Prøv avisen

Jagten på Helligånden

Helligånden er til stedet overalt og hele tiden, i alle mulige former. Foto: Tegning af Peter M. Jensen

I pinsen fejrer kristne verden over, at Helligånden kom til disciplene og gjorde dem i stand til at tale adskillige sprog og udbrede kristendommen. Men hvad og hvor er Helligånden i dag?

Fiskekutteren HG7 er lagt til kaj i Nyhavn i København og ligger nu og duver i vandkanten. Den hvide kutter har været undervejs i over et døgn og sejlet hele vejen fra Hirtshals i Nordjylland til hovedstaden lastet med årets pinsefisk. I år er det rødspætten, som ligger i store grønne fiskekasser med is.

Roskildes biskop indførte pinsefisken

Nysgerrige forbipasserende stimler sammen foran fiskekutteren, hvor det begynder at dufte af rødspættefileter, der på store pander steger i smør og olie. Men inden de kan sætte tænderne i smagsprøverne med rugbrød med fiskefilet og hjemmerørt remoulade, skal de have en pinsehilsen med på vejen fra Roskildes biskop, Peter Fischer-Møller.

Vi fejrer pinse, vi fejrer, at Helligånden er nærværende i vores verden. Når vi mennesker kan trække vejret, og når fiskene kan svømme rundt, er det, fordi Gud puster liv i os. Pinsen handler også om fællesskab og om at være sammen om et måltid, siger biskoppen til forsamlingen, der lytter med øjnene på fiskene i stegepanden.

Traditionen med at spise fisk til pinse blev indstiftet for 12 år siden, da Roskildes daværende biskop, Jan Lindhardt, indgik et samarbejde med Danske Fiskehandlere om at koble et måltid på pinsen, fordi danskerne husker og forstår med maven. Valget faldt på fisk, fordi de første kristne brugte fisken som symbol på det nye kristne fællesskab, fortæller Peter Fischer-Møller.

Det er tredje gang på de 12 år, at rødspætten er blevet valgt som årets pinsefisk.

Symbolet på kristendommen og Helligånden

De første kristne brugte fisken som symbol på kristendommen, før de brugte korset, fordi de første bogstaver i bekendelsen: Jesus Kristus Guds Søn Frelseren på græsk danner ordet fisk. På et tidspunkt, hvor kristne i perioder blev forfulgt, kunne man give sig til kende over for hinanden som kristne ved at tegne omridset af en fisk i sandet og så passede det jo også meget godt med, at de første disciple var fiskere, siger biskoppen.

Det er alt sammen meget godt med fisk og fællesskab, men det forklarer jo ikke nødvendigvis, hvad Helligånden er, og hvad man kan bruge den til i dag. En ånd, der figurerer en del steder i Bibelen, og som allerede under skabelsesberetningen svæver over vandene. Og som ifølge fortællingen viser sig 50 dage efter påske, hvor Jesus er steget op til himlen, og disciplene sidder alene tilbage i et hus i Jerusalem.

Under den jødiske pinsefest fyldes pludselig huset af, hvad der minder om et vindstød, og ildtunger sætter sig på disciplene. Ifølge de bibelske beskrivelser bliver de fyldt op af Helligånden, der bevæger dem og gør dem brændende og levende, så de pludselig kan tale på alverdens sprog og dermed udbrede kristendommen.

Fiskemiddag eller religiøshøjtid?

På kajen i Nyhavn er de første fiskemadder blevet frigivet, og det dufter, ja, himmelsk. Men er det Helligånden, der spiller ind eller bare den dygtige kok fra Krogs Fiskerestaurant, der tryller?

"Det smager i hvert fald dejligt", medgiver ægteparret Kirsten og Eigil Jacobsen fra København. De hørte i radioen, at pinsefisken var på vej og besluttede sig for at drage mod Nyhavn. De har købt 10 rødspætter, så der er nok til en stor pinsemiddag.

"Vi har fået tradition for at spise fisk i pinsen, og for os betyder det, at familien bliver samlet. Men det religiøse har ikke den store betydning for os", siger Kirsten Jacobsen.

Men synes det moderne menneske ikke, at det lyder mærkeligt, måske sågar utroværdigt, med vindstød og ildtunger? Og hvordan kan man i det hele taget bruge fortællingen om Helligånden i vores liv i dag?

Helligånden kan være et luftigt begreb

Biskop Peter Fischer-Møller erkender, at Helligånden let bliver gjort til noget meget luftigt og spirituelt.

Men egentlig handler Helligånden om noget meget konkret, nemlig at disciplene til pinse pludselig får mod og kræfter til at fortælle den kristne historie videre. Pinsen er også kirkens fødselsdag, fordi disciplene får tungen på gled og giver sig til at dele Jesu historier og historien om ham som Guds søn og vores frelser med andre. Et fællesskab, der breder sig på tværs af kulturer og verdensdele. Det bliver begyndelsen til kristne menigheder og dermed alverdens kirker også vores hjemlige folkekirke.

"Vi har fået gjort Helligånden mere mystisk, end den i virkeligheden egentlig er. Helligånden er en måde at udtrykke det på, at det med Gud ikke bare er fortid. Det er ikke noget, der bare handler om en skabelse ved tidernes begyndelse eller om Jesu liv for 2000 år siden. Gud er nærværende her i vores liv med hinanden. Gud er det, der gør, at vi overhovedet er til og holder verden i live, men Guds nærvær udfolder sig imellem os, når vi deler liv og historier med hinanden. Det handler om, at kristendommen lever af at blive delt. Pinsefisken signalerer, at det her ikke handler om en finere åndelighed, som kun er for de særligt indviede eller særligt følsomme. Det her er noget, som i høj grad også er forbundet til vores hverdagsliv og vores fysiske tilstedeværelse", siger biskoppen.

Helligånden kan være alle steder

Hvordan kan man mærke Helligånden i denne situation, hvor en fiskekutter lægger til kaj?

"Du kan ikke se Helligånden, men der kan være Helligånd i traditionen, der er med at knytte et måltid frisk fisk sammen med menneskers samvær med hinanden og måske oven i købet knytter det sammen med, at mennesker tør tale med hinanden om, hvad kristendommen er, og hvad det betyder. Så Helligånden er ikke at finde i fiskene, men Helligånden kan være på færde ved måltidet og i den samtale, der kan udspille sig under det måltid. Helligånden er Guds nærvær i vores liv med hinanden".

Helligånden kan altså i princippet være alle steder, hvor der er mennesker. Men hvordan ved man som såkaldt almindeligt menneske, hvornår Helligånden er til stede? Er det ligesom med vinden, at man ikke kan se den, men man kan mærke den, når den rusker i træernes blade eller får fiskekutteren til at gynge?

Det tænker jeg på, da jeg på ryggen ligger på en briks i stuen i en lejlighed på en rolig vej på Frederiksberg i København. Her bor gymnasielærer i engelsk og filosofi og medlem af menighedsrådet ved Lindevang Kirke, Paul Bridgwater, sammen med sin kone. Han er samtidig talsmand for netværket af kristne healere i Danmark og er selv kristen healer, hvor treenigheden, Far, Søn og Helligånd, spiller ind i hans arbejde. Der er ingen hokuspokus, krystaller eller meditativ musik. Han vil hverken lyde som en profet, en okkult eller en repræsentant for de karismatiske kirker, og det er meget vigtigt for ham at understrege, at hans religiøse ståsted er folkekirken.

"Jeg synes, at Helligånden skal ned på jorden. Hvad Helligånden egentlig er, kan ikke defineres. Men jeg tror, at alle kender til at blive rørt. Det er en integreret del af virkeligheden og er til rådighed for alle. Og kernen i pinsen er netop Guds nærvær. Den oplevelse kan alle erfare, hvis de bruger tid på det. Healing er én metode til at opleve pinsesolen danse", forklarer Paul Bridgwater.

Fik beskeden i en drøm

Han mener, at de samme erfaringer, som disciplene havde for 2000 år siden, kan opleves den dag i dag.

"Jeg praktiserer håndspålæggelse, men kalder det healing, jeg praktiserer tungetale, men kalder det lyd. Både håndspålæggelse og tungetale er en integreret del af den måde, jeg praktiserer healing på, men jeg tager ret skarpt afstand fra den tanke, at de skulle udgøre en udmærkelse, en nådegave, der er eksklusiv på nogen måde, altså at de skulle udgøre en særlig karisma, der skiller de frelste fra ikke frelste", siger han.

Han fik i drømme at vide, at han skulle heale folk, hvis han ville. Til at begynde med healede han familie og venner, og hovedpiner og smerter forsvandt. I dag er det både kolleger i forbifarten og betalende klienter, der nyder godt af de varme hænder.

Det er Paul Bridgwaters teori, at man bedst forstår, hvad der sker under den kristne healing, hvis man selv prøver det. Derfor ligger avisens udsendte på briksen i stuen. Jeg har forinden fortalt ham, at jeg har problemer med nakken og for nylig forstuvede min fod. Det tager vi udgangspunkt i. Inden den egentlige healing går i gang, beder Paul Bridgwater en bøn. Det er som regel hjertebønnen:

"Herre Jesus Kristus, vær med os, bevar os. Og beskyt os og gør, at denne healing må være gavnlig", beder han.

Taler i tunger

Han har forinden fortalt mig, at han vil begynde med de indsatsområder, jeg har nævnt, men at han ellers overlader det til processen, hvad der sker. I healing og bøn er det bedst, at Gud kommer til. Selv er han afkoblet undervejs og spekulerer ikke over, om han skal tale eller ikke tale, bede eller ikke bede eller bruge lyd eller ikke lyd.

Der går ikke længe, inden han hvisker mumlende frem for sig på et uforståeligt sprog. En slags tungetale. Dybe brummelyde fra struben efterfulgt af den lettere, men altså uforståelige hvisken.

Han holder hænderne med håndfladerne nedad og lader dem som en slags sensorer køre hen over kroppen uden at røre den. Indimellem får han et billede, som viser, hvor han skal tage fat. Han holder let om mit venstre håndled og den anden hånd let på mine ribben. Han begynder at hoste, som om noget vil ud. Det bliver varmt, hvor han holder sine hænder.

Helligånden er vandet til planten

"Folk mærker ofte en forandring eller nogle bevægelser i deres krop. En varme, lindring, en boblen. Jeg bruger tit den analogi, at kroppen er ligesom en plante, der skal have vand, og helt groft er Helligånden vandet. Kroppen bestemmer selv, hvor den går hen. Via mine hænder holder jeg vandhanen over kroppen, og så kommer det igennem mig. Når jeg bevæger mig hen over kroppen og der, hvor jeg selv mærker varmen, er der behov for healing. Og der, hvor jeg ikke mærker noget, er behovet ikke så stort. Så ser jeg billeder i mit hoved af en hals for eksempel eller en ryg. Og jeg er lige så uvidende som klienten, og det er der en pointe med, for det er ikke mig, der styrer det".

Undervejs i forløbet bliver kroppen tung, og tidsfornemmelsen forsvinder. Paul Bridgwater fortæller efterfølgende, at healingen varede omkring en halv time. Healinger kan tage fra fem minutter til næsten en time, alt efter behov.

"Hvis mine hænder gør ondt og snurrer voldsomt, tænker jeg fedt, fordi der sker noget her. Og det samme med hosten, den er jeg ikke så bekymret for, for jeg ved, den holder op efterfølgende".

Han slutter af med en takkebøn for at lukke healingen. For at ramme den ind.Paul Bridgwater kalder Helligånden for det virksomme tredje. Det er den måde, hvorpå vi mærker Guds tilstedeværelse på jorden. Og i hans optik er det den, der bidrager i løbet af healingsprocessen.

"Jeg tænker det som Helligånden, ja, men det er kulturelt betinget. I andre kulturer vil man kalde det noget andet. Kraft eller energi. Men jeg ser det som Helligånden".

I dagene derefter føles min nakke faktisk bedre og mindre anspændt. Måske er det Helligånden, der har hjulpet til.

***

Fra briksen til Helligåndskirken i Aarhus

Gennem tiden har Helligånden lagt navn til mangt og meget. Fra fromme munkeordener til klostre, kapeller, sogne, salmer og kirker. Og vi døber vores børn i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I Danmark findes der flere Helligåndskirker, og jeg tænker, at det er sandsynligt, at man der kan finde en forklaring på, hvad Helligånden er for en størrelse og måske oven i købet opleve dens tilstedeværelse, hvis man tager derhen. "Go west young man", lyder et gammelt nybyggermantra fra USA. Og det er præcist, hvad jeg gør. Til Helligåndskirken i Aarhus Vest.

Måske er det et godt tegn på ånd, at det blæser på den parkeringsplads, hvor jeg bliver sat af. Kirken kan jeg først ikke få øje på. Eller jeg er i hvert fald i tvivl om, hvilken af de omkringliggende bygninger, der huser kirken. En lokal nikker bekræftende til, at det er de røde murstensbygninger foran mig, der er kirken. Det er ifølge sognepræst Torben Tramm helt bevidst fra arkitektens side, at der ikke er bygget en prangende katedral.

"Man skal tænke hvad? udefra og wauw!, når man kommer ind i kirkerummet", siger han, da jeg er kommet vel ind i kirken.

En kirke der bygger på fællesskab

Tanken er, at kirken med sin arkitektur skal være i øjenhøjde og falde naturligt ind i nærområdet, der primært består af lejligheder og et par supermarkeder. Området bliver defineret som såkaldt socialt belastet med mange beboere på overførselsindkomst og rigtig mange beboere med anden etnisk herkomst end dansk. Hele 60 forskellige sprog bliver der talt i Helligåndskirkens Sogn. Både en etiopisk og en assyrisk menighed hører også til i kirken.

"Og det er jo egentlig indbegrebet af pinseunderet, at vi skal lukke os op mod verden og tale med hinanden frem for at pille i vores egen navle", siger Torben Tramm, der efterhånden kan sige goddag på rigtig mange sprog.

For det forpligter naturligvis at hedde Helligåndskirken.

"Kirken er bygget over tanken om fællesskab. Vi vil gerne udstråle imødekommenhed, og præsterne står altid i døren og byder velkommen en halv time inden, gudstjenesten går i gang. Og under gudstjenesten, når præsten står ved altereret, kan han kigge direkte over i Fakta og verden udenfor", fortæller Torben Tramm med blikket rettet mod supermarkedets skydedøre, der glider op og i.

"Helligånden er måden, Gud er hos os nu. Da han gik rundt på jorden, kunne vi røre ved ham fysisk. Nu kan vi ikke røre ved ham, men han rører ved os. Helligånden er Gud, der rører ved os. Det er det, pinsen går ud på".

Helligånden er til stedet i kirkens udsmykning

"Rent kunstnerisk er Helligånden til stede i kirkens trefløjede altertavle. En vinge symboliserer duen, der i kunstens verden er et yndet billede på Helligånden, budbringeren. Men ellers er det i samspillet mellem mennesker, at vi oplever Helligånden", mener også Torben Tramm.

"Lidt som de første kristne husmenigheder, begyndte Helligåndskirken i Aarhus Vest, som en lille vandrekirke i en husbarak. I dag kommer der ofte mellem 100-200 mennesker til søndagsgudstjeneste. Men derfor er det ikke givet, at det lige er i kirken, folk støder på Helligånden. Fordelen ved Helligånden er, at man kan møde den overalt. Den er ikke begrænset til særligt udvalgt mennesker eller menigheder", uddyber Torben Tramm.

Det er ikke sikkert, det er i kirken, han tager fat i os. Det kristne fællesskab er ikke begrænset til det fysiske sted. Den er også derovre i Fakta, siger han og uddyber:

"Helligånden er ikke noget, man kan have eller ikke have. Det er noget, Gud giver. Hvis man er sammen med en flok mennesker, kan man også fornemme, om der er god eller dårlig ånd. Nogle gange er stemningen helt tyk, og Helligånden undertrykt, mens man andre gange føler sig favnet og omsluttet og skuldrene falder på plads. Der tænker jeg, at Helligånden har en positiv finger med i spillet".

Pinsen er svær at forholde sig til

Torben Tramm erkender, at pinsen med Helligånden, selvom den faktisk er den tredje store højtid, er langt mere diffus at forholde sig til end jul og påske.

"Fødsel og død kan man forholde sig til, men pinsen er sværere at forklare bogstaveligt. Jeg tror ikke, der er så mange, som ved, hvad pinsen går ud på", erkender han.

Hjemme ved frikadellerne kommer Helligånden, når far kigger hen på mor og ser hende, som han blev forelsket i. Gnisten springer, og det særlige blik er i øjnene. Der er den der, uden at man egentlig er klar over det. Det kan også være, når to uvenner kommer til at tale sammen, og de finder ud af, at de i virkeligheden har misforstået hinanden fuldstændig. Så bliver der bygget bro.

"Disciplenes møde med Helligånden omfattede både ildtunger og blæst. Men det er heller ikke givet, at Helligånden gør så meget ud af at vise sin tilstedeværelse i dag", forklarer Torben Tramm.

"Vi vil så gerne have suset, men ofte er den der uden, at vi lægger mærke til den. Bare det at vi er i live, er jo for så vidt et under".