Prøv avisen

Hun dyrker langsomheden

-- Som voksen har man fået valget til at vælge, hvilket liv man vil have. Hvorfor ikke vælge det lyse og den pragt, livet har at byde på? Hvorfor vælge det mørke og kedelige? siger Suzanne Brøgger. Bag hende den gule klokken otte-blomst, der ikke kender sommertid og springer ud hver aften klokken ni. I favnen har forfatteren katten Linda Evangelista Olsen, som også er titlen på en af hendes bøger. - Foto: Mette Frandsen.

Forfatteren Suzanne Brøgger finder glæde i hverdagens små ting og føler sig allermest i live, når hun er tæt på at se og mærke livet blive til, som når klokken otte-blomsten springer ud

Forfatteren Suzanne Brøgger fortæller i sin bog "Sølve" om, hvordan hun hver aften tager en lille taburet og sætter sig for at se, når klokken otte-blomsten, der ikke kender sommertid, springer ud klokken ni.

"Get a life! siger den studerende datter så, mens man smiler overbærende. Man nænner ikke at sige, at det lige præcis er dét, man har", skriver hun.

Først er det spidsen af et grønt dækblad, der bevæger sig som tegn til, at det vil åbne sig. Det næste dækblad bliver smittet af trangen og bøjer sig bagover. Til sidst har de åbnet sig, for at de gule kronblade kan komme igennem. Det begynder ude i spidsen, som oplever, at den i stedet for at være knuget sammen folder sig ud – og de andre følger trop.

– Der er en glæde i udfoldelsen. Det er vel også derfor, at mennesker, der får mulighed for eller tager chancen for at udfolde deres evner, er heldigt stillet. Det kan også være smertefuldt, men det er dér, man er mest i live. Eksistensens dna er vel dér, hvor det hele tiden er ved at blive til, siger Suzanne Brøgger.

Til venstre for havedøren står den litterært forevigede klokken otte-blomst, også kaldet natlys, halvanden meter høj med visne gule blomster og nye knopper i toppen, som er klar til aftenens udspring.

Himlen over de lyse kornmarker, der bølger rundt om denne grønne plet, er tung og grå forud for varslet regn. Så vi springer indenfor i huset, hvor Suzanne Brøgger bor med sin mand, en kat, en udstoppet tiger i glasbur, en gylden buddha, et klaver og smukke fund og andre rariteter fra et liv med mange rejser – og bøger og kunst alle vegne på de dybrøde, irgrønne og hvide vægge.

Suzanne Brøgger var i 20'erne, da hun købte den gamle skole i den lille landsby Løve på Slagelseegnen i Vestsjælland. Hun har berettet om stedet i mange af sine bøger, og her bliver hun, selvom landsbyen som i så mange andre hjørner af Danmark er under afvikling. Før var her smedje, tømrerværksted, købmand og skole. Nu er der flere til salg-skilte end naboer. De sidste overfor efterlod nogle får, som hun siger. Men selv flytte?

– Hver gang jeg tænker på det ... det er umuligt for mig. Jeg føler først, jeg er kommet hjem, når jeg er her. Jeg kan slappe af og være helt grounded, siger Suzanne Brøgger.

Hun er i blåt lige fra tørklædet om håret over blusen til cowboybukserne og serverer te og hjemmebagte kløbenboller med smør til i den store stue med lette gardiner og tunge lædermøbler. Udenfor suser vinden i blodbøgen, og i et hjørne summer et hold fluer.

– Jeg tror, at noget af det, der tiltrak mig ved at flytte herud for mange år siden, var, at tiden gik så langsomt. Jeg lagde mærke til det, når jeg sad ovre hos naboen, så hørte man uret slå og talte om en bil ude på vejen, og en høne kom løbende ude på gårdspladsen. Tik-tak. Siden har jeg været tiltrukket af alt, der går langsomt, opsøgt det og arbejdet med det og broderet snegle. Det er en strategi for at standse tiden.

Hvad er det gode ved langsomheden?

– Jeg er rimelig hurtig i hovedet intellektuelt, men mærker, at det er nødvendigt at skabe en modvægt til den hurtighed, hvormed alting foregår i dag, og som får mennesker til at brænde sammen. Vi kan som mennesker ikke biologisk følge med den hurtige digitale teknologi. Hjernen kan godt, men kroppen og følelserne kan ikke. Man bliver vanvittig og deprimeret. Den digitale udvikling foregår ad luftvejene. Det er, som om den eneste modvægt til den lette hurtighed er depressionen, hvor gassen går af ballonen og synker til bunds. Man kan ikke begribe det, for der er ikke noget at være ked af. Alligevel griber depression om sig som en samfundsepidemi, siger Suzanne Brøgger.

Det har pikeret hende, at selv- om hun prøvede at følge med i naturens gang og også så, at der var forårstegn, så var foråret pludselig kommet, uden hun havde set det ske.

– Jeg havde ikke det nærvær at høre græsset gro og blive en del af skabelsesprocessen, ligesom man nu videnskabeligt kan gå ind og fotografere et barn blive til i sin mors mave. Men ude i naturen er det meget svært at registrere med det blotte øje.

– Så opdagede jeg, at med klokken otte-blomsten kan man faktisk se blomsterne springe ud, hvis man har tålmodighed. Jeg vil ikke sige, at det er et highlight, alle burde interessere sig for. Men det er noget, jeg falder for. Det har at gøre med, at dér, hvor man kan se livet blive til og mærke det, ligesom før en improvisation i musikken, når noget går fra intet og til at blive noget, er dér, hvor man er allermest i live.

– At være allermest i live er hinsides glæde og sorg. Der er ikke knyttet bestemte følelser eller forklaringer til – bare totalt nærvær. Det er i modsætning til at leve i fortiden og i drømmen om, at noget skulle være anderledes. Man kan ikke svare på, hvorfor liv og totalt nærvær er bedre end død og intet. Det kan man i og for sig ikke argumentere for. Men noget tyder på, at livet er den stærkeste kraft – meget stærkere end døden og intetheden. Så snart du har tændt et lys i mørket, er det ikke længere mørkt. Hvis du dæmper lyset, er det stadig lyst.

Hvor finder du glæden i dagligdagen?

– I alt. Bare det, at ingen kommer og ødelægger det for mig. Bare det at børste tænder, tænk at man har nogen! Vasketøj, at man ikke skal stå ved Benares og vaske tøj på en sten. Jeg har forsøgt at reducere livet til nogle enkle ting. Det gør mig også glad at sidde og græde, hvis der kommer nogle tanker, hvor det er på sin plads, fordi noget er vanvittig sørgeligt.

Gennem hele dit forfatterskab strømmer en glæde og taknemmelighed over at være i verden. Hvad kommer det af?

– Det kan ikke forklares og vil på en måde virke hovmodigt at sidde her og komme med en opskrift på livsglæde. I bund og grund tror jeg, at det er noget, jeg er født med. Man er jo født med et temperament – sangvinsk, flegmatisk, kolerisk og så videre. Jeg tror, at mit er dobbelt, både livsglæde og en trang til at fundere over tingene. Jeg er ikke en festabe. Jeg er mere til at sidde i ensomhed og tænke over tilværelsen, men med dette at vågne hver morgen i godt humør. Tak, tak, tak! Det er dette, at man ikke skal tvinge sig til det. Dette at øjnene ikke skal åbnes ved håndkraft.

– Når jeg så føler taknemmelighed over, at jeg har noget i min natur, livsglæde, sover godt om natten, spiser – de der uvilkårlige livsytringer, som man ikke selv er herre over – er det eneste at gøre at forsøge ikke at ødelægge dem.

– Jeg tror nok, at jeg er bevidst om at passe på mit gode humør. Jeg har som yngre oplevet, at ens omgivelser kunne dømme en som egoist, fordi man valgte en hel masse negative påvirkninger fra. Jeg behøver ikke at tage alle mulige problemer på mig. Nej, tak! Og hvad nytter det at blive fuldkommen nedbrudt af andres byrder? Man skal jo være virkelig stærk for at bære andres byrder, når man også skal bære sine egne.

Suzanne Brøgger har i romaner, essays og interview skrevet og fortalt om en opvækst med utrygge kaotiske familieforhold og bestemte forventninger til, hvem hun skulle være.

– Jeg har været tungt belastet fra starten af, og derfor har jeg virkelig draget nytte af at blive voksen. Hvis ikke man kan bestemme over sit eget liv, når man er voksen, hvornår så? Man kan ikke som barn melde sig ud af de kår, man er sat i. Som voksen har man fået valget til at vælge, hvilket liv man vil have. Hvorfor ikke vælge det lyse og den pragt, livet har at byde på? Hvorfor vælge det mørke og kedelige?

– Der er det paradoksale, at livsglæde kommer af livets råhed. Den hænger på en måde sammen med det tragiske. Jeg tror ikke, at man kan være rigtig livsglad i hyggen. Efter sigende har der været ret meget humor i Auschwitz – det kan vi andre ikke kommentere. Men som der står i Bibelen: Salige er de, som græder, for de skal komme til at le. Dér er den sammenhæng. Hvis man ikke har været i nærheden af, hvor livet virkelig kradser, er det svært at mærke en virkelig lyksalighed. Så bliver det hele mere lala.

– Livet kradser, når alt det, man tror på og sætter lid til, bliver ophævet. At virkeligheden bliver ophævet, så man bliver kastet uden for al sammenhæng og mening. Alt, hvad der findes af, når livet går i stykker, det har jeg oplevet. Men blomsten springer ud alligevel.

Hvorfor overlever nogle og andre ikke?

– Det er uforklarligt! Måske handler det om, hvilket materiale, man er gjort af, og hvilke hjælpere der er på vejen. Hvorfor blev man reddet? Det ved man ikke. Men det giver jo nok en ydmyghed, at man ved, at man ikke kan klare det hele på egen hånd. Der er også nådeskræfter, der gør sig gældende. Jeg tror ikke, at det er så enkelt, at gode mennesker ligefrem bliver belønnet. Det kan også gå onde mennesker vanvittig godt. Det gør det i Woody Allens film.

– Jeg tror på det, Søren Kierkegaard siger om, at man skal kende sit stikord. Der kan være hjælpende hænder, og en bus kan fragte en et sted hen, men man skal selv stige på. Man kan ikke forvente, at ting sker, hvis ikke man møder op, men sidder og drømmer og klager over, at man ikke fik chancen. Man er nødt til at gribe det hele selv.

Og nådeskræfterne?

– Jeg tror naturligvis ikke, at man kan måle dem med måleapparater. Men man kan godt fornemme, at livskræfterne til trods for virkelighedens råhed og menneskenes brutalitet er stærkere end døden og mørket. At det er indrettet sådan, og hvis ikke, ville vi ikke være her mere.

– Jeg mener, at livsglæde udspringer af – for at bruge et stort ord – fortabelsen. Af overskuddet. At det er et mirakel, at livet er. Selvfølgelig findes der mange religiøse billeder af det som Kristus og Buddha. Den ene sidder under et træ i tidsler og brændenælder med uglet hår og lange negle og får det klarsyn, at virkeligheden findes hinsides sygdom, alderdom og død. Den anden hænger på træet, og heraf kommer det, vi kalder opstandelsen, at hele livshåbet hænger sammen med den ultimative fortvivlelse. Karen Blixen har det som en mere troskyldig historie, siger Suzanne Brøgger og genfortæller historien om storken:

– En lille mand render en nat panikslagen rundt fra Herodes til Pilatus i sin kornmark for at standse en løbsk vandledning. Om morgenen opdager han, at hele hans rute tegner en stork. Dette fortvivlede forsøg på at afværge en katastrofe tegner alligevel noget meningsfuldt. I forlængelse af historien om storken siger Karen Blixen, at det er tæt på Troja i flammer, syv års landflygtighed og tab af tretten gode skibe, som afføder Homers vidunderlige vers af skønhed og ynde.

– Hele den trafik af død og lidelse fat i solar plexus af gru og livsglæde. Det er her, man virkelig kan mærke livet. Jeg bilder mig ind, at når man kan mærke det, kan man også tage afsked den dag, når man skal herfra: Ja, liv, jeg kender dig. At det så også er i orden.

– Selv om det siges, at man altid gerne vil have et jordbær til.

remar@kristeligt–dagblad.dk