Prøv avisen

Jævnaldrende med sig selv

MANDLIG OVERGANGSALDER: Mange midaldrende mænd ræser af sted som om de var 30, selv om de har det elendigt på jobbet og skælder ud på familien. Torbjørn Jørgensen, 54, har selv været turen igennem

Torbjørn Jørgensen, 54 år, mener, der er noget uharmonisk ved midaldrende mænd, der tonser af sted på jobbet og bruger den sparsomme fritid nede i fitnesscentret. Ikke at de skal holde op med at arbejde eller lade kroppen forfalde. Men den er gal, når man ikke tør være jævnaldrende med sig selv. Når man tror, man stadig skal jagte unge piger og være den hurtigste og bedste på jobbet. - Mange mænd i 50'erne forsøger krampagtigt at fortsætte i samme omdrejninger, som da de var 30. De har det elendigt, røde øjne, susen for ørerne, svedeture, ondt i hovedet, drikker lidt for meget, skælder ud på kone og børn og føler sig trist til mode. Der må ske et eller andet, kan de mærke. Og så får de det grå hår karseklippet, sætter farten op på jobbet eller skifter ægtefællen ud, siger virksomhedskonsulent Torbjørn Jørgensen. Han har selv været ved at betale en høj pris for sine ambitioner og mener, han har lært så meget af sine erfaringer, at han godt vil dele dem med andre. Det sker i bogen »Mandefald«, som netop er udgivet på hans eget forlag Læs & Lær. - Mange mænd er nogle tøsedrenge. Hele tiden koncentrerer de sig om ting uden for dem selv. Job, præstationer, sport, tøj, omgangskreds, kunder, kollegaer, biler, rejser osv. De tør ikke arbejde med det sværeste, der findes: Sig selv. Det er ærgerligt, for det er spændende at finde ud af, hvem man egentlig er, og det koster dyrt at lade være, tilføjer han. Pilgrimsrejsen For fire år siden fik han selv, hvad han kalder en gevaldig nedtur og var sygemeldt fra sit job i lang tid. Gennem en årrække havde han haft for meget arbejde, for mange rejser, for lidt hjemmeliv. - Det blev tydeligt, at jeg ikke kunne klare det samme som for ti år siden, men det ville jeg hverken indrømme eller acceptere. På trods af, at jeg led af søvnløshed, fik hjertebanken, svedte, blev glemsom og følte, at jeg skulle kaste op hver morgen. Til sidst måtte jeg smide håndklædet i ringen og stå af ræset. I dag er jeg gået ned i tid, arbejder 20-30 timer om ugen og har det meget bedre. Mit nye slogan er: At arbejde på halv kraft og leve på fuld kraft. Men jeg er bestemt ikke færdig med at arbejde med omstigningen til den nye tilværelse, fortæller Torbjørn Jørgensen. Han nøjedes ikke med at gå ned i tid. Han gik også til samtaler hos en psykolog, ligesom han tog på en »pilgrimsrejse« til Færøerne for at finde ind til sig selv. På Færøerne blev hans mor født i 1909 og boede, indtil hun rejste til Danmark i 1931. Eneste nulevende slægtning deroppe var en 65-årig kusine, som han kunne bo hos og være fuldstændig rolig og tryg ved, fordi hun havde kendt ham, fra han var barn. Gennem ensomme traveture, naturen og stilheden deroppe, gennem samtalerne med kusinen om det, der havde været svært i barndommen, gennem brevene hjem til ægtefællen, som han savnede mere og mere, kom der langsomt mere styr på hans ønsker for fremtiden. Aggressionen - I Danmark er vi næsten 400.000 mænd mellem 50 og 60 år. Mænd, som blev født under og lige efter Anden Verdenskrig. Som er vokset op med kravet om at skulle gøre det bedre end deres forældre, fordi de fik bedre muligheder. Vi kan hver dag i avisen se, at nu har den og den direktør, leder, ingeniør, læge osv. 25 års jubilæum. I mange af parcelhusene bor folk med en eller flere biler i indkørslen. Går man tur en aften, kan man se lys i arbejdsværelserne, ved computerne. I Beijing og Himalaya vandrer midaldrende feriefolk rundt. Det er allesammen os. På de dyre lederkurser i ind- og udland er vi også med. Men det er vi desværre også i hospitalssengene, på hjerteafdelingerne og genoptræningsstederne efter blodpropper. Mange midaldrende mænd har en hverdag fuld af præstations- og tidspres med gang i mange ting samtidig. De konkurrerer aggressivt på jobbet, er utålmodige, hader at spilde tiden i en kø, taler hurtigt og er fjendtlige og mistænksomme over for andre. Jeg kender én, som har en søn på 16 år. Sønnen har nervøse tics og hele familien fungerer ad helvede til på grund af faderens vanvittige præstationskrav og perfektionisme, siger Torbjørn Jørgensen. Da han skulle af sted til sin »indre rejse« til Færøerne, mærkede han nervøsiteten. Hænderne blev våde. Han prøvede at berolige sig selv med, at han jo ikke skulle præstere noget som helst. Skulle ikke holde foredrag for 500 mennesker i Amsterdam, men det krævede tilvænning at slappe af. - Min kone sagde: »Sådan får du det, når du ikke selv kan bestemme. Du har et utroligt behov for at styre din omverden. Hun havde ret. Det var jo sagen i en nøddeskal. Jeg skulle i gang med at lære at sætte tempoet ned. At blive bedre til bare at »flyde med« og tage imod livet, uden hele tiden at skulle tænke på ansvar, præstation, pligter og problemløsning. Jeg er sikker på, at mænd kommer i overgangsalderen. De fleste af os vil bare ikke indrømme det. For de mest stressede af os ville det betyde, at vi for eksempel skulle overveje, om det var på tide at gå ned i lavere gear. Vi kan sikkert finde økonomi til det, men det er skræmmende, når man de sidste 25 år eller mere har identificeret sig 100 procent med jobbet. For hvem er man så , hvis ikke man er dyrlægen, konsulenten, ingeniøren, tømrermesteren ? Heldigvis er der flere og flere, der begynder på arbejdsnedtrapning, omplacering, seniorkontrakter i god tid. Det er alle dem, der har tænkt over, at livet byder på andre gode ting end jobbet ,og at vi mænd i gennemsnit kun lever til vi er 74 år, siger Torbjørn Jørgensen.