Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Elsebeth Gerner Nielsen mødte en syrer

Elsebeth Gerner Nielsen fik på sin vej hjem til Kolding stof til eftertanke.

Et møde med en ung syrer i et fly satte hverdagen i relief for rektor på Designskolen i Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen

Damen i skranken hos Turkish Airlines smiler og giver mig mit bordingkort: Flyet er overbooket.

Jeg har opgraderet dig til business class, siger hun, og jeg svarer tak og glæder mig til den ekstra service og lidt mere benplads i flyet fra Istanbul til København.

Jeg er dog mest glad for, at jeg er på vej hjem. Istanbul er vildt inspirerende, men det har været et lidt utrygt ophold.

Skyderi i gaderne om natten og store demonstrationer på Taksimpladsen lige i nærheden.

Min sidepassager er endnu mere glad for opgraderingen og fortæller begejstret, at han ikke har fløjet ret meget og slet ikke business.

Han er ung. 25 år, fortæller han, og fra Syrien. Nu bor han i Sverige.

Inden flyet er lettet, er han i gang med at fortælle hele sin gribende historie.

Indtil for et år siden boede han sammen med sine forældre og søskende i en mindre by i Syrien. En dag forsvandt hans kæreste og hendes familie. Som et knips med fingrene. Sunket i jorden. Han ledte efter hende i en måned, men ingen vidste, hvad der var sket.

Stemmen knækker, da han fortæller, at han herefter var nødt til at flygte selv.

Det var et spørgsmål om liv eller død. Først rejste han til fods, så med bus ind i Tyrkiet, så til fods igen over uendelige afstande.

Efter måneder nåede han Sverige, hvor han nu arbejder som handicapmedhjælper.

Men der er et stort hul i hans indre: Kæresten. Er hun i live? Hvad er der sket? Han har oprettet en facebookprofil, så hun kan finde ham, hvis hun altså får netadgang.

Indtil nu ingen livstegn overhovedet. Det værste er, at han ikke kan tale med nogen om dette.

At være kærester i Syrien er ikke så ligetil, så forholdet har været hemmeligt, selvom de faktisk næsten har giftet sig, som han formulerer det, og viser mig et dokument, hvor fire af deres fælles venner har bekræftet det legitime i deres forhold.

Ingen andre ved noget.

Hertil kommer, at han er bange for, at folk bare vil grine af ham, hvis han fortæller om sit tab.

Han har jo netop været heldig. Hårdheden er til at tage og føle på i en tid, hvor millioner af syrere er på flugt, dør, tortureres og sulter.

Derfor sørger han i stilhed.

I rygsækken finder han et dateret brev, han har skrevet til kæresten.

Dem er der mange af. Han vil kunne dokumentere over for hende, at hun ikke har været glemt, hvis han skulle finde hende igen. Fingrene glider kærtegnende hen over de håndskrevne sætninger og tårerne vælter frem.

Undskyld, siger han. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen. Jeg kan kun gøre det, fordi du er en fremmed.

Senere viser han mig billeder fra det, der engang var deres hjem, blandt andet mange billeder af hans elskede hund, som han fandt på gaden som hvalp.

En dag løb han og legede med hunden på gaden. Nogle politibetjente kom forbi, og hunden troede, de ville lege med den, så den løb dem logrende i møde. Den ene betjent trak sin revolver og skød den.

Det var jo bare en hund, sagde folk efterfølgende, da min fremmede ven fortæller, hvad der er sket.

I det store krigshelvede er både tabet af en kæreste og en hund knapt registrerbart. På en tre timer lang flyrejse kommer den til at fylde sind og hjerte til bristepunktet.

Ved bagageudleveringen siger vi farvel til hinanden.

Jeg giver ham mit kort og siger, at han altid er velkommen til at kontakte mig, hvis jeg kan hjælpe med noget.

Vi ved begge, at han aldrig vil benytte sig af tilbuddet. Han havde brug for mig som den fremmede.

Nogle timer senere landede jeg i Kolding, hvor ostemad og tryghed ventede.

Hvor er vi altså privilegerede os danskere.

Lige om hjørnet er verden i brand.