Prøv avisen

Interessen for slægtsforskning stiger

Som folkemindeforsker og underviser i slægtsforskning oplever Charlotte S.H. Jensen, hvordan danskerne har en stigende interesse for at finde deres slægt.

Jeg får rigtig mange henvendelser om foredrag og undervisning. Mange mennesker er vanvittigt interesseret i deres families historie. Det er også blevet lettere at udøve sin interesse, for flere ting er tilgængelige på nettet. Nu er man uafhængig af arkivernes åbningstider, for nettets store læsesal er åben døgnet rundt. Der er ingen tvivl om, at interessen har været stigende gennem de sidste par år, siger Charlotte S.H. Jensen.

Hun mener, at nysgerrigheden omkring slægtens fortid er ganske naturlig, for man søger sin egen historie.

Man laver sin egen Krønike eller Matador ved at samle alle brikkerne i sin slægts puslespil. De fleste støder på noget overraskende om familien, og det kan virkelig sætte tanker i gang. Der gemmer sig så mange gode historier i anernes fortid, siger hun.

Endnu er ikke så mange danskere organiseret i slægtsforskerforeninger, men Charlotte S.H. Jensen nævner en svensk undersøgelse, som viser, at 2 millioner svenskere er interesseret i slægtsforskning. I det svenske broderland er 50.000 personer aktive i slægtsforskerforeninger, mens tallet er noget lavere i Danmark.

Interessen for danskernes fortid er dog i høj grad intakt i Danmark. Siden de historiske film Danskernes egen historie kom på gaden for fire år siden, er de tre DVD-bokse blevet solgt i over en halv million eksemplarer. Og Charlotte S.H. Jensen mener, at danskernes søgen efter deres slægt bestemt ikke har toppet.

Alle har en slægt og dermed en historie. Og gennem slægten møder man sin egen identitet. Det appellerer bestemt til mange.

barslev@kristeligt-dagblad.dk