Prøv avisen

I grænselandet mellem liv og død

Jeg har forliget mig med det hele. At min mor døde, da jeg skulle føde, at jeg blev retsforfulgt, og at jeg er blevet skilt. Jeg synes ikke, at der er så meget andet at gøre. Jeg synes ikke, at jeg har lært andet af det, end at tingene ikke går lige, som man regnede med. Sådan er tilværelsen, siger Agnete Braad. Foto: Søren Staal.

Agnete Braad tager i sin debutroman, Som om hun bare lagde røret på og forsvandt, udgangspunkt i sit forhold til sin mor Anne Braad, der ved sin død i 2008 var sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro i København

Liv og død kan krydse hinanden på ubarmhjertig vis. Da Agnete Braad i 2008 var højgravid med sit første barn, blev hendes mor dødeligt syg. Kræft i bugspytkirtlen havde bredt sig til lever, lunger og hjerne. Hun havde fem uger tilbage at leve i, sagde lægerne.

Det var absurd. Men teologisk er det slet ikke absurd, det er lige præcis sådan, livet er. Nogle kommer, nogle går, og det er ikke spor underligt. Det er bare os, der tror, at vi kan planlægge det hele, siger Agnete Braad.

LÆS OGSÅ
: Anne Braad: Tænk, hvilken pragt der er i det almindelige

For hende blev det magtpåliggende, at hendes mor nåede at se sit barnebarn, inden hun døde. Agnete Braad havde termin den 1. april, men da barnet lod vente på sig, besluttede hun at få sat fødslen i gang. Og fire dage senere, den 4. april, fødte hun sin datter.

Vi var chokerede, og jeg havde noget, jeg skulle handle på. Det med at beslutte, at hun skulle se sit barnebarn, betød, at så kunne man gøre noget. Når et barn skal fødes, går det, uanset hvor træt eller ked af det man er. Men jeg havde det, som om jeg ikke ville kunne mobilisere de kræfter til at føde efter min mors død. Jeg havde ingen tillid til, at jeg fysisk ville kunne komme igennem det.

Min mor og jeg talte også om, at det ville være rarere for hende at lukke sine øjne, hvis hun havde set mit barn. Det blev det også. Hun fik et mål og en opgave, noget at holde sig i live for. Hun døde, da min datter var tre måneder.

Den 36-årige Agnete Braad har med udgangspunkt i sin mors sygdom og død skrevet romanen Som om hun bare lagde røret på og forsvandt, der udkom i torsdags. Hun er cand.mag. i idéhistorie og arbejder på Kunstmuseet Louisiana. Bogen er hendes debut, og anmeldelserne er fine. Det er en smuk bog. Med og uden fiktion, skrev Liselotte Wiemer i Kristeligt Dagblad.

For sagen er, at Agnete Braads mor var Anne Braad, den kendte sognepræst ved Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København. Hun døde i juli 2008, 61 år, og blev fulgt til graven på Assistens Kirkegård af et følge på flere end 300 fra sognet og andre, som havde sat pris på den udogmatiske præst.

En teologiens Pippi Langstrømpe, som hendes datter kalder hende i bogen. En præst, der åbnede den kirke, hvor hun virkede i 20 år, for hele det multikulturelt brogede sogn, gav en imam fast kontortid i kirken, prædikede uden manuskript, talte imod kirkelige vielser, for folk endte alligevel med at blive skilt, og stod for arrangementer i kirken, der kunne udløse en biskoppelig påtale, som da hun til en temaaften om Bjerringbro, hvor Grundfos har hovedsæde, døbte en af virksomhedens pumper.

Hun arbejdede non-stop, der var ikke noget skel mellem arbejde og fritid, og hun brugte sin præstegerning som platform. Hun tog alle de teologiske diskussioner, man kan tillade sig at tage inden for kirken og verden. Ikke for at være et uvornt barn, men fordi hun var nysgerrig og igen og igen stillede spørgsmål om, hvad det vil sige at tro, være præst og være menneske, siger Agnete Braad.

Hun bor med sin fireårige datter i en lejlighed på Østerbro i København, hvor formiddagen er gået med at læse de første anmeldelser af hendes bog.

Flere af dem kommer som Kristeligt Dagblads anmelder ind på spørgsmålet om, hvorvidt bogen er en roman, som der står på titelbladet, når den nu engang handler om virkelige personer og begivenheder. Som at moderen i romanen hedder Anne Braad og er præst ved Stefanskirken på Nørrebo, og datteren hedder Agnete Braad, som er højgravid, da moderen skal dø. Og som efter begravelsen sammen med sin bror bliver trukket i retten af moderens amerikanske eksmand, der vil have mere ud af boet end det kolonihavehus og den tjenestemandspension, som moderen har sørget for, at han skal arve.

Alle andre i bogen hedder noget fiktivt, siger Agnete Braad og fortsætter:

Det er en fortælling med et selvbiografisk udgangspunkt. Og grunden til, at min mor hedder, hvad hun hedder i bogen, er, at hun var en kendt person. Hvis jeg nu kaldte hende Laila, ville alle alligevel vide, det var hende. Mit problem med at skrive selvbiografisk er, at der, fordi min mor var offentligt kendt, er vidner til historien. Hele sognet for eksempel, som kan synes, at sådan var Anne Braad ikke. Men der er også andre grunde til, at historien er fiktionaliseret. Min mor havde en plejedatter, som også mistede sin plejemor. Den historie, som er meget stor, er ikke med i bogen, og hun ville selvfølgelig blive blive ked af en 1:1-realisme, hvor hun ikke er med.

Når man tager sådan nogle frihedsgreb, er man nødt til at kalde det for en roman. Jeg siger ikke: Nu skal I høre sandheden om Anne Braad!. Dér, hvor vi kommer tættest på sandheden, er min oplevelse og erindring om mit og min mors forhold. Alt er føjet til og fra rundt omkring det. Der er således mange fiktive scener i den fortælling. Jeg har aldrig gået tur med min mor på Assistens Kirkegård og snakket om juletræsmanden. Og jeg har aldrig sammen med min datter i barnevogn mødt min far på en café over for kirkegården, hvor min mor ligger begravet. Nogle af de scener i bogen, som folk oplever som stærke, er fiktion. For eksempel skriver både Politiken og Information, at jeg har min mand, selvom jeg er skilt, siger Agnete Braad.

Hun var oprindelig gået i gang med at skrive ren fiktion i forbindelse med, at hun går i en kritikgruppe hos forfatter Ina Merete Schmidt. Men undervejs skiftede stoffet form.

Jeg fik lyst til at skrive om grænselandet mellem liv og død, som jeg selv har oplevet. Der er mange, der får kræft, og der er mange, der mister forældre. Det, som fiktionen kan gøre for mig, er at fokusere på det forhold, at jeg skulle føde, mens hun døde i stedet for for eksempel at fortælle om mit liv, som det var, at vi blev retsforfulgt i tre år, at jeg blev skilt og så videre. Jeg prøver at fokusere på den case, det forhold mellem liv og død, som er en kerne i bogen. Jeg syntes, det var en god historie, og jeg kunne ikke lade være med at skrive den. Nu, hvor den er skrevet, er jeg vendt tilbage til den fiktionshistorie, jeg først var gået i gang med, siger Agnete Braad.

I det virkelige liv voksede hun op i en familie med mor, far og en bror. Faderen var gymnasielærer, og moderen studerede på universitetet og passede selv sine børn. Da de kom i børnehave, blev de hentet klokken 13. Da Agnete var 9-10 år, blev forældrene skilt, og moderen var blevet uddannet som præst.

Hun var en late bloomer. Hun havde været meget i tvivl om, hvad hun skulle stille op med sit liv og arbejdede ikke ret meget, før hun blev præst. Men da hun blev det, fyrede hun den maksimum af. Jeg har altid kunnet se min mor som en fighter, og det har ikke været vanskeligt at bruge hende som romanfigur, fordi hun var et meget tydeligt menneske. Hun var bare så overdrevet, en på mange måder voldsom person, karismatisk og meget nem at aflæse.

At vokse op med hende har været specielt. Den banale måde at sige det på er, at hun har været et kvindeforbillede for sin egen generation. Selvom det havde store omkostninger at være hendes datter, beundrer jeg hende for det, hun har udrettet. Hun kørte med 200 kilometer i timen, men nåede en del, mens hun var her. Der er altid noget inspirerende ved at være i nærheden af sådan nogle mennesker, hvad enten det er ens mor eller chef, der er meget energi, som det både er sjovt og voldsomt at være i nærheden af.

Min mor var vellidt i sognet, og det er mit indtryk, at sognet i de 20 år, hun var der, fulgte med i den udvikling, som hun forsøgte at skabe sammen med sin præstekollega Ivan Larsen. Og der var rigtig mange folk og lejere ind og ud af lejligheden, som var hendes præstebolig. Hun var så ked af at blive skilt, at hun så en pointe i at have mange lejere, som blev en ny slags familie. Hun kunne ikke sidde i en 10-værelses lejlighed alene.

Det blev aldrig mit hjem. Det var en arbejdsplads. Hun kunne selv sige, at det er slet ikke min lejlighed, menighedsrådet bestemmer, hvornår her skal males. Menighedsrådet gennemførte et årligt gennemsyn af præsteboligen, og det havde hun det svært med. Hun følte sig hjemme i kolonihavehuset. Og det er svært at føle sig hjemme, når ens mor ikke gør det.

Agnete Braad var 17 år og skulle i 3. g på gymnasiet, da hun flyttede hjemmefra og ind i et kælderværelse på Frederiksberg hos nogle naboer til nogle af moderens venner.

Vi kunne ikke være der begge to min mors nye mand og jeg. Jeg måtte tidligt lære at klare mig selv og synes, at jeg var alene i mange år. Jeg har ligesom måttet klare ærterne. Fra jeg flyttede hjemmefra, gik der mange år, til min mor og jeg fik en rigtig god kontakt igen. Jeg begyndte at læse idéhistorie på Aarhus Universitet, og det var hun helt vild med. Det var noget, hun syntes, hun kunne forholde sig til. De år snakkede vi meget sammen i telefon, og det er nogle af de bedste år, jeg har haft med hende.

Hun syntes, det var spændende, at jeg læste idéhistorie, og at vi kunne have nogle faglige samtaler. Sådan tror jeg, at mange forældre har det at de håber, deres børn vil lave noget, som de selv kan forholde sig til. Hun havde også et omsorgsgen, hun ville gerne have, at det skulle gå mig godt. Jeg har følt, at hun har bakket mig op. Og selvom der gennem årene har været rigtig meget ballade, har der også været noget meget solidt i familien, til jeg blev 9-10 år. Jeg tror, at det er det, man lever af.

Da Anne Braad blev syg og indlagt på hospice, troede Agnete Braad, at hun var den første datter i verden, der mødte op med højgravid mave for at besøge sin døende mor. Det kunne personalet fortælle, at hun ikke var. Hun var heller ikke den første gravide, der gerne ville have sat sin fødsel i gang, så hendes mor kunne nå at se sit barnebarn. Det viste sig at være en anerkendt begrundelse for at sætte en fødsel i gang, før den gik i gang af sig selv. Og hendes datter viste sig at være et fuldbårent barn på 4220 gram.

Jeg havde følt det helt anderledes, hvis hun havde været et lille og skravlet barn, der ikke var klar til at blive født. Men hun var en basse, tyk og færdig. Jeg er også taknemmelig for, at min eksmand gik med til det. Det var også hans første barn, og jeg synes, det var synd for ham, at situationen var, som den var.

I den første tid efter diagnosen ville Anne Braad helst opholde sig i sit kolonihavehus. Til sidst var hun så dårlig, at hun kom på hospice. Her blev hun behandlet med binyrebarkhormon og kunne udskrives og være i kolonihavehuset, hvor familien skiftedes til at passe hende. Da hun igen blev meget dårlig, kom hun tilbage på hospice, hvor hun døde seks dage senere.

Min mor var ikke bange for at dø. Og hun kunne også være humoristisk og joke med, at tænk al den energi, jeg har brugt på at bekymre mig over, at jeg ikke har sparet op til pension, for den får jeg slet ikke brug for, når jeg skal dø. Det var for hende et eksempel på idiotiske bekymringer, man kunne bruge sit liv på. Hun havde også bekymret sig meget over, hvad hun skulle lave, når hun gik på pension som sognepræst, for hun havde ikke noget at lave, et sted at bo eller nogen at dele sit liv med. Nu endte hun med at blive båret ud af kirken.

Hun reagerede på dødsdommen som et troende menneske. Hun var fattet og fortrøstningsfuld og sagde, at jeg har set meget af livet, jeg skal ikke klage. Hun var ikke bitter, og hun var ikke dødsangst, siger Agnete Braad.

Moderens sygdom, død og det retslige efterspil med eksmanden har haft omkostninger for hende.

Det frygtelige ved retssagen var, at det forlængede sorgen. Min mand troede, at efter et år ville vi få vores liv tilbage, men det gjorde vi ikke, fordi jeg var retsforfulgt. Det har ødelagt mit ægteskab, kan jeg sige lige ud af posen. Men jeg har et godt forhold til min eksmand, og vi samarbejder godt, som man siger, om vores barn.

Først da jeg blev alene for halvandet år siden, er der blevet plads til sorgen. Jeg har forliget mig med det hele. At min mor døde, da jeg skulle føde, at jeg blev retsforfulgt, og at jeg er blevet skilt. Jeg synes ikke, at der er så meget andet at gøre. Jeg synes ikke, at jeg har lært andet af det, end at tingene ikke går lige, som man regnede med. Sådan er tilværelsen.

Men jeg savner selvfølgelig min mor. Specielt i forhold til min datter at hun skulle komme og opleve hende.