Prøv avisen

Hvem kan finde på at gøre dette?

Det Oslo, de fleste danskere kender, med Karl Johans Gate og Kongeslottet, Holmenkollen, Operahuset, Akershus, Vigelandsparken og Stortinget, blev for en uge siden ramt af en tragedie, hvor noget helt andet voldsomt og forfærdeligt kom i fokus. Foto: Aas, Erlend

Hvad er det for et menneske, der står bag tragedien i Norge, hvor 76 børn, unge og ældre blev dræbt ved bombeangrebet på regeringens hovedkvarter og massakren på en ungdomslejr? En række eksperter kommer med hvert deres bud på en forklaring af det ufattelige

Fredag den 22. juli begik den 32-årige Anders Behring Breivik et terrorangeb på sit eget land, Norge. Han detonerede en bombe, der lagde regeringshovedkvarteret i Oslo i ruiner og dræbte otte mennesker. Derefter tog han ud til øen Utøya, hvor Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF, holdt sommerlejr, og skød og dræbte 68 børn, unge og ældre.

LÆS OGSÅ: Tonen og terroren. Modsigelse er bedre end forbud

Efter fredagens massakre bragte både norske og danske medier et essay af den norske forfatter Lars Saabye Christensen:

Han er ikke en anden. Han voksede op her i nærheden. Han gik på de samme skoler. Vi står så at sige ansigt til ansigt med ham. Dette feje, grænseløse baghold rammer os derfor på en måde, som sætter vores intellekt og moral på den allersværeste prøve. Det menneskelige indebærer også det umenneskelige. Vi er rystet i vores grundvold, skriver Lars Saabye Christensen og spørger:

Hvem kan finde på at gøre dette?.

Spørgsmålet er, om der findes en forklaring på det ufattelige. Det gør der, siger Niels Jørgen Cappelørn, der er professor, dr. theol. og direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Han peger på, at historien viser, at der findes mennesker, som, hvis de bliver tilstrækkelig fanatisk grebet af en sag, kan gøre noget, de ellers aldrig ville gøre.

FOKUS: Massakren i Norge

Anders Breivik er grebet af den overbevisning, at han handler i en højere sags tjeneste. Og sådan fortoner han det forfærdelige, han gør i vores almindelige virkelighed, i forhold til det, han gør i den højere sags virkelighed, hvor det bliver noget ædelt.

Kan man tænke sig, at der er en højere orden, som suspenderer en lavere stillet etik? Det er det, der er på tale her. Anders Breivik angrer ikke i forhold til normal etik. Han mener ikke, han er skyldig. Og det gør han ikke, fordi hans etiske virkelighed befinder sig et andet sted end vores i en indiskutabel zone i en højere sags tjeneste. Det er det, der gør den fundamentalistiske fanatisme så farlig. Det er en vigtig pointe, siger Niels Jørgen Cappelørn.

I dagene efter terrorangrebet i Norge har mange forsøgt at forstå det ufattelige ved blandt andet at følge tv-kanalernes dækning af tragedien. Ifølge Jakob Kvist, kreativ direktør på forlaget Peoples-Press og debattør, har det uden tvivl været en del af gerningsmandens plan.

Her ser vi mand, der koldblodigt slår masser af mennesker ihjel og tilsyneladende helt uden anger og empati over for ofrene. Han vidste tilsyneladende præcis, hvad han gjorde. Og han var helt sikkert forberedt på, at det ville blive en stor mediehistorie. For hans mål var at skabe så megen frygt som muligt. Man kan næsten mistænke ham for bevidst at planlægge angrebet i agurketiden, så han fik mediernes ukritiske opmærksomhed. Og det er jo lykkedes for ham langt hen ad vejen, siger Jakob Kvist og tilføjer:

Han er et gennemført usandsynlig ondt menneske. Sådan nogle findes. Det kan vi ikke forstå, og det skal vi måske heller ikke forstå.

Niels Jørgen Cappelørns holdning er en anden:

Det er betydningsfuldt, at vi ikke prøver at overkomme de uhyrlige hændelser i Norge ved at kalde Anders Breivik et monster, et uhyre eller en galning. Han er jo rationelt tænkende. Det er en illusion at tro, at vi løser problemet Breivik ved at skubbe ham ud i en margin, der ligger uden for vores virkelighed, og påstå, at vi intet har med ham at gøre.

Det er vigtigt at analysere, i hvilken udstrækning han er rundet af vores kultur af vores kulturelle adfærd, hvor vi langsomt er gået fra at være tilbageholdende til at blive kritiske, hadske og til sidst spotske over for de fremmede. Det sidste så vi meget tydeligt med Muhammed-tegningerne. Der kommer aldrig noget godt ud af spot. Spot latterliggør og nedgør andre med sarkasme. Spot er en nedladende handling af overlegenhed. Det gør, at de andre, vi spotter, ikke er på niveau med os, derfor kan vi handle med dem på en anden måde, end vi nogensinde ville behandle os selv og vore egne.

LÆS OGSÅ: Terroren i Norge åbner debat om medskyld

Det skræmmende og forfærdende ved tragedien i Norge er, at det er over for sine egne, Breivik har handlet sådan. Det betyder, at vi ikke kan henregne ham til de andre. Hans ekstreme idéer og forestillinger udspringer af det, vi plejer at vigte os af som vores kristne kulturarv. Og det bliver vi nødt til at forholde os til og analysere. Og vi slipper ikke, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Anders Behring Breivik, der blev pågrebet af det norske politi på Utøya, sidder nu i varetægtsfængsel. I forbindelse med forberedelsen af retssagen imod ham skal han mentalundersøges af psykiatere og psykologer for blandt andet at finde ud af, om han lider af en sindssygdom.

Man kan forestille sig, at der er tale om en person, der i forvejen er skrøbelig, og som på et tidspunkt føler sig så afvist og krænket og ensom, at vedkommende bliver optaget af at hævne sig, siger Trine Arngrim, der er ledende overlæge ved Retspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Risskov.

Hun har i over 15 år arbejdet indenfor retspsykiatrien og mentalundersøgt mennesker, der har begået kriminelle handlinger, herunder drab. På den baggrund mener hun, at der i Anders Behring Breiviks tilfælde kan der være tale om en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Den slags mennesker føler sig nemmere afvist og krænket end andre og bliver det på en ringe foranledning. De er også meget selvoptagede og har en ringe evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser. De udvikler samtidig en følelse af at være klogere og bedrevidende og får ofte storhedsforestillinger.

Trine Arngrim forklarer, at man ofte ser en glidende overgang fra det at være en skrøbelig person med træk af narcissisme til at have en decideret narcissistisk personlighedsforstyrrelse og over til egentlig psykopati. Fælles for alle forstyrrelserne er, at man nemmere udvikler egentlig sindssyge, altså at man har en markant anderledes realitets- og virkelighedsopfattelse end andre mennesker og handler efter ens egen måde at opleve verden på.

Nogle af den her type mennesker føler en vis forbigående tilfredsstillelse ved hævnakten, men som regel fortager tilfredsstillelsen sig, fordi deres grundlæggende ønske er at rette op på oplevelsen af uretfærdighed, krænkelse og afvisning, og det er der ingen af deres hævngerninger, der reelt gør, siger Trine Arngrim.

Hvis man vil forstå, hvordan en narcissistisk personlighedsforstyrrelse bliver grundlagt, skal man tilbage til opvæksten, siger teolog, psykoterapeut og forfatter Bent Falk:

En narcissistisk skade kan opstå, hvis man som barn i stedet for at få lov til at holde af sig selv på en rimelig måde enten er blevet sat op på en piedestal eller er blevet dybt ydmyget. Det skader selvbilledet. Hvis man er blevet sat for højt, tror man, at man kan gøre alt mod alle. Hvis man er blevet sat for lavt, vil man være den bedste hele tiden, siger han og fortsætter:

Trangen til anerkendelse og at være god nok er så stærk, at når man ikke får den, kan det gå galt. Mit menneskesyn er, at alle oprindeligt i deres liv ønsker betingelsesløs kærlighed, og hvis man ikke får den, går man efter en erstatning for eksempel magten over andre. Det er ikke hos alle, at det får et så ekstremt udtryk som hos massemorderen i Norge. Vi kan ikke sige meget om hvorfor netop ham, fordi vi i det hele taget ikke kan sige ret meget om, hvorfor mennesker vælger at gøre, som de gør.

Men hver gang vi ydmyger eller krænker nogen, sætter vi en tikkende bombe i gang. Nogle reagerer udad og bliver voldelige, andre indad og bliver depressive. At opretholde et positivt selvbillede spiller en uhyggelig stor rolle hos folk, og nogle mister sansen for, hvornår det selvbillede kommer alt for langt væk fra virkeligheden af, hvem vi er. Terapi går i høj grad ud på at opgive at blive god nok og nøjes med at være, som man er. Hvis jeg får kærlighed ved at forstille mig, er den ikke noget værd. For hvem skal så elske mig, de gange jeg ingenting er værd?.

Hvis man bruger betegnelsen monster om den norske gerningsmand til at sige, at det kunne heldigvis aldrig ske for mig, minder det om et forsøg på at drive sine egne dæmoner ud, og det er ikke nogen god idé. Men hvis man dermed vil sige, at sådanne anlæg har vi alle, så er det en nyttig påmindelse om at tage det onde alvorligt og bede om at blive ledt uden om de fristelser, der kunne få os til at række det hånden, siger Bent Falk og tilføjer:

Hvis jeg var i krig, ville jeg uden tvivl forsøge at skyde fjenden ned, før han fik ram på mig, så jeg kender godt monsteret i mig selv. Den handling ville der være noget rationelt ved. Forskellen er, at gerningsmanden i Norge for at andre at se ikke var truet, så vi kalder det, han har gjort, for irrationelt.

Når soldater bliver uddannet til at dræbe, lærer de at handle pr. refleks. En mekanisme, der kan gøre det lettere at slå ihjel, er forskellige former for filtre, for eksempel afstandsfiltret: jo længere væk, jo lettere er det at slå ihjel. Fysisk afstand gør, at soldaten kan distancere sig fra gerningen.

Derfor er det helt utroligt, at Anders Breivik kunne blive ved med at skyde, når han stod så tæt på sine ofre, at han kunne se dem i øjnene, siger oberst Lars R. Møller, Forsvarskommandoen, der er forfatter til bogen Vi slår ihjel og lever med det.

Nordmanden har brugt et moralsk, religiøst og kulturelt filter for at blive i stand til at dræbe. Han har følt, at retten var på hans side. Skudofrene har efter hans opfattelse været nogle kættere, der gik ind for, at islam kunne komme til hans land. Og kun en ting er værre end islamisterne i hans øjne, nemlig kættere, der er overgået til at være tolerante over for islam.

At han har været overbevist om, at de mennesker, han skød, var undermennesker, harmonerer også fint med den stærke nationalistiske ideologi, han efter sigende skulle tilhøre. Den højreekstremistiske opfattelse af, at der findes over- og undermennesker, gjorde det nemt for mange tyske soldater under Anden Verdenskrig at slå jøderne ihjel. De var jo ikke almindelige mennesker, de var undermennesker.

fortsætter næste side

Hvis nordmanden har ment, at alle dem, der ikke er af samme overbevisning som han selv, er forrædere, undermennesker og overløbere, så er hans handling måske ikke helt så uforståelig, siger Lars R. Møller, der er af den overbevisning, at alle kan slå et andet menneske ihjel, hvis de rette omstændigheder er til stede.

Hvis nogen er ved at slå dine kære ihjel, trykker du på aftrækkeren.

Når omverdenen har så svært ved at begribe de ugerninger, som Anders Behring Breivik har begået, skyldes det ifølge Lars Messerschmidt, præst og generalvikar i Den Katolske Kirke i Danmark, at vi ingen forestilling har om, at det er muligt.

Det onde her har et sådant omfang og dybde, at vi ikke kan følge med. Derfor kan man overveje, om det er den onde selv, der har stået bag den stakkels mands gerninger.

For de fleste kristne er tanken om, at djævelen findes, fuldstændig fremmed, og mange teologer benægter hans eksistens. Det gør jeg ikke. Jeg har erfaring med dæmonisering af mennesker, der var blevet påvirket til at tænke og føle forkert. Jeg taler ikke om besættelse, men om en stor vifte af dæmonisk aktivitet over menneskers liv, hvor der er brug for befrielse for at vende tilbage til en normal tilværelse.

Jeg ser djævelen som en virkelig aktør. Man skal være meget naiv og rationalistisk, hvis alting peger den vej og ikke kan forklares psykologisk eller psykiatrisk, siger Lars Messerschmidt.

Han vægrer sig ved at tro, at den norske gerningsmand er så ond, at han har kunnet begå sin udåd uden at være i ledtog med det onde.

Det ondes dybde og rædsel kan kun forklares ud fra djævelen. Han lokker os ind på en forkert vej og giver os vrangforestillinger om, hvad der er godt og ondt, så vi mere og mere kommer i hans vold uden at vide det.

Forlagsredaktør Jakob Kvist minder om, at vi i teologisk forstand alle er syndere. Og at vi alle har ondskabens kim i os. Men i tilfældet Anders Behring Brevik siger han:

Det her er en liga, som få kan være med i. Og når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg altså ikke ham i mig. Han er en vaskeægte psykopat, og det gør man klogt i ikke at lukke øjnene for.

Det, som dr. theol. Niels Jørgen Cappelørn ikke mener, at vi slipper for ved at kalde Breivik for et afsindigt uhyre, er den kulturelle medskyld.

I stedet bør vi begynde med os selv. Hvordan forholder jeg mig til dem, der er anderledes end mig? Med afstandstagen, med frygt, foragt, med ønsket om helst at være helt fri for dem? Det må vi tale ganske åbent om - også åbent med dem, vi kalder de andre, om hvordan de forholder sig til os? Så det bliver en gensidig proces.

Vi skal ikke finde syndebukke her, men tage fat i os selv. Hvordan er det, vi reagerer? For i en eller anden forstand har Anders Behring Breivik sin baggrund i samme kultur som du og jeg. Så griber han ganske vist tilbage til korsfarerne, som det er let for os alle at tage afstand fra, men han overfører det til en nutid, vi er fælles om og har fælles ansvar for.

Niels Jørgen Cappelørn viger tilbage fra at sige, at han er et produkt af vores kultur.

Men han er i hvert fald en del af den samme kultur, som vi er. Og det onde findes ikke bare hos muslimer og i Irak, Afghanistan og Pakistan, det findes også hos kristne i Norge og Danmark, for det findes i mennesket.

LÆS MERE OM TERRORSAGEN HER