Prøv avisen

Herrens mark

Udtrykket at være på Herrens mark, der bruges ganske meget, betyder på nudansk at være rådvild. - Foto: .

Udtrykket at være på Herrens mark, der bruges ganske meget, betyder på nudansk at være rådvild, være faret vild i sig selv, ikke kunne finde hoved eller hale på en sag, forvirring, være uden hjælp, ladt i stikken, skriver Johannes Nørregaard Frandsen i ugens Liv i Sproget

For nylig skrev jeg om landdistrikter på Herrens mark, hvor jeg især søgte at komme lidt bag om ordet landdistrikter. Heldigvis er der flere læsere, som ikke har stillet sig tilfreds med det. De vil også vide, hvor Herrens mark befinder sig sådan rent sprogligt. Det er blandt andre Mogens Hindsberger, der gerne vil vide lidt mere om etymologien, og jeg skal forsøge, men dog også straks slå fast, at vi her er lidt på Herrens mark. Det er ikke muligt at finde én fast forklaring.

Udtrykket at være på Herrens mark, der bruges ganske meget, betyder på nudansk at være rådvild, være faret vild i sig selv, ikke kunne finde hoved eller hale på en sag, forvirring, være uden hjælp, ladt i stikken. Det er i øvrigt ikke det eneste udtryk, der således kombinerer Herren med noget, der ikke er godt. Det hedder for eksempel et herrens vejr og et herrens rod, og her angiver ordbøgerne faktisk, at der skal staves med lille begyndelsesbogstav.

Der er formentlig tale om en inddragelse af Vorherres navn, altså et kraftudtryk, der skal understrege, at dette ikke er Herrens behagelige værk. Men hvad er det for noget med den mark? Hvorfor henviser den til forvirring eller rådvildhed? Vi er da ellers vant til, at det moderne landbrugs marker er noget af det mest forudsigelige, der findes. Jo, marker er fredelige i dag, men vi skal utvivlsomt på markvandring tilbage i kultur- og sproghistorien, for en mark er principielt et stykke åbent land, hvor man er ubeskyttet.

Det latinske margo betyder rand, grænse eller kant, og ordet mark er således i nær familie med margen og marginal. En mark er altså langt ude, kunne man sige. Marken var måske heller ikke det rareste sted at opholde sig for nogle hundrede år siden, for det var derude, vilde dyr og djævelskab opholdt sig, mens haven, indmarken og fælleden snarere var det dyrkede og overskuelige område.

Det er den ene mulighed for udtrykkets oprindelse, at det altså er en slags ed, hvor Herrens navn tages ind i en besværgelse sammen med det risikable ved at være langt ude på den farlige mark, hvor fællesskabets tryghed ikke rådede.

Herren kunne jo principielt også være herremanden, for blandt fæstebønder i 1600-1700-tallet må herrens mark jo have været det sted, de måtte aflevere hovarbejde, så det var vel ikke just det prægtigste sted på jord.

Der er en tredje mulighed for ordets oprindelse, som en kollega har nævnt for mig, nemlig at de såkaldte herrnhutere, de pietiske brødremenigheder i Christiansfeld, anlagde og dyrkede marker, som de kaldte for Herrens marker.

Der er altså flere mulige veje til herrens eller Herrens mark. Det sted, hvor Herren ikke råder, eller der, hvor herremanden råder alt for meget, eller brødremenighedens velplejede marker, som nogen sikkert har misundt dem og talt ilde om. Så nu fik jeg da vist læserne bragt langt ud på Herrens mark. Det var faktisk også meningen!

sprog@kristligt-dagblad.dk