Hvad er det gode fællesskab?

Kirsten Buhl Jørgensen, Horsens: - Det gode fællesskab er et sted, hvor jeg føler mig tryg, uanset om jeg er enig eller ej med de folk, som jeg er sammen med. Som f.eks her på Kristeligt Dagblads læsermøde. - Det er det samme slags fællesskab, som jeg har oplevet på ugeophold på højskoler. Jeg har seks år i træk været på Grundtvighøjskolen i Hillerød til forskellige sommerkurser. Her gik det op for mig, hvor meget jeg nød at have tid og fordybe mig i åbne diskussioner. Der er ikke noget bedre end en god debat, hvor man virkelig får noget ud af at lytte til hinanden. - Fælleskaberne har det bedre, end mange mennesker siger. Her i Horsens, hvor jeg bor, mødes ca. 450 mennesker 14 gange i løbet af vinteren til foredrag med efterfølgende debat. Arrangementerne foregår som regel i sognehusene og er blevet til i et samarbejde mellem aftenskolen og menighedsrådene. - At have et fælles lokale er vigtigt for fællesskabet, og her er medborgerhuse, der er en moderne variant af forsamlingshuse, blevet en ny måde at styrke fællesskabet på, bl.a. ved hjælp af fællesspisning. - Fællesskabsinitiativer skal komme nedefra som et lokalt stykke græsrodsarbejde, og den enkelte må selv gå ind i arbejdet og tage et ansvar. Det skaber nemlig de bedste rammer for en tryghed i fælleskabet. At trygheden er væsentligt ved jeg fra mit arbejde i Kirkens Korshær. Adam Egede Glahn, Sem: - Det er, når man samles om fælles følelser og interesser. Det kan i princippet være om alt. F.eks. om tro, arbejde, familIe og venskaber. Jeg har selv mødt det gode fællesskab, først i familien og dernæst på kostskolen, i studie- og læretiden og siden via mit arbejde. Man må heller ikke glemme ægteskabet i denne sammenhæng, og for mit vedkommende også arbejdet i menighedsråd og provstiudvalg. - Interessen for fællesskabet er dalende i dag, fordi folk er blevet individualister. Med et rammende udtryk fra mødet i aftes er samfundet blevet »individueret«. Manglen på interesse skyldes det forjagede samfund og det enorme pres, som lægges på børnefamilierne. De helt unge og de ældre har selvfølgelig stadig overskud til at vælge at gå ind i fællesskaber, mens det ser værst ud for de erhvervsduelige. - Der er ikke mange tegn på, at nye vækkelser eller bevægelser er ved at opstå, der kunne styrke fællesskaberne. En fælles angst eller nød er desværre det eneste, der med sikkerhed vil kunne gøre det. Historien har jo bevist, at det styrker fællesskabet at stå over for fælles farer. Men det kan man jo ikke ønske sig, og jeg er ikke engang sikker på, at det stadig ville styrke fællesskabet. Birthe Yde, Frederiksberg: - Det gode fællesskab opstår, når folk kommer og får lov at gøre, hvad de vil. Tag nu f.eks. mine børnebørn. Når de kommer på besøg, glemmer de helt at se tv og spille computerspil, fordi vi har så travlt med at lege »gammeldags« lege. - Man kunne også godt nævne det gode måltid med gode venner. Det, at man sidder fysisk bænket om bordet og får noget godt at spise, garanterer næsten, at den gode og dybe samtale automatisk følger efter. - Fællesskabet har det ikke alt for godt i en tid med mange fortravlede mennesker. Folk har jo så travlt med karrieren og de mange andre gøremål i hverdagen. Dybest set har de vel travlt med sig selv og det store selvrealiseringsprojekt. Man kan se på den måde, hvorpå børn af nogle folk i dag opfattes som »projekter«. - Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere, men det er som om mange i dag i ægteskabet orienterer sig ud fra devisen, »hvad får jeg ud af det her?«, snarere end »hvad kan vi sammen gøre for at få det her til at fungere?«. Folk går simpelthen for et godt ord. - Jeg tror, at folk er blevet mere ensomme. E-mailen er en stressende, upersonlig kommunikationsform, der slet ikke kan erstatte den gamle brevkunst, som jeg savner. Det er, som om vi er bange for at ulejlige hinanden, og mange moderne telefonsamtaler starter med et »forstyrrer jeg?«. - Vi må prøve at finde tilbage til og styrke de gamle fællesskabstraditioner som det gode måltid og den dybe samtale. Her tror jeg, at de gamle er bedst til at holde sammen på tingene, selv om vi alle må tage et ansvar. Jens Pedersen, Isenvad, Ikast: - I 80 år har jeg kendt til et fællesskab omkring Kristeligt Dagblad. Mine forældre havde nemlig et dejligt fællesskab med naboerne, der holdt Kristeligt Dagblad, som vi så fik dagen efter. Ellers forbinder jeg gode fællesskaber med det lokale missionshus, som vi brugte meget. Mandag aften mødtes de unge kvinder i huset, og onsdag aften var det så de unge mænds tur. Her sang og snakkede vi og holdt bibeltimer. Det var også gennem missionshuset, at jeg mødte min kone, og det blev begyndelsen på et 41 år langt og dejligt fælleskab. - Fællesskaberne har fået det dårligere, og det tror jeg skyldes den almindelige udvikling, hvor folk har fået dårligere tid. I de fleste familier arbejder begge forældre, og familiefælleskabet er reelt begrænset til weekenden. Vi må alle gøre en indsats for at få mere tid til fællesskaberne, fordi intet i dag ordner sig af sig selv. Man må ofre sig for at styrke fællesskabet, og det kan komme til at koste penge for den enkelte. Rammerne er der stadig, men tid er det store problem.