Prøv avisen

Lisbeth Zornig: I undskyldningen ligger forløsningen

Man siger, at de fleste mennesker har ét stærkt øje. At et af øjnene simpelthen er lettere at holde kontakten med. Det virker, som om Lisbeth Zornig Andersen har to stærke øjne. De fastholder hele tiden kontakten. Ikke på en ubehageligt insisterende måde, mere som i ”nu skal du høre, jeg har noget vigtigt at fortælle dig”. – Foto: Leif Tuxen.

Først da en pædagog ved navn Anders efter mere end 30 år sagde undskyld, fik Lisbeth Zornig Andersen, tidligere formand for Børnerådet, løst den knude af vrede, som vold og seksuelle overgreb havde bundet i hende siden barndommen

Lisbeth Zornig Andersen holder øjenkontakten. Hun er i gang med at fortælle, hvad hun var udsat for som barn.

Over for hende, på den anden side af bordet med dug på og roser i vase, sidder pædagogen Anders. Han var ansat på det børnehjem i Nakskov, hvor Lisbeth Zornig Andersen blev placeret som barn. Anders har svært ved at holde øjenkontakten. Han har svært ved at forstå det, hun fortæller ham.

I den tid, jeg boede hjemme hos min mor, var jeg udsat for massive seksuelle overgreb. Jeg har set min mor være ved at blive slået ihjel adskillige gange. Når jeg var hjemme på weekend, var det mig, der tog hende med på skadestuen efter at være blevet smadret fuldstændig. Men jeg fortalte det aldrig til jer, for I spurgte aldrig. Det var altid bare: Nå, hvordan var weekenden?.

Anders lytter med let åben mund. Det milde ansigt med furerne og skægstubbene ser uforstående ud. Han tager brillerne af, læner sig tilbage og klør sig i nakken.

Altså, ved du hvad, siger han og lukker øjnene.

Det ryster mig helt, det gør det faktisk. Jeg ... ja ... det er frygteligt, at vi ikke har spurgt til det. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har været omkring det. Uvidenhed. Jeg har ikke ... jeg har slet ikke været omkring det i mit hoved.

LÆS INTERVIEW: Frygten som opdrift

Anders ryster på hovedet, kigger ud til siden og stopper med at tale. Lisbeth Zornig Andersen tager tråden op.

Men jeg var også et umuligt barn, som man ikke kunne lide. Men det er aldrig for sent at nå det barn. At finde mennesket i barnet og de gode intentioner.

Ingen af dem siger noget et stykke tid. Anders læner sig igen tilbage og folder hænderne bag nakken.

Det, jeg er mest ked af, Lisbeth, det er de ting, jeg ikke har set.

Sidste sommer fik hele familien Danmark et indblik i en verden, som er ukendt for de fleste, men som i gruopvækkende sager viser sit ansigt. Den nu tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen tonede frem i bedste sendetid på DR 1 i Mette Korsgaards dokumentarfilm Min barndom i helvede, hvor Lisbeth Zornig Andersen går på jagt efter svar. Svar på, hvorfor hendes mor aldrig stoppede stedfaderens seksuelle overgreb mod hende, mens moderen lå lige ved siden af? Hvorfor børnehjemmet i Nakskov aldrig fandt ud af, hvad der foregik i hjemmet? Hvorfor hendes stedfar dagligt bankede moderen og børnene? Hvorfor hendes far havde forladt familien og aldrig var der for hende? Og hvorfor geografilæreren hr. Holst, gymnastiklæreren Grethe og pædagogen Karen tog hende til sig og forstod hende?

Blandt de mange svar og blandt de mange møder med fortiden gjorde særligt én episode en forskel for Lisbeth Zornig Andersen: Lamslåelsen og skammen hos pædagogen Anders.

Det fortæller hun, et år efter filmen rullede over fjernsynsskærmene. Hun sidder igen ved et bord. Denne gang uden dug og blomster, men med kaffe og chilikarameller fra Bornholm. Og med Rødovres lave, almene boligbyggeri rundt om os. Her bor hun med fire af sine fem børn, og på det grønne fællesareal fortæller hun, at i de 45 år, hun har levet, har hun oplevet på egen krop, hvor meget en dybfølt undskyldning betyder. Det var det, hun oplevede, da hun opsøgte Anders fra børnehjemmet i Nakskov.

LÆS OGSÅ: Zorning stopper som børnerådsformand

Jeg har haft så megen vrede mod det børnehjem. I en alder af 45 år bliver jeg stadig 12 år oven i hovedet, når jeg tænker på det, de bød mig. Da jeg mødtes med Anders, sagde han på et tidspunkt, at jeg bliver simpelthen så dårlig, jeg bliver så dårlig, I er nødt til at slukke kameraet, tænk, at vi kunne overse det.

Hun rynker brynene og gør sin stemme dybere i imitationen af Anders.

Jeg kunne se, at han blev fysisk dårlig. Det blev jeg enormt glad for. Det var tæt på en undskyldning, tæt på en erkendelse af fejl. Da jeg inden mødet læste mine sagsakter, forklarede børnehjemmet alt med, at det var min skyld. At de godt kunne forstå, at min mor ikke kunne styre mig. Der var så meget skyld påklistret mig. Det er måske også derfor, det er så vigtigt for mig dét med at sige undskyld. Jeg fik simpelthen pålagt skyld for noget, der var så uretfærdigt.

Lisbeth Zornig Andersen taler længe om at sige undskyld. Vi vender under interviewet tilbage til det flere gange og kommer første gang omkring det, da hun fortæller, at hun er ved at skrive en bog om og med moderen fra Brønderslev. Den mor fra den Brønderslev-sag, hvor et forældrepar i perioden 2006-2010 vanrøgtede og misbrugte deres i alt 10 børn i en sådan grad, at familiens ældste datter til sidst flygtede og meldte forældrene til politiet. Faderen afsoner i øjeblikket en fængselsstraf på 11 år, moderen fik en dom på fire år, men er nu løsladt.

I sit arbejde med bogen er Lisbeth Zornig stødt på undskyldninger igen og igen. Eller rettere: mangel på undskyldninger.

Det, der kendetegner alle de mennesker, som forklarer sig i den sag myndigheder, familie, naboer er, at alle vasker hænder. Der er ingen, der påtager sig skylden. Det, der mangler i det kommunale system, er en erkendelse af fejl: Ja, jeg har begået fejl, det er jeg rigtig ked af, og det vil jeg gerne lære af. Det er nemt for mig at sige, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bliver bedre til det. Når man undskylder og erkender en fejl, kommer man videre.

Kritikken af systemet fylder en del. Lisbeth Zornig kan ganske enkelt ikke lade være og vil heller ikke. Det er egentlig helt naturligt. For når hun fortæller om sit eget liv og egne oplevelser, er systemet en del af det. Hun har gennem sit virke som formand for Børnerådet fra 2010-2012 igen og igen oplevet, hvad hun betegner som en fuldstændig fraværende evne til at sige undskyld.

Det kommunale system er helt sikkert skabt med de bedste intentioner, men vi har sat mennesker i funktioner, hvor de forventes at agere som maskiner og ikke som mennesker. De er programmeret til ikke at have følelser eller begå fejl, siger hun med en ordbrug præget af hendes fortid som programmør.

LÆS OGSÅ: Formand for Børnerådet blev sexmisbrugt

Lisbeth Zornig er uddannet økonom og programmør og har arbejdet som systemudvikler i Codan, Danske Bank og KMD. Men det er ikke erhvervsverdenen, hun er ude efter.

Vi får uddannet og trænet sagsbehandlere til at lægge afstand til mavefornemmelser og følelser. De forventes at agere 100 procent objektivt. Sådan fungerer mennesker bare ikke, og når en persons dømmekraft så fejler, har det kommunale system ikke et sprog til at sige undskyld.

Lisbeth Zornig taler nærmest perfekt. Der er ikke noget øh, altså, jamen og så. Ordvalget er præcist, roligt og hele tiden velovervejet. Som om hun næsten på forhånd ved, hvad hun skal sige.

Og så alligevel ikke. For igen og igen kommer hun i tanke om små personlige historier, som illustrerer hendes pointer, og som hun afbryder sig selv med. Og talestrømmen er heller ikke så perfekt formuleret, at hun ikke afbryder sig selv for at grine hurtigt og let klukkende. Sådan hi hi-agtigt. Grinene kommer ofte, men lige så hurtigt kommer kritikken af systemet igen. Med et eksempel naturligvis:

I foråret 2011 udkom en rapport om forholdene på børnehjemmet Godhavn ved nordsjællandske Tisvilde. På børnehjemmet fik drenge fra 1940erne til 1970erne lesterlige klø med alt fra bare næver til river, de blev hånet og nedgjort og var udsat for medicinske behandlingsforsøg. Da rapporten udkom, lød det fra flere af de nu meget voksne drenge: Vi vil bare gerne have en undskyldning for det, vi var udsat for.

Men undskyldningen kom aldrig. Hverken fra staten, fra kommunen eller fra børnebranchen. Lisbeth Zornig lægger ikke skjul på sin forargelse.

I hele parnasset var der ikke én, der kunne finde ud af at sige undskyld. Det blev en kæmpe diskussion. Jeg fik en alvorlig skideballe af Benedikte Kiær (daværende konservativ socialminister, red.), fordi jeg som formand for Børnerådet sagde, at jeg så det som endnu et overgreb, at regeringen ikke ville sige undskyld. Hun blev så vred, så vred over, at jeg kunne finde på at skyde hende et overgreb i skoene.

Det kan virke paradoksalt, at en undskyldning mange årtier efter skulle hjælpe på noget som helst. Skaden er sket, de ansvarlige er (måske) stillet til ansvar, og den forurettede er for længst kommet videre. Eller er han? Er hun? For Lisbeth Zornig var mødet med pædagog-Anders som at lukke luften ud af en ballon, der var ved at eksplodere.

Prøv at høre, det var 30 års vrede, som stille og roligt sivede ud. Det betød så meget at se ham blive ked af det, de havde gjort. Jeg huskede ham som den her kæmpestore, arrogante, bedrevidende mand og så at møde ham som voksen: Han var lige så høj som mig, jeg kunne se ham ind i øjnene og se, hvor ked af det han blev. Det var nok.

For Lisbeth Zornig er behovet for en undskyldning almenmenneskeligt essentielt.

Vi kan se det selv ved små børn, hvor et andet barn kommer og hugger skovlen i sandkassen. Vi har behov for, at nogen erkender, at det ikke er ens egen skyld. At nogen ser, at man ikke selv er skyld i det, der er sket.

Lisbeth Zornig Andersen sidder ved et bord. Der er hverken roser eller chilikarameller, men voksdug, kaffe og porcelæn. Kort forinden har hun opsøgt sin stedfar, Jan. Den stedfar, som på Lolland misbrugte hende, tævede hende, tævede hendes tre brødre, Michael, Tonny og René, og tævede hendes mor. Det er moderens stuebord, Lisbeth Zornig sidder ved.

Du kigger så mærkeligt, Lisbeth. Hvad snakkede I om?, spørger hendes mor.

Lisbeth Zornig ser mere alvorlig ud, end hun gør på noget andet tidspunkt i filmen Min barndom i helvede. Hun ligner meget langt fra den kvinde, som sidder smilende i solen på det grønne fællesareal uden for sit rækkehus i Rødovre.

Vi talte om min barndom. Om, hvor meget druk der var. Hvor berusede I var.

Der er stille lidt.

Noget af det, der virkelig piner mig, mor, er følelsen af, at både du og Jan opfører jer som, jamen sådan var det bare, det var helt naturligt. Vi levede jo som dyr.

Moderen forsvarer sig med, at hun fik tæsk og aldrig fik lov at gå nogen steder. Lisbeth Zornig hæver stemmen og bryder med sin ellers konstant rolige og blødt argumenterende tone.

Hvordan kunne du lade os gennemleve det? Er det ikke nogens skyld? Er det ikke din skyld, min fars skyld, Jans skyld? Hvis skyld er det, at René er død, og at Tonny og Michael har det lorteliv, de har?. Moderen slår ud med armene. Ja, det er nok min skyld, men det er ikke alene min skyld. Din far stak af.

Lisbeth Zornig er frustreret. Hun får ikke noget svar. Hun får ingen undskyldning.

I har så travlt med at give hinanden skylden. Du alene tog os med ned til det hul på Lolland, og så drak du dig fra sans og samling.

Arh, vi boede i Køge først, svarer moderen.

I solen i Rødovre smiler Lisbeth Zornig, da hun tænker tilbage på konfrontationen med sin mor. Ikke af episoden, men af, at hun lod sig rive følelsesmæssigt med. Det gør hun sjældent. Det skyldes hendes afstumpethed og hendes bedøvede nervebaner. Det er hendes teori. Tidligt i sin barndom udviklede hun det teflonlag, som gjorde, at hun ikke tog volden og drukken lige så nært som eksempelvis storebroderen Tonny, der i dag er narkoman. Teflonlaget er sammen med brødrenes beskyttelse og mødet med mennesker som geografilæreren hr. Holst, gymnastiklæreren Grethe og pædagogen Karen det, der har gjort, at hun i dag er, hvor hun er.

Konfrontationen med moderen slutter med moderens ord:

Jeg ved da godt, at jeg har fejlet, men jeg kan ikke lave det om. Vi må bare tage det, som det er. Skal vi ikke snakke om noget andet?.

Lisbeth Zornig husker ikke konfrontationen som en god oplevelse, som mødet med pædagog-Anders var det. For moderens undskyldning kom aldrig.

Det nærmeste, hun kommer en erkendelse, er sådan lidt: Jamen så undskyld da, kan jeg så få lov at gå ud og lege igen?. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er ikke dybfølt. Hvorimod den der ægte undskyldning, jeg kan se, jeg gjorde dig skade, det er jeg ked af, uanset hvad mit motiv var... Det er en ægte undskyldning. Det er en meget, meget vigtig værdi for mig.

Lisbeth Zornig Andersen

Er født i 1968 i Vanløse og vokset op ved Nakskov på Lolland. Barndomshjemmet var præget af massiv druk samt vold og seksuelt misbrug fra hendes stedfar. Fem gange var hun anbragt på døgninstitutioner, og under sin sidste anbringelse, på Hylleholt Husgerningskole, kom hun i kontakt med socialpædagogen Karen, som fik hende til at bearbejde sine barndomstraumer. Er uddannet cand.polit. ved Københavns Universitet og har arbejdet som systemudvikler ved blandt andet Codan, Danske Bank og KMD, inden hun i 2010 tiltrådte som formand for Børnerådet. Sidste år blev hun selvstændig og stiftede Huset Zornig, som formidler viden om udsatte borgere. Hun er desuden vært på Radio 24/7, særlig rådgiver for socialministeren og medvirker i løbet af efteråret i flere tv-programmer. I dokumentarfilmen Min barndom i helvede (Krage Film, 2012), som har vundet flere priser, optrevler hun vanrøgten fra sin barndom. Ligeledes har hendes bog Zornig - vrede er mit mellemnavn fra 2011 høstet omfattende hæder. Lisbeth Zornig Andersen har fem børn i alderen 11-24 år, hvoraf fire bor hjemme i rækkehuset i Rødovre. Hun er fraskilt og blev tidligere på sommeren gift med direktør Mikael R. Lindholm.