Hvorfor endte Minnas liv i mosen?

Minna Michelsen var psykisk udviklingshæmmet. Hun ville gerne have venner og en kæreste. Lisbeth Rosenfold havde fået tvangsfjernet sine børn og gik på værtshus i Nykøbing Falster. De to kvinders veje krydsede hinanden tilfældigt. Det kostede den ene af dem livet

Lisbeth Rosenfold (th) er dømt halvandet års ubetinget fængsel for ikke at hjælpe sin veninde i nød, nemlig Minna Michelsen (tv) Foto: Privatfoto / Klaus Holsting

Lokale betjente fandt hende død i en mose syd for Nykøbing Falster. 48-årige Minna Michelsen lå med overkroppen bøjet bagud og det højre ben skråt ud til siden. Venstre underben var fastklemt i mudder op til knæet. Om halsen havde hun en bred, gråblå nøglesnor med et bundt nøgler, der ikke var hendes eget. Et stykke derfra lå hendes ene sandal.

Det var lørdag hen under aften, den 28. juli 2013. Minna Michelsen havde ligget i mosen knap en uge, og der skulle to mænd til at hive hendes krop fri. Intet tydede på en forbrydelse. Alligevel blev sagen behandlet som en drabssag, og kriminalpolitiets teknikere, efterforskere og retsmedicinere ankom kort efter til stedet.

LÆS OGSÅ: Historisk dom for at undlade at hjælpe nødstedt

Obduktionsrapporten anslår, at Minna Michelsen var i live omkring halvandet døgn, mens hun lå fastlåst i mosen. Men ingen rapport kan fortælle, hvad hun har tænkt i sine sidste dage og timer. Har hun råbt om hjælp? Sandsynligvis. Har hun været bange? Utvivlsomt. Nogle hundrede meter fra hullet står en række træer. Men ellers er der ingen bevoksning i nærheden ud over siv, der vugger let i vinden. Mod syd glimter vandet i Guldborgsund. I alle andre retninger er der øde marker. Da Minna Michelsen tidligt søndag morgen den 21. juli sank ned i mudderet, havde det ikke regnet i ugevis. Efter nogle timer stod solen højt på himlen, og ud på eftermiddagen var temperaturen tæt ved 30 grader. Ifølge retsmedicinerne blev Minna Michelsen ikke slået ihjel. Hun døde af udmattelse og væskemangel. Men hun var ikke alene, da hun sank ned i mudderet. Hun var sammen med 49-årige Lisbeth Rosenfold. Hun forsøgte forgæves at trække Minna Michelsen fri, men efterlod hende derefter i mosen alene.

Sagen har siden skrevet dansk retshistorie. For en måned siden blev Lisbeth Rosenfold ved byretten i Nykøbing Falster idømt en ubetinget fængselsstraf på 18 måneder. Heraf var omkring halvdelen for ikke at have hjulpet Minna Michelsen resten handlede om forskellige sager om tyveri og hærværk. Det er den længste straf siden 1960 for ikke at hjælpe et andet menneske i nød. Alligevel er Lisbeth Rosenfold stadig på fri fod. For både hendes forsvarer og anklagemyndigheden har anket dommen til Østre Landsret med krav om henholdsvis frifindelse og skærpelse. Begge parter mener, at sagens udfald er afgørende for fremtidige straffesager. Derfor skal den prøves ved en højere instans.

Denne her sag er så principiel, at den såmænd godt kan lande i Højesteret, mener forsvarer i sagen Louise Tschernja.

Men hvem var Minna Michelsen og Lisbeth Rosenfold? Hvorfor endte de to kvinder sammen i en øde mose? Og var det sort uheld eller ubetænksomhed, der tog livet af Minna Michelsen?

Minna Michelsen var udviklingshæmmet og havde flere diagnoser, herunder autisme. Hun havde dog i mange år boet i egen lejlighed, hvor en pædagog kom forbi på hverdage og hjalp hende med blandt andet at købe ind. Selvom Minna Michelsen var født på Færøerne, blev hun efter 25 år i byen betragtet som lokal, og hun var en velkendt figur i Nykøbing, hvor hun opsøgte de samme steder i fast rutefart: spillehaller, værtshuse, pizzeriaer og kiosker. Hun var som regel iklædt elastiske bukser, T-shirt og fleecetrøje, og om maven havde hun en sort pengekat med mobiltelefon, nøgler og medicin. Fik hun øje på en kuglepen på kanten af en skjortelomme, eller havde man sin lighter fremme, kunne man være sikker på, at Minna Michelsen spurgte: Må jeg få den?. Hun samlede på begge dele. Nøgleringe var hun også glad for.

Jeg var ked af at høre det. I chok, ja, siger Ahmet Cam, indehaver af Konya Pizza. Her kom Minna Michelsen ofte og bestilte typisk en burgermenu med cola og pommes frites. Og hun sad altid samme sted: ved et bord midt i lokalet, hvor hun kunne komme i snak med de andre gæster.

Minna var ikke normal. Men hun var en meget glad dame. Hun manglede tit penge og handlede indimellem på kredit, men hun kom altid og betalte, når hun fik penge igen. Vi lavede tit sjov med hende: Har du fundet en kæreste?, spurgte vi. Og så grinede hun. Hun var en god pige, siger Ahmet Cam.

Ja, Minna Michelsen ville så gerne have en kæreste. Og hun havde også nogle stykker gennem sit liv. Men de seneste år var hun alene.

Minna Michelsen var overvægtig og dårligt gående. Hun tog gerne en taxa hjem fra Kvickly med sine indkøb, eller hvis hun havde været på spillehal. Byens taxachauffører kendte hende alle særdeles godt. Det var ikke kun dovenskab, der fik hende til at køre korte ture i hyrevogn. Hun nød også chaufførernes selskab. For Minna Michelsen ville gerne være sammen med det, hun opfattede som normale mennesker. Altså ikke andre udviklingshæmmede eller pædagoger.

Minna havde ikke ret meget netværk. Jeg har altid holdt af mennesker, der var lidt udenfor, og hun knyttede sig til mig, siger Karna Nielsen.

Hun er 57 år gammel og født på Vestlolland. Hun er førtidspensionist og tørlagt alkoholiker på 23. år. En slank kvinde, med stramme jeans og helt kort, farvet rødt hår. Hun arbejder frivilligt forskellige steder i byen, og netop i den forbindelse mødte hun Minna Michelsen for en del år siden på et værested, hvor hun kom dagligt for at købe billigt smørrebrød. Minna Michelsen led af tvangstanker og havde mange ritualer, forklarer Karna Nielsen. Men pengesager kunne hun ikke styre. Og hun var afhængig af at spille på enarmede tyveknægte. De senere år kom hun under administration og fik kun sine penge udleveret i små rater.

Ud på aftenen gik hun rundt på værtshuse som Staldgaarden, Fortuna eller Nutiden. Hun drak som regel kun cola.

Hun opsøgte steder, hvor der skete noget, for at komme i kontakt med andre. Minna var nok lidt påtrængende. Men uden at tænke over, at det var irriterende. Og i det miljø var det måske også lettere at finde nogen, der ville snakke med hende, siger Karna Nielsen.

Hun sidder lidt og tænker, så fortsætter hun:

Man siger jo, at krage søger mage. De udstødte søger sammen på en mærkelig måde.

Lisbeth Rosenfold er en kvinde i konstant bevægelse. Solbrillerne bliver taget af og på og indimellem skubbet op i det store, sorte hår. Om hendes håndled klirrer et bredt bånd af armringe.

Jeg var på flugt. Igen, fortæller hun om sin beslutning om at flytte til Nykøbing Falster i foråret 2013 med sine to børn, en dreng på dengang 13 år og en pige på 11 år. Børnenes far havde en narkogæld, som nogle rockere var sat til at opdrive, forklarer hun. Så hun drømte om at starte forfra et fredeligt sted.

Jeg tænkte: Nu rykker vi teltpælene op og starter på en frisk.

Selvom hun for tiden ikke har en fast adresse, er der ikke meget hjemløst over hendes fremtræden: Hun er klædt i sandfarvede gummisko, pletfri militærgrønne bukser, tætsiddende sort jakke og et hvidt glimmerbælte stramt om sine smalle hofter.

I første omgang flyttede hun ind hos en bekendt lidt uden for Nykøbing. Men hendes ophold blev hurtigt turbulent. Hun måtte flytte flere gange, følte sig truet og bad kommunen om hjælp. Den 2. juli 2013 tvangsfjernede kommunen hendes børn. Lisbeth Rosenfold gik helt ned:

Hvad ville du gøre, hvis nogen tog dine børn?, spørger Lisbeth Rosenfold, der efterfølgende gik på druk og dans i Nykøbing Falsters værtshusmiljø. I løbet af denne periode ragede hun uklar med en række personer i lokalmiljøet. I juli 2013 lejede hun sig ind i gartnerboligen på Fuglsang Gods seks kilometer syd for Nykøbing med bullterrieren Batman og to hundehvalpe, hun havde købt kort forinden.

Den 20. juli løb hun tilfældigt på Minna Michelsen og en hjemløs ved navn Tim foran et supermarked. De besluttede at aflægge besøg hos en fælles bekendt i nærheden, Kim Nielsen.

Det begyndte som en grillaften i gården, men endte med flere øl og fest. Lisbeth Rosenfold fortæller, at hun bagefter var ude og danse på et værthus, men sent om natten vendte tilbage og faldt i søvn hjemme hos Kim Nielsen. Klokken tre om natten blev hun vækket af Minna Michelsen, der sagde, at Kim Nielsen altså var hendes kæreste, og at Lisbeth Rosenfold skulle tage hjem.

Jeg tænkte: Kan det ikke vente til i morgen tidlig?. Men det kunne det åbenbart ikke.

Efter at have vækket hende begyndte Minna Michelsen at plage om at se hundehvalpene, som hun havde hørt tale om tidligere på aftenen.

Lisbeth Rosenfold begav sig af sted i retning af sit hjem, trækkende en cykel med anhænger. Ud af byen. Over broen ved Guldborgsund. Og Minna Michelsen hang på.

Hun var klæbrig. Hun gik ikke særlig stærkt. Og hun snakkede som et vandfald, husker Lisbeth Rosenfold.

Gåturen var altså langtfra planlagt, og Lisbeth Rosenfold fortrød mange gange undervejs:

Vi havde kun lige mødt hinanden. Jeg vidste ikke, at hun ikke var helt rigtig i hovedet. Men det fandt jeg jo ud af på den tur.

Undervejs havde Minna Michelsen afføring i bukserne, og de ringede på ved et tilfældigt hus, hvor de fik lov til at skylle hendes tøj. Derefter gik de videre ud på de små veje. Minna Michelsen var træt og besværet, og det var hende, der ifølge Lisbeth Rosenfold foreslog, at de skulle skyde genvej hen over mosen ved Flintinge Å.

LÆS OGSÅ: Kan man dømmes for ikke at hjælpe andre?

Området ved åens udløb mod Guldborgsund består af græstuer med dynd imellem. Jægere og lokale beboere ved, at man skal træde varsomt. Bønder kan fortælle historier om, hvordan kreaturer i gamle dage sad fast i plutten og måtte aflives. Alt det vidste de to kvinder intet om, da de begav sig ud over marken. Og da Minna Michelsens sank ned i mudderet, grinede de to kvinder først ad det, fortæller Lisbeth Rosenfold.

Jeg foreslog, at vi skulle finde en ko i nærheden, der kunne trække hende op. Jeg kunne i hvert fald ikke. Hun var altså dobbelt så stor som mig.

Begge deres mobiltelefoner var løbet tør for strøm. Og pludselig bad Minna Michelsen hende om at skride, fortæller Lisbeth Rosenfold. Inden hun forlod Minna Michelsen, tilbød hun hende en kakaomælk. Men den ville hun ikke have. Lisbeth Rosenfold fortsatte videre i retning mod sit hjem. Hendes intention var at finde nogen, der kunne hjælpe, eller måske en spade, hun kunne grave Minna Michelsen fri med.

Undervejs mødte hun en jæger, der var ude for at fodre fasankyllinger. Hun fortalte ham, at hendes veninde sad fast i mudderet. Og ifølge Lisbeth Rosenfold sagde jægeren, at hun ikke skulle være bekymret. Han har dog siden i retten fortalt, at Lisbeth Rosenfold ikke bad om hjælp, og at han ikke fik indtryk af, at sagen var alvorlig.

Inden Lisbeth Rosenfold nåede hjem, mødte hun også to unge mænd med en traktor. De tilbød hende en øl og en smøg. Og sagde, at Minna Michelsen sagtens kunne komme op selv. Derefter gik Lisbeth Rosenfold hjem og faldt i søvn. Politiet har dog ikke siden kunnet lokalisere de to mænd med traktoren.

Op ad formiddagen tog Lisbeth Rosenfold til Nykøbing. Hun opsøgte Kim Nielsen og fortalte, at Minna Michelsen var røget i et mudderhul. Og at hun nok lå og sprællede endnu, hvis hun ikke var kommet op. Kim Nielsen skældte hende ud, fordi han ikke kunne finde sine nøgler. Hun fortalte ham, at dem havde Minna Michelsen om halsen. Om mandagen tog hun til Hundige syd for København for at se sine børn.

Det vigtigste for mig i mit liv på det tidspunkt var mine børn. De var vigtigere end en eller anden kost, der sad i et hul. Og der var mange, der allerede på det tidspunkt havde sagt til mig: Slap af, det klarer hun nok selv.

Samme dag slog Minna Michelsens pædagog alarm til politiet, og onsdag blev hun efterlyst i medierne. I de kommende dage ledte politiet efter Minna Michelsen med helikoptere og hunde. Det hørte Lisbeth Rosenfold dog intet om, før hun fredag blev ringet op af politiet. Hun fortalte dem, hvor hun sidst havde set Minna Michelsen. Og lørdag aften fandt de hendes lig i mosen.

Nykøbing er Falsters hovedstad. En ganske almindelig provinsby og ikke mere belastet end gennemsnittet, som Søren Ravn-Nielsen udtrykker det.

Han er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og leder afdelingen for personfarlig kriminalitet, som efterforskede sagen om Minna Michelsens død. Han har været politimand i området i 38 år, og selvom han kalder sagen usædvanlig, er persongalleriet det ikke:

Som i alle andre byer er der et miljø, hvor man finder sammen lidt tilfældigt og ikke behøver have længerevarende relationer for at drikke øl og overnatte hos hinanden, siger han.

At udviklingshæmmede ender i værthusmiljøer, sker desværre indimellem:

Man ser jo det samme med børn, der mangler sociale kontakter de kommer også indimellem i dårligt selskab, siger Søren Ravn-Nielsen.

Minna Michelsen beskrives netop som både barnlig og naiv. Hun stolede blindt på folk omkring sig. Og var samtidig drevet af sine egne behov. Lå der noget forude og vinkede, var hun stædig og ville gå langt. Politiets efterforskning viser, at Minna Michelsen opførsel i det sidste døgn på mange måder var helt atypisk: Hun plejede at være punktlig med sin medicin. Men den havde hun slet ikke med sig, da hun blev fundet. Hun drak sjældent andet end cola. Men hun havde spor af alkohol i kroppen, da hun blev fundet. Hun hadede at gå, men befandt sig næsten seks kilometer fra sit hjem.

Minna Michelsen møder nogle mennesker med en adfærd, hun får lyst til at prøve. Og så går hun på kompromis med nogle af sin sædvanlige mønstre for at blive accepteret, siger Søren Ravn-Nielsen.

I straffelovens paragraf 253 hedder det, at man kan straffe med bøde eller fængsel indtil to år, hvis en person, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare. Pligten til at hjælpe, hvis man kan, er en del af dansk lov. Argumentet lyder, at det kan sammenlignes med at slå et andet menneske ihjel, hvis man undlader at bistå et medmenneske i livsfare. Vi skal med andre ord ikke kun afholde os fra onde gerninger, men har også pligt til at være gode.

Det er den paragraf, Lisbeth Rosenfold er straffet efter. Men hendes forsvarer, Louise Tschernja, mener ikke, Lisbeth Rosenfold kan pålægges skyld for Minna Michelsens død. Det skyldes nærmere et sammentræf af uheldige omstændigheder, Minna Michelsens tilstand og politiets i hendes øjne mangelfulde indsats.

Det blev hurtigt klart, at Lisbeth var den sidste, der var set med Minna. Alligevel gik der seks dage, før politiet tog kontakt til hende. Og mange mennesker hørte jo, at Minna sad ude i hullet, men de reagerede ikke. Hvorfor har man ikke tiltalt dem?, siger Louise Tschernja, der også peger på, at loven siger, at man skal hjælpe efter evne.

Netop disse to ord er det springende punkt. For ifølge Louise Tschernja handlede Lisbeth Rosenfold så godt, hun kunne ud fra egne forudsætninger. Siden en hjerneblødning i 1992, der gav hende en lettere hjerneskade, er Lisbeth Rosenfolk erklæret 12 procent invalid og er på førtidspension. Hendes koncentrationsevne er nedsat. Alligevel har en mentalundersøgelse erklæret hende egnet til almindelig straf.

Men undersøgelsen fastslår samtidig, at Lisbeth Rosenfolds personlighed gør, at hun handler uhensigtsmæssigt under pres, siger Louise Tschernja.

Hun har en hel rullekuffert fyldt med papirer med sig. Ud af kuffertens sorte mave løfter hun høje stakke af papirer med grønne omslag foldet omkring. Børnesag står der på den ene. Straffesag på en anden. Lisbeth Rosenfold har været familien Tschernjas klient i over 20 år. Tidligere var det Louise Tschernjas far, der førte Lisbeth Rosenfolds sager. Han er også advokat. I tidligere sager har offeret dog været Lisbeth Rosenfold. For blandt andet misbrug, vold og overgreb. Louise Tschernja kalder hende for et smertensbarn.

Jeg får hovedpine, hvis jeg skal fortælle hele min livshistorie, siger Lisbeth Rosenfold selv.

Men skal den sammenfattes kort, lyder det: Hun har altid skullet klare sig selv.

Jeg har levet under pres hele mit liv. Og jeg har aldrig fået hjælp, når jeg bad om det, siger hun.

For tiden har hun ingen fast adresse. Som regel sover hun på herberg eller på bar.

I nat har jeg sovet på Café Clara på Enghave Plads. Men indimellem sover jeg på hotel. Det er dyrt at bo på gaden.

Lisbeth Rosenfolds kommune vil have hende placeret på et forsorgshjem.

De mener, jeg er for syg til at tage vare på mig selv. Men jeg vil ikke bo med misbrugere og hjemløse og psykisk syge. Jeg har papir fra retten på, at jeg er normal, siger Lisbeth Rosenfold med henvisning til mentalundersøgelsen fra retssagen.

Men hvad er det at være normal?, spørger Lisbeth Rosenfold.

Noget, som et normalt for nogen, er det måske ikke for andre. Der er nogen, der mener, man skal gå i seng på bestemte tidspunkter. Men jeg har aldrig været god til regler. Jeg har ikke nogen diagnose. Jeg er en tilstand. Jeg kan ikke gøre for, at jeg er, som jeg er, siger Lisbeth Rosenfold og spørger:

Hvordan ville du handle som 50-årig, hvis du havde haft min barndom?

Lisbeth Rosenfold voksede op på Vesterbro i København. Et børneliv fyldt med misbrug og svigt.

Jeg var uønsket af min mor, siger hun.

Hendes far var blandt andet tjener på et værtshus på Istedgade, som nærmest var Lisbeth Rosenfolds andet hjem. Det er det stadig. For Vesterbro er det eneste sted, hvor Lisbeth Rosenfold ikke føler sig udstødt:

Der bliver jeg ikke fordømt. Af systemet og alle andre, siger hun.

Lisbeth Rosenfold har temperament. Det viser sig også under interviewet, hvor hun indimellem hæver stemmen og smækker håndfladen i bordet med et brag. Det er mest, når hun taler om sin kamp mod systemet. Det vil sige kommunen, politiet og den institution, hvor hendes børn for tiden er anbragt. Børnesagen fylder alt i hendes liv. Også mere end straffesagen. Men det betyder ikke, at hun ikke gerne vil renses for anklagen om at være skyld i Minna Michelsens død.

Jeg skal have mit liv tilbage. Og mine unger skal hjem, siger hun flere gange.

Hendes mobil ringer med en hidsig elektronisk melodi, og hun fisker den op af en lille, brun lædertaske.

Hej, skattepige, siger hun. Det er hendes datter, og de taler sammen et stykke tid. Den rå stemme bliver blød næsten hviskende. For tiden må Lisbeth Rosenfold kun se sine børn en time hver anden uge. Hun vil ikke tale om det, siger hun med tårer i øjnene. Det gør for ondt. Men det var tabet af børnene, der fik tingene til at løbe af sporet sidste sommer, forklarer hun bagefter.

Hun er godt klar over, at der bliver snakket dårligt om hende i Nykøbing og omegn. At nogen synes, hun er farlig.

Men alle mennesker er farlige, når de bliver presset op i en krog.

Og hun har haft det skidt på Minna Michelsens vegne.

Men hvorfor er det mig, der skal dømmes? Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og jeg fortalte også andre om det. Så er de vel også skyldige? Hvad med jægeren? Hvad med Kim?, spørger Lisbeth Rosenfold.

Ja, hvad med Kim? Nøglerne i den blågrå nøglesnor, som Minna Michelsen havde om halsen, da hun blev fundet, tilhører Kim Nielsen. Han tager bundtet frem af lommen på sine sorte arbejdsbukser og rasler med det.

Jeg burde nok skille mig af med det. Jeg bliver jo mindet om det hele tiden. Ja, historien sidder stadigvæk heroppe, siger Kim Nielsen og peger på sit hoved.

Han er en lille, spinkel mand med gråt hår og skæg. Han har netop fået fri fra sit arbejde med morgenrengøring i Nykøbing Hallen, og nu får han sig en frokostfadøl på et lokalt pizzeria. Imens fortæller han, at der har været næsten lynchstemning, efter at det kom frem, at Lisbeth Rosenfold efterlod Minna Michelsen i mosen. Og Kim Nielsen føler, der også er blevet snakket om ham. Fordi han var en af de sidste, der så hende i live. Han kendte Minna Michelsen fra byens værtshuse, hvor han indimellem gav hende en sodavand, når hun manglede penge. Han vidste godt, at hun havde sagt til andre, at de var kærester. Men det var ikke noget, han tog så alvorligt.

Man kunne godt mærke, at hun var lidt tilbage, men i mine øjne var Minna god nok. Altså, hun kunne godt være for meget. Der var andre, der gik en bue uden om hende, men jeg er ikke typen, der skubber nogen til side, siger Kim Nielsen.

Lisbeth Rosenfold havde han mødt i byen nogle uger forinden, og hun havde sovet hos ham nogle gange. Han havde dog forsøgt at undgå hende, efter at hun, fortæller han, havde råbt og skreget og smadret et glasparti i hans indgangsdør. Politiet havde også været tilkaldt nogle gange.

Altså hende Lisbeth. Uha hun kunne være en ganske almindelig dame, der gjorde noget ud af sig selv. Men du anede ikke, hvor du havde hende, siger han.

Selv ville han helst undgå ballade, og da Minna Michelsen og Lisbeth Rosenfold inviterede sig selv til grill lørdag den 20. juli, var stemningen god nok. Solen skinnede, og de satte sig ved en udendørs grill i gården og drak øl og spiste. Kim Nielsen har inviteret indenfor i sin lejlighed og peger stedet ud neden for: et par bænke med bøgehæk omkring. I køkkenet trækker han en dåseøl op. Dem var der også mange af på bordet den aften i juli. Alle var berusede, og på et tidspunkt gik Kim Nielsen ind og lagde sig. Da han vågnede søndag morgen, opdagede han, at nogle af hans ting manglede. Blandt andet hans nøgler. Ud på dagen dukkede Lisbeth Rosenfold op og fortalte ham, at nøglerne hang rundt om halsen på Minna Michelsen.

Og så sagde hun, at hun havde tabt Minna i åen. Hun sagde det med et smil på. Jeg tog det som en joke. Men det var det besynderligt nok ikke.

Da Minna Michelsen blev meldt savnet, blev der organiseret en privat eftersøgning. Omkring 30 mennesker mødte op for at lede langs med havnen. I dagene efter fundet af Minna Michelsens lig tog mennesker, der havde kendt hende, ud til mosen. I stedet for blomster og lys blev der lagt små bunker med kuglepenne og lightere. Kim Nielsen har svært ved at få tanken om Minna Michelsen i mosehullet ud af hovedet.

Det må have været frygteligt, frygteligt, frygteligt at være hende. Sikken en smerte hun må have følt. Nej det er ikke til at holde ud at tænke på.

Og han har dårlig samvittighed. Ikke mindst når han kigger på sit nøglebundt.

Jeg skulle have taget Lisbeth alvorligt, da hun sagde, at Minna sad ude ved åen. Men jeg troede ikke på det. Jeg kunne da aldrig selv finde på at forlade nogen, der lå og flød, siger han.

Uanset om de har indgående eller overfladisk kendskab til sagen, er det ikke så meget hendes død, der berører Nykøbings borgere. Det er måden, det skete på, der forarger og forfærder. Og i byen snakker mange om, at dommen over Lisbeth Rosenfold er alt for mild. Hvad mener Kim Nielsen?

Må jeg sige det lidt hårdt?, spørger han og ser alvorlig ud.

Jeg synes i virkeligheden, at hendes straf burde være at sidde nogle timer i det hul og mærke, hvordan det var derude. Det er vel ikke mere end rimeligt.