Prøv avisen

I den stille verden

I tre dage var ni kvinder og en mand i stilhedens vold på åndelig vejleder Jette Dahls stilhedsretræte med temaet "Selvbesindelse -- moderne faste" i Skovhuset i nærheden af Skanderborg. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvad sker der, når tale afløses af stilhed? Kristeligt Dagblad var med i Skovhuset ved Skanderborg, da præst og åndelig vejleder Jette Dahl holdt stilhedsretræte med fasten som tema

Messingklokken ringer.

Den sprøde lyd indikerer, at nu begynder stilheden. Fra nu af og tre dage frem er det forbudt at tale. Smil, nik og øjenkontakt er i orden, men ingen ord. Til klokken ringer onsdag middag klokken 12, er vi i stilhedens vold. Ni kvinder og en mand med vidt forskellige historier i bagagen er taget på stilhedsretræte som en optakt til den kristne fastetid.

LÆS OGSÅ:Retræter bliver brugt som nødbremse mod stress

Bag retræten står åndelig vejleder og freelancepræst Jette Dahl. Hun var sognepræst i 25 år, indtil hun i 2004 opsagde sin stilling for at arbejde med det indre menneske i lyset af den kristne tro. Nu bruger hun tiden på retræter, pilgrimsvandringer og kurser om spiritualitet.

Retræten sætter fokus på det, som kan være gavnligt at faste fra. Og på, hvad vi som mennesker lader os styre af på den dårlige måde. Er vores fjernsynsforbrug for højt, eller arbejder vi for meget og får stress? De stille dage griber dog fat i mere end merforbruget. Den skaber også plads til Gud.

"I ethvert menneske er et helligt rum, som tilhører Gud. Det er sjælens rum med plads og ånd. I midten er en trone, som ingen mennesker skal sætte sig på, heller ikke du selv. Tronen skal stå tom, for den er Guds plads i dig. I løbet af retræten trækker vi os tilbage for at få ro. Vi får en 'timeout', hvor vi ikke selv skal sidde og pille i vores egen navle," forklarer Jette Dahl.

LÆS OGSÅ:Hver retræte er en aha-oplevelse

Vi skruer tiden et par timer tilbage til søndag sen eftermiddag. Til ankomsten til det lille stråtækte retrætehus, der ligger midt i skoven ved landsbyen Sdr. Vissing 20 kilometer sydvest for Skanderborg. Mobildækning og internet er ikke eksisterende. Til gengæld er der masser af slanke graner, ild i brændeovnen og et lille, spartansk værelse med enkeltmandsseng og håndvask til hver gæst. Jette Dahl tager imod os med et knus. Det er første gang, hun laver en retræte om fasten, men selv har hun fastet de seneste ti år.

"40 dage må være en overkommelig periode at faste i. Vi må hver for sig tænke over, hvad det er i vores liv, der fylder unødigt meget, så vi bliver modløse, og glæden bliver væk," siger hun.

Inden deltagerne går ind i stilheden, er der tid til en introduktionsrunde og en kop te, så man har en fornemmelse af, hvem man deler stilheden med. Kun få nævner deres profession. Alle har deres personlige grunde til at være på retræten – og i stilheden er alle lige. Status er nulstillet.

Én giver udtryk for, at hun føler sig som en strandet sæl i sit liv, fordi der lige nu er for mange løse ender, en anden vil tabe sig, og en tredje gør sig tanker om, hvordan hun kan forberede sig på sidste del af livet. Jette Dahl har rundsendt et bronzekors, som følger den, der taler. I takt med fortællingerne bliver korset varmt i hænderne.

"I skal ikke være bange for at sige noget forkert eller kontroversielt. Det er mig magtpåliggende, at der er højt til loftet på retræten, og at I trygge ved at være her," siger hun.

Fremme i stilheden igen former timerne og dagene sig i en ganske bestemt rytme.

Det tyste er pakket ind i bønner, åndelig vejledning og bibelmeditationer. Klokken otte lister deltagerne til morgenbøn i andagtsrummet. Et lyst rum, hvor et kæmpe vindue ud til skoven danner en levende altertavle af soltoppede fyr- og grantræer. På indersiden af vinduet står ikoner og tændte stearinlys. Der er en stol og en bedeskammel til hver. Og en salmebog og et lille tekstblad med information om, hvilken bibeltekst, der er udgangspunktet for bønnen, og hvilken salme vi skal synge.

LÆS OGSÅ:Først var jeg bange for stilheden

Der er også middagsbøn klokken 12, bibelmeditation klokken 17 og aftenbøn klokken 21. Indimellem er der masser af tid til at tænke og gå ture, samt måltider og personlige samtaler med Jette Dahl. Alle får minimum én samtale på 45 minutter med hende. Mærker hun et særligt behov hos nogen, får man en ekstra samtale den sidste dag.

"I løbet af retræten bliver der åbnet for sluserne, og jeg lytter og vandrer mentalt med et stykke på deltagernes livsvej. Det er mig meget magtpåliggende, at ingen tager af sted med det hele flagrende," siger Jette Dahl, som medgiver, at det minder om en psykolog-samtale.

"Forskellen er Gud. For mig er det legalt at spørge om, hvordan Gud er til stede i vores liv, og jeg bruger de gamle kristne ritualer, jeg er fortrolig med fra min tid som sognepræst. Jeg ser mig selv som en vejleder i ånden."

Man behøver dog ikke at være kristen for at deltage i retræten, som bygger på et kristent værdigrundlag.

"Troen på Gud og Kristus er klart i fokus her. Bibelteksterne, som jeg bruger, er urbilleder på det at være menneske, som vi også kan relatere til vores hverdag. Men der er plads til alle."

Selvom deltagerne ikke siger noget til hinanden og med lempe trisser omkring i indesko, er det tydeligt, at der bliver grublet. Og at det ikke nødvendigvis er de lette tanker, der dukker op i stilheden. Vi er jo ved at finde ud af, hvad vi er i vold af. Indimellem bliver blikkene blanke, og en hånd på skulderen fra en af de andre kan være nok til, at tårerne for alvor strømmer ud. Eller nogen må liste ud af andagtsrummet før tid, fordi en bestemt linje i en bøn rører dem, så de får behov for at være alene.

"Som regel er det ikke smertens tårer. Det er forløsning, der får øjnene til at svømme over. Fasten er en udrensning, hvor vi må ud i ørkenen, men der er også oaser undervejs," siger Jette Dahl.

I opholdstuen ligger forskellig kristenspirituel litteratur, deltagerne må dykke ned i, hvis behovet for adspredelse eller fordybelse melder sig. I bogen "Stemmen i mit indre" fortæller den katolske præst Henri J.M. Nouwen, hvordan han bryder sammen, da han kommer til et bofællesskab, som viser sig at være det kærligste og bedste sted, han længe har været. Hans teori er, at han først krakelerer, da han ubevidst har sikret sig, at han lander blødt.

Måske det er samme princip her i Skovhuset, hvor den åndelige vejleder er parat til at gribe de faldende. I hvert fald er det i orden at være berørt – og gå glip af en tidebøn eller et måltid, hvis man er for sårbar.

Jette opfordrer deltagerne til at spørge sig selv, hvad de giver Gud lov til at gøre for sig. Vi kan tænke på korsets to linjer, som står for vores væren her i verden og vores væren i Gud. De to linjer er tæt forbundne og med os, hvor end vi går.

"Ikke alle kan mærke Gud, og det er de færreste af os, der får så tydelige tegn fra ham, som vi kunne ønske. Det handler om at vende det hele på hovedet og med troens øjne se det guddommelige i hverdagen," siger Jette Dahl.

Retrætens allersidste bøn i andagtsrummet handler netop om at give plads til Gud og vende os mod den ventende hverdag.

"Se, det gamle er forbi. Noget nyt er blevet til," siger Jette Dahl og slår korsets tegn på vores pander.

Messingklokken ringer igen. Det er onsdag middag, og nu bliver stilheden brudt.

I flere dage har vi bedt og mediteret sammen og spist alle måltider uden at mæle et ord til hinanden. Trods den fælles tavshed har luften mellem os føltes fyldt med nærvær. Under måltiderne har flere siddet med lukkede øjne og lyttet til franske munkes meditative Taizé-sang. Nu skal vi pludselig koncentrere os om andet end at være til. Situationen minder om tidligt om morgenen, hvor stemmen er ru, og øjnene lige skal vænne sig til lyset. Alle giver dog udtryk for, at stilheden har været behagelig for dem.

Efter frokosten bliver den lette stemning afløst af en mere eftertænksom af slagsen. Det er askeonsdag, første dag i fasten, det er nu, vi for alvor skal afgøre med os selv, om vi også, når vi kommer hjem, vil faste fra det, vi er i vold af. Som ved ankomsten sætter vi os i de rødbrune sofaer med te og kaffe i krusene. Korset går rundt igen, og vi skal forsøge at sætte ord på, hvad der er sket med os i stilheden. Flere har klumper i halsen, der gør det svært at tale.

"Jeg er glad for, at jeg endelig har kunnet slippe mine krav om selvrealisering. Jeg føler, at jo mere jeg læner mig op ad Gud, jo mere støtter han mig," siger én.

Andre føler, at de har fundet frem til glæden indeni og er klar til at tage livtag med fastens eller tilværelsens udfordringer. Om det så handler om at tabe ti kilo, indrette et stillerum i kontoret eller blive bedre til at håndtere konflikter.

Jette Dahl minder os om, at resultaterne af en retræte ikke altid viser sig med det samme. Og i det hele taget bør en retræte ikke evalueres på lige fod med implementeringen af en ny forretningsstrategi.

"Min erfaring er, at hvad en retræte sætter af spor, viser sig som regel først, når vi kommer hjem."

schelde@k.dk

Læs mere om temaet retræte på næste side