Prøv avisen

I dine lyse sale

- I de 25 år, jeg var ude af folkekirken, har den virkelig forandret sig. Det skyldes især, at der er kommet flere kvindelige præster. Jeg mener, at de yngre kvindelige præster mellem 30 og 50 år har betydet en revolution af folkekirken. De har slået en anden tone af, en ægthed, som kommer fra hjertet, siger Hans Hertel.

PINSE: I 25 år stod litteraturprofessor, skribent og kulturradikal samfundsdebattør Hans Hertel uden for folkekirken. Vejen tilbage til kirken gik ad flere spor, deriblandt den danske salmeskat, ritualløse bisættelser og personlige religiøse oplevelser

O, lad mig i min sidste stund det høre af din egen mund, Som Ånd og liv kan tale, Hvor godt der er i Himmerig, Og at du stol har sat til mig I dine lyse sale!

Fra N.F.S. Grundtvigs »At sige verden ret farvel«

For Hans Hertel rummer Grundt-vigs begravelsessalme »At sige verden ret farvel« alt, hvad der giver livet mening. Venskab, fællesskab, skønhed og det hellige, som for ham er en oplevelse af at være del af en universel helhed og guddommelig orden.

- Det er en vidunderlig salme, jeg har haft stærke oplevelser med den. Det siger mig meget: »At du stol har sat til mig i dine lyse sale«. Det er så visuelt, at man kan se det for sig. Jeg kan ikke rigtig forholde mig til det evige liv. Jeg tror, at vi bliver til støv i jorden. Men for mig er salmen udtryk for et åndeligt fællesskab. De døde, jeg har kendt og holdt af, er jo hele tiden i mine tanker.

I denne weekend er det et år siden, at den nye udgave af Den Danske Salmebog blev taget i brug. Den danske salmeskat er en af årsagerne til, at den 65-årige litteraturprofessor, skribent og samfundsdebattør, der kalder sig selv for kulturradikal, i 1989 fandt tilbage til den folkekirke, han i 1963 som 24-årig havde meldt sig ud af i protest mod dens »forlorne udvendighed«.

- Vores venners søn Carl skulle døbes i Helligåndskirken i København. Vi sad ved døbefonten og sang B.S. Ingemanns »Nu titte til hinanden«, og så postede det ud af mig. Det kom overraskende - jeg havde ikke lommetørklæde med. Det var ophobede følelser fra urdybet, fra nogle års kriser og overbelastning, men også fra lang undertrykkelse af religiøse behov. Men det var rart at give efter for, for det er jo, som om »Gud ånder på øjet, når det græder«. Kort efter henvendte jeg mig i min sognekirke, Frederikskirken, for at melde mig ind i folkekirken igen.

- Måske elsker jeg salmerne særlig højt, fordi jeg er litterat, for de bedste af dem er jo store kunstværker. Vi har vores fire store salmedigtere - Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig - det er næsten en pr. million indbyggere, og det er en utrolig høj procent i sammenligning med andre folk. Af de fire er Grundtvig et geni i sin enestående udtrykskraft med frapperende metaforer som »Kom i den sidste nattevagt og sæt dig ved min side«, siger Hans Hertel.

Udenfor rusker regn og blæst i de høje kastanjetræer i Kongens Have. Inden døre i den lyse, gamle lejlighed midt i København er der litterært arbejdsrod med aviser, papirer og bøger i bunker i den ene stue og florlette hvide gardiner, flydesofaer og lyserøde pelargonier i den anden. Her arbejder og bor Hans Hertel sammen med psykoterapeut Marianne Ammitzbøll. Når han ikke som nu i pinsen »er på landet«, som nogle københavnere kalder det, nærmere betegnet i sit hus på Stevns. Her skal han skrive et essay om Georg Brandes - og i kirke, hvis han når det.

- Vi går i Kongsted Kirke, som ligger 22 kilometer fra, hvor vi bor. Vi kører gerne den afstand for at høre sognepræsten Kristine Hestbech. Hun har en sjælden ægthed og evne til at få det hellige til at indfinde sig. For mig har det været en stor oplevelse at finde den rigtige præst. Det har åbnet min vej til kirken og til mit hjerte.

Vejen tilbage til kirken er gået ad flere spor. Et af dem var hans fars død som 57-årig i 1968 efter fire års kamp med leukæmi. Hans Hertel og hans to søstre fik ikke taget ordentlig afsked, og der blev ikke holdt begravelse. En ende manglede at blive hæftet. Senere fik en række ritualløse bisættelser i triste krematorier sat skub i hans overvejelser om død, begravelser og behovet for afskedsritualer. Især da han for tre år siden ved et tilfælde kom til at stå for bisættelsen af sin ven, forlæggeren Hans Reitzel. Her kom Hertels yndlingssalme, »At sige verden ret farvel«, til at spille en betydningsfuld rolle.

- Hans Reitzel var ikke medlem af folkekirken. Han boede i Farum, men blev begravet i Ballerup Krematoriums kapel. Det er en meget, meget trist historie, siger Hans Hertel og fortsætter:

- Han havde meget lidt familie tilbage, og de havde ikke overskud til at arrangere bisættelsen. Der var total forvirring, to dødsannoncer modsagde hinanden, så der kom kun 12 mennesker til krematoriet. Klokken 22 aftenen inden havde en svigerinde ringet og bedt mig sige noget ved kisten, og det ville jeg gerne, for Hans Reitzel var en nær ven og faderskikkelse for mig.

- Men da jeg kom i krematoriet, viste det sig, at intet var forberedt. Organisten og jeg blev enige om, at han skulle spille en Bach-koral. Og så skulle jeg sige noget om den hædersmand, der lå i kisten. Andet skulle der ikke ske. Jeg talte om Hans' liv og personlighed og hans historiske indsats som udgiver af værdifuld litteratur af al slags. Jeg improviserede for at trække tiden ud og nævnte, at selv om Hans stod uden for folkekirken, var han en nysgerrig sjæl, der også gerne udgav P.G. Lindhardts og andres bøger om kirke og tro. Og så citerede jeg fra »At sige verden ret farvel«, som jeg aftenen før havde fundet i F.J. Billeskov Jansens antologi »Den danske lyrik« i fire bind, der var en af forlæggerens stoltheder.

- Da jeg var færdig med at citere og tolke salmen, skete der noget overraskende. Organisten improviserede. På eget initiativ spillede han to strofer af »At sige verden ret farvel« og sang solo til. Det var meget bevægende, og da han gjorde det så stilsikkert med situationsfornemmelse, følte jeg, at Hans Reitzel også kunne godkende det.

- Oplevelsen forstærkede min fornemmelse af, hvordan vi har brug for rammer og ritualer til den slags begivenheder. Det er blandt andet det, vi har folkekirken til. På et tidspunkt begyndte jeg at tage tid og konstaterede, at en dansk gennemsnitsfolkekirkebegravelse tager 25 minutter. Jeg husker en begravelse i Hørsholm, hvor præsten tydeligt var nervøs for, at der skulle ske noget uforudset, for næste kiste stod parat til at blive kørt ind til næste samlebåndsforestilling. Det var en parodi. Jeg har været til mange af den slags - og til såkaldt »humanistiske« bisættelser i hæslige krematorier. Det var en af grundene til, at jeg meldte mig ind i folkekirken igen.

- Det er for sjælløst at sende folk af sted på den måde. Og det er en uskik ikke at synge eller bruge levende musik. Mekanisk musik fra båndoptager er rædselsfuldt. De fleste, der går til en begravelse, har jo lyst til, at der bliver sat et punktum og talt meningsfuldt om den døde. Og det kan lade sig gøre. Det oplevede jeg til en bisættelse af en mand, der havde gjort ende på sit liv efter mange års psykiske lidelser. Det gjorde præsten så fint uden at kende ham, bare efter at have talt med familien.

- Jeg kan selv godt lide at skrive nekrologer i Politiken. Det er en vigtig genre: at tegne et afrundet portræt af en person, af hvad vedkommende har udrettet, hvad den røde tråd har været. Den tolkning af et menneskes liv bør der være til begravelser. Derfor synes jeg, at de bør vare mindst en time, så man kan komme et forløb igennem med musik, måske kunstnerisk optræden, salmer og en ven, der taler ved kisten. Alt sammen »to get through the emotions« - for at komme igennem følelserne - som englænderne siger.

- Vi har jo et fortravlet forhold til alting, og folkekirken har ikke været god nok til at stille krav om traditioner. Samtidig er vi allesammen bange for sygdom og død - helt primitivt. Som den franske filosof La Rochefou-cauld sagde, da han gik rundt ved Solkongens hof i Versailles: »Mennesket ved, at det skal dø, men det tror det ikke.« At vi dør kommer næsten bag på vores kultur. Og hvis folk, der ikke er medlemmer af folkekirken, dør, skal der som regel slet ikke gøres noget ud af det. Men det, at tingene hænger sammen, at man kan se et episk forløb, det giver en fornemmelse af katharsis, renselse. Det viser sig også ved den munterhed, der tit breder sig ved gravøllet. En god begravelse er en fortolkningsproces ligesom god kunst.

Kirken fejrer i pinsen, at Gud sendte Helligånden ned til menneskene, som det fortælles i Apostlenes gerninger i Det Nye Testamente. Hvad forstår Hans Hertel ved helligånd?

- Den side har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg ved ikke rigtig, hvad helligånd er. Det virker på mig mest som et teologisk begreb, og selv om jeg er konfirmeret og vel et nogenlunde dannet menneske, er det ikke lykkedes mig at få et forhold til det. Men når jeg sidder i Kongsted Kirke som i søndags, og der er barnedåb, er der et stort og ægte fællesskab i kirken. Alle rejser sig op, når dåbsfølget kommer ind med det lille barn. Det er for mig en del af det hellige - det, at nogen fører stafetten videre. Det er en umiddelbar følelse af sammenhæng. Mere har jeg ikke brug for, for at forstå helligånd. Det skal jo også være en folkekirke, der appellerer til alle. Den katolske kirke har i forhold til den protestantiske en styrke i sin æstetik, der kan rive følelserne med. Den danske folkekirke er en ord-kirke, og der skal efter min mening prædikes ganske enkelt. Stor kunst appellerer jo også bredt til folk. Shakespeare og Mozart kan forstås af alle, hvis de slår ørerne ud. Det kan kirken også.

- I de 25 år, jeg var ude af folkekirken, har den virkelig forandret sig. Det skyldes især, at der er kommet flere kvindelige præster. Jeg mener, at de yngre kvindelige præster mellem 30 og 50 år har betydet en revolution af folkekirken. De har slået en anden tone an, en ægthed, som kommer fra hjertet. Den ældre generation af mandlige præster var langt mere optaget af deres kønsrolle og deres betydningsfuldhed. Mange af dem virkede salvelsesfulde og oppustede. Nu er jeg groft generaliserende, for jeg kender fine undtagelser, men generelt er der lysår mellem en gudstjeneste holdt af ældre mandlig og af en yngre kvindelig præst. Med kvinderne er en kæmpemæssig talentreserve kommet frem, og nye værdier breder sig. Det stiller den klassiske mandlige måde at være præst på i relief.

- Kristine Hestbech i Kongsted har som sagt en sjælden evne til at skabe nærvær og få det hellige til at indfinde sig - følelsen af fælles værdier. Ved det hellige forstår jeg en umiddelbar oplevelse af enhed, af at være del af en større universel helhed, en guddommelig orden.

- En af disse kosmiske oplevelser af sammenhæng havde jeg for nylig, da jeg var med i et tre timers radioprogram om Poul Henningsen, der blev sendt direkte fra PH-Cafeen på Vesterbro i København. Der var en dejlig atmosfære i cafeen, et publikum, der reagerede på det, der blev sagt og sunget, og som jeg sad dér og fortalte om PH's liv, hans meninger og hans livsglæde, følte jeg mig i dyb kontakt med lytterne gennem radiovognen ude i gården. Som Karen Blixen sagde: Lykke er at vide med sikkerhed, at man udfører Guds vilje. Jeg følte, at jeg fortalte om noget, som jeg havde forstand på, og som det er vigtigt at oplyse om - særlig lige nu.

- De værdier, PH gik ind for, er stadig centrale: åndelig og sanselig frigørelse, ærlighed, ægthed og respekt for andre, men de fleste ved jo ikke, hvad manden faktisk mente. Højrefløjen fører et korstog mod den såkaldte »kulturradikalisme«, men de fleste aner ikke, hvad begrebet betyder. »Kulturradikalisme« er bare et samleskældsord. Alt, hvad den fløj ikke bryder sig om, bliver hældt på samme flaske og rystet, og så sætter man en giftetiket på: kulturradikalisme = kommunisme. Det kaldes »kultur-« og »værdikamp«, men det handler ikke om værdier. Det handler om at hævne sig på folk, som man mener har domineret debatten, og som man har mindreværdskomplekser over for, og det handler om at tryne regeringens politiske opposition, siger Hans Hertel.

- Der er også meget firkantede sider af kulturradikalismen, som jeg er modstander af - hele den nedgroede rationalisme med alle fire ben på jorden. Historisk har kulturradikale gjort nytte ved at angribe kirkens skadelige indflydelse - som da Georg Brandes og Henrik Pontoppidan gik i krig mod kristelig syndsbevidsthed, dømmesyge og bornerthed. Den kamp var nødvendig, ligesom da Holberg gennemhullede myter og fordomme. Men en mand som Poul Henningsen var meget tolerant. Han havde ikke noget imod tro og kirke, hvis folk mente noget med det. Han var imod udvendighed og victoriansk facademoral. Han sagde blandt andet, at den danske folkekirke står i større gæld til dronning Victoria end til Jesus. Det var et meget provokerende angreb på 1950'ernes restriktive kønsmoral.

- Meget har forandret sig siden dengang - både på grund af PHs indflydelse, og fordi folkekirken har fornyet sig helt afgørende. For mig er der ikke nogen født modsætning mellem kulturradikal samfundskritik og så kristendom og moral. Jeg gør ting, som andre kulturradikale vil korse sig over. Bibelen læser jeg gerne i, og jeg kan godt lide at læse teksten på tyndt papir. Der er en særlig fornemmelse ved forsigtigt at vende bladene, der stemmer sindet til højtid. Jeg kan godt lide det episke træk i Mosebøgerne, uddrivelsen fra Ægypten og Josefs historie, og der er geniale steder i de fire evangelier, især hos Johannes og Matthæus. Det giver også den særlige overraskelse, når man sidder i kirken. Hvad kommer der nu? Som regel en fantastisk tekst.

- Nogle gange rammer det lige ind i hjertet. For fire år siden klaskede jeg sammen af stress. Jeg mistede pludselig hukommelsen og blev indlagt i et døgn til observation på neurointensiv afdeling på Rigshospitalet. Jeg fejlede ikke andet end overanstrengelse, men det var skræmmende og tankevækkende at ligge sammen med alvorligt syge. Søndagen efter gik jeg i kirke, og det var lige det, der skulle til. Teksten var Lukas, kapitel 7, vers 3 til 50, om »Kvinden i farisærens hus«: »Hendes mange synder er tilgivet, fordi hun har elsket meget. Den, der får lidt tilgivelse, har elsket lidt«. Det ramte mig dybt, for jeg havde jo overbrugt mig selv, deltaget i meget, men også givet los og været ukritisk. Jeg brevvekslede med præsten og fik hendes prædiken, og hun skrev blandt andet: »Husk, ingen takker dig, når du ligger der.« Det havde stor betydning for min helingsproces. Jeg tog en orlovsperiode fra universitetet og kom til hægterne. Så det kan folkekirken også bruges til!

For Hans Hertel kan en kosmisk oplevelse også være det, som psykoanalytikeren C.G. Jung kalder for synkronicitet - det, at man af uforklarlige grunde har oplevelser, der hænger sammen og danner et mønster.

- På grund af overanstrengelse og private omvæltninger gik jeg i en fase i analyse hos en psykiater, der er jungiansk orienteret. Det lærte mig om begrebet synkronicitet, som jeg har haft meget stærke oplevelser med.

- For eksempel sad jeg for fire år siden på Rigsarkivet i forbindelse med mit forskningsprojekt om besættelsen. Jeg sad med en protokol fra Rigspolitiet i retsopgørets tid, og pludselig stødte jeg på en skrift, jeg kendte. Den tilhørte min onkel, politikommissær Vilhelm Rothe, der var en af mine forældres nære ungdomsvenner. Han og hans kone var glade for os tre børn, men en aften i 1970, da vi var til middag hos dem, kom vi op at skændes om politiets fremfærd over for demonstranterne i forbindelse med Verdensbankens møde i København. Vi så dem ikke siden, og nu var der gået 30 år, da jeg så pludselig i protokollen stødte på min onkels skrift.

- Jeg sagde til mig selv: Det må være Guds mening, at jeg skal kontakte ham - hvis han stadig lever. Det gjorde han - 88 år gammel. Jeg gik direkte ud i forhallen og fandt ham i telefonbogen på den kendte adresse og drejede nummeret, og da røret blev taget, og jeg sagde mit navn, svarede han straks: »Goddag, min ven, det er længe siden. Jeg har jo fulgt dig i aviserne.« Vi aftalte, at jeg skulle drikke te hos ham om en time, og så sad vi i fire timer og talte intenst om mine forældre, om deres fælles ungdom i 1930'erne, om den kløft, der under krigen var opstået i kredsen, fordi nogle blev modstandsfolk, blandt andre min far, og andre blev nazister, og om andre væsentlige ting.

- Det var en fantastisk vigtig samtale, hvor vi kom hinanden nær. Det var en gave, for kort efter døde han. Det er den slags sammenhængsoplevelser, som er yderst meningsfulde og vigtige. Hvis ikke jeg var stødt på hans karakteristiske skrift i protokollen, havde jeg aldrig taget kontakt til ham, fået glattet den tåbelige konflikt ud og fået alt det afgørende at vide.

- Jeg meldte mig ind i folkekirken igen, efter at jeg var begyndt i analyse. For mig har synkronicitets-begrebet fået en videre spirituel betydning. Den type oplevelser kommer i klaser, og når man slår sanserne ud, opdager man en dyb mening i dem. For mig kan kan godt kalde det religiøst, siger Hans Hertel og tilføjer:

- Det hænder, at jeg har fortalt gode venner om den slags oplevelser af sammenhæng. En af dem sagde: »Det betyder, at Gud vil dig noget godt!«

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Hans Hertel, født 1939 på Frederiksberg i København. Student fra Skt. Jørgens Gymnasium 1957. Mag. art. i almindelig og sammenlignende litteratur ved Københavns Universitet 1966. Professor i nordisk litteratur samme sted fra 1980. Har været medredaktør ved flere tidsskrifter, bl.a. Ny Politik, freelance-skribent, oversætter og forlagskonsulent samt medarbejder ved Aktuelt og Information og fra 1988 ved dagbladet Politiken. Han har været medlem af flere bestyrelser, deriblandt Georg Brandes-Selskabet, Socialdemokratiets Kulturudvalg, Statens Humanistiske Forskningsråd og Paul Hammerich Fonden. Hans Hertel har et stort forfatterskab bag sig af faglitterære værker og debatbøger, deriblandt Verdens Litteraturhistorie I - VI, »Den kulturradikale udfordring« og »Det stadig moderne gennembrud«. Han har bidraget til en lang række antologier af ny dansk litteratur, været redaktør af flere bogserier samt stået for kritiske og kommenterende tekstudgivelser af forfattere som J.L. Heiberg, Elsa Gress, Tage Skou-Hansen, Poul Henningsen, Erik Aalbæk-Jensen og Henrik Stangerup. Er tildelt bl.a. Georg Brandes-Prisen, Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris og Søren Gyldendal-Prisen. Hans Hertel bor i København.