Hvem er vores nærmeste - staten eller partneren?

Der er sket en affamiliegørelse, hvor velfærdssamfundet har overtaget flere af de forpligtelser, der tidligere lå i familien. Men med den nye reform af kontanthjælpen er der en modtendens på vej

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Dengang forfatter Marianne Eilenberger var en ung og veltjenende freelanceskribent, kastede hun sin kærlighed på en ung mand, der var studerende. Så stor var kærligheden, at de flyttede sammen. Ikke i en lejlighed, som de fandt i fællesskab, men derimod i det lille hus, hvor hun boede i forvejen, og som hun havde købt og betalt for sine egne penge.

Kærestens SU rakte ikke langt, men det skulle ikke skille dem ad, for Marianne Eilenberger betalte bare de fleste af udgifterne hun elskede sin kæreste, og hun havde pengene til det. Da parret senere gik fra hinanden, var det heller ikke sådan, at hun gik med lommen fuld af penge, og han med en kæmpe gæld fra de år, hun havde været hovedforsørger. Tværtimod endte hun faktisk med at betale hans studiegæld for ham.

Når Marianne Eilenberger fortæller om dengang, hun var i et parforhold, hvor hun var hovedforsørger, er det med den største selvfølgelighed i stemmen.

Det ville da aldrig have faldet mig ind at bede ham betale penge til mig, når han stort set ingen havde. Skulle han så også have nøjedes med at bo i gæsteværelset og spise pasta med ketchup, når jeg spiste stor bøf? spørger hun.

Marianne Eilenberger er målløs over den diskussion, der er opstået i kølvandet på den nye kontanthjælpsreform. En reform, som betyder, at man nu som ugift samlevende har pligt til at forsørge sin partner tidligere gjaldt dette kun for ægtepar.

LÆS OGSÅ: Filosoffen, der fandt sin plads i verden

Jeg forholder mig ikke til dem, der bliver ramt. Mange af dem har store problemer, og jeg mener, at vi skal passe på de svageste herhjemme. Det interessante ved debatten er bare, at det er dem, der ikke har noget med sagen at gøre, der har råbt højest. Dem, der sidder godt i det og er så velformulerede, at de ytrer sig på de sociale medier. De er utilfredse og vil for alt i verden ikke risikere at skulle dele deres penge med den, de bor sammen med. Og det forstår jeg ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, at man af princip bare ikke vil dele sine penge med en, man må formodes at elske tænk på alle de andre ting, man ellers deler: børn, bil og hus, siger Marianne Eilenberger og fortsætter:

Hvorfor er det, at man ikke har lyst til at passe på dem, man holder af? Er det sådan, at man vil stå og sige til sin mand eller kone, der er syg: Nå, din læge siger, at du skal have den her medicin. Men du har jo ingen penge, kan du ikke spørge dine forældre, om de vil betale? Nej, for mig er penge bare et vekselmiddel, som der ikke er noget som helst personligt ved. Jeg ved ikke, om folk har lyst til at ligge og kramme deres dankort om natten i stedet for at ligge i ske med deres partner, siger Marianne Eilenberger.

Selv har hun ikke et endegyldigt svar på, hvorfor økonomisk frihed fra partneren er blevet så vigtig for os.

Hun mener, at det er forbundet med en vis nærighed, men antyder også, at det måske kan handle om den stigende individualisering i samfundet samt det faktum, at vi efterhånden er så knyttet til vores arbejde og finder så meget af vores identitet i jobbet, at de penge, vi tjener derigennem, bliver hellige for os.

Lektor ved Institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet Henrik Jensen har også i sit stille sind undret sig over den tilsyneladende store modstand mod tanken om, at man en dag kan risikere at skulle forsørge sin kæreste eller ægtefælle.

Han mener, at vi er vidner til et paradigmeskifte, hvor vi er gået fra ikke at synes, at det var særlig sjovt at være afhængig af staten til, at vi i dag helst bare ikke vil være afhængig af vores mand eller kone.

Ydelser fra staten modtager vi derimod gerne.

Det afspejler en svækkelse af familien. Staten er blevet stor og dominerende, mens familien er blevet et lidt løsere foretagende man befinder sig hele tiden i processer og gifter sig ikke nødvendigvis mere, til døden os skiller, siger han.

Det store skifte skete i 1960erne og 1970erne, hvor velfærdsstaten gik fra at være forbeholdt de værdigt trængende til at være for alle, mener Henrik Jensen. Og selvom mange nok i dag kan blive enige om, at det er nødvendigt, at den af økonomiske hensyn skrumper lidt ind, er det de færreste, der har forståelsen, når besparelserne rammer netop dem.

Staten bærer dog selv en del af ansvaret for denne udbredte holdning, mener Henrik Jensen.

Vi har taget imod det individualiserede samfund, hvor den enkelte borger understøttes af velfærdstaten, der er blevet en slags individuel terapeutinstans. Tidligere var det familien, staten henvendte sig til, så blev det den enkelte, og når den nu igen vender tilbage til familien i forbindelse med forsørgerpligten, kan det føles som om, vi bevæger os baglæns i tiden, siger han.

Professor på Institut for samfund og globalisering på Roskilde Universitet Bent Greve taler om en affamiliegørelse et begreb, som er udtryk for, at vi som enkeltindivider i vid udstrækning skal kunne leve uden at være afhængige af andre. Også han bekræfter, at staten selv har været med til at fremme denne udvikling blandt andet er størstedelen af skattesystemet i dag lagt an på, at man beskattes som et individ og ikke som familie. Med den nye kontanthjælpsreform går man imidlertid i en anden retning.

Hvis man skal se det i forhold til den historiske udvikling, så er man nu i gang med at bryde med tendensen til at se på individet for i stedet at tage højde for fællesskabet. Det rejser naturligvis nogle nye problemstillinger, for en af årsagerne til, at man gør det her, er, at det ville blive relativt dyrt, hvis alle på kontanthjælp skulle have fuld udbetaling sat på spidsen kan man spørge, om den velstillede bankdirektørs kone, der går derhjemme, skal have penge på linje med de dårligst stillede i samfundet, siger Bent Greve.

Sognepræst ved Slagslunde og Ganløse kirker Kathrine Lilleør havde i sidste måned et indlæg i Berlingskes politiske tillæg Politiko under overskriften I seng med staten. Heri argumenterede hun blandt andet for, at den nye kontanthjælpsreform var endnu et formynderisk kvælertag på den frie borgers suveræne ret til at bo og leve i sit hjem, som man selv vælger det.

Hun mener, at man skal have ret til offentlig hjælp i en periode, uanset om man er gift eller samlevende.

Om man er forpligtet til at forsørge hinanden, når man elsker hinanden, ved kun de to, der er i forholdet. Vi andre skal pakke os væk med vores moraliserende forestillinger om, hvad kærlighed bør kunne, være og gøre, hvis det er rigtig kærlighed, siger Kathrine Lilleør.

Rigtig kærlighed eller ej sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal, der blandt andet har forsket i moderne familieliv, mener ikke, at det er så sært endda, at folk stiller sig på bagbenene, når de pludselig finder ud af, at de kan risikere at skulle forsørge deres bedre halvdel. For i de sidste 20 år har velfærdsstaten opdraget os til et tankesæt, hvor det enkelte individ er i fokus.

Lige fra folkeskolen bliver der i dag lagt vægt på den enkelte elevs mulighed for at udvikle sig. De fleste mennesker under 40 år vil derfor være opvokset i en kultur, hvor forældre, skole og uddannelsessystem har haft fokus på individet, og så kan det føles meget mærkeligt pludselig at skulle give køb på noget af sig selv og den selvstændighed, man er flasket op med, siger hun.

Det er ikke fordi, det ikke giver god mening at have forpligtelser over for hinanden, understreger Birthe Linddal, men det er problematisk, at der ikke er konsistens i blandt andet lovgivningen, påpeger hun.

For nogle gange kan det godt betale sig at være en familie med mor, far og to børn, og andre gange kan det slet ikke. Indimellem kan det faktisk bedre betale sig økonomisk at være skilt og alene, end at være gift og bo i en familie.

Velfungerende kernefamilier er god økonomi for staten, og derfor burde den vel også føre en god og gunstig familiepolitik, som tilskyndede folk til at være sammen i en familie. For mig at se er der tale om en konflikt mellem nogle grundlæggende samfundsværdier, hvor omdrejningspunktet er, hvilken status familien skal have, siger hun.

Birthe Linddal peger også på, at debatten har nogle etiske aspekter, som blandt andet drejer sig om, hvordan man definerer begrebet næstekærlighed, når det kommer til økonomiske anliggender.

Tidligere var næsten et bredt begreb, i dag er det skrumpet ind til kernefamilien, og hvis man nu ikke engang kan finde den dér, hvor går man så hen? Vi har i den grad udliciteret ansvaret for familien til velfærdsstaten og har en forventning om, at den klarer tingene for os. Når vi bliver skilt og ikke har råd til en lejlighed, så hjælper staten os nok, og har vi et barn med specielle behov, så forventer vi, at staten stiller tilbud til rådighed, så det kan udvikle sig rigtigt. Mange moderne mennesker har det svært med forpligtelser og livets tilfældigheder, siger hun og påpeger endvidere, at familielivet anno 2014 har svære vilkår.

Min påstand er, at familielivet er presset i den tid, vi lever i, og derfor overvejer stadig flere, om de overhovedet vil have en familie. Familien er nemlig blevet en byrde, som tager ens frihed i dag handler den store konflikt i mange parforhold om, hvornår man kan få fri fra familien og partneren. Mænd vil gerne på skiferie med vennerne, og konen på café med veninderne, alt mens de også vil have karriere, dyrke sport, have et spændende arbejdsliv og tid til sig selv. Familien er på den måde blevet en hæmsko for mange, og der er desværre ikke megen anerkendelse at høste i det moderne samfund for at tage sig godt af sin familie, sig og sine, siger Birthe Linddal.