I historiens tjeneste

Der skal nok blive indgået fede væddemål på Danmarks Radio de kommende dage over temaet: Mon den historieformidlende Piet van Deurs, der nylig fyldte 70, holder op med at producere programmer for Danmarks Radio? Et godt spørgsmål, ville han selv sige, men overlader hensynsfuldt svaret til Danmarks Radios ledelse. Rent formelt ophører en ansættelse nemlig i den måned, man fylder 70 år. Andre kunne måske spørge: Hvem turde dog tage ansvaret for seertal, hvis vi skulle undvære hans produkter? Her på bladet vil vi nøjes med at bruge den runde dag til et tilbageblik på van Deurs karriere. Før han gik i mesterlære som journalist på Østsjællands Folkeblad i Køge, havde han lært noget om folkets rødder på Krogerup Højskole under blandt andet Hal Kochs og Roar Skovmands kateder. Senere blev det også til journalistik ved Holbæk Amts Venstreblad og Helsingør Dagblad - sidstnævnte sted som redaktionssekretær. Siden 1958 har han været knyttet til Danmarks Radio og gennem mange hundrede tv-udsendelser fyldt skærmen med sit historiske engagement. »Han er topprofessionel«, sagde daværende rigsantikvar Olaf Olsen, da han i 1991 motiverede tildelingen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's Arkæologiske Fonds Medalje - juvelen i den række fine priser, som Piet van Deurs i årenes løb har fået. På folkets vegne Måske var det kun tilfældigheder, der skilte Piet van Deurs fra at blive professionel arkæolog. Tidligt i karrieren besluttede han sig for at læse forhistorie ved Københavns Universitet - et hårdt slid samtidig med, at dagens arbejde på tv blev passet. Rigsantikvar professor P.V. Glob - Olaf Olsens forgænger på Nationalmuseet - greb en dag fat i Piet med ordene: Jeg hører, du studerer arkæologi. Tænk nu på, hvor mange dygtige specialister i pilespidser vi har. De kan bare ikke fortælle om fortiden, som du kan. Er det mon ikke det, du skal? - Det er et fantastisk privilegium at kunne stå ved en arkæologisk udgravning og spørge på hele folkets vegne, siger van Deurs. - En af dem, der efter min mening kan give de klogeste og mest præcise svar på et sådant sted, er dronning Margrethe, tilføjer han. Under den store udgravning efter jernalder-våben i Nydam mose for en del år siden blev hun spurgt om, hvad forskellen på mennesker i 400-tallet og os nutidige kunne være. »Ja, der er i hvert fald kristendommen til forskel«, lød svaret. - Lige netop. Uanset om vi er medlemmer af folkekirken eller muslimer, så har det danske samfund været kristent, lige siden Poppo bar jernbyrd og Harald Blåtand hoppede i baljen, siger van Deurs. Storhed og fald - Noget, der var meget vigtigt for mig at lave på tv, var, at jeg fik Danmarks Frihedsråd samlet til et sidste møde i 1970. Det var en fantastisk oplevelse at møde og høre de mænd, som med alvorlig risiko for liv og lemmer havde styret Danmark ind på den verdenspolitiske plads, der er så vigtig for os. I allerhøjeste grad meget forskellige mennesker med dyb respekt for hinanden. Lige nu er van Deurs i gang med en fjernsyns-trilogi med overskriften Danmarks storhed og fald. Den begynder med Slaget på Reden 2. april 1801, hin Skærtorsdag da Københavns præster nærmest blev blæst ned af prædikestolen ved de engelske kanonader i Kongedybet. I anden del af tv-serien fortælles om katastrofen 1807, da København blev bombarderet med moderne og frygtelige våben, der beredte indbyggerne et sandt helvede. Samtidig med at englænderne ranede den danske flåde. Et enkelt dansk krigsskib »Prins Christian Frederik« lå i Norge. Det kom i kamp ved Sjællands Odde i 1808, da vi både mistede en helt, Peter Willemoes, og et land, vort tvillingerige Norge. Norge gik endeligt tabt for os i 1814, netop som den rigtige prins Christian Frederik var valgt til Norges konge i Eidsvoll. En kongeværdighed, der kun varede fem måneder, indtil den svenske kong Bernadotte havde sejret over Norge og inddraget det i union med Sverige. Den afsatte prins Christian Frederik måtte hjem til Danmark, hvor han blev guvernør over Fyn. Først mange år senere kom han på tronen som kong Christian den Ottende af Danmark. Et skib på ret køl Nationalmuseet har flere gange haft bud efter Piet van Deurs til specialopgaver, blandt andet som rådgiver ved den store ombygning. Sit vigtigste hverv på museet fik han ved synet af en samling fiskekasser i kælderen. De viste sig at være et smertensbarn for især bevaringschef Jørgen Nordqvist. Sammen med ham startede van Deurs en lang og sej kamp for at få indholdet - Danmarks vigtigste skibsfund, Hjortspringbåden - genudstillet. Efter en sidsteøjebliksredning fra forfald kunne den - af rent økonomiske grunde! - ikke genopstilles. Van Deurs stillede sig i spidsen for et udvalg, som med kronprinsen i protektorrollen skaffede de fornødne 2,5 millioner kroner. Oldtidsklenodiet fra Hjortspring på Als kom til ære og værdighed i de rette omgivelser som Nationalmuseet omsider kunne præstere. Endnu engang var opgaven løst. Sådan.