Prøv avisen

Jeg øver mig i at blive mere glad for livet

- Livsglæde er der forløsning i. Men der skal mod til. Jeg vil gerne af med det tunge og dystre, for når det er væk, er livet jo fantastisk, siger Puk Elgård. - Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

TV-værten Puk Elgård har stor succes med sin bog "Ellen - 100 år med lyst til livet". Mødet med den 100-årige Ellen Bentzen, der havde et fantastisk humør og stor appetit på livet, blev også et vendepunkt for hende selv

Stop! Sådan må Puk Elgård ofte sige til sig selv. Den 41-årige tv-vært, kendt for sit glade smil og sin omsorgsfulde måde at være på over for de medvirkende i tv-programmer som "Hokus Krokus", "Ha? det godt" og "Uventet besøg", har det med at bekymre sig om, at alverdens ulykker og katastrofer kan ske.

– Jeg bekymrer mig om alting. Når jeg sætter mig ind i en bil, at den kører galt, når jeg flyver, at maskinen falder ned, at min søn bliver syg, at jeg bliver syg – det larmer rundt i mit hoved, siger Puk Elgård.

Men hvor tankerne før kunne tage magten, har de nu fået modstand. Det er sket, efter at Puk Elgård bestemte sig for at skrive en bog om livsglæde, og at den skulle handle om en helt speciel kvinde, hun havde mødt i forbindelse med programmet "Uventet besøg". Helt til Alaska rejste hun med en 97-årig frisk dame, der ville overraske sit barnebarn, der havde bosat sig i en af de fjerneste afkroge af verden, med en visit.

– Når man som jeg har været ude at rejse med sådan en som Ellen, der flirter med kaptajnen, drikker drinks og dufter til alting, er det tydeligt, hvordan livet også kan være. Jeg er ikke en bangebuks på den måde og har rejst Jorden rundt flere gange, men det har været på trods. Ellen nød det bare, siger Puk Elgård.

Ellen med efternavnet Bentzen døde den 18. januar i år, tre uger før sin 101-års fødselsdag. Forinden besøgte Puk Elgård hende gennem fire måneder i hendes hjem, "Pilehuset", i Grønholt ved Fredensborg i Nordsjælland.

Resultatet blev bogen "Ellen – 100 år med lyst til livet", der er baseret på samtaler med Ellen Bentzen og fortæller hendes livshistorie. Ellen oplevede store sorger og tragedier, men formåede altid at finde gnisten igen og at bevare et fantastisk humør og appetit på livet. Hvordan gjorde hun det?

Det ville Puk Elgård gerne finde ud af. Og det samme vil mange danskere. Bogen har, siden den udkom i foråret, ligget på bestsellerlisterne, og flere end 100 læsere har skrevet breve og mails til forfatteren med tak for det positive livssyn, den formidler, og, som én skriver i en mail, der dukker op på Puk Elgårds pc, mens Kristeligt Dagblad er på besøg:

"Jeg slap den ikke, jeg skulle have købt ind, støvsuget og lavet mad, men jeg kunne ikke slippe bogen".

– Bogen har ligget nummer ét på bestsellerlisten. Da den havde rundet de 10.000 solgte eksemplarer, var jeg så glad, jeg kunne være, men dér stoppede det ikke, for den bliver ved med at sælge. Man bliver ikke rig, men glad. Det er stort at være med til, og helt særligt, fordi jeg har bestemt, hvad der skulle stå, og det er mig, der har skrevet det hele. Når man laver fjernsyn, er værten tit kransekagefiguren, der siger noget, andre har bestemt.

– Så det er fedt at have været med til at skrive en bog, der har givet så meget genklang. Men jeg savner Ellen. Hun skulle have oplevet det.

Da Ellen Bentzen blev syg, gjorde Puk Elgård sig overvejelser om, hvordan hun kunne beskrive hende, så hun bevarede sin værdighed.

– Jeg vidste, at det var vigtigt for hende. Jeg holdt også op med at skrive flere gange undervejs. "Bliv ved," sagde hun så. Hun ville ikke have en gravsten, men hun ville gerne have den bog.

– Hun havde medvirket i flere tv-programmer og havde forstået, at hun med sin livsglæde betød noget for folk. Som nogen har skrevet til mig efter at have læst om Ellen: "Nu skal jeg i gang med at nyde livet, nu må jeg holde op med at brokke mig," siger Puk Elgård.

Huset i Risskov ved Århus, hvor hun bor sammen med sin kæreste, Lothar, der har tre børn fra et tidligere forhold, og deres fælles søn, Robin, på syv år, er malet blåt og bygget efter den østrigske filosof Rudolf Steiners principper med mange bløde og få rette linjer.

"Kom indenfor og kig dig omkring. Hvad trænger du til? Te eller kaffe? Skal vi sidde inde eller ude, bliver der spurgt. Imens sørger den lyse labrador Filuca – der oprindeligt er trænet til at blive servicehund for handicappede, men på grund af allergi i stedet kom her til familien – for en venlig velkomst uden gøen og springen op.

Det er dagen efter afslutningsfesten for holdet bag et nyt tv-program, "By på skrump", hvor Puk Elgård er vært og sammen med livsstilscoach Chris McDonald har til opgave at gøre Ebeltoft til Danmarks sundeste by. Programmet, der har premiere på DR 1 den 8. september, består af 10 udsendelser.

Puk Elgård, der fra midten af august begynder som vært på DR?s "Aftenshowet", sagde ellers sin faste stilling i DR Provinsafdelingen op for at skrive "Ellen – 100 år med lyst til livet".

– Jeg sad fast i brok og surhed. Det var nødvendigt for mig at lære at blive mere glad for livet, siger Puk Elgård, der forbinder hangen til bekymringer og katastrofestemning med sin opvækst.

– Jeg er vokset op i en turbulent familie, hvor tingene tit gik galt. Min forældre arrangerede modeshow og var meget væk. De levede et societyliv med lidt for meget champagne, whisky og piller. For den generation var det helt almindeligt at komme hjem og tage fire stesolider skyllet ned med sprut. På et tidspunkt gik det store cirkus ned.

– Jeg holder meget af mine forældre. De har gjort det så godt, de kan. Og jeg har følt mig elsket og er gået ud i verden med følelsen af, at jeg godt må være her. Men der var meget drama, og de var tit fulde. Som barn prøvede jeg at navigere rundt efter, hvornår den næste katastrofe indtraf. Jeg blev voksen, fordi jeg skulle have styr på de to mennesker.

– Derfor tror jeg, at verden er farlig. Men jeg er på vej. En af grundene til, at jeg holdt op på tv, var, at jeg ville udvikle en ny side af mig selv. Folk, der har set mine udsendelser, vil sige, at jeg er i godt humør. Det er jeg også, men jeg går til det med: Uha, går det nu godt, det her?

– Men ih, hvor jeg øver mig på ikke at være så bekymret. Jeg bor sammen med en jægersoldat, der kravler op i træer, rundt på taget og laver vilde ting. Han trækker i en anden retning med Robin, og jeg lukker øjnene. Jeg er klar over, at jeg ikke skal give den videre. Det kan ikke nytte, at jeg trækker min bekymring ned over hovedet på Robin. Når jeg siger til ham, at jeg er en "pas på-mor", smiler han. Han ved godt, jeg er sådan.

– Men jeg synes nu, at vi, der har haft en vanskelig opvækst med druk og depression, er nogle gode mennesker. De af os, der har brudt mønstret og ikke selv sidder med misbrug, kan rumme mange ting. Man er ikke så fordømmende over for andre, for man ved, at det kan gå skævt. Jeg hader, når folk sidder og fordømmer nogen, for de aner ikke, hvad der ligger bag.

Af Ellen har Puk Elgård lært flere ting. Først og fremmest, at bekymringer er spild af tid.

– Jeg har lært, at jeg binder min energi i noget negativt i forhold til bare at være glad. Ellen var et lysende eksempel, hun bandt ikke negativ energi. Heller ikke i forhold til sit udseende, som mange kvinder bekymrer sig om. Ellen var ikke nogen Miss Universe. Hun så meget almindelig ud, men har aldrig beklaget sig over, at hun var for tyk eller tynd, og om tøjet og håret var pænt. Hvordan man ser ud? Glem det! Alligevel overstrålede hun altid alle i et selskab.

– Ellen var meget disciplineret. Hun havde truffet et valg om, at hun ikke ville være negativ. Det er en øvelsessag. Men man kan godt lære det. Man kan godt vende sin måde at tænke på og sin livsanskuelse. Det kan være som at dreje et kæmpe Mærsk-containerskib, men det kan godt lade sig gøre. Det er bare om at komme i gang.

– Jeg kan øve mig i det. Og jeg kan se de fælder, jeg falder i, når jeg for eksempel skal ud at køre i bil og begynder at forestille mig, at vi støder sammen med en lastbil. Når jeg står i situationen, bliver jeg irriteret på mig selv, men jeg øver mig og er blevet bedre.

– Livsglæde er der forløsning i. Men der skal mod til. Jeg vil gerne af med det tunge og dystre, for når det er væk, er livet jo fantastisk. Det er pinefuldt at være bange, utryg og ked af det. Og grundlæggende mener jeg ikke, at livet er farligt. Det ved jeg med min fornuft.

– Jeg har fløjet rigtig mange gange, og der er aldrig sket noget. Jeg vil gerne være de tanker om at falde ned foruden. Det er da meget lettere at sidde med et glas champagne og hygge sig end at have det, som om jeg skal holde flyet oppe med hele min energi.

– At vi skal dø, har jeg ikke noget imod. Det er mere det voldsomme i det, katastrofen og lastbilen, der nærmer sig ... Men at livet slutter, kan jeg meget godt lide. Okay, man har sin tid, og den må man bruge, så godt man kan.

Puk Elgård lærte også noget andet ved at være tæt på Ellen.

– Jeg har mistet både min far og min mor og har siddet ved deres sygeleje. Hvad stiller man op i den situation? Hvad skal man sige? Da Ellen blev syg, tog det hele en vending på 180 grader i forhold til at skrive en bog om livsglæde. Men jeg tog bare hendes hånd og sagde: Fortæl om dit liv!

– Da vi var færdige, var hun forløst og lettet. Hun kunne lide sit eget liv. Hun fik reflekteret over det, og da hun sad i hospitalssengen, sagde hun: Hvor er jeg rig! Det er fantastisk at kunne sige sådan, få dage før man dør.

– Det er det, man skal gøre. Bede folk om at fortælle deres historie. Det har vi glemt. Tidligere var man interesseret i folks skæbne, og jeg kan sagtens forestille mig, at Ellens historie kunne have vandret i gamle dage. Man ville have hørt om Ellen, fordi hun var så fantastisk. I dag går det hele så stærkt. Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt mine forældre om mange flere ting. Nu er de væk, og jeg får aldrig svar.

– Når jeg spurgte Ellen om, hvad hendes kæreste minde var, sagde hun, at det var lyden af hendes fars trin på trappen. Så vidste hun, at der ville være nærvær, og at han ville sætte sig ned og tale med hende. Vi skylder andre, at vi er interesserede i dem, lytter og ikke hele tiden er på vej væk.

– Jeg har altid elsket mit job og været glad for at komme ud og snakke med folk. Så har jeg det som en fisk i vandet. Jeg føler, at det er dem, det handler om, og så kommer jeg lige bagved. Jeg kan virkelig godt lide at få fortalt folks historie og at finde nøglen til deres liv. Det er ligesom musik, når man står over for et andet menneske – som at fornemme en melodi, man skal falde ind i.

Og så er der lige det med livsglæden.

– Jeg synes, at livsglæden ligger gemt i hverdagen. Man spilder i hvert fald tiden med at gå og vente på, at alting bliver perfekt, og så kan man blive glad. Jeg går hver dag tur med hunden i sol og i regn på en eng i nærheden. Jeg ser rovfugle og råvildt, og så er jeg så glad, jeg kan blive, og slapper af. Det er også dejligt, når vi bare er her og griller ude i haven og spiser jordbær.

– Jeg har lige været til fest med mange mennesker, der bliver fulde og meget larm. Det dur jeg ikke til. For mig er det ikke livsglæde, når man fyrer den af og hører høj musik. Jeg gider ikke, siger Puk Elgård og tilføjer:

– For mig er det bedre at gå på opdagelse og finde vinbjergsnegle.

remar@kristeligt-dagblad.dk