For 14 dage siden fortalte en datter om, hvordan hun blev droppet af hele sin familie, da hun konfronterede sin far med incest. Som en far, der har stået i samme situation, vil jeg prøve at sætte ord på nogle af mine erfaringer.
Min egen datter, som på det tidspunkt var i 30erne, kom for snart 15 år siden på besøg sammen med en veninde og fortalte mig, at jeg havde begået incest mod hende, fra hun var omkring seks-syv år gammel. Det slog hårdt, for jeg kunne absolut intet huske om det og havde svært ved at tro på det. Min hukommelse er generelt noget fragmentarisk, og jeg husker kun i enkelte glimt både af godt og dårligt. Jeg har aldrig og det ved jeg om mig selv haft pædofile tilbøjeligheder, så en forklaring må findes et andet sted.
LÆS OGSÅ: Når forældre dropper børn
Jeg har ikke taget mig så meget af mine børn, da de var små, men det havde også den grund, at min kone altid var så sikker, altid vidste mere om, hvad jeg gjorde forkert. Så jeg trak mig. Når vi kom til at diskutere vort samliv, nyttede det ikke, at jeg sagde noget, for det var på forhånd ikke det rigtige. Vi blev naturligvis skilt, efter at vores datter havde fortalt sin frygtelige hemmelighed, men jeg har aldrig kunnet forstå, at min kone, der altid har været så stolt af sin intuition, ikke har kunnet opdage det, for eksempel gennem en ændret opførsel fra min datters side. Måske er vi to, der har fortrængt?
I 1990erne var der i USA og senere herhjemme en stor interesse for det, man dengang kaldte repressed memory eller fortrængte minder. Det interesserede mig en del. Måske blev det til en slags jamen det kunne da være, at der var sådan noget på færde. Jeg holdt det for mig selv, for jeg så ikke nogen grund til at såre nogen med min tvivl. Men efter min opfattelse var der tale om seriøse undersøgelser, der blandt andet i dansk presse fik kvinder, der havde følt sig misbrugt, til at stå frem, efter at tvivlen var opstået i dem. Der var endda et eksempel på en kvinde, der efter mange års adskillelse opsøgte sine forældre og bad om deres tilgivelse. Jeg kunne fra begyndelsen ikke frigøre mig for en usikkerhed over for den veninde, som min datter havde med. Flere dengang havde gennem en del år haft interesse for krystalhealing, pendulering og så videre. Så måske har der været en sammenhæng, så falske erindringer er blevet fremkaldt?
I nogle år mødtes jeg slet ikke med min datter, og nogle juleaftner holdt jeg helt alene. Men nu er familien samlet til fødselsdage, nok mest for at børnebørnene ikke skal spørge for meget. Jeg har også kontakt med et ægtepar, som min datter har et nært forhold til. Dem har jeg mødt flere gange, og de viser ingen fordømmelse. Så på en måde har jeg det godt med min datter og med hendes to drenge, der har haft deres besværligheder i tilværelsen. Jeg har støttet drengene en del med ekstraundervisning, penge og voksensnak, men jeg mener ikke selv, at det er en slags afladsbetaling. Jeg nyder at være sammen med dem.
Min søn har to piger, som er i lidt mere faste rammer. Dem holder jeg også meget af. Og jeg har aldrig et eneste øjeblik kastet forkerte blikke og tanker mod dem. Jeg ved selvfølgelig ikke, om min svigerdatter holder øje med mig, men jeg håber det ikke, for jeg er sårbar over for det. Min datter blev skilt i begyndelsen af 90erne, men hun er nu i et absolut godt forhold til en god mand.
Jeg har aldrig vænnet mig til de knus, som man giver i tide og utide nu om dage. Mine børnebørn har lært mig det, og der føler jeg, det er ægte. Min datter og jeg giver pænt hånd, ligesom jeg også gør til min søn og svigerdatter. Vi kan sagtens snakke med hinanden på en efterhånden afslappet måde. Lidt mærkeligt, vil I måske mene, er det, at jeg undgår min datter på tomandshånd. Måske gør hun det samme. Min begrundelse er den nok lidt negativt at jeg vil være bange for at blive beskyldt for noget. Hendes grund er måske, at hun ikke vil risikere noget. Ingen af begrundelserne er rimelige eller sandsynlige, men de er til at leve med.
Det store spørgsmål for mig er, hvordan så alvorlige ting kan ske, uden at man på et eller andet tidspunkt får dem op af glemselen og fortrængningen, om ikke andet så i drømme. Så måske frikender jeg måske i virkeligheden mig selv en smule.
Venlig hilsen
Gerhard
Kære Gerhard
Tak fordi du ville dele dine tanker og erfaringer om et meget sårbart og vanskeligt emne. Din datters barndom og opvækst ligger efterhånden omkring 40 år tilbage, så det kan blive meget vanskeligt at opklare, hvad der egentlig skete.
I udgangspunktet tror vi på en ung eller voksen, som fortæller, at de er blevet seksuelt misbrugt. Og når sådanne betroelser kommer i det terapeutiske rum, har den pågældende ofte taget tilløb til det og haft det skamfuldt i tanke, før terapien begyndte. At det virkelig er sket, bekræftes i efterforløbet ved, at den pågældende efterhånden kan fortælle konkrete erindringer om misbruget og relatere det til konkrete sanseoplevelser, tid, sted med videre. At blive troet og hjulpet her er helt afgørende. Vi er imidlertid mere undersøgende og spørgende til, om misbruget har fundet sted, hvis klienten er i en tilstand af nærpsykotisk karakter, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed ikke er helt intakt. Det er også vigtigt ikke at fortolke for meget og for hurtigt. Desværre har der været en vis tendens til det hos mindre seriøse terapeuter. Nogle klienter har måske aldrig selv tænkt i de baner, men fået at vide af terapeuten, at vedkommendes mange symptomer kunne tyde på seksuelt misbrug. Fra en sådan måske tilbagevendende fortolkning er der ikke altid så langt til, at den pågældende overtager forklaringen og gør den til sin egen erindring. Det er i sådanne tilfælde, at fortrængte minder om overgreb kan opstå og selvsagt gøre megen skade for klienten og dennes relationer.
Om det er sådanne ting, som er sket for din datter, eventuelt i et terapirum farvet af krystalhealing, clairvoyance eller lignende, kan vi intet vide om. Det er lidt vanskeligt at forstå, at du selv skulle have glemt eller fortrængt det, men det er selvfølgelig også en mulighed. Vi kan læse af dit brev, at I har et nogenlunde forhold nu, og måske vil det ikke være frugtbart at rode op i det. Men hvis du ønsker at opklare det yderligere, er der ikke anden vej end at bede om at snakke med din datter om det. Allerhelst sammen med en seriøs og erfaren fagperson.
Mange hilsener
Annette og Jørgen