Prøv avisen

Herren er ikke min byrde

Signatur

Mit foreløbige højdepunkt som far indtraf for et par år siden, da jeg som aftenbøn bad fadervor med min dengang treårige søn, der pludselig udbrød: Far, er det egentlig dig, der er Gud?.

Siden er det gået stærkt ned ad bakke. Men jeg har engang læst, at mange voksne mennesker også blander deres faderbillede og gudsbillede sammen.

Det synes jeg lyder som en god forklaring på, hvorfor mange mennesker har svært ved at føle sig elsket af Gud. For hvis man for eksempel har haft en hidsig, krævende eller fraværende far, kan det være nærliggende at tillægge Gud de samme egenskaber. Eller at læse Bibelen i det lys. Og jeg har selv oplevet kirker, hvor man nærmest også fik indtryk af, at Gud var en streng far, som man umuligt kunne gøre tilfreds. Men det er ikke mit eget billede af Gud. Tværtimod støtter jeg mig mere til 1. Johannes Brev i Det Nye Testamente, hvor der står, at Gud er kærlighed.

Det er også mottoet for selvbiografien Den forbudte frelse, som jeg hjalp den iranske præst Massoud Fouroozandeh med at skrive for nogle år siden. Da han voksede op som eliteelev på en koranskole i Teheran, følte han sig aldrig god nok, selvom han var blandt de absolut bedste elever i skolen. Og han var ikke alene med den følelse. Flere af hans skolekammerater endte endda med at melde sig som drengesoldater for at blive martyrer i krigen mellem Irak og Iran af samme grund. For at blive sikre på Allahs accept. Senere har han forklaret, at noget af det, der fik ham til at konvertere til kristendommen i Danmark, var mødet med den løbende Gud. For mens han som muslim skulle forsøge at nærme sig Gud gennem gode gerninger, blev Jesus sendt til Jorden for at møde os. Gud kom os i møde som den løbende far i lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen står og spejder efter sin fortabte søn og løber ham i møde med udstrakte arme.

Det er også min egen favorithistorie fra Bibelen. For jeg synes, at lignelsen indkapsler kernen af min egen forståelse af kristendommen: at Gud dybest set mere minder om min egen far, der altid har taget kærligt imod mig, uanset hvor tåbeligt jeg har opført mig. Og i en tid, hvor banker krakker, og finanskrise er blevet et modeord, er det dejligt at læse om den dumme forbrugeriske søn, der som en anden græsk levemand havde ødslet sin fars penge bort, men alligevel blev ventet med en ufortjent fest, da han forlod svinestalden.

Historien handler selvfølgelig ikke om, at man ikke skal forvalte sine talenter, som en anden af Jesu lignelser netop lægger op til. Men lignelsen om den fortabte søn styrker mig i troen på, at relationer kommer før præstationer i Guds øjne. Gode gerninger gør ikke en god mand, men en god mand gør gode gerninger, som Luther også skrev. Det giver samtidig det lidt tunge ord omvendelse en noget mildere klang. For det afgørende er ikke, hvad man omvender sig fra, men det afgørende er, hvad man omvender sig til, som jeg hørte en præst sige i sidste uge. Men jeg har selv oplevet mange kristne, der groft sagt fokuserer mere på svinestalden end på Guds faderhjerte ved at frygte Gud, på samme måde som Massoud frygtede Allah som barn.

Og det er synd i ordets egentlige betydning at ramme ved siden af målet. Jesus lærte os at kalde Gud Vor far, men mange opfatter Ham desværre stadig mere som en byrde end en hyrde.

ohrstrom@k.dk