Prøv avisen

- Hygge virker bedst på det jævne

Hygge er uformelt samvær, flakkende stearinlys og guf på bordet. Foto: .

En hyggelig stemning juleaften er afgørende for, om familien føler sig som en succes. Men gør vi det for 'fint', går det imod selve ideen om hygge, hævder antropolog

Hygge er altafgørende juleaften. Vi gør derfor meget ud af at købe gaver, pynte og tænde lys i december. Hyggen kommer dog ikke, hvis vi gør det for fint, mener antropolog Jeppe Trolle Linnet, der forsker i begrebet hygge ved Syddansk Universitet som del af sin ph.d.

- Hygge er en atmosfære, der helst skal opstå, uden at vi tilsyneladende har gjort noget særligt for at fremme den. Når vi skal hygge, må iscenesættelsen derfor ikke tage hele opmærksomheden, siger Jeppe Trolle Linnet.

Det betyder, at fin borddækning, madlavning og påklædning ikke er vigtig, når vi vil hygge sammen. Det fine skaber fest. Men det vidner også om overflade og spil for galleriet, mener mange danskere ifølge Jeppe Trolle Linnet.

Hygge i middelklassen
Jeppe Trolle Linnet ser hygge som et middelklassefænomen. De, der hygger sammen, skaber en følelse af velbehag. Men samtidig holder de sig på det jævne, fordi hygge også forbindes med ikke at have nogen skjult dagsorden, men at være ærlig og ægte.

Forestillingen om hygge er ofte forbundet med et simpelt samvær, hvor blodets bånd og varme relationer mellem venner skaber den gode stemning.

Hyggen opstår ideelt set i et frit samvær, hvor ingen tænker taktisk i forhold til det sociale samvær. Middelklassens oplevelse af hygge rummer dermed en kontrast til en idé om, at overklassen blander økonomiske relationer med sociale, mener antropologen.

- Middelklassen dyrker ofte sit eget familieliv i kontrast til den kulde og hårdhed, som, de forestiller sig, præger livet i overklassens hjem, og som, de mener, rummer den konkurrence og kynisme, der styrer markedsøkonomien uden for hjemmet, siger Jeppe Trolle Linnet.

Kunsten viser hyggens kontrast
Tankerne om det kolde hjem og markedet ses afspejlet i kunsten. For eksempel i en film som Arven fra 2003 af Per Fly.

Arven handler netop om relationen mellem familiemedlemmer, der styrer et stort foretagende, og hvor de familiære forhold har et økonomisk, kontrakt-lignende præg af kulde og afstand.

Der er dog forskel på hygge som en moralsk og kulturel idé og hyggen som en oplevelse af måden, vi er sammen på, mener Jeppe Trolle Linnet.

- Danskerne hygger sig i alle samfundslag. Men ordet hygge er alligevel effektivt til at vise forestillingen om, at man mister nogle ægte glæder i livet, hvis man stræber efter høj social status og materiel rigdom, siger antropologen og fortsætter:

- Den idé har stor genklang i en velfærdsstat, hvor alle mennesker ser sig selv som almindelig middelklasse.

Hygge er noget med uformelt samvær, flakkende stearinlys og guf på bordet. I hele december dyrker vi danskere en særlig intens form for hygge som opvarmning til den aften på året, hvor alle vores hyggeidealer for alvor skal udleves: juleaften. -- Foto: .