Sven Ove Gade er vokset op på en gård ved Fredericia. Det var et hjem med kristen tro og kirkegang. Og plads til mange forskellige mennesker.
Det er nok et alderdomstegn, men nogle af de sjoveste mennesker oplevede jeg, da jeg var barn og ung. I mit hjem kom der mange særlinge, som i dag nok ville være på institution. Min far og farfar, der boede hos os, havde sans for skæve mennesker og holdt meget af at tale med dem. Jeg kan være rimelig systematisk omkring mit arbejde. Men det er det skæve i videste forstand og humor, jeg har befundet mig bedst med, siger den 77-årige Sven Ove Gade.
LÆS OGSÅ: Det er et under, når Gud rører mennesker
Han var i årene fra 1976 til 2000 chefredaktør for Ekstra Bladet. Oplaget var oppe at ringe på 250.0000 daglige solgte eksemplarer i dag er det 50.000. Det var tiden, hvor avisen turde, hvor andre tiede, med politiske kampagner mod indvandringen, bolighajer og social armod. Et fyrtårn i dansk presse. En intellektuel sværvægter og begavet ildsjæl, som ville noget med sit virke, lød det i netavisen 180grader.dk i anledning af Sven Ove Gade 75-års fødselsdag.
Og Søren Krarup, tidligere sognepræst og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, har i en anmeldelse af en af Sven Ove Gades bøger beskrevet avisen under Gade som chefredaktør som et åndehul og fristed i vort offentlige liv.
Min lidenskab har været at være med til at formidle saglighed og sammenhæng i tingene. Jeg havde mange ambitioner for Ekstra Bladet, hvor jeg blandt andet trak på mine erfaringer fra min tid som økonomisk-politisk redaktør for Politiken. Stærkt indtryk gjorde Victor Andreasen, som var min forgænger som chefredaktør for Ekstra Bladet, og som blev min nære ven. Blandt andet sagde han om kulturstof: Enten skal det have høj kvalitet, eller også skal vi ikke have det. I mit tidligere job som underdirektør i Industrirådet, i dag Dansk Industri, havde jeg selv opdaget, at hvis man virkelig ville være informeret, måtte man læse Ekstra Bladet.
Min lidenskab var også at løfte kvaliteten. Det lykkedes kun i nogen grad. Da jeg blev redaktør, var flertallet af medarbejdere imod. De havde deres egne kandidater, men bestyrelsen ville have mig. Og i den situation begyndte jeg at slås. Det, jeg i al beskedenhed prøvede på gennem årene, var, at den avis skulle trække noget, blandt andet gennem kulturstoffet, og det siger måske en del, at en af anmelderne var digteren Poul Borum. En avis skal selvfølgelig spejle udviklingen i samfundet, men den må ikke gå på akkord med kvaliteten i den genre, hvor den opererer. Læserne opdager altid, hvis man opportunistisk bare spiller med, siger Sven Ove Gade.
Det skarpe blik bag brilleglassene synes lidt mildere. Han har gjort klar til kaffe og muffins i den store villa i Birkerød, hvor han og hustruen, journalist Jonna Gade, har boet i 40 år. Gennem hele sit arbejdsliv har han skrevet debatbøger om politiske spørgsmål som Unge liberale fra 1964, For eller imod EF fra 1972 og Fløjlsmaverne et opgør med den politiske klasse fra 1999. Da han gik på pension, blev det begyndelsen på en ny karriere som forfatter til både biografier og debatbøger.
Det begyndte med en opfordring fra forlaget Gyldendal til at skrive Ulanen. En biografi om Victor Andreasen, der udkom i 2002. Siden er det blevet til en række biografier om journalisten Henrik Cavling og om modstandsbevægelsens topfolk. Deriblandt medstifter af Danmarks Frihedsråd, politikeren Frode Jakobsen, nedkastningschefen i Jylland, modstandsmanden Jens Tolstrup, og lederen af den jyske modstandsbevægelse, godsejeren Flemming Juncker.
Nu er Sven Ove Gade i gang med endnu en biografi denne gang om Flemming B. Muus (1907-1983), der var forretningsmand og fra 1943 til 1944 chef for de faldskærmsfolk, der under besættelsen blev sendt til Danmark.
Henrik Cavling, Frode Jakobsen, Tolstrup og Juncker var rene mennesker. Det var Muus ikke. Det er en lidt speciel historie, som jeg laver, på trods af at jeg ikke bryder mig om ham, siger Sven Ove Gade.
Efter krigen fik Flemming B. Muus en dom, fordi han havde svindlet en halv milliard kroner fra modstandsbevægelsen. Pengene var intakte, men han blev idømt to års fængsel. Da han havde siddet et par måneder, blev han løsladt under den forudsætning, at han forlod Danmark. Han tog til Sydafrika og arbejdede som forretningsmand, indtil han efter et par år fik lov til at vende hjem igen.
Han var en persona non grata. Når jeg vil skrive om Muus, skyldes det også, at jeg gerne vil ind på hans kone, Varinka Wichfeld Muus, og hendes slægt. Jeg har mødt hende, og hun var en meget interessant kvinde. Jeg synes, at Flemming B. Muus er blevet hårdt behandlet, for ikke desto mindre gjorde han en formidabel indsats under krigen. Han var modig. Men han er sådan en mand, som historikerne i nogen udstrækning er gledet uden om. Han er lidt en underdog midt i det hele, og det tiltaler mig.
Det er planen, at biografien om Flemming B. Muus skal udkomme til efteråret 2014. Sven Ove Gade er næsten færdig med researchen og mangler blot at gennemgå de engelske arkiver.
Det lyder enkelt, men det er det ikke. Sådan en bog kræver mindst et års research. Den nemme del er at gå i Rigsarkivet og grave noget frem. Det vanskelige er at finde frem til folk, der har kendt den, jeg skriver om, for de er måske døde, eller der er ingen efterkommere. Men fremover vil det blive endnu sværere at skrive biografier. Forleden læste jeg i den engelske avis The Guardian, at i forbindelse med, at alt i dag bliver digitaliseret, vil historikerne om 25 år få problemer, for der findes ingen breve til den tid. De er forsvundet ud i cyberspace i form af mails.
Sven Ove Gade kan godt savne den passion, der drev mænd som modstandskampens helte. Som Frode Jakobsen, der voksede op under fattige kår på Mors, blev cand.mag. i tysk og var på vej med en doktordisputats om Nietzsche, da krigen brød ud, og Danmark blev besat. Han gik ind i modstandsarbejdet, og efter krigen blev han politiker. Eller Flemming Juncker, der selv kaldte modstandskampen for et kapitel i mit liv. Efterfølgende var han foregangsmand inden for skov- og landbrug og industri. Han grundlagde Junckers Savværk i Køge, introducerede den første mejetærsker herhjemme og indførte avl af majs, vinterbyg og raps.
En af de ting, vi gennemgående mangler i dag i Danmark, er ægte lidenskab. Alle disse mennesker kunne rationelt have analyseret sig frem til svaret på spørgsmålet: Hvad får jeg ud af det? Men i stedet handlede de. De var slet ikke i tvivl. Hvis ikke Juncker, Jakobsen og Tolstrup havde handlet, havde Danmark været en nation af kollaboratører. At Danmark kunne være med til at stifte FN, var modstandsbevægelsens skyld. Dette skisma har altid interesseret mig.
Efter krigen var der ikke brug for dem. De var heller ikke politisk skolede. Men Danmark mistede noget ved ikke at være mere interesseret i, hvad de mennesker kunne bidrage med efter krigen. Mange drømte om et nyt Danmark, og det var nok urealistisk. Men der skete ingenting.
I dag mangler der kvalitet i det politiske liv. Som venstremanden og tidligere finansminister Thorkil Kristensen sagde, så skal man ikke gå ind i politik, før man er 35 år. Man skal have nogle erfaringer i livet, inden man bliver politiker. Det var også ham, der skabte forudsætningerne for partiet Liberalt Centrum, siger Sven Ove Gade.
Han peger på, at hvor 20 procent af den danske befolkning for 25 år siden var medlem af en politisk organisation, er det i dag omkring fire procent. Og det indebærer, at det er en meget lille skare, der bestemmer, hvem der skal opstilles til valg.
Mange af dem er nul og niks. Ofte er det folk, der læser statskundskab, jura eller et andet samfundsorienteret fag, og når de bliver valgt til Folketinget, er mange af dem ikke færdige med deres uddannelse. Nogle bliver det aldrig, og når der er valg, må de så at sige gøre alt for at blive genvalgt. De er ikke kvalificerede til et job i det private erhvervsliv eller den offentlige sektor og da slet ikke til den høje løn, de har vænnet sig til at modtage.
Det hænger også sammen med, hvad der foregår i medierne i dag. Det saglige indhold går tabt. Hvis jeg var chefredaktør i dag, ville jeg med omgående virkning forbyde journalisterne at tale med eksperter. Nogle kan være relevante at tale med, men mange er pseudoeksperter, der skal sige det, som journalisterne ikke selv kan skrive. Den politiske debat bliver steril, og jeg gider næsten ikke høre efter mere. Jeg tror, at der ligger et folkeligt oprør og lurer, for det system, vi kører med, er ikke folkeligt legitimeret. Jeg er også ved at brække mig over alle de politiske kommentatorer, der vælter frem i medierne. Man kan jo ikke holde ud at høre på det. Og ved du hvad: Folk kan heller ikke holde ud at høre på det.
Et helt galleri af sjove, skæve journalister, redaktører og politikere dukker op, når Sven Ove Gade ser tilbage på sine år på Ekstra Bladet.
Der var de der karakterer, som jeg ikke ved, hvordan skal komme ind i journalistik og politik i dag, siger han og nævner stifteren af Fremskridtpartiet, Mogens Glistrup, og socialdemokraten og miljøministeren Svend Auken, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og dertil en række Ekstra Blads-journalister: Poul Dalgaard, der fik Cavlingpriser for sin afsløring af et gangsternetværk, kaldet Edderkoppesagen, i 1950erne og for bolighaj-kampagnen i 1960erne. Svenn Bernhard. Anders Peter Mathiasen. Per Michaelsen. Bent Juhl. Philip Lauritzen. Jakob Andersen. Kirsten Jacobsen. Annelise Pedersen. Hans egen hustru, Jonna Gade, og mange flere.
Jeg har haft det morsomt. Det har da været sjovt at have en løbende kontakt med medarbejderne. Der var lidt af en drukkultur dengang. Jeg vil ikke romantisere det, men jeg blandede mig heller ikke i det, bare folk de skrev. Jeg lærte meget om, hvad man ikke skal gøre. Men også det at give frihed. Jeg kender det fra mig selv: Jeg kan ikke arbejde, hvis nogen ånder mig i nakken. Jo mere folk er selvkørende, jo mere interessant bliver det.
Om mennesker har jeg gang på gang fået bekræftet, at de, der har en veludviklet humoristisk sans, er til at holde ud at være sammen med. Ellers bliver det for højtideligt. Du skal kunne grine ad det. Mennesker, der ikke har humoristisk sans, går det næsten altid skævt. Min erfaring er, at uden humor går det slet ikke.
Sven Ove Gade har båret kristendommen med sig siden opvæksten i Fredericia, men understreger, at han ikke trækker Det Nye Testamente frem, når han skal sige sin mening om tingene.
Men det har betydet noget for mig, siden jeg var ung. Det giver måske en vis rummelighed i forhold til den måde, man ser mennesker på. Herregud, vi er syndere allesammen og slæber rundt på arvesynden gennem livet. Og det må vi prøve at komme igennem på bedst mulig måde. Jeg håber, jeg har et frisind. Det er klart, at hvis man skal have en virkelig debat om noget, skal man være enige om det grundlæggende. Men jeg kan godt blive inspireret af andre. Firkantede holdninger har altid været mig inderligt imod, hvad enten de kommer fra religiøs eller politisk side eller gamle almindelige fordomme. Jeg prøver at forholde mig til mennesker, som de er, og ikke, hvad de er sat i bås som. Når man kommer ind bagved, er der ofte en anden sandhed.
Jeg er ikke missionær, men den kristne del er helt afgørende for mig. Det giver en indre frihed der er ikke noget, jeg går og frygter. Når det handler om mine nære, børn og kone, frygter jeg da, at de skal blive ramt af sygdom og andet. Men jeg kan mærke, at jeg har en indre frihed, der afspejler sig i det, jeg laver, og i mit syn på mennesker. Jeg kan være hård i mine domme. Af og til må jeg dog ændre opfattelse, når jeg kommer tættere på.
Døden?
Jeg frygter ikke døden, men tænker da tit på den. Det er let at sige, når man tilsyneladende er rask. Min mor blev næsten 95 år, og jeg kan huske den sidste gang, jeg besøgte hende, at hun var åndsfrisk, men man kunne mærke, at hun var træt, og nu ville hun ikke mere. Det var meget naturligt. Denne holdning håber jeg også at have. Jeg tror på det evige liv, men vi kan ikke vide. Du kan ikke analysere dig frem til det du må kaste dig ud i det og tro på det.
Sven Ove Gade
Klog på livet
k.dk