hun flåede sengetøjet af samtlige senge på stuen og bad Eva starte forfra. Imens måtte 32 sultne og urolige udviklingshæmmede vente på deres morgenmad.

Se også billedserie:De åndsvage 1959-1980

"Bagefter tog jeg mig en tudetur i skyllerummet. Det værste, kan jeg huske, var den afmagt, man følte - den fuldstændige ligegyldighed over for patienterne."

Holdningen til de udviklingshæmmede var her i begyndelsen af 1960'erne stærkt præget af strømninger fra 1930'erne, hvor racehygiejnen havde haft medvind, og tusindvis af udviklingshæmmede var blevet steriliseret. Og langt de fleste mennesker betragtede de udviklingshæmmede som farlige, uhelbredeligt syge mennesker uden udviklingsmuligheder.

Siden oprettelsen af de første store centralinstitutioner i Danmark i slutningen af 1800-tallet havde de været drevet som selvejende private hospitaler med store tilskud fra staten. Men i 1959 blev forsorgen organiseret på en anden måde, og ansvaret blev overdraget til Statens Åndssvageforsorg. Samtidig blev en ny lovgivning vedtaget, som skulle forbedre forholdene for de udviklingshæmmede. Feltråbet var, at alle kræfter skulle sættes ind på at sikre de åndssvage en tilværelse så nær det normale som muligt.

Ikke mindst den nye chef for Statens Åndssvageforsorg, Niels Erik Bank-Mikkelsen, var bannerfører for de nye tanker, og op gennem 1960'erne og 1970'erne blev der afsat penge til at bygge skoler, oprette beskyttede værksteder og bygge mere moderne institutioner. Men de udviklingshæmmede på de store centralinstitutioner fik ikke ret meget glæde af udviklingen og de økonomiske midler. Dels stod det allerede klart i midten af 1970'erne, at centralinstitutionerne skulle nedlægges og derfor ikke var værd at modernisere. Og samtidig var kulturen på de store institutioner svær at ændre. Det var, som om tiden her stod stille, og de nye vinde kun formåede at hvirvle en smule støv op:

"Holdningen blandt de fleste ansatte var, at de udviklingshæmmede måske nok var mennesker, men de blev behandlet uden følelser. De fik rent tøj, mad og blev vasket, men de fik ikke kærlighed og omsorg. Og man kiggede aldrig på, hvad en beboer kunne. Man tog for givet, at de ikke kunne noget. At de var dumme og uduelige," siger Eva Rønsbro.

De bedst fungerende udviklingshæmmede havde de bedste forhold: De hjalp med at fordele post, skubbe den store madvogn fra centralkøkkenet ud på afdelingerne, de arbejdede i haven og med det dyrehold, som hørte til stedet. Men de dårligst fungerende blev sjældent aktiveret. Om dagen blev de placeret på bænke langs med væggen i opholdsstuen og spændt fast med remme og bælter.

"At sætte sig og tale med patienterne. Det gjorde man bare ikke. Og der var ingen aktiviteter. Jeg husker mest, at de sad og rokkede. Nogle af dem rev klude i stykker, som vi fik fra systuen. Det kunne for eksempel være et udtjent viskestykke eller et tæppe, som de fik stukket i hånden. Så kunne de underholde sig selv med at rive det i trevler."

Mange lå fastspændt med bælter og remme og store flade lædervanter både om dagen og om natten. Handskerne var til for at forhindre dem i at slå sig eller rive – sig selv eller andre.

"Når en ny patient skulle ankomme til afdelingen, blev han ikke set an. Der blev bare automatisk lagt et bælte frem i sengen. Mange af dem var meget urolige og aggressive. Men det forstår man jo godt. Hvis jeg blev sat fast med remme op mod en væg hver eneste dag, ville jeg da også blive vanvittig."

De fleste patienter fik store mængder stærkt beroligende medicin af typen, man også brugte til psykisk syge - Truxal, Stesolid og Fenemal. Overlægen og oversygeplejerskerne havde nøglen til medicinskabet. Og den blev flittigt brugt.

"Og det var faktisk sådan, uanset om de var urolige - man gav dem det alligevel, fordi man tog for givet, at de ellers ville være det. Jeg oplevede blandt andet på en stor afdeling, at en førsteassistent gik en tur på gangen, hvor der var 70-80 patienter. Hun havde sovepiller i lommen, og hvis der var nogle, der sad uroligt, så trak hun deres hoved tilbage, proppede pillen ind og lukkede munden. Det var utilgiveligt! Det var ikke engang ordineret medicin. Men hun gjorde det alligevel."

De udviklingshæmmede havde intet privatliv. Toiletterne stod i et rum på række uden afskærmning. Patienterne gik ikke i deres eget tøj, men i institutionstøj, som hver aften blev pakket: skjorte, bukser eller kjole rullet sammen som en pølse og lagt i fodenden, klar til påklædningen næste morgen. Deres få personlige ejendele lå i en skuffe eller en lille trækasse ved deres seng.

"På nogle afdelinger var deres ejendele låst inde i et skab, som kun personalet havde adgang til. Nogle patienter var ikke i stand til selv at bede om deres ting, men så vurderede personalet måske, at nu trænger Hans-Jørgen vist til sin bamse, og så blev det låst ud."

Fordi de fleste var spændt fast om natten, lå de også med bleer. Og når morgenholdet mødte ind, startede man fra en ende af. Beboerne kom ikke i bad hver dag. Skidtet blev reserveret til den ugentlige "store badedag": "Det foregik på den måde, at man stillede dem op på en række. En medarbejder spulede. En anden sæbede. En klippede negle, og i den anden ende af rækken blev de friseret og klædt i nattøj. Og så blev de lagt i seng. Det var det eneste, der skete på store badedag. De, der stod forrest i rækken, lå i sengen resten af dagen."

Der var fire ledende skikkelser på institutionen: overlægen, socialchefen, undervisningslederen og inspektøren. Langt det meste af det resterende personale var ufaglært.

"Der var nogle, som var utroligt dygtige, og andre, der aldrig skulle have været sådan et sted. Aldrig! Og generelt så man med stor skepsis på os, der var i gang med en uddannelse. Holdningen hos de gamle var jo, at vi ikke skulle tro, vi var noget eller var så meget bedre, bare fordi vi havde læst nogle bøger."

De ansatte var overvejende kvinder. Men overlægen var en mand. Og han havde det sidste ord i alle henseender.

"Da jeg begyndte i 1961, var det så lægedomineret, at man i dag tænker: Det kan ikke passe. De var alle sammen ældre herrer, og de gik stuegang to gange om dagen. Det foregik ofte på den måde, at lægen blot gik forbi og raslede med sit store nøglebundt, så alle kunne høre, at ?nu kommer lægen?. Så skulle man stå på afdelingen og være klar til at råbe, om der var grund til, at han skulle komme ind og tilse en patient. Ellers gik han bare videre."

Den øverste myndighed, bestyrelsen for Statens Åndssvageforsorg, behandlede op gennem 1960'erne flere sager om vold mod udviklingshæmmede patienter, rejst af blandt andre pårørendeforeningen Evnesvages Vel - det senere LEV. Men det var kun en brøkdel af det, som fandt sted på institutionerne, der blev til formelle sager. Og én ting var overlagt vold - noget andet var den daglige revselse.

"De åndssvage blev slået. Det kunne være, hvis de sad og spiste, og der var en, der stjal mad fra sidemanden. Eller hvis de tissede i bukserne eller drillede hinanden. Men de, der forsøgte at anmelde det, blev ikke troet på. Det blev ikke taget for gode varer, og de risikerede selv at ryge ud," siger Eva.

Den typiske afstraffelse var en syngende lussing. Og som elev var det nærmest umuligt at blande sig. Den værste episode, Eva Rønsbro oplevede var, da en beboer kom til at tisse på et nybonet gulv:

"Gulvet skinnede og var vældig flot. Så kom en ung mand til at tisse midt på gulvet. Det næste, der skete, var, at en omsorgsmedhjælper tog fat i nakken på ham og kastede ham ud i skyllerummet med en sådan kraft, at han knaldede ind imod en radiator, hvor han sank sammen."

Eva Rønsbro hverken sagde eller gjorde noget. Hun så bare på.

"Jeg var rystet. Først da hun gik sin vej, gjorde jeg noget. Han græd og blødte fra en flænge i baghovedet. Jeg trøstede ham og lagde en våd klud på flængen. Resten af dagen var han påfaldende stille."

Når Eva Rønsbro fortæller om episoden i dag, 45 år efter, får hun et bedrøvet udtryk i ansigtet og et lidt stramt drag om læberne:

"Jeg turde ikke sige noget. Jeg vidste, at det var håbløst, og at jeg ville ryge ud, hvis jeg forsøgte at anmelde det. Så det var den unge mand, der betalte prisen. Hvor mange gange mon hun har gjort noget lignende? Før eller siden? Det er ubehageligt at tænke på."

Men patienterne blev straffet med andet end fysiske overgreb.

"Der var for eksempel mad-disciplin. Hvis patienterne legede med maden, og der røg en kartoffel på gulvet, så var de jo uartige. Så kunne man også finde på at tage maden fra dem og sige, at 'så var de nok ikke sultne'. Og de fik ikke andet. Så måtte de gå sultne i seng."

Maden på Andersvænge blev lavet i et stort centralkøkken og blev skubbet rundt i store, rustfrie beholdere af beboerne sammen med en arbejdsmand.

"Den lunkne mad blev så øst op på alle tallerkenerne og sat foran patienterne, som sad ved langborde, der var boltet fast til gulvet i den kæmpestore spisestue. Der var ingen fade, og de måtte ikke selv tage."

Efter endt uddannelse blev Eva Rønsbro ansat på Andersvænge på en børneafdeling. Her var hun glad for at være, for afdelingslederen var dygtig og havde moderne synspunkter. Børnene led af mange forskellige ting: mange havde Downs Syndrom, men der boede også børn med vand i hovedet, spastikere og børn, der var hjerneskadede før eller under fødslen.

Forældrebesøg var en sjældenhed. Som oftest havde lægen givet forældrene det råd, at de skulle aflevere barnet på en institution og glemme det så hurtigt som muligt. Nogle gjorde, som der blev sagt. Andre holdt kontakten ved lige med breve og besøg. Ved højtider og fødselsdage kom der indimellem pakker med bolsjer, lakrids og chokoladeplader. Eller bøger og bamser.

"Der var en del børn, som bare var helt glemt. Og vi fik indimellem børn, som ikke var ældre end et halvt år. Men jeg husker også et forældrepar, som kom trofast en gang om ugen. Det var dog meget ekstraordinært. Når de havde meldt deres ankomst, blev datteren gjort i stand og hentet ned i besøgsstuen, hvor de så var sammen en times tid. De var velhavende og havde ofte fine kjoler med til deres datter, men de gik hurtigt i stykker i centralvaskemaskinen."

Besøg foregik altid i besøgsstuen - forældrene satte aldrig deres ben på afdelingerne.

"Jeg oplevede mange forældre, som var meget kejtede over for deres børn. Jeg tror godt, man kan bruge ordet flov. Og på Andersvænge var der utroligt meget personale, der betragtede forældrene som irriterende. Man så dem ikke som ressource eller samarbejdspartner. De var til besvær. Nogle af dem stillede jo spørgsmål, for eksempel: ?Hvorfor kan I ikke prøve at lade Signe tage tøj på selv?. Men de kom ikke ret langt med det, og jeg husker tydeligt en situation, hvor overlægen blev irriteret på nogle forældre: 'Vil I gerne have hende med hjem igen'? spurgte han. Og så holdt de mund."

Det var lederen af Åndssvageforsorgen, Niels Erik Bank-Mikkelsen, der satte uddannelsen af omsorgsassistenter i gang. På skolebænken blev en ny generation introduceret til idéen om at give de udviklingshæmmede et liv på normale vilkår samt spirende idéer om en pædagogisk tilgang frem for en medicinsk og om muligheden for at udvikle og lære de udviklingshæmmede almindelige gøremål. Og dermed var et oprør i gang nedefra:

"Der gik ikke ret lang tid, før jeg tænkte: Hvis jeg havde magt, ville jeg gøre det her på en anden måde. Den følelse gennemsyrede mig meget, og de andre studerende havde det på samme måde. Vi snakkede meget om, hvordan der var på hinandens afdelinger. Hvor forfærdeligt det hele var. Og hvordan vi skulle bekæmpe det. Og hver gang man ville ændre på noget, skulle man gøre op med sig selv: Er jeg parat til at tage de problemer, det giver?".

Når Eva Rønsbro fortæller om de 20 år på Andersvænge, ligger spørgsmålet lige for: Hvorfor blev hun ved?

"Det var en brydningstid. Og det var spændende at være med til at forsøge at gøre det anderledes. Og man fik meget igen. Når man fik en beboer, der altid bare havde siddet passivt i et hjørne, til at smile, fordi man gjorde noget lidt anderledes for ham. Det var belønningen for mig."

Hun fortæller blandt andre om Erik, en dreng på godt ti år, som hun lærte at gå, selv om overlægen havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre.

"Jeg blev ved med at træne og træne ham, først med en gå-kasse og så med mine hænder. Og da det lykkedes, var det en kæmpe glæde, som jeg tit tænker på i dag. Hans liv blev helt anderledes. Før sad han bare og kunne skubbe sig frem med den ene arm. Men pludselig kunne han gå på opdagelse."

Eva Rønsbros sejr udløste dog ikke anerkendelse hos overlægen. Kun bemærkningen: "Nå, han kunne godt alligevel."

Særligt i løbet af 1970'erne lykkedes det gradvis de unge at sætte deres præg på centralinstitutionerne.

"I starten var der stort set intet legetøj til børnene. Kun et par slidte bøger og nogle oversavlede klodser. Men det ændrede sig langsomt, så der blev mere hjemligt på afdelingerne. Der fandtes ikke gardiner - man kunne kigge lige ind ad alle vinduer. Så jeg købte stof og syede gardiner til afdelingen. Men så blev jeg kaldt til inspektøren og fik ballade: 'Hvad havde du forestillet dig? Nu kommer alle vel og vil have gardiner,' skældte han. Men det syntes jeg jo kun ville være godt."

Når der skulle børstes tænder, blev der båret 30 tandkrus med vand i ind på en bakke med en tandbørste i hver, og så blev de udviklingshæmmede børstet efter tur.

"Det var ikke til at holde ud, og jeg blev enig med en elev om, at vi måtte gøre noget ved det. Altså det her har jeg aldrig fortalt, men vi skrabede tandpastaen af børsten og ned i vandet, hvor det lå og soppede rundt. Så gik vi til afdelingslederen og viste hende det, og spurgte om, hun ikke syntes, det var noget griseri, og om vi ikke måtte forsøge at gøre det anderledes. Fra da af fik beboerne lov til selv at forsøge at børste tænder, mens vi hjalp til. Det var så tilfredsstillende at se dem selv stå der og putte tandbørsten i munden. Det var virkelig en sejr."

Andre unge assistenter greb til en nedstryger i nattens mulm og mørke og savede de fastboltede bordben fra gulvet, så bordene kunne stilles på en ny måde.

I 1974 blev Eva Rønsbro forfremmet til omsorgsinstruktør. Jobbet bestod blandt andet i undervisning af nye elever samt indførelse i nye arbejdsmetoder og afholdelse af kurser.

"Jeg gjorde det for at få mere indflydelse og få mine synspunkter igennem. En af de ting, jeg forsøgte, var at rejse spørgsmålet om, hvorvidt man kunne bruge pædagogiske midler frem for bælter og remme og handsker. Jeg indkaldte til et stort møde i festsalen. Lægerne var oprørte: 'Man kan jo ikke undvære fiksering - så bliver de jo urolige og aggressive'. Vi forsøgte at sige, at der var en grund til at de opførte sig sådan, og hvorfor ikke forsøge at finde den og måske få dem til at holde op. Men lægerne syntes, det var det rene galimatias."

I 1979 udsendte Socialstyrelsen en bekendtgørelse om magtanvendelse, hvor der stod, at fiksering skulle benyttes som absolut sidste udvej og i øvrigt skulle indberettes. Fysisk magtanvendelse - herunder også nedværdigende behandling og isolation - blev forbudt.

1970'ernes sociale reformer, kommunalreformen i 1970 og bistandsloven i 1974, banede vejen for ændringer for de udviklingshæmmede. I 1978 blev loven om udlægningen af åndssvageforsorgen til amterne endeligt besluttet, og 1. januar 1980 var Statens Åndssvageforsorg historie. Det efterfølgende årti blev de centrale institutioner langsomt brudt ned i mindre enheder, og mange beboere flyttede ud i lejligheder, mindre institutioner og bofællesskaber.

For Eva Rønsbro betød det en helt ny periode i hendes faglige liv. I 1981 fik hun stillingen som forstander på en nyoprettet institution for voksne udviklingshæmmede i Holbæk ved navn Danhøj. Her arbejdede hun, til hun blev pensioneret 22 år efter.

"Jeg oplevede det som det bedste i mine 42 år i forsorgen, da vi gik fra staten til amterne. Det var to helt forskellige verdener: tanken om selvstændighed for de udviklingshæmmede, den nye pædagogik og et tæt forældresamarbejde. Hele holdningen og menneskesynet var helt anderledes, og der var lydhørhed og forståelse, også for en forbedring af rammerne."

Eva Rønsbro fik flere tidligere beboere med fra Andersvænge til den nye institution:

"Det var en særlig glæde for mig at opleve dem i de nye omgivelser. På Danhøj fik de deres eget lille værelse. De fik selv nøgle til værelset og senere også egen postkasse."

Hun oplevede, hvordan beboerne blomstrede op. Også selv om mange af de udviklingshæmmede, som havde boet hele deres liv på en centralinstitution, tog mange vaner med sig. De var vant til, at livet var tilrettelagt for dem og var meget fixerede på faste spisetider.

"Du skulle se dem, da de pludselig selv fik lov til at tage maden fra fadene: De øste op og øste op. I det hele taget opførte de sig hele tiden, som om de var bange for, at nogen skulle tage maden fra dem.

Der gik nogle år, før Andersvænge endeligt lukkede som selvstændig institution, og i årene efter at hun var blevet forstander, havde Eva Rønsbro det svært, når hun indimellem skulle tilbage til institutionen i faglig sammenhæng - for eksempel til møder. Minderne om de negative oplevelser fyldte meget i hende.

"Jeg vil ikke sige, at jeg skammer mig. Der er måske noget, jeg er mindre stolt af at havde været vidne til. Men tiderne var, som de var. Jeg tror ikke, man gjorde det af ond mening. Det var et helt andet menneskesyn."

Og de senere år har hun forliget sig med den periode af sit arbejdsliv.

"Det er jo også en del af min egen historie. Det var på Andersvænge, at det hele startede. Jeg har virkelig haft en indre dialog med mig selv om de forhold, man bød de udviklingshæmmede. Og jeg er nået dertil, at jeg ikke mener, man kan dømme nogen. De episoder, hvor ansatte har slået og nægtet patienterne mad – det kan man fordømme. Men med hensyn til alt det andet, var det nok en kombination af uvidenhed og udygtighed. Man vidste ikke bedre. Og jeg har siden ofte hørt medarbejdere, som havde uddannet sig og var blevet klogere sige: Havde jeg dog bare vidst det dengang."