I frit fald

LIVSMOD: Ib Michaels forfatterskab lever af det maniske og det depressive. - De svingninger, jeg har i sindet, ville jeg også have, hvis jeg ikke var forfatter. Jeg har et lys-mørke-sind. Depressionen kan ramme om vinteren og midt i den lyse

Ib Michael bruger ikke selv ordet maniodepressiv. Men han bruger ordet manisk, og han bruger ordet depression. Og det er det, hans forfatterskab lever af.

- Jeg er dybt taknemmelig for de dynamiske kræfter. Som forfatter har jeg brug for modsætningen i mit eget sind. I andre livssituationer er det ikke et godt værktøj, siger Ib Michael.

Det er med dette værktøj, at han har skabt værker som trilogien »Vanillepigen«, »Den tolvte rytter« og »Brev til månen« samt romaner som »Prins« og »Kejserens atlas«. Digtsamlingen »Rosa Mundi« blev til i kølvandet på en dyb depression og var færdig efter tre ugers skrive-rus. I dagbogen »Mit år« fra 2000 fortæller Ib Michael om kunstens himmerige såvel som dens helvede.

»Hold kæft, hvor kan det være lystbetonet at skrive den ene dag og så det rene helvede den næste«, skriver han i dagbogen, hvori han også konstaterer, at »psykiatrisk er digtere mennesker, der ikke kan hjælpes af andre end sig selv«.

Hvad mener du med det?

- For mit vedkommende vil det ikke hjælpe med lykkepiller, selv om jeg kan befinde mig i ganske alvorlige kriser, siger Ib Michael og fortsætter:

- Når man har skrevet en bog, har man bygget sig selv op til et punkt, hvor man næsten føler sig almægtig og herskende over et babelstårn af eksistenser. Derefter styrter hele babelstårnet sammen, og så må man bygge sig selv op igen. Og det, tror jeg, er klogt. Tårnet skal ikke blive stående. Så jeg må hele tiden bygge min personlighed op igen. Ellers ville jeg ikke kunne udvide mit sind på den måde, som det sker på i skriveprocessen.

Den 57-årige forfatter er lige så brun i huden som de nomader fra Yemen, han har besøgt og fortæller om i rejseprogrammerne »Historier fra verden« på DR 2. Håret er solbleget gråt. Han byder på kaffe fra cappucinomaskinen i køkkenet i lejligheden i Frederiksborggade midt i København. Et møde i byen har tvunget ham væk fra den elskede sommerresidens i Kikhavn i Nord-sjælland - og skrivehytten i haven, hvor han sidder midt i arbejdet med »en roman, punktum«.

Hvordan er din skrivetilstand lige nu?

- Helt optimal! Den er nærmest at betegne som i døgndrift, og enhver forstyrrelse er forfærdelig. Det er ikke, fordi jeg ikke er høflig, hvis nogen henvender sig til mig. Men fordi det fylder så meget.

- Tilstanden føles som højt og dybt, bredt, nært og fjernt. Da jeg som ung i begyndelsen af 1970'erne læste aztekisk, stødte jeg på et udtryk - Tloque-Nahuaque - der både betyder nær og fjern. Det er et synteseord, som kun giver mening, hvis man sætter det sammen. Og så betyder det den allestedsnærværende Gud.

- Mine omgivelser opfatter mig som fjern, og det er jeg også, fordi jeg tumler med andre legepladser i mit hoved. Samtidig er jeg nær, fordi jeg er knyttet tæt til den vidunderlige ting kaldet livet. Det er en særlig tilstand, hvor man er fyldt ud på alle eksisterende planer.

- De, der kender mig, ved, hvordan det er, og reagerer med en eller anden form for overbærenhed. De vil hellere have mig i det humør end i en depressiv tilstand. Men det er sådan, at hvis jeg tager telefonen for tiden, hvilket jeg ikke bør gøre, spørger folk, om jeg sover. Jeg lyder sådan, men faktisk er jeg helt til stede. Jeg kan næsten opleve det, som om væske, drømmevæske, fortrænger alt andet i hjernen. Men jeg er vågen, erkendende og ekstremt sansende. Det er det hele værd!

Hvad skal der til, for at du kan komme i den tilstand?

- Der skal meget, meget lang tids konkret arbejde, egentlig sypigeflid, for at opnå nåden. Det er den slags nåde, der skal indfinde sig for at skrive en tekst, man gerne vil udgive. Fliden skal bane vejen for, at nåden indfinder sig. Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af, at det er flid og ikke ventetid, der gør, at jeg kan begynde på ny.

Hvor kommer nåden fra?

- Nåden kommer af at sætte ord sammen. På et tidspunkt opstår der det uforudsigelige. Jeg kunne aldrig skrive en tekst, der viser, hvad jeg kan. Hvis man kun skriver det, man kan, er man som en pianist, der kun indøver skalaer. Det kommer der ikke musik af. Men hvis han ikke indøvede skalaer, kom der heller ikke musik, fastslår han.

Ib Michaels egen stemme er som et stykke musik, der klatrer op ad klaviaturet til dur og derfra ned igen. Med afsæt i dyb mol fortsætter han:

- Mit mål er overskridelsen og udvidelsen. I processen arbejder jeg med tilbageblik og udvidelse, retrospektiv viden, hvor jeg går tilbage i tiden og stiller spørgsmål som: Hvorfor var det så vigtigt? Hvad lavede du der? Hvor kom du fra? For eksempel stod jeg for nylig på en udstilling på Louisiana med ungdomsværker af Per Kirkeby. Jeg så blandt andet et billede af mig selv som ung i en mexicansk jungle. Hvad lavede du der, spørger jeg så. Og svaret smelter sammen med den fase, jeg er i nu. At jeg arbejder sådan, har nok også noget at gøre med min alder.

- Det er ment lidt drillende, når jeg bruger et ord som nåde, og når jeg bruger ord som smerte. Det er en rimet smerte, og vi behøver ikke engang at sige, hvad smerte rimer på. Det, der sker i nåden, er, at der finder en syntese sted, der springer til et andet niveau end det, man selv befinder sig på. Og det er derfor, man tror, at det kommer fra oven. Det skal kunne noget mere, end jeg kan. Og det giver ikke for mig så forfærdelig meget mening at finde ud af, om det er nært eller fjernt. For det har en allestedsnærværende kvalitet.

- Nu har vi igen herhjemme haft en litterær debat om samtidsromanen, og hvorfor er der ingen, der skriver en samtidsroman? Man kan spørge, hvad der vil ske, hvis der ikke blev skrevet en eneste roman i fem år? Ikke en dyt. Man kan også spørge, hvad der ville ske, hvis ikke pyramiderne og Akropolis var blevet bygget, og hvis ikke Michelangelo havde malet Det Sixtinske Kapel? Ikke en dyt. For det er ikke det, det handler om. For at skrive en roman behøver man bare som Hemingway en båd, en gammel mand og en fisk. Den historie kan man læse, læse og læse igen. Det er også derfor, at man igen og igen kan læse Dantes »Guddommelige komedie«, der er kommet i en ny vidunderlig oversættelse. Så det handler ikke om mangel på skalaer, når man efterlyser samtidsromanen, men meget om mangel på originalitet. Rigtige forfattere skriver ikke yesterday's news.

Hvordan arbejder en rigtig forfatter?

- Jeg kan ikke svare for andre. Men for mig foregår det på denne måde: Jeg varmer jernet op, så det kan smedes. Når det kan det, er det, som om jeg kører op med den energi, så jeg selv bliver glødende. Man kan blive overrasket over, hvor stoffet vil hen. Man bliver glad.

- Engang syntes jeg, at jeg måtte vente med at gå i gang med at skrive, til inspirationen var der. Nu kan jeg også arbejde med stoffet i depressiv tilstand. Men lykkepillen er der, når det lykkes. Jeg arbejder med en viden om, at depressionen er en vigtig forudsætning. Jeg tror, at depressionen er det, der skal forvandles, og at den er en del af den dynamiske kraft.

- I Kikhavn skriver jeg i og uden for min skrivehytte. Jeg er ufattelig lysafhængig. Lys er den energi, jeg skriver på. Jeg drikker dårligt en kop kaffe i løbet af dagen. I morges begyndte jeg allerede at skrive i sengen. Men man må ikke arbejde så længe, at man skriver sig flad. For så smadrer man det, man har skrevet. Jeg ved aldrig, hvornår jeg er færdig med en tekst. Det kan rykke så kraftigt, at det kommer bag på én selv. »Kejserens atlas« rykkede så hurtigt, at jeg blev færdig før tid.

- Men fri mig for gode ideer! Jeg skriver også, selv om jeg ikke ved, hvad jeg vil skrive.

Er det hele digt, eller laver du også research?

- Research er en del af det at varme jernet op. Men jeg er blevet meget omhyggelig med at lægge researchen fra mig, når jeg skriver. Teksten skal være total researchfri. Den skal være gennemglødet af det andet - mening. Researchen skal gå ind i ens bevidsthed, være en del af ens paratviden og så digtes frem igen. Det er det, der ligger i, at man komponerer, sætter sammen, skaber synteser. På middelalderfransk kommer troubadour af trovare, at finde. Man bruger sproget til at lede efter det, men man ved aldrig, hvad det er. Hvis jeg vidste det på forhånd, ville jeg ikke skrive det.

- De svingninger, jeg har i sindet, ville jeg også have, hvis jeg ikke var forfatter. Jeg har et lys-mørke-sind. Jeg kan gøre noget ved mørket ved at rejse væk. Depressionen kan ramme om vinteren og midt i den lyse periode på året. Men jeg har lært, at jeg ikke skal være bange for at arbejde, når jeg er deprimeret. Det er vejen ud. Når jeg har taget det første skridt ud, venter jeg på, at den næste syntese er mulig.

Hvordan føles det, når du er deprimeret?

- Alle ens tanker falder på de negative felter. Forestil dig et skakbræt, hvor alle brikkerne stiller sig på de sorte felter. Det kommer der ikke noget spil ud af. Depressionen er udtryk for, at alting bliver ens. Megen antidepressiv medicin går ud på udplaning. Det, tror jeg, dur for mange mennesker. Det dur ikke for mig, da udvidelsen i forbindelse med skaberprocessen forudsætter udsving. Derfor vil jeg hellere have den dynamik i mit væsen end tage medicin imod den.

- Også fordi det ikke er mit livsbudskab at sige »på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå« som i sangen af samme navn fra Højskolesangbogen. Hold kæft, hvor kan du citere mange linjer fra den danske sangskat, der handler om ikke at ville lette røven. Den dumme stolthed ved ikke at ville flyve forstår jeg ikke. Vi har ånd, fordi vi gerne vil strække vores sjæl og længes efter noget større et andet sted henne. Jeg tror ikke, at det tjener os bedst at blive ved jorden.

- Men det er smertefuldt at være deprimeret. Det er en dyr erfaring for mig, at mine forsøg på at bevæge mig væk fra depressionen er forbundet med smerte. Smerte har jeg da nok af til hverdag, herregud! Man kan vel bare sige, at mit er et helt andet projekt.

Hvorfor har du aldrig søgt behandling for depression?

- Jeg har ikke så meget som været i nærheden af en psykolog. Jeg tør ikke. Det er jo kendetegnende for depression, at man ikke er i stand til at evaluere positivt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at gøre noget ved det. Og så er det heller ikke værre.

- Men hvad gør jeg så? Jeg arbejder, svømmer, dykker og tager ud og besøger mine børnebørn. Det virker bedre end tusind lykkepiller. Jeg siger til mig selv: Nu er du fanget af dig selv, dig selv, prøv at komme ud af dig selv, ud til nogle andre!

- Det at være forfatter er også at gribe i egen barm. Du bliver let spærret inde i dig selv. Digterens smerte er eksistentiel. Den er uafhængig af medicinsk definition. Den bærer sig selv som en akkord, der lægges ud under det hele. Men der er en grund til smerten, og det er den uafvendelige bevægelse fra fødsel til død. I ungdommen aner man ikke dødens nærhed, den er et abstrakt begreb, og dybest set er man udødelig. Men når man så nærmer sig den anden ende af livet, ved man, at døden er en uafvendelig kendsgerning. Men man skal heller ikke se den så konstant i øjnene, at man glemmer at leve.

Hvornår oplever du så manien?

- Når jeg skriver digte, da bliver metallet meget hurtigt hvid-glødende, og jeg er nødt til at skrive over en meget kort tidsperiode. Manien, udladningen, bliver total. Romanen brænder med en roligere flamme. Men man kan også opleve peaks i romanen, som da jeg under arbejdet med »Rosa Mundi« i Minuta i Syditalien måtte skrige det ud over kløften. Og de kom alle sammen - Mozart, Bach. J.J. Cale, Walt Whitman, Harry Martinson, Henrik Stangerup, Edith Södergran og Selma Lagerlöf. H.C. Andersen kom også og dykkede sammen med mig i havet ved Castiglione og talte til mig. Han sagde: »Ja, vi lever i Guds herlighed!« Der er ingen grænser for, hvad jeg har af syner i den tilstand. Men så kom min elskede kone Hanne, og så er jeg jo bare mig. Og for nylig, da jeg var i Italien igen, fordi »Vanillepigen« var udkommet, læste jeg i H.C. Andersens dagbog sætningen »Gud, giv mig ikke dødsangst, men hengivelse!«

Fortsætter på side 8

- Der er et selvoplader-aspekt i det. Jeg pisker det frem. Nogle siger, at de pisker sig selv. Men det kan jeg ikke lide, det smager for meget af bodsgang. Det trænede psykiatriske øje ville straks få øje på, at manien er lige så smertefuld som depressionen. Jeg genkender selv smerten i tilstanden. Den forvandlede smerte er mani. Jeg har bare et sind, der altid har kunnet rumme overskridelsen. Jeg har det bedre i overskridelsen end i depressionen og befinder mig bedst i det frie fald.

- Det er der andre, der er bange for. Det er jo tab af tryghed. Man siger, at curiosity killed the kat - at nysgerrighed dræbte katten. Jeg er ikke bange for kattens død. Det har altid bragt mig en uventet gave at være nysgerrig. Jeg kan glemme, at jeg også skal lande igen, men tvinges til det jævnt hen ad vejen. Dér har vi den igen med det danske temperament: Det er for meget! Jeg synes, det er meget for lidt. Jeg har selv valgt at opsøge ydergrænserne, det er det, der er mit projekt. Jeg holder mig langt væk fra det, der er for lidt.

Hvordan kan du holde ud at leve i det spændingsfelt mellem depression og mani?

- Der er ikke så meget andet at gøre. At være forfatter er det eneste job, hvor jeg har min frihed. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om andre jobs, hvor jeg ville have den uafhængighed. Det er også et dejligt job. Jeg er dybt taknemmelig for de dynamiske kræfter. Og jeg har ikke et sentimentalt eller selvmedlidende forhold til mine depressioner.

- Men jeg har mødt stor forståelse og meget stor genkendelse hos andre. Jeg tror, at de fleste mennesker heroppe under den skæve solvinkel har det lige sådan, men i meget forskellig grad. Den skæve solvinkel skaber lys og mørke i sindet. Jeg oplever en anden jævnhed hos folk, hvor klimaet er et andet. Nogle har et elendigt liv, men dagene er de samme året rundt. Jeg tror, at vi her mod nord er trukket lidt vinde og skæve i kraniet allesammen.

Ja, vinteren var nærmest uendelig i år...

- I was'nt here, griner Ib Michael drillende, for han tilbragte de mørke måneder under solrige himmelstrøg.

Hvad er livsmod for dig?

- Livsmod næres af kærlighed og børn og er et fuldstændig uundværligt element, for hvorfor skulle man ellers leve. Livsmod er glæden ved at sidde i haven i Kikhavn, glæden ved tvillingerne, der snart bliver tre år, og glæden ved at mærke deres små buttede arme om min hals. Glæden er banal. Livsmod mangler i depressionen, hvor man til gengæld nærer de dystre og selvmordsagtige tanker. Ikke fordi jeg kunne drømme om at tage livet af mig. Men man længes ud af livet, bare fordi man lider lidt. Mærkelige hjerner vi er udstyret med.

Hvad kan få dig til at opgive livsmodet?

- Mørket. Sygdom. Men ikke noget som helst, der er underlagt min vilje. Jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde opgiver, selv om depressionerne kan være slemme. Jeg bliver jo ved, jeg tager mig sammen, og jeg får hjælp fra min nærmeste familie. Så flyt dig, siger de, rejs væk! Jeg får et spark. Når jeg så er taget af sted og landet under solen, går der et par dage, mens jetlagget vejrer af, og så får jeg det fint igen.

- Det eneste, jeg for alvor er bange for, er at miste dem, jeg elsker. Det er jeg rigtig bange for. Jeg tør ikke en gang sige deres navne højt af frygt for, at det vil bringe uheld. Jeg har mistet min mor og blev bekræftet i, at det var noget at være bange for. Det er halvandet år siden, og nu er det en vedvarende samtale. Jeg tænker ofte på hende. Jeg kan forestille mig det som en midlertidig ting, når skæbnens slag forekommer én så underligt urimelige, siger Ib Michael og læser arabisk poesi op fra »Mit år«:

»Jeg har set skæbnen stampe som en kamel i mørket. De, der rammes, bliver dræbt, og de, der undslipper, lever og bliver gamle«.

- Skæbnen er her en kamel, der stamper i mørket. Jeg frygter den urimelige kamel. Skæbnen er enten altid urimelig eller aldrig urimelig. Den er hævet over almindelig menneskelig fornuft.

Hvad betyder mest for dig?

- Frihed. For mig er det nærmest et socialt anliggende og det eneste, jeg ønsker for alle. Jeg ønsker ikke lighed og broderskab, men frihed for alle. Det er den største værdi, jeg kan komme i tanke om. Men det skal være en frihed, der trives sammen med kærlighed. Jeg hader at se misbrug af andre kulturer og mennesker, der bliver berøvet deres frihed.

- Jeg ved ikke, hvorfor frihed betyder så meget for mig. Jeg tror, at man som menneske bliver født med noget, der er større end opvækst og miljø. Jeg kan ikke forbinde min trang til frihed med noget i barndommen. Jeg er ikke freudianer, og jeg tror, at der er andet og mere end barndommen, der ligger i vores gener. Jeg har ikke behov for at finde ud af det, og jeg kan ikke fordrage romaner, der er skrevet ud fra freudiansk tankegang.

- Man skal være forsigtig som digter. Ens projekt må være at finde sit eget. Jeg elsker den der med, at man trygt kan følge dem, der søger sandheden, men man skal skynde sig at flygte, når de har fundet den. Det er dér, jeg synes, at digteren er - i en konstant bekræftelse og benægtelse.

Hvad drømmer du om at skrive?

- Problemet er, at jeg hele tiden er nødt til at udgive et værk, der aldrig bliver færdigt. Jeg har en sammenhængs-følelse, men det enkelte værk er ikke en del af en helhed, der nogensinde bliver færdig. Der er noget uafsluttet over det, som jeg holder meget af. Og det er, fordi jeg tror, at afslutningen ikke kan være andet end skabelsens ophør. Det er et absolut begreb, afslutningen er en ørken. Jeg ser verdens bevægelse gå i stå. Så derfor søger jeg ikke en endelig sandhed, hverken i det, jeg skriver eller i det, jeg vil, siger Ib Michael og tilføjer:

- Jeg kan utrolig godt lide at være på vej. Jeg bliver rastløs i samme øjeblik, jeg når frem.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Forfatter Ib Michael er født i 1945 i Roskilde. Student fra Roskilde Katedralskole 1964, derefter exam.art. i mellemamerikanske, indianske sprog og kulturer. Har rejst over hele kloden. Debuterede i 1970 med romanen »En hidtil uset drøm om skibe«. Har skrevet hørespil, en børnebog, digtsamlinger og rejsedagbøger samt tilrettelagt rejseprogrammer for tv. Dertil kommer romaner som »Kejserfortællingen«, »Troubadurens Lærling«, »Kilroy, Kilroy«, »Vanillepigen«, »Den tolvte rytter«, »Brev til månen«, »Prins«, »Atkinsons biograf« og »Kejserens atlas«. Er udkommet i Tyskland, USA, England, Italien, Frankrig, Holland, Estland, Spanien og Mexico og i de nordiske lande. Har modtaget en række priser, deriblandt Weekendavisens Litteraturpris, Boghandlernes Gyldne laurbær, Søren Gyldendal-Prisen og Det Danske Akademis Store Pris. Ib Michael er gift med journalist Hanne Danielsen.

tema

Livsmod

Tilværelsen er ikke bare ulidelig lethed. Den udfordrer også med store forandringer. Liv & Sjæl vil i sommerens store interviewserie tale med en række kendte danskere om det livsmod, der bringer os gennem livets store udfordringer. I dag er det med forfatteren Ib Michael. Der har tidligere været bragt interview med præst og forfatter Johannes Møllehave, forfatter og lægprædikant Suzanne Castenskiold Benzon, forfatter Henrik Nordbrandt og den radikale formand Marianne Jelved.