I Troels Nøragers disputats (1996) »Hjerte og psyke« er der mange informationer at hente. Når man er hjertepatient og har sat sig lidt ind i hjertets funktioner, er man tilbøjelig til at anse hjertet for en muskel, som har den uhyre vigtige opgave at pumpe blodet rundt i kroppen og sørge for, at det bliver iltet. Men man ved jo godt, at i perioder hvor man har været syg, har det givet sig udtryk på en helt anden vis. Man mistede modet og humøret, når hjertet ikke arbejdede, som det skulle. Og det er det, som Troels Nørager har undersøgt. Tilgangen kan både være sproglig og tage udgangspunkt i dagligdagens udtryk, den kan være psykologisk og litterærfilosofisk og religiøs (fra Augustin til Pascal og Kierkegaard, som taler om, at det vigtigste i vores liv er at »sætte hjerte«). På sanskrit - som alle europæiske sprog stammer fra - hedder hjertet kerd eller herd - det som bliver til herz og heart på tysk og engelsk. Kerd bliver på græsk til kardia, på latin til cor, på fransk til coeur. Og her bliver det psykiske tydeligt understreget, fordi det franske ord for mod hedder courage. Altså modet kommer fra hjertet - også livsmodet selv. Men hjerte kan også på sanskrit hedde maisthai - det bliver på græsk til meynis, på tysk til mut og Germüt - på engelsk til mood. Her ser vi igen, at man i de ældste sprog opfattede hjertet som grundstemningens sted. Mod, stemthed, kærlighed, hjertelighed, ømhed, glæde, medfølelse. Og bortset fra det fagsproglige, så kender vi fra dagligsproget udtryk som at have hjertet med eller have hjertet på rette sted. Man kan føle hjertet synker i livet, eller man kan skyde hjertet op i livet. Og i salmebogen er ordet hjerte det mest brugte navneord overhovedet. Dan vort hjerte, løs vor tunge. Solhverv for hjerterne bange osv. Men få har som Grundtvig taget hjertets funktion at lede blodet rundt så bogstaveligt i billedsproget samtidig med at understrege de psykiske funktioner: Ak nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Og derfor må han bede om, at Jesu blod må strømme ind i hans kolde hjerte: Derfor beder jeg med tårer led den ind i mine årer, floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. Først når det er sket, kan hjertet løfte sin glædes vinger. Kom hjerte, med hvad dødt du har. Sikke en udtryksrigdom, hvor hjertet dels forstås i sin anatomiske betydning og dels overført religiøst. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for. I Troels Nøragers disputats (1996) »Hjerte og psyke« er der mange informationer at hente. Når man er hjertepatient og har sat sig lidt ind i hjertets funktioner, er man tilbøjelig til at anse hjertet for en muskel, som har den uhyre vigtige opgave at pumpe blodet rundt i kroppen og sørge for, at det bliver iltet. Men man ved jo godt, at i perioder hvor man har været syg, har det givet sig udtryk på en helt anden vis. Man mistede modet og humøret, når hjertet ikke arbejdede, som det skulle. Og det er det, som Troels Nørager har undersøgt. Tilgangen kan både være sproglig og tage udgangspunkt i dagligdagens udtryk, den kan være psykologisk og litterærfilosofisk og religiøs (fra Augustin til Pascal og Kierkegaard, som taler om, at det vigtigste i vores liv er at »sætte hjerte«). På sanskrit - som alle europæiske sprog stammer fra - hedder hjertet kerd eller herd - det som bliver til herz og heart på tysk og engelsk. Kerd bliver på græsk til kardia, på latin til cor, på fransk til coeur. Og her bliver det psykiske tydeligt understreget, fordi det franske ord for mod hedder courage. Altså modet kommer fra hjertet - også livsmodet selv. Men hjerte kan også på sanskrit hedde maisthai - det bliver på græsk til meynis, på tysk til mut og Germüt - på engelsk til mood. Her ser vi igen, at man i de ældste sprog opfattede hjertet som grundstemningens sted. Mod, stemthed, kærlighed, hjertelighed, ømhed, glæde, medfølelse. Og bortset fra det fagsproglige, så kender vi fra dagligsproget udtryk som at have hjertet med eller have hjertet på rette sted. Man kan føle hjertet synker i livet, eller man kan skyde hjertet op i livet. Og i salmebogen er ordet hjerte det mest brugte navneord overhovedet. Dan vort hjerte, løs vor tunge. Solhverv for hjerterne bange osv. Men få har som Grundtvig taget hjertets funktion at lede blodet rundt så bogstaveligt i billedsproget samtidig med at understrege de psykiske funktioner: Ak nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Og derfor må han bede om, at Jesu blod må strømme ind i hans kolde hjerte: Derfor beder jeg med tårer led den ind i mine årer, floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. Først når det er sket, kan hjertet løfte sin glædes vinger. Kom hjerte, med hvad dødt du har. Sikke en udtryksrigdom, hvor hjertet dels forstås i sin anatomiske betydning og dels overført religiøst. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for. I Troels Nøragers disputats (1996) »Hjerte og psyke« er der mange informationer at hente. Når man er hjertepatient og har sat sig lidt ind i hjertets funktioner, er man tilbøjelig til at anse hjertet for en muskel, som har den uhyre vigtige opgave at pumpe blodet rundt i kroppen og sørge for, at det bliver iltet. Men man ved jo godt, at i perioder hvor man har været syg, har det givet sig udtryk på en helt anden vis. Man mistede modet og humøret, når hjertet ikke arbejdede, som det skulle. Og det er det, som Troels Nørager har undersøgt. Tilgangen kan både være sproglig og tage udgangspunkt i dagligdagens udtryk, den kan være psykologisk og litterærfilosofisk og religiøs (fra Augustin til Pascal og Kierkegaard, som taler om, at det vigtigste i vores liv er at »sætte hjerte«). På sanskrit - som alle europæiske sprog stammer fra - hedder hjertet kerd eller herd - det som bliver til herz og heart på tysk og engelsk. Kerd bliver på græsk til kardia, på latin til cor, på fransk til coeur. Og her bliver det psykiske tydeligt understreget, fordi det franske ord for mod hedder courage. Altså modet kommer fra hjertet - også livsmodet selv. Men hjerte kan også på sanskrit hedde maisthai - det bliver på græsk til meynis, på tysk til mut og Germüt - på engelsk til mood. Her ser vi igen, at man i de ældste sprog opfattede hjertet som grundstemningens sted. Mod, stemthed, kærlighed, hjertelighed, ømhed, glæde, medfølelse. Og bortset fra det fagsproglige, så kender vi fra dagligsproget udtryk som at have hjertet med eller have hjertet på rette sted. Man kan føle hjertet synker i livet, eller man kan skyde hjertet op i livet. Og i salmebogen er ordet hjerte det mest brugte navneord overhovedet. Dan vort hjerte, løs vor tunge. Solhverv for hjerterne bange osv. Men få har som Grundtvig taget hjertets funktion at lede blodet rundt så bogstaveligt i billedsproget samtidig med at understrege de psykiske funktioner: Ak nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Og derfor må han bede om, at Jesu blod må strømme ind i hans kolde hjerte: Derfor beder jeg med tårer led den ind i mine årer, floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. Først når det er sket, kan hjertet løfte sin glædes vinger. Kom hjerte, med hvad dødt du har. Sikke en udtryksrigdom, hvor hjertet dels forstås i sin anatomiske betydning og dels overført religiøst. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for. I Troels Nøragers disputats (1996) »Hjerte og psyke« er der mange informationer at hente. Når man er hjertepatient og har sat sig lidt ind i hjertets funktioner, er man tilbøjelig til at anse hjertet for en muskel, som har den uhyre vigtige opgave at pumpe blodet rundt i kroppen og sørge for, at det bliver iltet. Men man ved jo godt, at i perioder hvor man har været syg, har det givet sig udtryk på en helt anden vis. Man mistede modet og humøret, når hjertet ikke arbejdede, som det skulle. Og det er det, som Troels Nørager har undersøgt. Tilgangen kan både være sproglig og tage udgangspunkt i dagligdagens udtryk, den kan være psykologisk og litterærfilosofisk og religiøs (fra Augustin til Pascal og Kierkegaard, som taler om, at det vigtigste i vores liv er at »sætte hjerte«). På sanskrit - som alle europæiske sprog stammer fra - hedder hjertet kerd eller herd - det som bliver til herz og heart på tysk og engelsk. Kerd bliver på græsk til kardia, på latin til cor, på fransk til coeur. Og her bliver det psykiske tydeligt understreget, fordi det franske ord for mod hedder courage. Altså modet kommer fra hjertet - også livsmodet selv. Men hjerte kan også på sanskrit hedde maisthai - det bliver på græsk til meynis, på tysk til mut og Germüt - på engelsk til mood. Her ser vi igen, at man i de ældste sprog opfattede hjertet som grundstemningens sted. Mod, stemthed, kærlighed, hjertelighed, ømhed, glæde, medfølelse. Og bortset fra det fagsproglige, så kender vi fra dagligsproget udtryk som at have hjertet med eller have hjertet på rette sted. Man kan føle hjertet synker i livet, eller man kan skyde hjertet op i livet. Og i salmebogen er ordet hjerte det mest brugte navneord overhovedet. Dan vort hjerte, løs vor tunge. Solhverv for hjerterne bange osv. Men få har som Grundtvig taget hjertets funktion at lede blodet rundt så bogstaveligt i billedsproget samtidig med at understrege de psykiske funktioner: Ak nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Og derfor må han bede om, at Jesu blod må strømme ind i hans kolde hjerte: Derfor beder jeg med tårer led den ind i mine årer, floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. Først når det er sket, kan hjertet løfte sin glædes vinger. Kom hjerte, med hvad dødt du har. Sikke en udtryksrigdom, hvor hjertet dels forstås i sin anatomiske betydning og dels overført religiøst. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for. I Troels Nøragers disputats (1996) »Hjerte og psyke« er der mange informationer at hente. Når man er hjertepatient og har sat sig lidt ind i hjertets funktioner, er man tilbøjelig til at anse hjertet for en muskel, som har den uhyre vigtige opgave at pumpe blodet rundt i kroppen og sørge for, at det bliver iltet. Men man ved jo godt, at i perioder hvor man har været syg, har det givet sig udtryk på en helt anden vis. Man mistede modet og humøret, når hjertet ikke arbejdede, som det skulle. Og det er det, som Troels Nørager har undersøgt. Tilgangen kan både være sproglig og tage udgangspunkt i dagligdagens udtryk, den kan være psykologisk og litterærfilosofisk og religiøs (fra Augustin til Pascal og Kierkegaard, som taler om, at det vigtigste i vores liv er at »sætte hjerte«). På sanskrit - som alle europæiske sprog stammer fra - hedder hjertet kerd eller herd - det som bliver til herz og heart på tysk og engelsk. Kerd bliver på græsk til kardia, på latin til cor, på fransk til coeur. Og her bliver det psykiske tydeligt understreget, fordi det franske ord for mod hedder courage. Altså modet kommer fra hjertet - også livsmodet selv. Men hjerte kan også på sanskrit hedde maisthai - det bliver på græsk til meynis, på tysk til mut og Germüt - på engelsk til mood. Her ser vi igen, at man i de ældste sprog opfattede hjertet som grundstemningens sted. Mod, stemthed, kærlighed, hjertelighed, ømhed, glæde, medfølelse. Og bortset fra det fagsproglige, så kender vi fra dagligsproget udtryk som at have hjertet med eller have hjertet på rette sted. Man kan føle hjertet synker i livet, eller man kan skyde hjertet op i livet. Og i salmebogen er ordet hjerte det mest brugte navneord overhovedet. Dan vort hjerte, løs vor tunge. Solhverv for hjerterne bange osv. Men få har som Grundtvig taget hjertets funktion at lede blodet rundt så bogstaveligt i billedsproget samtidig med at understrege de psykiske funktioner: Ak nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Og derfor må han bede om, at Jesu blod må strømme ind i hans kolde hjerte: Derfor beder jeg med tårer led den ind i mine årer, floden som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. Først når det er sket, kan hjertet løfte sin glædes vinger. Kom hjerte, med hvad dødt du har. Sikke en udtryksrigdom, hvor hjertet dels forstås i sin anatomiske betydning og dels overført religiøst. Det er ikke nok, at hjertet slår - det skal helst også have nogen og noget at slå for.
Hjertet som muskel og metafor
Eftertanke