$CLASS=byadr$lektor
Hovmod står for fald! Talemåden er en integreret del af den danske selvforståelse. Vi elsker at se dem, der tror, de er noget, falde dybt. Historier om rige, der blankes af, stjerner, der kløjes i det, kongelige, der glider i kærligheden. Populærpressen bygger op og hugger ned, læserne elsker hovmodet, når det står for fald.
Med "Jeppe på Bjerget" har Holberg udstyret nationallitteraturen med en skildring, der viser: "hvor tyrannisk og hovmodige slige Folk bliver, der af Skarnet i en hast kommer til stor Ære". H.C. Andersen har til overmål fulgt op med historier om de hovmodige, det skulle gå så ilde som den stakkels blærede bold af fint safian, der sprang så højt, at hun måtte sive en sommer i tagrenden for at ende i skarnfjerdingen. Grundtvig tog storheden ved vingebenet, ligesom Benny Andersen kan skildre nivelleringens kunst.
Den danske folkesjæl hader hovmod. I hvert fald når det er de andres! Vi ved, vi er små, så vi skutter os og ved, at vi trods alt er de bedste, fordi vi er de eneste, der ikke kunne drømme om at være hovmodige. Hvad udad tabes, skal indad vindes! Det danske underspil er skinbarlig, omsat hovmodighed.
Hovmod står for fald! Vendingen stammer fra Ordsprogenes Bog kapitel 16, vers 18, hvor det hedder: "Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald."
Ordet hovmod betyder overdreven selvfølelse, overlegenhed eller nedladende opførsel. Det har rødder i det nedertyske homot, der er en sammentrækning af hog, som betød høj, og mot (mut) for sindelag. Hovmod betød altså højt sindelag. Hovmod er ikke nogen køn karakteregenskab, men dog en etikette, der kun alt for let kunne klistres på træk ved den civilisation, vi har udviklet her i den selvfede del af verden. Vores livsstil kunne kaldes hovmodig, for intet regnes for større end os selv.
Hovmod er ikke af ny dato. Det kan Bibelens tekster forvisse os om, for her er mange opgør med selvretfærdigheden. I Det Gamle Testamente skildres hovmodet ofte som en fare, der kan bringe mennesker i miskredit hos Jahve, mens Det Nye Testamente viser hovmodet som modsætning til ydmyghed.
Hovmod er en af de såkaldte "syv dødssynder", som er levende i en bred, folkelig forståelse, og som isfirmaet Frisko på morsom måde har taget på plakaten for at skildre den pirrende fristelse ved chokoladeklædte isbjerge. Dødssynderne har ikke noget med luthersk kristendom at gøre, men findes som begreb i katolicismen og skal vist straks skriftes, mens de hos Frisko snarere smelter på tungen. Begrebet om dødssynder stammer fra Første Johannesbrev, kapitel 5, vers 16, der omtaler "synd, som er til døden". De såkaldte syv dødssynder med den folkelige popularitet er ikke fra Bibelen, men stammer fra Dantes "Guddommelige komedie", "Skærsilden": hovmod, misundelse, fråseri, dovenskab, vrede, gerrighed, utugt.
Det er egenskaber, vi elsker at spejle os i, fordi de er slette. Heldigvis indgår de vist ikke i et anklageskrift på Dommens Dag, for vi kunne få forklaringsproblemer her, hvor en hovmodig holdning i grunden er fundament for livsformen.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
$CLASS=skilt$ Religion i sproget
Sproget er fyldt af vendinger og ord, som har deres udspring i kristendommen, selv om vi ofte ikke er opmærksom på det, når vi bruger dem. Lektor Johs. Nørregaard Frandsen skriver hver uge om konkrete sproglige vendinger og ord, som afspejler den kristne arv. Kommentarer, spørgsmål og ideer kan mailes til livogsjael@kristeligt-dagblad.dk eller sendes til Kristeligt Dag-blad, Rosen- gården 14, 1174 København K, mrk. "Religion i sproget".