Hvad kan videnskaben fortælle os om kærlighed?

Kærligheden er ikke udefinerbar, den er målbar videnskab. Tag med på jagten efter kærlighedens væsen gennem forskningsbaserede svar på 17 af de helt store spørgsmål

Kærlighed kan faktisk måles og vejes. Her er videnskabes bud på, hvordan kærligheden holder. -
Kærlighed kan faktisk måles og vejes. Her er videnskabes bud på, hvordan kærligheden holder. -. Illustration: Morten Voigt

Et gammelt ordsprog siger, at det sværeste at forklare i livet er den mest simple sandhed kaldet kærlighed.

LÆS VORES E-AVIS OM KÆRLIGHED HER, HVIS DU ER ABONNENT

IKKE ABONNENT? LÆS MERE HER

Det er stadig svært, men måske vi er kommet tættere på nogle sandheder, mener videnskaben. For man kan faktisk teste de fleste af kærlighedens kringelveje og samle menneskehedens erfaringer i nogle svar, der passer på de fleste. Og det har man gjort. Særligt de seneste 10-15 år er forskerne begyndt at undersøge kærlighedens væsen. De 125 væsentligste resultater baseret på flere hundredtusinde forsøgspersoner verden over er nu samlet i bogen Kærlighed og parforhold under forskernes lup.

LÆS OGSÅ: Videnskaben kan redde kærligheden

Bag bogen står lektor i psykologi ved Aarhus Universitet Thomas Nielsen. Han har stillet sig selv noget af en opgave, for kærligheden er et temmelig nyt forskningsfelt. Det har ikke noget videnskabeligt tidsskrift eller selskab, hvor man udveksler viden og diskuterer. Men forskningen er der, og der kommer stadig mere af den. Og det er heldigt, for at dømme efter indholdet i de fleste bøger, film og sange er der stadig en hel del spørgsmål, som trænger sig på. Som for eksempel, hvordan man finder ægte kærlighed, og hvordan man undgår, at den forsvinder igen.

Men skal man ordentligt rundt om og ind til hjertet af det, vi kalder kærlighed, er man nødt til at begynde et andet sted, nemlig med at få indkredset, hvad kærlighed egentlig er?

Der findes tre typer af kærlighed, som ofte forveksles, forklarer Thomas Nielsen.

Der er lidenskabelig kærlighed, også kaldet forelskelse, som varer knap et år. Derefter kommer tilknytningskærligheden, som varer tre til fem år og menes at være et biologisk urlevn, bestemt af, at det er den tid, det tager menneskebarnet at blive nogenlunde uafhængigt af forældrene. Vi føler altså en naturlig tilknytning til hinanden i disse år, indtil kærligheden flyder over i det, forskerne kalder venskabelig kærlighed. Her holder man mest sammen, fordi man føler, man passer sammen. En anden type beskrivelse er, at kærlighed især består af tre ting: Lidenskabelig tiltrækning. Intimitet i form af, at man forstår og beundrer hinanden. Og til sidst en følelse af forpligtelse altså, at man med sin forstand har besluttet sig for at holde sammen. Tvangsægteskaber består som udgangspunkt kun af det tredje, mens de mest velfungende forhold har alle tre ting.

Men er faste parforhold overhovedet naturligt for mennesket?

Det er biologisk bestemt, at vi som oftest holder fast i den samme partner de første fire til fem år. Mest af alt, fordi både barnet og kvinden historisk har været ilde stedt, hvis manden forlod eller svigtede dem. Men den efterfølgende tilknytning er udelukkende erfaringsbaseret og derfor kulturelt bestemt. Monogami bygger her på en erkendelse af, at man har det bedst, hvis man er tro mod hinanden. Der er bare ikke noget biologisk naturligt over den erkendelse, og det er derfor forskelligt, i hvilken grad man føler den.

Hvordan finder man så den holdbare kærlighed?

Det lidt sørgelige faktum er, at vi oftest går efter overfladiske faktorer. Mænd falder i højere grad end kvinder udelukkende for udseendet. Kvinder falder mest for selvtillidsfulde og charmerende mænd. Forskningen viser dog, at det altafgørende for holdbarheden er, at de grundlæggende holdninger og værdier stemmer overens. Desuden gælder det, at jo mere empatiske og samvittighedsfulde begge parter er, jo større chancer har de. Og så er tilknytningsstilen ofte også afgørende. Nogle er trygge ved at forelske sig, andre er nervøse og omklarende, mens en tredje type er bange for at komme tæt på andre. Det er vigtigt at finde en partner med samme stil.

Leger lige børn bedst, eller skal modsætninger helst mødes?

Det er afgjort bedst for både kvaliteten og holdbarheden, hvis interesser, værdier og holdninger stemmer nogenlunde overens. I særligt unge parforhold ser man ofte, at den ene dominerer den anden, men i vellykkede parforhold forsvinder den modsætning med alderen.

Er det rigtigt, at kærligheden ikke kender nogen alder?

Ja, i den forstand, at man kan finde kærligheden selv meget sent i livet. Og nej, i den forstand, at store aldersforskelle, især over 10 år, som regel er skidt for langtidsholdbarheden.

Er det rigtigt, at vi altid falder for de samme typer?

Nogle forelsker sig hurtigere end andre, og de hurtige risikerer mere uholdbare parforhold, fordi man som det første som regel forelsker sig i ret overfladiske egenskaber såsom udseendet. Derfor drager de ofte den konklusion, at de altid falder for den samme uheldige type.

Hvilken betydning har vores barndom for, hvilken partner vi vælger?

Barndommen er afgørende for vores tilknytningsstil, for den er i høj grad bestemt af, hvordan vi knyttede os til de voksne som små. Er man omklamrende anlagt, er det typisk, fordi forældrene sjældent var der i barndommen. Hvis forældrene var meget skødesløse med opdragelsen, har deres børn ofte et ret distanceret forhold til kærligheden.

Hvordan og hvor tidligt kan man forudsige, om kærligheden er langtidsholdbar?

Det er faktisk et af de mest veludforskede emner inden for kærlighed. Flere studier har fulgt mange mennesker over mange år, og her kan man se, at der er forbløffende mange ting efter blot få måneder, som kan afsløre, om parret får et langt og lykkeligt liv sammen. Det afsløres især af graden af venlighed og respektfuldhed, når de taler sammen. Og om de har en grundlæggende positiv tilgang til hinanden. De fleste opdager det ikke selv, men analyserer man sproget, er alle tegnene der, og de kan endda med meget stor træfsikkerhed forudsige et forholds holdbarhed. Min hovedmotivation til at skrive denne bog er netop at vise, at man kan opfange faresignalerne meget tidligt, så man kan gøre noget ved dem.

Hvorfor er det alligevel sådan, at nogle altid synes at have succes med kærligheden, mens andre konsekvent vælger forkert?

Succes afhænger af hårdt arbejde. Hvis man prioriterer forholdet, foretager sig ting sammen, snakker sammen og løser problemerne sammen, går det som regel godt. De, der føler, de ofte vælger forkert, vælger ikke nødvendigvis forkert, de gør bare ikke den indsats, der skal til for at få et parforhold til at lykkes.

Hvor afgørende er sexlivet for kærlighedslivet?

Sexlivet er især i de unge år vigtigt for parforholdet. Men ligesom et dårligt sexliv kan skade et parforhold, kan et dårligt parforhold også skade sexlivet, så det kan være svært at skille årsag og virkning. Hos ældre betyder sexlivet mindre, og hvis et par i enighed standser deres sexliv eksempelvis på grund af alvorlig sygdom går det ikke nødvendigvis ud over den venskabelige kærlighed i forholdet.

Hvordan vedligeholder man bedst et forhold?

Det mest effektive synes ikke overraskende at være, at man taler sammen og taler ud så ærligt og tillidsfuldt som muligt og uden at nedgøre eller ydmyge hinanden. At man arbejder på de problemer, der altid vil komme, indtil man finde en fælles holdning. Det er også meget effektivt, at man har nogle fælles interesser og gør noget aktivt sammen. Endelig siger nyere teorier, at ægte kærlighed er at føle og vise omsorg for hinanden. Det er en meget kristen tilgang, hvor limen er, at man er hengiven uden hele tiden at føle, at man skal have noget igen. Kan man finde eller skabe den følelse af, at parforholdet kalder på ens bedste menneskelige sider, er man godt stillet. Generelt er kvinder meget bedre til det end mænd, fordi de historisk har været nødt til at tage sig af børnene. Men måske er det ved at vende i takt med, at kvinderne ikke længere fastholdes i hjemmet.

Hvis ægteskabet allerede er blevet lidt lunkent, hvordan får man så bedst nyt liv i det?

Én af de nyeste undersøgelser i min bog belyser netop det spørgsmål grundigt. Her spørger man en stor gruppe ægtepar om, hvad de egentlig gjorde for at forbedre deres parforhold. Svarene var centreret om især fem ting: 1) At være mere kærlige over for hinanden. 2) At være mere åbenhjertige. 3) At sige til den anden, at man håber, at parforholdet vil holde. 4) At foretage sig flere ting sammen. 5) At hjælpe hinanden mere i dagliglivet. Alle disse ting kunne forbedre parforholdet, men især det første og det sidste var hjælpsomt. Hvis det ikke lykkes at rette skuden op, kan man naturligvis søge hjælp hos en ekspert, men man skal være opmærksom på, at enhver kan kalde sig terapeut eller parterapeut uden nogen særlig uddannelse, mens kun universitetsuddannede psykologer må kalde sig psykolog eller parpsykolog.

Når et forhold eller ægteskab går i stykker, hvad er så typisk årsagen?

Ifølge folk selv er det først og fremmest, at de savner positiv varme fra den anden. Partneren er blevet kold og måske endda fjendtlig. En anden typisk grund er følelsen af at være vokset fra hinanden. En tredje er utroskab. Ifølge forskningen er den primære årsag, at folk taler dårligt til hinanden. De er for kritiske, hånlige og afvisende over for hinanden. Hvis den daglige kommunikation er dårlig, skal der ikke meget til at vælte skuden, fordi problemet gentages hver dag. Den amerikanske kærlighedsforsker og parterapeut John Gottman har gjort sig internationalt bemærket ved at få 60-65 procent af sine klienter til at blive sammen, selvom de var ved at gå fra hinanden eller allerede havde gjort det, da de begyndte hos ham. Hans middel er at indføre nye positive vaner i forholdet typisk i forhold til måden, de taler til hinanden på eller udviser omsorg på. Og så får han dem til at gøre flere aktiviteter sammen.

En del forsøger at finde sammen igen efter utroskab. Kan det betale sig?

Det pudsige ved utroskab er, at effekten i så høj grad er afgjort af, hvordan man opdager bedraget. Hvis den utro part går til bekendelse, er det mindst skadeligt. Hvis den ene finder tegn på utroskab og konfronterer den anden, er det mere skadeligt. Mest skadeligt er det, hvis den ene får det at vide ad omveje, og den anden benægter.

Så skal man altid indrømme utroskab?

Det er meget svært at svare entydigt på. I princippet kommer man altid længst med ærlighed. Men hvis man er sikker på, at den anden aldrig opdager utroskaben, er spørgsmålet ret åbent. I hvert fald i forhold til, om forholdet klarer sig. Noget andet er det moralske svigt, man så må leve med altid.

Mange har svært ved kærligheden. Kan vi i det mindste trøste os ved, at vi bliver klogere med erfaringerne?

Nej, desværre ikke. Det er i hvert fald sådan, at andengangs ægteskaber i gennemsnit holder dårligere end de første. Vi vælger åbenbart ikke mere rationelt med alderen. Mange er enten utro eller lader sig skille, fordi de savner de følelser, der er forbundet med forelskelsen. Men når de følelser aftager efter et års tid, har man ikke det fællesskab at falde tilbage på, som man havde i det første ægteskab. Man kan se i hjerneskanninger, at forelskelse er en meget biologisk proces. Det er simpelthen særlige områder i hjernen, der aktiveres. Men man skal passe på med at jage den følelse, for den er som sagt kortvarig.

Med al videnskaben i ryggen, hvad er så dit allerbedste råd om kærlighed?

Det mest veldokumenterede faktum om kærlighed er, at når den ikke længere holder, er det børnene, der lider mest. Der er eksempelvis klart flest skilsmissebørn, der får problemer med psyken og klarer sig dårligt i skolen. Omvendt kan kulde mellem forældre skabe lige så store problemer for børnene, så man skal ikke holde sammen for enhver pris. Det afgørende er derfor, at man ser sig godt for, når man vælger sin partner. At man går efter den kærlighed, der bygger på fælles værdier, for den er stærkest. Og at man i øvrigt gør sig klart, at kærlighed er hårdt og vedholdende arbejde.