Prøv avisen

Jalousi mellem voksne søskende

Young hippie women walking through field Foto: Laurence Mouton/Laurence Mouton / ZenShui

Hvad stiller man op, når ens voksne søn ikke længere har lyst til at holde kontakt -- muligvis på grund af jalousi mellem ham og hans søster -- spørger en fortvivlet mor

Artiklen er første gang udgivet 9. april 2010.

Kære brevkasse

Min mand og jeg oplever, at vores søn ikke har lyst til at have kontakt med os. Vi har forsøgt "at tale ud" med ham, men derefter har han ikke reageret på henvendelser.

Vi synes, at vi havde haft en god snak med ham, da han var her sidst, og han gav udtryk for det samme. Stemningen var god, da han blev kørt til toget, og han gav udtryk for, at han ville komme igen, blandt andet også for at hjælpe med min computer. Men vi har intet hørt. Hvad gør vi nu? Jeg vil godt være imødekommende, men jeg har desværre indtryk af, at han er meget optaget af at få penge af os, og her vil ingen af os være med mere. Han kan ikke økonomisere til trods for en høj løn, og han har gæld og økonomiske problemer.

Vi har været nødt til at hjælpe hans søster igennem en meget svær skilsmisse fra en psykopatisk mand. Hun har en del børn, er arbejdsløs og har måttet flygte fra sin mand og dermed starte forfra. Vi kunne hjælpe med at købe et billigt lille hus til hende i provinsen, hvor der er lidt andre økonomiske forhold end i hovedstaden. Vores datter stod uden noget som helst, og vi er glade for, at vi kunne hjælpe.

Vi ved imidlertid også, at vores søn er sur over, at vi har hjulpet hende og ikke har givet ham penge. Hvis vi havde kunnet gøre det, og hvis vi havde gjort det, ville det være ensbetydende med at smide penge i et stort sort hul. Vi hverken kan eller vil give ham penge mere. Gennem årene har han fået rigtig mange penge af os, men de er smuldret væk. Det er naturligvis hans valg, hvad han gør med sine penge, men vi kan ikke få os selv til at bidrage til denne skrue uden ende.

Så nu er vores spørgsmål, om vi bare skal lade ham være eller blive ved med kærligt at skrive og ikke få svar, eller hvad skal vi? Det går mest mig på, for min mand er blevet hærdet, siger han. Vi har haft problemer med vores søn siden hans barndom. Han er nu over 40 år. Vi håber, I kan give lidt hjælp ind i denne situation.

Venlig hilsen fra

Anne Marie

Kære Anne Marie

Tak for dit spørgsmål. Desværre ser man ikke så sjældent, at økonomiske forhold kan bidrage til at skille nære relationer ad. Ud fra jeres søns perspektiv oplever han sikkert, at han er blevet uretfærdigt behandlet, når hans søster kan få hjælp og støtte af betydeligt omfang, mens han ikke får det samme beløb. I har sikkert understreget, at jeres datter var i en akut nødsituation, og at hun har flere børn at tage vare på, og at han for øvrigt også har fået støtte igennem tiderne. Alligevel er det ikke sikkert, at han ser den samme logik, som I ser.

Vi ved ikke, hvor store beløb I har skænket ham igennem tiderne, og hvor stort et beløb og under hvilken form jeres datter har modtaget hjælp til huskøb. Uanset vil det være en rigtig god idé, at I får nedfældet de ting på papir, sådan at I hele tiden ved, hvad der er givet og eventuelt fortsat bliver givet til hvem og under hvilken form – om det drejer sig om gaver, lån eller forskud på arv eller hvad. Det vil også være godt for jeres to voksne børn at have styr på til den tid, hvor I ikke er der mere. Måske skulle I snakke med en advokat og få rådgivning om det.

Måske skulle I imødekomme jeres søn og orientere om, hvordan tingene hænger sammen, og hvorfor I har taget de valg, I har. Og det er logisk nok, at I ikke bare vil støtte jeres børn, men også se på jeres børnebørns opvækst og velfærd.

Vi ved ikke, om det kun er det økonomiske, der er det ømme punkt, eller om der også er andre forhold, som er vanskelige jer imellem. Måske kunne I forsøge at spørge ham om, hvad det er, som gør, at han har svært ved at kontakte jer eller respondere på jeres henvendelser. I kan forsøge at skrive til ham, at I er oprigtigt interesserede i, hvad det er, han går og tænker på. Det kan jo være, at der er tanker eller følelser, som ikke bare handler om penge, som også ligger gemt i konflikten.

Du skriver, at der har været vanskelige ting helt siden hans barndom. Det kan man sikkert konstatere, men man kan også vende det rundt og spørge til, hvad der har været svært for ham.

I kommer ingen vegne med baglæns kritik. Samtidig er I nødt til at holde fast i jeres beslutning om ikke at smide penge ud i sorte huller. Det står ikke i modsætning til at forsøge at møde ham med positiv nysgerrighed for at høre, hvordan tingene ser ud fra hans ståsted.

Det er selvfølgelig højst muligt, at han er fastlåst i tanker om at være uretfærdigt behandlet, sådan at han ikke vil modtage invitation til dialog eller samvær. uden at der skal snakkes penge. Men det kan være et forsøg værd indimellem, i den grad I og specielt du har kræfter til det. Måske kan han slet ikke finde ud af det med breve? Måske kunne du i stedet invitere ham ud at spise en dag og sige, at du med åbent sind har lyst til at mødes og få en snak. Fortæl ham, at du ønsker kontakt og et forhold til ham under en eller anden form, og prøv at høre ham om, hvilke tanker han har både om det og mange andre ting.

Vi tænker også på, om jeres datter har kontakt til sin bror? For det kunne måske være godt både for jer, ham og hende og hendes børn, hvis de ikke var helt fremmede for hinanden.

Ingen af os kan trylle gode løsninger frem. De kommer ikke altid, og når det sker, er det ofte et resultat af saglig omtanke og varmt engagement. At have papir på pengegaver, økonomisk støtte og sit testamente er altid en klog disposition, ligesom det må anbefales, at man kan redegøre for sine valg. Det varme engagement har du, for ellers havde du ikke skrevet til os. Måske kan nye kreative forsøg skabe en eller anden kontakt?

Det er også muligt, at der ikke findes nogen farbar vej i lang tid fremover. Det er en stor sorg, men kan også være et valg, man bliver nødt til at se i øjnene for ikke at blive helt udslidt indeni. Det er måske det, din mand tænker. Hvis det er tilfældet, kunne det måske være en idé, at du brugte nogle midler på selv at søge hjælp hos en psykolog eller lignende, hvor du kunne få lov til at udtrykke din sorg og smerte over det uforløste forhold til den, du engang var med til at sætte i verden.

Mange hilsener
Anette og Jørgen