Han siger, han er stoppet. Men foran ham, i en sort mappe, ligger alligevel akterne til endnu en sag. Sådan som det hedder inden for behandlersystemet, selv om det er mennesker, vi taler om.
Helt præcist handler denne »sag« om en mor og hendes fire børn, som er blevet fjernet fra hende, fordi hun i en »kortere periode har haft et alkoholproblem«. I dommen står der, at »hun ikke har tilstrækkelige og relevante intellektuelle og personlighedsmæssige ressourcer« til at tage sig af sine børn.
- Jeg kunne ikke sige nej til at hjælpe. Det er klicheord, som man kan sige om enhver. Jeg ved da heller ikke, om jeg har givet mine børn relevant følelsesmæssig kontakt, og der står ingen ting om, hvorvidt børnene er blevet vanrøgtet eller andet. Det er et glimrende eksempel på, at forældrene ingen retslig status har i de her sager, når de er oppe imod et system og psykologer, der baserer deres vurderinger af børn på forestillinger og skøn. Det krænker min retsfølelse, siger han.
Peter Fergo lægger sin højre hånd på mappen med alle papirerne, og så smiler han. Men ikke så det når op og forplanter sig til øjnene. For det handler ikke om store følelser og »blødsødenhed« over for børn og svage i samfundet, når han lægger sig ud med myndigheder og kæmper for en mors ret til sine børn, siger han.
Og hvis han skal være ærlig, var det heller ikke kristen næstekærlighed, der for eksempel drev ham til tilbage i 1980'erne at skjule fire børn på hemmelige steder rundt i landet, fordi de skulle tvangsfjernes.
Dengang som nu var han indigneret over, at »forvaltningerne monopoliserer sine egne psykologer«, og at de fejldiagnosticerer børnene. Så Peter Fergo kæmpede sig frem til at få børnene undersøgt af en psykolog uden tilknytning til »systemet«, og herefter blev børnene erklæret egnede til at bo hos deres forældre.
Dette resultat betragtede han som en stor sejr, men samtidig kostede hans gerninger en nat i en fængselscelle og en betinget fængselsdom på fire år.
Siden da har den 67-årige sognepræst ved Allehelgenskirken på Amager været bisidder i over 200 sager om tvangsfjerneler.
I sin nye bog »Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager« analyserer Peter Fergo psykologer og socialforvaltningers udsagn i 305 sager, han har fået aktindsigt i.
Oplysningerne sammenholder han med udsagn fra andre voksne omkring barnet som pædagoger, lærere og læger. Dermed mener Peter Fergo at have påvist, at der er så stor modstrid i parternes udsagn, at det tenderer til »systemforbrydelse«.
Peter Fergo kalder selv sin bog et ideologisk, men dokumenteret angreb på systemet. I offentligheden er sognepræsten, som er gift med kirkeminister Tove Fergo (V), ofte blevet kritiseret for sin indædte kamp mod tvangsfjernelser.
Han er blevet kaldt »en mand med en sag« og beskyldt for at »lide under konspirationsteorier«. En kritik, der preller af på Peter Fergo.
- Det berører mig ikke. Når der er kamp og polemik, er jeg i mit rette element og bliver virksom og fuld af energi, siger han og læner sig tilbage i stolen med en afventende mine.
Uretfærdig rettergang
Omkring 1340 børn var sidste år tvangsfjernet fra deres hjem, og dette tal har været stabilt de seneste fem år.
Ifølge loven kan børn tvangsfjernes, hvis der er åbenbar risiko for, at barnet lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, vold, seksuelt misbrug, misbrugsproblemer, kriminalitet eller andre sociale problemer. Peter Fergo kæmper for de børn, der bliver fjernet under påskud af, at der mangler omsorg og indlevelse i hjemmet.
- Jeg har ikke noget imod, at man fjerner barnet, når det er begrundet i for eksempel åbenlys vold og seksuelt misbrug, og når de retslige procedurer er korrekte. Men jeg har kun oplevet to sager, som jeg sagde nej til, fordi jeg mente, forvaltningen havde ret, siger han og fortsætter:
- Der kan være problemer i et hjem, hvis moderen er enlig og har seks børn, og hun måske oven i købet har haft misbrugs- eller psykiske problemer. Men så længe man kan se, at barnet er glad og trives nogenlunde, må man kunne finde en ordning med støtte i hjemmet, så man ikke skrider så drastisk til værks som til at fratage hende retten til sine egne børn. Det er en af de værste forbrydelser, man kan begå over for et menneske. Og så sker det uden, at man sikrer hende retsligt, pointerer han igen og igen.
Først efter at Peter Fergo havde klaget til ombudsmanden, blev der i 1990 skrevet ind i loven, at forældrene har ret til at skaffe erklæringer fra psykologer eller psykiatere i et forsøg på at modbevise forvaltningens undersøgelser. Begrebet kaldes en kontradiktion, og det er den metode, Peter Fergo benytter sig af, når han er bisidder.
I flere tilfælde er det lykkedes at få barnet hjem på baggrund af modbeviset.
- Mødrene, som det ofte er, aner ikke, hvordan spillet er. Desuden koster det mange penge, op til 16.000 kroner, for en undersøgelse.
- Det har en mor på kontanthjælp sjældent råd til, og hvis hun endelig skaffer pengene, kan det være svært at finde en psykolog, der er uafhængig af forvaltningen. De lever jo af at arbejde for det offentlige og vil ikke fremstå i modstrid med deres kollegaer, siger Peter Fergo.
Han mener, at de psykologer, der optræder som sagkyndige, automatisk støtter hinanden.
- De vil ikke modsige hinanden, fordi de er interesseret i opretholde deres lukrative indtjening. Og dommere, politikere og embedsmænd ved ikke nok om børn og mødres psyke, så derfor støtter de sig udelukkende til de sagkyndige. Det er en uacceptabel form for rettergang, slår han fast.
Tvivlsom test
Peter Fergo mener også, at han på baggrund af de undersøgelser, »uafhængige« psykologer har foretaget af truede børn, kan se, at forvaltningens psykolog er i lommen på systemet. At psykologen svarer, som forvaltningen forventer, fordi psykologen er afhængig er indtjeningen.
- Der er så lang afstand mellem forvaltningens svar og de andres, og psykologernes undersøgelser beror på forestillinger og rent hokus pokus, erklærer Peter Fergo.
Det sidste refererer blandt andet til den kendte Rorschach-test, hvor barnet skal forklare sine associationer ud fra 10 forskellige blækklatter på et papir. Teorien er, at testpersonen i testen udtrykker sine inderste tanker og sætter ord på træk af sin personlighed, som ellers ikke ville komme frem. Ifølge psykologer må testen dog aldrig stå alene i sager om tvangsfjernelser. Men det argument giver Fergo ikke meget for.
- Det er gennemgående i alle sager, at de helt tunge udsagn og diagnosticeringer udleder psykologen af testene, og det er dem, Børn- og Ungeudvalget retter sig efter, siger han.
Med sin bog har han afsluttet et afsnit i sit årelange arbejde med emnet. Men han forventer, at det vil fortsætte lidt endnu.
- Jeg må ærligt tilstå, at sagerne fylder meget i min tilværelse, så jeg ved ikke, om jeg kan stoppe med at tage nye ind. Jeg håber, at min bog kan være med til at få de ansvarlige politikere til at indse, hvad der foregår. Og så håber jeg, at de helt igennem uvidenskabelige test bliver fjernet, og at der automatisk bliver iværksat psykologiske undersøgelser for begge parter, erklærer sognepræsten, og tilføjer:
- Jeg kan da i hvert fald spørge min kone om hjælp, så hun kan få nogle af sine kollegaer til at tage sagen op.
Fakta
Anbringelser af børn uden for hjemmet
- Omkring 14.430 børn var sidste år anbragt uden for hjemmet. Heraf var 1307 tvangsanbringelser. Tallene har været nogenlunde konstante igennem de seneste fem år. Udgifterne til anbringelser beløber sig til syv milliarder om året.
- Ifølge Lov om Social Service kan et barn fjernes, hvis »der er åbenbar risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: 1)utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge 2) vold eller andre alvorlige overgreb 3)misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge«.
- Det er kommunernes socialforvaltninger, der indstiller et barn til en eventuel anbringelse uden for hjemmet. Ifølge Lov om Socialservice skal forvaltningen lade en psykolog undersøge barnet og indhente anden viden om barnet fra fagfolk, der kender barnet og familien.
- Herefter sendes undersøgelser til kommunalbestyrelsens Børn og Unge Udvalg, hvor politiske repræsentanter og embedsmænd i samarbejde med en juridisk dommer og en sagkyndig psykolog eller psykiater træffer den endelige afgørelse.
- Beslutningen kan ankes til Den Social Ankestyrelse og derefter i Landsretten. I begge instanser er der sagkyndige tilstede.