Prøv avisen

I julen fødes Jesus i vores hjerter

”Julens alvor er, at Jesus blev født. Hvis vi forstod alvoren og dybden i det, ville meget i vores liv være anderledes. For der er en glæde, der fødes ind i alvoren. En glæde over, at livet har mening, at vi er noget og har betydning for hinanden hver især,” siger Lene Højholt. – Foto: Niels Åge Skovbo/ Fokus.

Fattigdommen i krybben i Betlehem, hvor Jesusbarnet blev født, er som et billede på det sted i mennesker, hvor der er skrøbelighed og længsel efter det, som julen er nærvær, glæde og mening. Den længsel kommer for mange til live i juletiden, og her kan den blive mødt, siger sognepræst Lene Højholt

Hvad handler julen om?

Det spørgsmål tager en gruppe mennesker i morgen fri fra den almindelige juletravlhed for at fordybe sig i. Under overskriften Julefordybelse mødes de i kursuslokaler i Vorre ved Aarhus, der er pyntet med julekrybbe, juledekorationer og levende lys, for at meditere på teksten fra Juleevangeliet i Det Nye Testamente, synge julesalmer og se på ikoner med det klassiske motiv med Jesusbarnets fødsel i krybben i Betlehem.

Julefordybelsen er en forberedelse til at træde ind i julemysteriet, siger Lene Højholt.

LÆS OGSÅ: Kristne forventer faktisk Jesu genkomst

Den 62-årige sognepræst ved Grenaa Kirke har i en årrække stået for endags-retræten i december, som der er så stor interesse for, at den er flyttet til større lokaler, så der kan være plads til flere end de 10, deltagerantallet oprindelig var sat til.

Jeg tror, at mange søgende mennesker har en længsel i sig efter, hvad julen er. Man vil gerne være, hvor familien er, give gaver og alt, hvad der indebærer julefest. Men man har svært ved at holde fast i det egentlige. Nogle kommer til julefordybelsen flere år i træk. Den bliver et pusterum af nærvær, som det er muligt at bære med sig ind i julen.

Jerikos rose er en ørkenplante, der kan overleve lange perioder med udtørring. Jomfru Maria har ifølge legenderne på sin rejse fra Nazaret til Egypten velsignet planten og givet den evigt liv. Siden kom den med korsfarerne og pilgrimmene til Europa. Til retræten i morgen får alle en Jerikos rose, som Lene Højholt har bestilt hjem fra et plantecenter. Der er det særlige ved planten, der i tørret form er en grå rund bold, at den i vand folder sig ud og bliver smukt grøn.

Det er som at se hjertet folde sig ud. Når vi har lagt planterne i vand i skåle, dvæler vi ved udfoldelsen, ved teksterne i Juleevangeliet, synger julesalmer, hører musik og ser på billeder af ortodokse juleikoner, hvor Maria og Jesusbarnet ligger foran hulens mørke, mens Josef står i et hjørne og holder de onde kræfter borte. Ved krybben er der æsel og okse, hyrderne er på vej til stedet, og det er de hellige tre konger også. Over det hele skinner en lysstråle fra himlen.

Ved at fordybe sig i alt dette får man hjælp til at komme ind i det rum, som julen er et stilhedsrum. Vi fokuserer på, at Jesus fødes i vores hjerter, og det er, hvad Jerikos rose bliver symbol på. Vi taler om vores egne erindringer om julen, om længsler og julestemning. Vi relaterer det til teksterne om Jesusbarnets fødsel. Hvad betyder det, at han fødes og fødes igen hver eneste julenat, og hvad betyder det for vores konkrete liv?.

Det betyder først og fremmest, at Gud vælger at blive en del af vores fysiske historie og at dele virkelighed med os. Jesus fødes i den yderste fattigdom i krybben i stalden og dør i yderste fattigdom. Gud deler menneskelivet ud i det mest fattige og skrøbelige, og Gud tager del i livet til den yderste grænse. Gud træder os nær og giver os på den måde værdighed som mennesker ved, at vi får lov til at komme tæt på den guddommelige virkelighed. Den bliver vist, og vi bliver inddraget i den, siger Lene Højholt.

Hun er oprindeligt cand.mag. i kristendomskundskab, kunsthistorie og psykologi og har gået på Pastoralseminariets praktiske del af præsteuddannelsen. Sideløbende har hun rejst til religiøse steder som Assisi i Italien, klostre i Grækenland og tidligere også til buddhistiske templer i Østen og lært sig meditationsteknikker og drømmetydning i sin søgen efter en måde at leve med sin religiøsitet på. Hun har været sognepræst i Grenaa Kirke siden 1995, men er nu som led i en seniorordning gået ned på halv tid. Det har givet plads til den anden del af hendes virke med egen virksomhed, hvor det gennemgående tema er kristen fordybelse.

Jeg føler mig meget privilegeret ved at kunne gøre det nu. Jeg er så glad for det.

Blandt Lene Højholts mange aktiviteter, som kan ses på hendes hjemmeside på internettet, er sjælesorg og åndelig vejledning, kurser, retræter, foredrag og pilgrimsrejser. Hun underviser på grundkursus i teologi på Folkeuniversitetet i Aarhus. Dertil har hun skrevet bøger som Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet og At blive menneske. Meditativ fordybelse i den bibelske urfortælling.

For mig er kristen fordybelse at få åbnet ind til en religiøs virkelighed, som er kristen. Det allervigtigste er bibelteksterne. Jeg har oplevet, at når man fordyber sig i dem og mediterer på dem, rummer de et levende univers, som man står i relation til. Når man kender teksterne godt, er det, som om de spejler de situationer, man er i.

På kurser, jeg holder, kan jeg se, at folk får et billedunivers ind, der tolker deres egne følelser, og dermed kan de slippe det selvbeskuende, alle har. Det giver en indsigt i, at alt det, som jeg kæmper med, ikke har baggrund i, at jeg er et mærkeligt menneske, men bunder i et grundvilkår, alle har. De bibelske tekster kan berige og løfte en ud af sig selv og ind i en følelse af nærvær, hvor sindet slapper af og åbner sig. Da oplever mennesker, at de er omsluttet af noget større end dem selv Gud eller en kærlighedskraft, alt efter hvilket sprog folk har for det.

For mig er der en forbundethed mellem de bibelske billeder i tekster, kunst og ikoner. For eksempel er juleikonen i den ortodokse kirke en udvidelse af juleevangelieteksten, fordi den fortolker hele dogmatikken, blandt andet med lysstrålen fra himlen, der deler sig i tre og viser, at treenigheden tager bolig i det lille Jesusbarn i krybben. Når man fordyber sig i lysstrålen, dukker en masse refleksioner op, siger Lene Højholt.

Grenaas to kirker må holde fem julegudstjenester den 24. december for at imødekomme interessen, og den klokken 16 skal Lene Højholt stå for i år.

Der er ikke tomt i kirken til højmessen på søndage, hvor menigheden almindeligvis tæller 40 til 80 kirkegængere. Men juleaften kommer folk rigtig gerne. Jeg elsker at holde gudstjeneste juleaften. Det er fantastisk med en kirke, hvor der er så mange børn, og der er fuldkommen koncentration. Det er bare stort!

For mig er det vigtigt, at juleprædikenen rører ved det mysterium, der kommer os nær denne aften. Krybbens fattigdom er jo også et billede på det sted inde i os, hvor vi er fattige, hvor vores længsel og skrøbelighed er. Vi rummer det hele tiden, men i dagligdagen er vi gode til at skjule og måske helt glemme vores længsel efter det, som julen er nærvær, glæde og mening. Den længsel kommer for mange til live i juletiden, og her kan den blive mødt.

Den helt specielle stemning, der er ved julegudstjenesten, hvor der er nærvær og ingen larm, berører mennesker dybt. Det er julegudstjenestens opgave og virkelighed at føre os ind imod det sted, hvor der er hellighed. Jeg tror, at mange mennesker længes efter det guddommelige nærvær i deres liv. Guds nærvær lige her, hvor jeg er, som noget, der giver mening og glæde indefra, og som gør livet fyldt.

I skabelsesberetningen i Første Mosebog i Det Gamle Testamente står der, at Gud skaber mennesket i sit billede. Det betyder, at vi bærer gudsbilledet i os, og at det inderste i os er forbundet med det. Får det ikke lov til at leve, får livet en tomhed. Når Jesus fødes i krybben, kommer gudsbilledet til live i vores hjerte som i en krybbe. Juleaften er det, som om tiden sættes ud af kraft. Når man tænder julelysene på juletræet, bliver alle ens juleaftener nærværende. Nærværet af eget liv, slægtsliv og Guds liv er det, der giver en følelse af mening.

Jeg tror ikke, at man behøver have et afklaret trosforhold for at opleve det. Men hvis man har fortabt sit liv i det ydre konkrete, kommer man ikke ind i det rum, som længslen retter sig imod. For mig er det Guds nærvær, der er der.

Fredslyset fra Betlehem ankom forleden til Grenaa Kirke som så mange gange før i december. Lysets flamme er oprindelig tændt ved flammen i Jesu fødselsgrotte i Betlehem, hvor den har brændt i århundreder. Herhjemme har lyset fast plads i den katolske Sankt Laurentii Kirke i Roskilde, hvorfra flammen hvert år sidst i november af Sct. Georgs Gilderne bliver bragt rundt i landet. I denne tid tænker Lene Højholt på at lade fredslyset være udgangspunkt for hendes prædiken juleaften.

Vi vil alle sammen gerne opleve fred, og er der ufred i familien, eller er der noget, man kæmper med i sig selv, så freden ikke er der, kan gaver og andet julehygge være lige meget. Fred er det bedste, vi kan give hinanden. Og i det kommer julens alvor ind. Den er, at Jesus blev født. Hvis vi forstod alvoren og dybden i det, ville meget i vores liv være anderledes.

For der er en glæde, der fødes ind i alvoren. En glæde over, at livet har mening, at vi er noget og har betydning for hinanden hver især. Det giver livet en mening, hvis vi forstår, at Gud blev født hos os. Og lige der, hvor det er allermest alvorligt, forvandles alvoren til glæde. At Jesus fødes, er det nye håb at liv fødes. Og det er vigtigt, at det er i den yderste fattigdom. Selv i det fattigste i os kan barnet fødes, og noget nyt kan komme frem. Der er så meget håb forbundet med julen og den virkelighed, der er i det barns fødsel.

Men med fornemmelsen af, at tiden i julen sættes ud af kraft, bliver også sorgen og savnet meget nærværende. Og derfor er julen også en hård tid for mange. Alvoren i livet og sorgen kommer tættere på. Og det hænger igen sammen med, at juleaften er noget specielt. Julen er et af de få steder, hvor der stadig er traditioner i familierne. Da jeg var barn, skulle jeg altid sove til middag og så op og have det fine tøj på. Så krakelerede tiden, nu begyndte julen.

I dag er jeg altid sammen med min far og en veninde juleaften. Vi tænder lysene på juletræet med Betlehem-lyset og skiftes til at tænde lys for nogen af dem, vi savner i vores midte. Det er blevet det vigtigste juleaften. Vi gjorde det også, da min mor stadig levede. Og det er især kommet til at betyde meget efter hendes død. Hun og alle de andre bliver nærværende. Taknemmeligheden over for dem, vi har kendt, bliver større, dér hvor vi savner, og julesorgen og juleglæden kommer tættere på.

Det er også taknemmelighed over de mennesker, vi har fået givet. Som Job siger i Jobs Bog i Det Gamle Testamente: Herren gav, Herren tog, Herren være lovet. Når man møder savnet af dem, man har mistet, er der også taknemmelighed over, at de har været. Savn og taknemmelighed er følelser, der hører sammen i vores sind, siger Lene Højholt.

Som sognepræst holder hun i Grenaa Kirke i løbet af julemåneden også gudstjenester med julesang for lokale vuggestuer, dagplejere og børnehaver.

Så fortæller jeg juleevangeliet, og vi har krybbespil med Maria, Josef, Jesusbarnet og et rigtigt æsel. Der kommer mange børn, så på den måde er det en herlig tid. Når jeg så fortæller, at da barnet bliver født, bliver der stille i hele verden og beder børnene om at prøve, hvor stille de kan være, kan man høre en knappenål falde til jorden. Ind i den stilhed synger Maria for sit lille barn. Det er meget bevægende.